No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

217Likes
308Kommentarer
49782Visninger
AA

33. Maybe it's possible, maybe it's really worth it.

*IKKE LÆST ELLER RETTET IGENNEM... Sorry*

Jeg vendte mig ikke engang. Det behøvede jeg ikke. Jeg kunne allerede se de brune øjne, så jeg stod bare der.

Musestille.

Som om jeg håbede på, at hun ikke ville ligge mærke til mig og vende om. Men det skete ikke.

Derimod hørte jeg skridt, hvorefter hun forsigtigt tog fat i min varme arm. Hun var kold, og det sendte kuldegysninger op igennem hele min arm.

Det føltes ikke som en varm sommerbrise, når Summer rørte mig, men derimod den kold vinter vind, der gjorde hele ens krop blev kold på få sekunder.

Jeg kunne lide den følelse og på samme måde, hadede jeg den som pesten. Følelsen af at hun var så kold, fordi hun var fortabt.

Selvom jeg kunne lide den følelse, havde jeg den. Jeg kunne lide, hvordan den fik mig til at beskytte hende mere og mere. Jeg kunne ikke lide, hvordan det fik mig til at indse, at jeg ikke var god nok til hende.

Hun fortjente bedre, selvom det eneste jeg ønskede var hende. Hele tiden ved min side. For evigt.

”Zayn?”

Forsigtigt prøvede hun igen, men jeg svarede ikke. Hendes negl borede sig nærmest ind i min arm, da jeg gjorde afstanden mellem os en centimeter længere.

Jeg maste øjnene sammen i smerte, inden jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med hende.

Summer.

Hende der ændrede alt. Hende der ændrede mine tanker, mine holdninger, mine bevægelser, selv mine følelser for andre personer. 

Hun havde gjort mig svag, men alligevel havde hun gjort mig stærk. Og det gjorde ondt, det gjorde rigtigt ondt, for det var som om, at jeg var splittet mellem to veje, selvom der ikke var nogen veje.

Det var ikke meningen, men et hulk undslap mine læber, hvorefter jeg hurtigt tog min arm til mig for at slå mod væggen.

Alle følelser blandede sig indeni mig, det var for meget.

”Zayn!” Panikken i hendes stemme fik mig til at stoppe med at hamre min venstre hånd ind i væggen. ”Zayn,” hviskede hun igen, hvorefter hun drejede mig mod hende igen.

Forsigtigt lagde hun hånden på min kind og kørte hendes tommelfinger beroligende over den. ”Hvad sker der?”

Jeg ville virkelig svare hende, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Hendes læber bevægede sig, men jeg hørte ikke, hvad hun sagde. Jeg så kun hendes bekymrende brune øjne.

Min hånd rystede en smule, men hun lagde ikke mærke til det. Pludselig stoppede hendes buttede læber med at bevæge sig.

Jeg rystede på hovedet, selvom jeg ikke anede, hvad hun havde sagt. Jeg stirrede ud i luften bag hende, da jeg svagt fortalte hende, at jeg behøvede at være alene.

***

Summers synsvinkel:

Uroligt stirrede jeg efter ham, som han forsvandt ned igennem bussen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde aldrig oplevet Zayn sådan her, udover dengang i Italien, men det var vel ikke det samme?

Jeg ville række ud efter ham, men jeg kunne ikke nå ham. Min hånd hang bare ud i luften og det føltes som om, at mit hjerte knækkede i to.

Det føltes som om, at alt omkring mig der plejede at være varm, frøs til is. Kold is med kold vind flyvende direkte ind på ens kinder.

Jeg ville kalde på ham, men mit stemmebånd var frosset fast. Eller slået en knude. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne få et ord udover mine læber.

Hvad havde jeg gjort galt?

Da døren bag mig åbnede sig og stemmer fyldte bussen, føltes det endelig som om, at min krop tøede op.

Forsigtigt sænkede jeg armen som om alt håb var ude.

***

De følgende dage føltes det som om, at Zayn og jeg var to helt forskellige steder. Som om vi levede i hver vores boble, så langt væk fra hinanden som overhovedet muligt.

Og det gjorde ondt. Det gjorde forfærdeligt ondt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det.

Vi snakkede ikke. Kun generelle spørgsmål med korte svar som ja, nej eller ved ikke. Sågar kunne det kun være en bevægelse. Et ryst på hovedet eller et træk på skulderne.

Om aftenen vendte vi ryggen til hinanden og det medførte, at jeg slet ikke fik sovet. Mine tanker overvældede mig, imens mit savn til Zayn blev større og større, trods alt vores rygge snittede hinanden.

En almindelig samtale ved frokost mellem de andre, kunne ende med en diskussion mellem Zayn og jeg. Ikke med ord. Med kropsprog og blikke.

Jeg var fortabt. Fuldstændig fortabt, hvilket kunne mærkes på mine tilbagefald.

Hun blev virkelig ved med at dukke op, og jeg var efterhånden ved at løbe tør for ideer for, hvordan jeg skulle stoppe hende.

”Summer?” Forsigtigt løftede jeg blikket. Jeg blev overraskede over, hvad mødte mit blik. Alt for velkendte brune sårede øjne.

”Liam?” Forsigtigt løftede jeg mig fra den kolde sofa. Zayn’s sweatshirt var varm, men jeg kunne stadig fryse i den, som jeg sad der på den kolde sofa og så en film – alene.

”Godt du er vågen,” klokken var kun 10, men jeg ville alligevel ikke havde sovet. Jeg kunne ikke sove, ikke uden Zayn ved min side. – Ordentlig ved min side.

Jeg løftede det ene øjenbryn, imens han nærmede sig. Han satte sig ned overfor mig, hvorefter han sukkede dybt.

”Summer – jeg har besluttet noget…” Forvirret mødte jeg hans øjne. ”Jeg har besluttet, at du bliver nød til at tage tilbage til England.” Mine øjne udvidede sig chokeret, imens jeg havde travlt med at ryste på hovedet.

”Det kan jeg ikke,” mumlede jeg. Ville han virkelig sende mig tilbage til England uden ham og Zayn? Med hende hos mig hele tiden?

”Jeg har snakket med Lou… Det bliver ikke bedre Summer, det er bare en prøvelse. Vi vil bare se, om det går bedre hos Sia.” – ”Hos Sia?” Jeg lagde hovedet på skrå, så en tot af mit brune hår røg ned over mit ansigt.

”Vil det sige, at I allerede har aftalt det hele?” Han sukkede, hvorefter han så ned i gulvet. ”Men hvad med…” Jeg stoppede mig selv, han skulle ikke vide, at jeg ikke kunne klare mig selv. Han skulle ikke vide, at jeg var afhængige af Zayn og ham..

”Jeg har ikke snakket med Zayn endnu,” han kom over til mig og satte sig ved siden af i stedet. ”Jeg kan godt se, at der er nogle små uenigheder lige nu.” Han klemte min hånd, da han tog fat i den.

”Men Sia vil hjælpe dig med at starte op Summer. Skole, måske endda et fritidsjob om nogle måneder, hvis du kan klarer det. Jeg ved du kan, og samtidig kan du gå til hende psykologen.” Han lagde en arm om mig.

”Du ved, at det vil være det bedste Summer. Der er jo ikke nogen der har sagt, at du vil miste din bror og kæreste, bare fordi du ikke er med på tour vel?”

Han gav min skulder et klem, hvorefter jeg rystede på hovedet. Måske ville det virkelig være bedst for mig?

Ville jeg kunne klarer mig uden Zayn og Liam? Måske var det virkelig det bedste… Så jeg kunne komme på afstand og få lidt styr på mit eget liv.

Alle hvad nu hvis’erne dukkede straks op i mine tanker.

Hvad nu hvis Zayn ville droppe mig

Hvad nu hvis vores forhold ville blive dårligere af det

Hvad nu hvis jeg aldrig kunne blive normal

Hvad nu hvis jeg ikke ville kunne klarer mig hos Sia

Hvad nu hvis….

”Tænk over det Summer.”

Og det gjorde jeg. Jeg tænkte hele dagen. Lige fra da vi tog ud og spiste morgenmad sammen. Jeg tænkte kun over det, imens jeg studerede Zayn, som endnu opførte sig  - hvordan opfører han sig egentlig? Ligeglad? – overfor mig.

Jeg tænkte igennem det hele. Det interview de var til, de øvelser før koncerten, under koncerten, da vi kom tilbage til bussen og da vi begyndte at køre mod den næste by, hvor vi skulle overnatte i et hotel.

Da vi ankom til hotellet, stoppede jeg med at tænke. Jeg havde fundet løsningen, nu manglede jeg bare at snakke med Zayn om det, hvorefter jeg ville fortælle Liam det.

Eller måske skulle jeg fortælle Liam det først.

Selvfølgelig fik Zayn og jeg det ene værelse sammen, så jeg så ikke muligheden for at snakke med Liam, da vi alle sammen stod i elevatoren på en gang.

Liam stod dér, men det gjorde de andre også.

Da vi stod af alle sammen og forsvandt ind på forskellige værelser, fulgte jeg efter Zayn som en hundehvalp.

Jeg ville i kontakt med ham. Jeg savnede ham, jeg savnede os.

”Zayn?” Mumlede jeg forsigtigt, da han havde lukket døren. Jeg nåede ikke engang at nærstudere værelset, før han så på mig.

Han så træt ud, men alligevel var det som om, at hans blik sagde, at jeg bare skulle råbe højt. Forvirret lod jeg blikket glide ned i gulvet.

”Jeg tager tilbage til London, Zayn…” Jeg så op på ham. Jeg så, hvordan hans ansigtsudtryk pludselig skiftede til at være forpint og fortabt.

Han rystede på hovedet, ”hvorfor vil du dog gøre det?” Mumlede han, hvorefter han trådte to skridt hen til mig. Dog stoppede han sig selv, da han havde løftet armene lidt op.

Han stoppede og lod dem hænge ned langs siden igen.

Hvorfor rørte han mig ikke?

”Liam og jeg snakkede om det, og…”

”Så det er altså Liams ide? Hvorfor, hvad gør jeg forkert?!” Han afbrød mig, men jeg turde ikke afbryde ham. Han lød vred, trist og frustreret på en gang.

”Liam og jeg blev enige om, at det ville være godt… For at få mit liv på rette spor..” Mumlede jeg. Jeg var ikke bange for ham, jeg var bange for, hvad der ville ske, når jeg ikke var hos ham.

Jeg havde endnu ikke prøvet at være adskilt længe fra ham.

”Fordi jeg ikke kan få dit liv på rette spor.” Jeg havde rettet mit blik mod fødderne, men da jeg hørte hans hviskende stemme og chokerende ord, røg et ligeså hurtigt op på ham igen.

Han lænede sig op af dørkarmen, klemte øjnene i som om, at han var i smerte og knyttede hans ene hånd.

”Hvad?” Min stemme var spinkel som altid, men jeg vidste, han hørte mig. Han hørte mig altid.

”Jeg må bare snart indse, at jeg ikke kan redde dig… Jeg kan ikke hjælpe dig Summer,” han vendte hovedet imod mig, mødte modvilligt mine øjne.

Hans smukke brune øjne var blanke, og han var i smerte. Ikke fysik men psykisk.

”Jeg har aldrig bedt dig, om at redde mig Zayn,” mumlede jeg forsigtigt, imens jeg prøvede at træde tættere på ham. Da han bankede bagud, var det som om, at mit hjerte stoppede et øjeblik.

”Præcis, fordi jeg ikke kan…” Han skubbede sig nærmest selv hårdt ind i væggen bag ham, hvorefter han skød hovedet tilbage. Han udtrykte en vred lyd.

En tårer gled ned af min kind. Jeg lod blikket glide op i lyset og forsøgte at blinke mine tårer væk.

”Zayn,” forsigtigt lagde jeg en hånd på hans overarm. Han spændte i kroppen, da jeg forsigtigt tvang ham til at se på mig ved hjælp af et løst greb om hans kæbe.

”Se på mig,” jeg stillede mig tættere på ham, så min krop nærmest var presset direkte op af ham. Det hoved højere han var, gjorde det let for ham bare at placerede sin hage på min hovedbund.

Det gjorde han, imens han trak mig tættere ind til ham. Jeg havde sådan savnet at have ham så tæt på mig.

”Du reddede mig Zayn… Hvis det ikke var for dig, ville jeg sikkert stadig sidde i vinduet.. Fortabt i sorg.” Min stemme knækkede, hvilket fik ham til at trykke mig længere ind til ham.

”Du må aldrig tro andet,” forsigtigt lod jeg blikket glide op på ham. Den første tårer gled ned over hans kind. ”Jeg vil aldrig tro noget andet,” han lagde en hånd på hver min kind, og kyssede mig intens.

Det var lige præcis dette, jeg havde savnet. Jeg ville savne, men jeg var opsat på dette. Jeg skulle sige farvel til Zayn en af de næste par dage, men jeg ville snart se ham igen.

Og når han så mig igen, skulle han være stolt af mig.

***

”Jeg har booket billetter til i morgen, inden vi også rejser videre. Er det okay?” Liam så på mig som om, at jeg skulle dø. Jeg lo lavt og nikkede. ”Det helt fint Liam - tak.”

”Er du sikker, fordi ellers kan vi sagtens vente?” Han så næsten fortabt ud. Men selvfølgelig. Han skulle faktisk overgive sit ansvar fra mig. Drengen havde for Gud’s skyld haft ansvaret for mig i snart et år.

Han åbnede armene, og jeg trådte ind i dem. Han lod sin hånd kører beroligende op og ned af min ryg. ”Jeg vil også savne dig, Liam.” For det ville jeg. Jeg ville savne at have noget af det sidste familie tæt på mig. Jeg ville savne min bror.

”Hvis der er noget, så lov mig at ringe. Den mindste ting..” Han strammede grebet om mig. ”Kan jeg også ringe til dig ved den mindste ting?” Jeg lo over Nialls forsigtige stemme.

”Selvfølgelig Nialler,” Liam trak sig frem mig og roede rundt i Nialls hår. ”Også hvis jeg ikke kan huske, hvad der skal i en..”

”Også hvis du ikke kan huske, hvad der skal i en kylling sandwich.” Liam afbrød Niall og et stort smil formede mine læber.

”Hvor er Zayn?” Jeg afbrød deres lille øjeblik. ”Nede i hotelles træningslokale.”

Da jeg dermed tog elevatoren ned til træningslokalet, havde jeg håbet at finde Zayn i gang med at træne. I stedet for fandt jeg Harry, og jeg rynkede på næsen. Ikke fordi jeg havde noget imod Harry – overhovedet. Men lugten af sved var virkelig stærk.

”Hej Summer!” Harry vinkede ind i spejlet, hvorefter han forsatte med at løbe videre på løbebåndet. En mand stod ved siden af, holdte hans trøje, noget vand og snakkede til ham.

”Hej,” jeg nærmede mig løbebåndet. Jeg stillede mig ved siden af og fik øjenkontakt med Harry i spejlet. ”Har du set Zayn?” Jeg stirrede en smule på hans overkrop, men kom hurtigt til fornuft og fandt hans øjne igen.

Han smilte skævt, hvorefter han pegede hen mod en dør, som førte ind til et andet lokale. ”Det var det eneste sted, han måtte.”

Måtte hvad?

”Tak Harry.”

Da jeg lukkede døren ind til lokalet igen, mærkede jeg straks den trykkede luft her inde. Musikken var tæt med rummet, som mærkes uden ild.

Jeg vendte rundt og så flere vægge fyldt med lader, hvor Zayn enten havde udtrykket sig kunstnerisk eller tomme hvide lader, hvor han ikke var nået til endnu.

Zayn vendte sig rundt og fik øje på mig. Han tog sin maske af, stillede spray dåsen på gulvet og slukkede musikken.

”Hey love,” han hviskede næsten, hvorefter han sendte mig et forsigtigt smil. Selvom Zayn og jeg havde snakket aften før, var det stadig som om, at jeg bare var luft for ham.

”Hey..” Jeg nærmede mig ham. Da jeg stod foran ham, vendte han sig om og stod med siden til mig. ”Hvad laver du?” Jeg stirrede lidt på ladet foran mig.

”Fik lyst,” mumlede han, hvorefter han igen tog masken på, samlede spray dåsen op og sprayede mere på ladet.

Jeg havde allermest lyst til at lade ham blive der. I den uvidende om, at jeg tog af sted i morgen.

Jeg ville savne ham.

Det var skræmmende… At skulle tilbage til London, finde mig en skole, opbygge mit forhold med Sia igen… Mest af alt skulle jeg komme videre, og det skulle være uden de to vigtigste personer i mit liv.

”Zayn,” min stemme var skørbelig som aldrig før. Men han hørte mig, det gjorde han altid. Han vendte sig.

Hans øjne borede sig ind i mine.

”Summer?” Han trådte tættere på mig. Han stod der så tæt op ad mig. Spray dåsen i hånden, masken rundt om halsen, også så han på mig. Han så bekymret ud, men det var som om, at der var noget andet over.

”Jeg skal…” Jeg stoppede mit i min sætning. Hvad havde han lavet? Jeg stirrede på det lad der hang bag ham. Det viste rent faktisk små detaljer om kærlighed, et ødelagt hjerte, et helt hjerte. Sort og rød var de eneste farver.

Og jeg blev forvirret. Hvad mente han med det?

Det er endelig gået op for ham, hvor ødelagt du er, Summer.

Jeg rystede på hovedet, trådte få skridt tilbage. Hun skulle ikke komme nu. Det skulle blive bedre. Jeg skulle blive bedre. Jeg skulle til London, og hun skulle ikke komme og ødelægge noget nu.

Varmen begyndte at kredse om min krop. Jeg havde lyst til at ryste. Ryste det hele af mig.

Du troede vel ikke, at jeg var forsvundet?

”Få hende væk,” jeg hviskede. Han hørte mig. Han smed spray dåsen fra sig og nærmede sig. ”Få hende væk!” Jeg råbte, men jeg hun var over alt. Over alt – hun fyldte det hele.

”Shh.” Zayn slog armene om mig. Straks følte jeg mig tryg igen. Hun forsvandt og Zayns varme fyldte min krop.

”Shh Summer.” Det gik først op for mig nu, at jeg græd. Jeg storgræd, men i min kærestes arme. I Zayn’s arme. Det var det eneste der talte.

Han var her, han ville altid være her. Derfor skulle det hele nok blive bedre. I morgen skulle jeg til London igen og mit liv skulle forandres.

Det virkede ikke mindre skræmmende, men det virkede mere muligt. 

 

jeg kan ikke skrive mere. 

dette er et lorte kapitel 

det er en fucking lorte lang ventetid

er så ked af det og glad, fordi jeg har så mange favorit på denne her, også skriver jeg sådan et dårligt kapitel. Håber på at få mere drama ind i næste kapitel.. 

Jeg håber faktisk bare, at næste kapitel bliver godt... 

sorry 

vandged 

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...