No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

217Likes
315Kommentarer
48860Visninger
AA

16. Lost.

 

Næste morgen skinnede solen lige i hovedet på mig, men for en gangs skyld var det rart. En rar følelse fandt sted i min krop, da jeg drejede mit hoved en smule og fik øje på Zayn.

Hans øjne var lukkede, det sorte hår var pjusket, imens dynen lå halvt nede om maven på os. Et smil gled over mine læber, inden jeg rykkede lidt væk fra ham, så jeg kunne strække mig.

Lige så stille kunne man begynde at høre, at de andre var stået op. Det fik mig derfor også til at sukke lidt, fordi de faktisk larmede en del.

Mit blik gled rundt på værelset, inden jeg mærkede en bevægelse i sengen. Jeg lod blikket glide tilbage på Zayn, som strakte sig med lukkede øjne. Et smil gled over mine læber, imens jeg forsigtigt lod min finger nusse det kolde dynebetræk.

”Godmorgen,” en hæs stemme afbrød mine dybe tanker, inden jeg lod blikket glide hen på Zayn. ”Godmorgen,” svarede jeg ligeså hæst, inden jeg lagde mig ind til ham.

Han lagde en arm om mig og nussede min overarm, ”har du sovet godt?” Jeg nikkede så godt jeg nu kunne, når jeg lagde i hans favn. ”Hvad med dig?” Jeg lod blikket glide hen på døren, hvor man kunne høre de andres grin.

”Jeg har sovet fantastisk,” han strammede sit greb om mig og et stort smil gled over mine læber. Jeg elskede at føle mig tryg, men når det var med Zayn var der en form for et ekstra plus.

”De larmer meget,” mumlede jeg efter noget tid, men ikke fordi at jeg var irriteret. ”De har vel lov klokken er tolv,” jeg fangede Zayn’s øjne og trak forsigtigt på skulderne.

I går aftes eller i nat havde jeg slet ikke ladet mine tanker glide hen på hende, og det gjorde mig på en måde irriteret. Jeg følte, at jeg allerede lagde hende for meget bag mig.

Som om at det var skide let at lægge hende væk, men ligeså lært at rive hende frem igen. Ingen ubehagelige syn, stemmer eller drømme havde meldt sin ankomst, det var også derfor, at jeg hele tiden lod blikket glide paranoidt rundt.

”Zayn?”Jeg satte mig op og drejede mit hoved, så jeg kunne se ham. Han kiggede spørgende på mig og løftede sin arm en smule, så han kunne nusse min hånd i stedet.

Jeg smilte skævt, inden det langsomt forsvandt og en masse tanker fløj igennem mit hoved. ”Jeg har sovet uforstyrret, er det go…” – ”Det godt,” afbrød han mig og trak mig tilbage, så jeg hurtigt lå op af ham.

”Det er godt,” hviskede han, jeg kiggede op på ham, og han flyttede en hårtot om bag mit øre. Han smilede, inden han lænede sig lidt frem og forsigtigt lagde sine læber mod mine.

”Vi skal ned og have morgenmad!” Jeg rev mig væk fra Zayn sekundet før døren blev åbnet. Et morgenfriskt ansigt viste sig, og jeg smilede skævt til min morgenfriske bror.

”Vi kommer,” mumlede Zayn, inden et gab undslap hans læber, hvilket fik mig til at gabe og Liam til at le. ”Ellers kommer vi med vand,” jeg spærrede øjne op og havde hurtigt rejst mig for at finde hen til det skab, som tilhørte Zayn og jeg.

Liam lo igen, inden han lukkede døren i, og jeg ledte efter noget tøj. Jeg trak et rent sæt undertøj ud, mine army bukser ud en langærmet sort bluse og min lyseblå denim vest.

Mit blik faldt hen på Zayn som gned sig i øjnene, hvilket fik mig til at smile skævt. Så vendte jeg rundt og gik ud på vores badeværelse for at hoppe i tøjet.

Der var trods alt ikke helt så varmt udenfor alligevel…

Jeg lod blikket glide hen på mit spejlbillede, da jeg havde fået tøj på. Jeg tog fat i min hårbørste og redte mit hår. ”Har du tøj på?” I stedet for at svare ham, åbnede jeg bare døren, så han kunne træde ind, hvilket han også gjorde i hans sorte bukser, en hvid T-shirt og en sort læderjakke.

Han smilede kort til mig, inden han tog fat i hans voks og begyndte at sætte sit hår, imens jeg satte mit hår op i en hestehale.

Derefter tog jeg fat i min mascara og lade et tyndt lag, hvorefter jeg bare tog noget eyeliner på, da jeg ikke rigtig havde nogle urenheder.

Da jeg var færdig med min makeup og mit hår, var Zayn også færdig med hans hår, og sammen gik vi ud i stuen.

”Jaa! Lads os komme ned og spise i hotellets restaurant!” Jeg vidste ikke, hvorfor Niall sagde den lange sætning, men det rørte mig egentlig ikke rigtig.

***

”Louis don’t!” Eleanor pegede fingre af Louis, hvilket fik mig at stoppe op og glo underligt på dem. Lige nu gik vi rundt i Villa Ada, som var en park i Rom. Her var utrolig smukt og en masse mennesker, men alligevel så meget plads, at man slet ikke bemærkede det.

Liam og Danielle førte en samtale, imens de gik hånd i hånd. Louis jagtede Eleanor, Harry snakkede med Zayn, som holdte mig i hånden, og Niall spiste en is.

Jeg fattede ikke, at han kunne spise noget, da vi lige havde spist aftensmad, og vi faktisk bare gik en lille aftens tur, inden vi tog hjem til hotellet.

”Louis opfør dig nu ordentligt,” mumlede Danielle som beskyttende tog en arm om Eleanors skulder. Eleanor lo, inden hun greb fat i mig, så jeg mod min vilje blev nød til at give slip på Zayn’s hånd.

”Hva’ så Summer,” hun klemte mig, hvilket fik Danielle til at skubbe hende i siden.”Du så ond Eleanor,” Danielle smilede stort til mig, hvilket jeg gengældte.

”Så passer hende og Louis da sammen,” ordene sprang ud af min mund, men sjovt nok begyndte de næsten alle sammen at le. ”Liam din søster er ond,” brokkede Louis sig, imens han nærmede sig Liam.

Liam slog bildt Louis i hovedet, inden han vendte sit blik mod mig og sendte mig et skævt smil. Eleanor puffede mig i siden, ”jeg kan nu godt lide hende,” Danielle lo over hendes sætning, hvilket fik et smil frem på mine læber.

”Amen i lige måde Eleanor,” hun smilede dumt, inden hun hoppede ud af Danielle’s arme og dermed også mine. Danielle lo, inden hun skubbede mig tættere på flokken.

Zayn smilede til mig, da jeg kom op ved siden af ham og Niall. Zayn tog fat i min hånd og Niall sendte mig et stort smil, som jeg lo lidt af.

Det var som om, at lykken blusede ind over mig, og hurtigt kunne jeg konstatere, at jeg savnede den følelse. Jeg havde følt den hver gang, jeg tog i byen med mine veninder, om det var på klub, eller om det var andre steder.

Jeg lod blikket glide rundt på Liam og Danielle, som lykkeligt gik hånd i hånd, hvilket fik et smil til at spille på mine læber. Louis gik med en arm om Eleanor, imens Eleanor havde et skævt smil på læberne.

Harry drillede Liam en smule, imens han havde en samtale med Danielle. Niall gik derimod ved siden af Zayn, som havde et fast greb om min hånd, imens han sjovt nok snakkede med Niall.

”Omg det er One Direction!” Hurtigt vendte jeg mit blik bag os, og Zayn smilede skævt til mig, inden han slap min hånd. Jeg stirrede en smule på ham, men han havde travlt med at smile til de fans, som nu var kommet her hen.

Jeg bakkede en smule tilbage, så jeg støttende ind i Harry, som hurtigt skubbede mig om bag hans ryg. De eneste personer som jeg kunne spotte lige nu, var drengene som rykkede sig tættere sammen, indtil jeg til sidst havde alles rygge mod mig.

Fansene skreg ud efter drengene, imens de skyndte sig at give autografer og hvad de ellers bad om. Liam vendte sig rundt, og hev mig op, så han kunne hviske til mig.

”Find den letteste vej ud og find Danielle og Eleanor,” jeg nikkede, inden jeg desperat ledte efter den letteste vej ud.

 Jeg hadede at stå klemt om så mange mennesker, det var også derfor, at da jeg fandt det lille hul, der var imellem dem der stod ved Harry og dem der stod ved Niall, skyndte mig at skubbe mig selv ud der, så jeg blev vrisset en smule af.

Jeg lod blikket glide rundt, imens jeg med hurtige skridt gik ud af parken, da de ikke var til at se andre steder. Mit blik gled rundt i de lidt mørkbelagte gader, inden jeg forsvandt til højre, for der ingen mennesker var mod venstre.

Mine skridt var hurtige, imens jeg panikken lod mit blik glide rundt efter Danielle og Eleanor. Jeg trak min mobil op og gik næsten i panik, jeg havde ikke hverken Danielle eller Eleanors mobilnummer.

Jeg lod blikket glide tilbage til parken, hvor jeg hurtigt besluttede mig for at gå tilbage. Da jeg nåede indgangen, og begyndte at gå derned af, hvor vi havde været før med fans, var der ingen at se.

Jeg stoppede op og stirrede på det punkt som om, at de ville dukke frem, hvis jeg blev ved med at stirre på det punkt, hvor de var før.

Jeg satte i en hurtig gang ned mod det punkt og kiggede rundt, da jeg nåede punktet. Ingen af drengene var til at se, selvom jeg drejede rundt om mig selv tyve gange.

Eftersom der kun var en udgang i parken, forsvandt jeg op mod den, og jeg tænkte mig om, da jeg nåede gaderne.

Hvis jeg var kommet fra højre af før, havde jeg jo set dem på min vej tilbage til parken, derfor måtte de være gået til venstre.

Jeg nikkede for mig selv, inden jeg drejede mod venstre, og prøvede at huske vejen hen til hotellet. Det var dog ikke let, da vi som sagt havde været ude i Italien lige siden vi havde spist morgenmad.

Fortabt gik jeg rundt, imens mørket faldt mere og mere på. Efter femten minutters gåtid, satte jeg mig på en bænk og sukkede opgivende. Jeg trak min mobil op af lommen, og trykkede på den lille runde knap. Klokken var kvart i otte og lige, da jeg skulle til at låse den igen ringede den.

Liam.

”Hej,” mumlede jeg forsigtigt ind i mobilen, hvilket fik Liam til at ånde lettet ud. ”Hvor er du Summer?” Hans stemme lød bekymret, og jeg sukkede lettet.  

”Jeg gik til højre ved parken for at finde Eleanor og Danielle, men da jeg ikke kunne finde dem, gik jeg tilbage til parken, og der var I heller ikke, så gik jeg til venstre ud af parken, og nu sidder jeg her på en eller anden bænk.”

Mine øjne prikkede fordi jeg for det første ikke havde været ude i mørke i over et halvt år, plus det ikke bare var i London men i Italien.

Jeg kunne høre på Liam, at han var overrasket over min tale, men lige nu var jeg egentlig lidt ligeglad med, hvor mange ord der faktisk havde forladt min mund på en gang.

”Okay.. Ehm, kan du ikke prøve at gå tilbage til parken, så kommer Zayn og mig okay?” Jeg nikkede, inden jeg hurtigt mumlede et ja.

Jeg lagde min mobil ned i lommen, og hoppede en smule da gadelygten ved siden af bænken sagde en underlig lyd, fordi den var i gang med at tænde.

Det irriterede mig, at der pludselig skulle blive så mørkt, men jeg besluttede mig hurtigt for at rejse mig og nervøst bevæge mig mod parken, hvis nu ellers kunne huske vejen..

Jeg lod blikket glide rundt på omgivelserne for at finde frem til parken.

***

Da jeg endelig nåede parken, lod jeg blikket glide nervøst rundt, fordi jeg hverken kunne finde Liam eller Zayn.

Jeg stod lidt og trippede med foden, inden jeg trak min mobil op af lommen, som selvfølgelig havde slukket sig.

Nervøst kiggede jeg rundt igen, men besluttede mig i stedet for at gå ind i parken, hvor kun nogle få lygter lyste den op.

Jeg nærmede mig den lille sø dernede og fik næsten et hjerteanfald, da jeg kunne høre nogle stemmer omme bag en buks.

Dog var det ikke nogen, som jeg genkendte, og jeg kunne ikke engang deres sprog. Jeg sukkede, inden jeg gik til højre ned af en lille sti i parken, da jeg ikke ville hen til de andre stemmer.

Der var en smule mørkt her inde, fordi lygterne her inde ikke lyste særlig langt. Jeg stoppede op, imens jeg kiggede tilbage.

Jeg mener, hvorfor skulle Zayn eller Liam være her inde?

En gren knækkede under noget tungt, og jeg drejede med lynets hastighed hovedet for at finde noget.

En skikkelse viste sig længere henne, men fordi jeg ikke nåede at kigge særlig meget, inden jeg konstatere, at jeg skulle væk, fik jeg ikke set om det var Zayn eller Liam.

Det eneste som jeg havde set var, at personen havde en hættetrøje på. Jeg satte i løb, da personen fulgte efter mig og da jeg begyndte at kunne se udgangen af den lille sti, snublede jeg over mine egne ben, men fik mig selv samlet op.

”Summer,” jeg kunne høre mit navn, men jeg vidste, at det var nået, som jeg bildte mig ind, da det lød som om, at det kun kunne høres i mit hoved.

Også snublede jeg igen, men denne gang reddede jeg ikke mig selv, derimod faldt jeg. 

______________

Okay så nu er Summer lost i Italien.

Lol følte lige for det, fordi min veninde Handihomocapbent aka. JosefineBieber her inde, gav mig ideen her den anden dag.

Og den fisk læser ikke engang denne her.

Nå det har hun lovet, at hun vil, når den er slut. 

Men  altså.

Eftersom jeg vågnede tidligt idag, ville jeg da skrive kapitlet færdigt.

Og I skal faktisk være glad for, at jeg gik så tidligt i seng, for så kunne jeg skrive færdig, inden jeg skal gøre mig klar til at tage ned til min bedsteveninde.

Eftersom det skide lockout giver os fri om fredagen.

Hm. Følte lige for at skrive en lille forfatter besked.

Nårh. Ja. Held og lykke til dem, som skal til Justin Bieber koncert imorgen.

Ved... tre af mine veninder skal.

Forever alone directioner her med min bedste veninde. ): 

Så det jo heller ikke forever alene vel.....

What ever.

xxx

Vandgeeeeeeeeed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...