No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

218Likes
308Kommentarer
51467Visninger
AA

2. “I’d really like to know, what is going on in your brain, Summer.”

 

Det bankede på min værelses dør, men jeg reagerede ikke, jeg stirrede bare videre på mig selv i spejlet. Mit brune hår var en smule slidt, men det sad stadig glat ned af min ryg, og ned over mine skuldre. Mine brune øjne viste det eneste, som jeg havde følt det sidste halve år. Sorg.

Rander under øjnene havde jeg også, men det var nok fordi, at jeg ikke fik særlig meget søgn. Selvom jeg selv synes, at jeg sov mere, end jeg burde.

Mit tøj bestod af et par stramme jeans i sorte, en hel almindelig grå t-shirt, og et par sorte tykke sokker.

”Summer, vil du ikke godt lige lukke mig ind?” Det værste var, når Liam bad mig om ting. F.eks. som nu, hvor jeg skal åbne døren. Jeg hader hans skuffede blik, derfor lader jeg næsten aldrig mit blik ligge på ham for længe.

Jeg rejste mig, og gik med små skridt hen imod døren. Jeg stirrede en smule på nøglen, som sad i låsen. Og med et lydløst suk tog jeg fandt i nøglen, og drejede den en gang til venstre. Derefter trådte jeg to skridt bag ud, lige i tide til ikke at få en dør i hovedet.

Liam sendte mig et forsigtigt smil, og gik forbi mig hen til mit natbord. Jeg fulgte tallerkenen, som han havde i hånden med øjnene. Liam satte tallerkenen på mit natbord, og stirrede så lidt på mig.

”Vil du ikke godt spise det, Summer?” Mit blik gled op på ham igen, eftersom det havde lagt på gulvet, siden han havde startet med at stirre på mig. Mine øjne mødte hans, men jeg kiggede hurtigt på maden i stedet.

”Summer?” Sukkede Liam opgivende, jeg vidste dette gik ham på. Siden jeg var ankommet til Liams lejlighed, havde jeg siddet på dette værelse. – Med døren låst.

Så mange gange var han bare, har prøvet at få mig med ud, eller få mig til at sige bare et ord. Jeg har ikke gjort det, jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det.. Og Liam som ellers aldrig giver op, er lige ved at opgive mig.

Det er klart, jeg samarbejder ikke ligefrem.

”Jeg gad virkelig godt vide, hvad der foregår i din hjerne, Summer.” Hans stemme gjorde ondt på mig, den mindede mig så meget om. – Alting også alligevel ingenting.

Jeg rystede afvisende på hovedet, hvilke fik ham til at sukke tungt. Derefter gik han over i mod mig, og stillede sig foran mig. Eftersom han var en del højere end mig, stirrede jeg lige ind i hans skulder.

”Jeg kører om en halv time, drengene og jeg skal til et interview, jeg kommer hjem omkring spise tid. Okay?”

 Liam snakkede nærmest til mig som om, at jeg var en på fem. Men det var jeg ikke, jeg var sytten, men jeg brugte ikke en eneste dag på at gå i skole. Jeg kunne ikke klare det, den første uge havde Liam prøvet med en, som kunne hjemmeundervise mig. Jeg nægtede, og det gør jeg stadig. Jeg har ikke lyst til at lave noget.

Liam rystede på hovedet, og forsvandt ud af mit værelse. Jeg lukkede og låste hurtigt døren. Han glædede sig sikkert til at være sammen med drengene.

Jeg havde aldrig mødt dem, men det var ingen hemmelighed, at jeg havde en computer, som jeg nogle gang stenede One Direction på. Men det er kun fordi, at min bror er med i bandet. Jeg ved, hvem de er, og jeg har hørt deres musik.

Du tænker sikkert, at det er underligt, at jeg ikke har mødt dem, når jeg bor hos Liam, eller dengang jeg stadig boede sammen med min mor. Jeg har aldrig mødt dem, og det er fordi, at hver gang Liam kom hjem til min mor og jeg, sammen med resten af drenge, så var jeg ikke hjemme. Og nu, Liam har dem aldrig med her hjem.

Han vil ikke have, at de møder mig. Det kan jeg sagtens forstå, for Liam vil ikke have, at drengene skal se, hvor indelukket jeg er, så de bliver kede af det på Liams vegne.

Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle få ud af at møde dem. Jeg ved, at Liam snakker med dem om mig, og det har jeg det også helt fint med.

Træt førte jeg mine hænder op til mine øjne, inden jeg gned hårdt i dem. Jeg var træt, men jeg vidste, at hvis jeg lagde mig, kunne jeg ikke sove.

Mit blik faldt på min vindueskarm, hvor jeg havde udsigt til London. Liam boede på 8. sal, hvilke vil sige, at jeg bare kunne hoppe ud over kanten, hvis jeg ville ende mit liv.

Men det har aldrig været min tanke. Selvmord har strejfet mine tanker få gange, men det som regel ikke sådan, at jeg sidder og planlægger, hvordan jeg vil dræbe mig selv..

Med langsomme skridt går jeg over imod vindueskarmen, men da mit blik ryger ned på den sandwich, som Liam har stillet på mit natbord, stopper jeg. Liam bliver altid så glad, hvis jeg spiser..

Fordi jeg ikke havde spist i to dage, tog jeg fandt i tallerkenen, og satte mig op i vindueskarmen med den. Jeg satte mig til rette, og stirrede en smule på sandwichen, inden jeg løftede toppen af.

Salat, noget grillet kylling, og nogle agurker lå der inde, derfor lagde jeg toppen på igen, inden jeg løftede sandwichen op til min mund, og tog en lille mundfuld af den.

Den saftige smag fik mig til at tygge maden lidt mere. Det lød måske mærkeligt, men jeg slugte normalt så hurtigt, som jeg kunne komme til.

”Summer,” Liam bankede på døren, og jeg rystede irriteret på hovedet. ”Jeg kører nu, vi ses senere,” han vidste, at jeg havde hørt ham, derfor kunne jeg kort efter hører hoveddøren smække.

Jeg satte tallerkenen fra mig, og var allerede blevet mæt af de tre mundfulde, derfor hoppede jeg ned af vindueskarmen. Jeg gik med hurtige skridt mod min værelses dør, hvor jeg drejede nøglen rundt, og åbnede døren.

Med lette bevægelser rundt på gulvet, drejede jeg rundt et par gange, indtil jeg kom til stuen. Mit blik søgte straks efter Liams computer, som han vidste, at jeg nogle gange brugte.

Da den ikke var i stuen, dansede jeg rundt om mig selv ud i køkkenet. Det var en mærkelig vane, som jeg havde, men det var mest fordi, at jeg gerne ville tænke på noget andet. Og hvis der var noget, som jeg engang havde elsket, så var det at danse.

Den var ikke køkkenet, og da jeg prøvede Liams værelse, var den der heller ikke. Han havde taget den med, derfor sukkede jeg lydløst, inden jeg gik ind på mit værelse igen.

Jeg lukkede og låste døren, inden jeg bevægede mig hen mod min seng. Jeg kravlede hen til hovedpude, og lagde mig godt ind under dynen..

Liams synsvinkel:

”Hej drenge,” råbte jeg til dem, da de sad længere henne i rummet i nogle sofaer. Niall var den første til at rejse sig, og nærmest hoppe hen til mig. ”Hej Liam,” sagde han med sin irske accent, hvilke fik mig til at smile lidt. ”Hej Nialler,” sagde jeg, inden jeg trykkede ham ind til mig.

”Niall, din tur,” smilede Lou – vores stylist, og lavede et nik mod mig, som sådan et ’hej’. Jeg smilede til hende, og skubbede Niall blidt over i mod hende, så han grinte af mig.

Jeg smed mig i sofaen ved siden af Harry, som gav mig et lille skub med skulderen, og udtalte ordene: ”Hej Liam,” jeg sendte ham et smil, og da Zayn og Louis bare nikkede, nikkede jeg igen.

Louis lagde hans mobil fra sig, og stirrede en smule på mig. ”Hvad så Louis?” Spurgte jeg ham, men jeg vidste næsten godt, hvad det var.

Vi snakkede næsten altid om Summer, eftersom drengene vidste, hvor bekymret jeg var for hende. Og de var også selv en smule bekymret efter alt, hvad jeg havde fortalt dem.

”Hvordan er hun i dag?” Spurgte Harry, og jeg sukkede en smule højt. Zayn lavede også sin mobil fra sig, og kiggede nysgerrigt på mig.

”Som altid,” mumlede jeg, imens jeg stirrede på noget bag Louis. Eller jeg stirrede faktisk ud i ingenting, men de troede sikkert, at jeg stirrede ved den flotte væg bag Louis. De sukkede alle sammen selv Lou og Niall.

”Liam, du må huske ikke at give op,” huskede Lou mig på, og Zayn bed sig enig. Ikke med ord, men jeg kunne se det på ham. ”Lou har ret, Liam,” Harry derimod sagde det med ord.

Ja, hvad skulle han ellers sige det med Liam? Rosenkål eller hvad?

”Jeg ved det godt, men efterhånden er det bare svært at holde humøret oppe. Hun er som en ånd, som jeg bare går og taler med. Som om hun slet ikke er til stede, fordi hun aldrig siger et ord..”

Jeg var så bekymret for Summer, men hun ville ingen steder med hen, og jeg kunne ikke lide at tvinge folk, og jeg vidste, at hvis hun nogensinde ville åbne sig for nogen. Så ville det ikke være en som var udannet til det. – Summer hader sådan noget, for hun mener, at de bare tror, at de ved alt.

Eller sådan var hendes tanker i hvert fald dengang, hvor hun ret faktisk snakkede med folk. Jeg tror ikke engang, at hun snakker med sig selv..

”Liam,” Louis kiggede en smule alvorligt på mig, hvilke fik mig til at nikke. ”Det har stået på for længe, og det tager også hårdt på dig. Er det ikke snart tid til, at vi skal møde din søster?”

Jeg vidste godt, hvad han mente med det. De ville hjælpe mig, med at hjælpe Summer, men af en eller anden grund, kunne jeg ikke selv lide, at de skulle have det problem på sig.

Men de havde ret, det var ved at stå på for længe. Jeg kunne jo håbe på, at hun måske ville lukke sig op for en af dem.

”Liam, det er din tur,” Lou kiggede på mig, og jeg nikkede, inden jeg satte mig i stolen foran spejlet.

”Louis,” Jeg kunne se, at de alle sammen gav mig opmærksomhed gennem spejlet, derfor stirrede jeg direkte i Louis’ øjne via spejlet.

”Ikke endnu, jeg har en sidste ting, som jeg lige skal have afprøvet igen..”

Jeg havde gjort det før, men det var to måneder efter. Det kunne være, at det virkede nu? Der er tråds alt gået et halvt år..

 

_________________________

Jeg hader at skrive første kapitel, så undskyld hvis I hader det.

Hver kapitel vil cirka vare 4 sider (word), måske nogle gange mere. 

Men hvad synes I om Summer?

Skal jeg slette den, før jeg overhovedet kommer ordenligt igang?

- Vandged..dx'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...