No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

217Likes
317Kommentarer
48812Visninger
AA

7. I feel broken.

 

 

Liam’s synsvinkel:

“Så Liam?” Spurgte Louis, da vi lige havde sat os. I præcis Nialls lejlighed, hvor vi ligesom havde valgt at være i dag. Niall sagde mit navn, og kastede en sodavand hen til mig, som jeg hurtig greb. Ved siden af mig i sofaen sad Harry, imens Louis og Zayn sad i den anden. Niall havde placeret sig på den lænestol han ejede..

”Hvordan gik det?” Spurgte Niall uroligt, så et smil spillede på mine læber. Jeg kiggede hen på Zayn, og han smilede skævt til mig. ”Det gik vel okay?” Svarede Zayn, og blikkende rettede sig straks mod ham.

”Hvordan fint?” Spurgte Harry, og kiggede roligt på Zayn. Louis sendte mig et skævt smil, som jeg hurtigt gengældte. ”Altså hun havde et lille flip, da hun først mødte mig.. Så snakkede jeg sådan lidt, om hvordan det var at miste nogen, som hun blev en smule berørt af.. Så ville hun ikke spise, og det ente med at hun lå og græd lydløst i mine arme..” Mumlede han en smule fraværende.

”Også fandt jeg ud af, at de var faldet i søvn sammen.” Udtalte jeg, måske en smule for irriteret, for Zayn’s blik ramte straks mit. ”Vi” – ”Jeg ved det,” afbrød jeg ham, og sendte ham et smil. Drengene kiggede lidt imellem os.

”Hvorfor siger hun egentlig ikke noget?” Mumlede Niall stille, og jeg vendte straks mit hoved mod ham, ligesom resten af drengene. Jeg sank en klump, og kiggede over på Louis, som kiggede en smule bekymrende på mig.. 

De vidste, hvordan jeg hadede, at Summer aldrig sagde et ord. ”Sorg, Niall..” Svarede Harry ham, og smilede forsigtigt til mig.

”Jeg forstår det bare ikke, kan hun ikke snakke, fordi hun er i sorg?” Spurgte Niall igen – uroligt, og Louis smilede kort over det. ”Nialler folk reagere på forskellige måder, når de er i sorg.” Han smilede stolt, og Niall nikkede en smule.

Der var stilhed i noget tid, før Harry brød ind. ”Hvad var det dér med Perrie?” Zayn sukkede højt, og mumlede irriteret det samme, som han havde gjort tidligere.

”Hun ringede… Hun sagde det, som hun plejer.. Og hun blev ved med at sige, at hun hadede den måde, som vi gik fra hinanden på.” Vi andre havde aldrig rigtig fået den rigtige grund til, at de slog op. Det var vist kun Perrie og Zayn, der kendte til den.

”Zayn, hvorfor var det helt præcis, at I slog op?” Spurgte jeg ham, og han rystede afvisende på hovedet. ”Kom nu! Vi har aldrig fået den rigtige grund!” Forsvarede Louis mig, og jeg smilede kort over det.

”Det er indviklet okay?” Vi vekslede kort blikke. ”Den tror vi ikke rigtig på,” grinede Harry, og Zayn sukkede højlydt.

”Jeg gider ikke fortælle det, det er lige meget alligevel.” Før vi andre kunne nå at protestere, havde han allerede åbnet munden igen. ”Desuden bad hun mig om at lytte til denne sang.. Men jeg fatter det ikke rigtig..”

***

Summer synsvinkel:

Ligeglad lod jeg mit blik glide rundt i stuen en enkel gang. Liam var ikke kommet tilbage endnu, og klokken viste snart seks. Jeg havde lige sovet, så derfor havde jeg det rimelig varmt, eftersom jeg var faldet i søvn med mit tøj på.

Jeg sukkede lydløst, imens jeg gik tilbage til mit værelse. Jeg tog min trøje over hovedet, og kiggede lidt på mig selv igennem spejlet. Jeg kiggede dog hurtigt væk, og tog en sort top ud i stedet, som jeg trak over mit hoved.

Jeg satte mit hår op i en knold, inden jeg tog mine stramme bukser af, og hoppede ned i et par løse sorte bløde bukser. En sort hættetrøje, som jeg ikke lynede, kom over mine skuldre, og jeg stirrede lidt på det afslapnings tøj, som jeg havde valgt at bære resten af dagen..

Hoveddøren gik op, og jeg lyttede efter stemmer. ”Er du hjemme Liam?” Råbte en stemme, som jeg bedst kendte under navnet Danielle. Jeg gik med små skridt ud af værelset, og ud til Danielle, som var i gang med at tage hendes overtøj af.

”Hej Summer,” hilste hun, og sendte mig et svagt smil. Jeg smilede kort, inden jeg lagde hovedet forvirret på skrå. ”Liam og jeg skal ud og spise i dag, så ham og Zayn er på vej her hen. Men det ser ud til, at jeg kom før dem.” Hun kiggede kærligt på mig.

”Hvordan går det?” Spurgte hun, da jeg gik ind i stuen. Jeg trak på skulderne, og så spørgende på hende. ”Hm.. Men det går fint her.” Danielle havde ligesom lært at ’snakke’ med mig igennem dette halve år.

Jeg havde intet imod Danielle, faktisk ville jeg nogle gange ønske, at vi kunne gå ud sammen. Være veninder, grine. Men jeg ville på den anden side ikke.. Jeg ville bare føle, at jeg forrådte mor, når jeg bare glemte hende sådan.

Danielle nåede ikke at sige mere, før vi hørte hoveddøren gå op. ”Hej Summer…. Og Danielle!” Jeg gætter på, at han så Danielle’s overtøj. ”Hej,” sagde hun kærligt, da Liam trådte ind i stuen.

Danielle rejste sig op, og trådte ind i hans arme.  Jeg smilede kort, men da en anden person kom ind i stuen. Hans øjne var mørke, selvom det falske smil på hans læber mere virkede som et ægte. Han havde det samme tøj på, som da de forladte lejligheden tidligere.

Liam sagde noget kort til Zayn, inden Liam kiggede på mig. ”Danielle og jeg tager ud og spiser, har du noget imod det?” Jeg rystede på hovedet, og han smilede. ”Zayn er her,” han kiggede på Zayn, som smilede ’falsk’ til ham. Liam kunne sikkert godt se det, da de havde været venner i lang tid.

Liam lagde armene om mig, og jeg gjorde det samme ved ham. ”Zayn er lidt trist, prøv at være sammen med ham.” Hviskede han i øret på mig, og jeg kiggede en smule forvirret på ham, da han trak sig ud, men nikkede alligevel.

Lidt efter smækkede hoveddøren, og mit blik fandt hurtigt gulvet. Jeg hadede seriøst det dér med for meget øjenkontakt, og især Zayn da jeg ikke vidste, hvad hans næste træk var.

”Hey,” mumlede han hæst, inden han gik forbi mig og satte sig i sofaen. Jeg satte mig ved siden af ham, og stirrede lidt ud i luften.

”Summer, skal vi ikke prøve noget?” Spurgte Zayn efter lidt tid, og jeg kiggede forvirret over på ham. ”Altså jeg har sådan lidt en måde, hvor vi ligesom kan prøve at komikere.” Jeg kiggede irriteret på ham, men han var åbenbart ikke færdig. ”Selvom uden at et ord eller lyd behøver at forlade din mund.” Afsluttede han fra før, og jeg lagede hovedet en smule på skrå.

”Du har en mobil ikke?” Ville han have, at vi skulle skrive sammen? ”Kom nu Summer, jeg vil rigtig gerne lære dig at kende, og hvis du ikke vil snakke, hvorfor kan vi så ikke skrive?” Jeg smilede skævt over, at han nu bad mig sådan.

Derfor viste jeg to-sekunder tegnet, imens jeg rejste mig, og gik mod mit værelse. Jeg brugte ikke rigtig min mobil, men den var stadig til ladning. Nogle få gange om måneden modtog jeg en besked, men jeg slettede dem, før jeg overhovedet læste dem.

Der var alligevel ingen af dem, som forstod mig..

Jeg tog min mobil ud af opladeren, som hvis I vil vide det var en IPhone 4s i hvid. Den samme, som jeg havde for et halvt år siden..

Men den i hånden fik jeg ind i stuen, hvor Zayn smilede stort, da han så mobilen i min hånd. Han rakte ud efter den, og trykkede mit nummer ind. ”Gå så ind på dit værelse, også skriver vi?” Jeg nikkede, og smilede stolt – sikkert over sin underlige ide.

Jeg satte mig ind i vindueskarmen, og stirrede lidt på skærmen, inden jeg skrev:

Me:

I don’t know?.. Hey?

Jeg havde ingen anelse, om hvad jeg skulle skrive til ham, og det føltes en smule underligt at lade fingrene lide over skærmen igen. Det føltes underligt at komikere igen, fordi jeg hverken havde skrevet eller sagt noget i et halvt år..

Malik:

Ha let’s just say Hey.

Jeg lagde hovedet en smule på skrå, og et lille smil brød frem på mine læber, selvom jeg ikke rigtig kunne lide at indrømme det…

Me:

Alright - Hey.

Det var en smule latterligt denne ide, men alligevel kunne jeg godt lide den. Jeg kunne ligesom lærer Zayn at kende, også behøvede han ikke tvinge mig til at snakke med ham.

Malik:

I know is weird but Hey. So how do you feel today?

Jeg sank en klump, da jeg ærligtalt ikke vidste, hvad jeg skulle svare til hans spørgsmål. Det virkede som om, at han kendte følelsen af at miste nogle til døden, men alligevel var det jo ikke sikkert, at han forstod, hvorfor jeg blev ved med at leve i sorg..

Me:

I’m fine.

Jeg vidste, at det var et typisk modsat svar, men måske var det fordi, at jeg ønskede han skulle se, at jeg ikke havde det fint. Jeg savnede mor, jeg savnede de ting vi lavede sammen, og jeg følte mig ærligtalt tom indeni, når jeg ingen mor havde.

Zayn:

No you’re not, you’re never okay.

Jeg var lige ved at sukke højt, men lod selvfølgelig værd. Han regnede den selvfølgelig ud, men spørgsmålet var, om jeg virkelig skulle betro mig til ham?

Zayn:

Summer please... Tell me what you feel - in details.

En tåre gled ned af min kind, og jeg fik lyst til at tørre den væk, men lod værre. Jeg kunne have været hjemme dag, jeg kunne have forandret det. Jeg gad ikke høre på mennesker, som alligevel bare ville sige, at jeg skulle glemme hende…

Me:

I feel broken.

Zayn:

Me too.  

 

________________________________

JEG FUCKING ELSKER PERRIE - SO NO HATE!

Ja okay, undskyld ventetiden, men har et par lektier, aftaler...

Ja, også er jeg pisse doven og mega træt for tiden...

Jeg har heller ikke en af mine bedste perioder i mit liv lige nu...

Følelsesmæssigt.

I'm sorry.

Og ja det er meningen at beskederne skal være på engelsk, for ... det skal det bare være.

Tsk.

Fisk lever i vand.

Nå men..

Like please!

xxx

Vandged. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...