No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

217Likes
315Kommentarer
48942Visninger
AA

5. ”Everything's gonna be alright.”

 

”Hej Summer.”

Jeg vidste jo udmærket godt, hvem han var, og i et øjeblik blev jeg fanget i hans øjne. Selvom det var utrolig dumt. Og det fandt jeg også ud af, for jeg bakkede to store skridt bagud.

Liam stod bag ved ham, og sendte mig et skævt, men bekymrede smil. Jeg ville ønske, at jeg kunne trylle mig væk.

Gemme mig..

”Summer, dette er Zayn.” Liam pegede på Zayn, og skubbede ham ind af døren. Jo tættere Zayn kom på mig, jo længere bakkede jeg.

Hans øjne lå fordybet i mine, og jeg var ikke vant til øjenkontakt med andre end Liam.. Det sidste halve år var jeg blevet vant til Liams forskellige blikke, men Zayn var anderledes..

Han stirrede på mig, uden at vise nogen som helst følelser. Og det gjorde mig bange, jeg kunne ikke se det næste træk, som han ville tage. Derfor blev jeg ved med at bakke bagud, indtil jeg ramte vindueskarmen.

Liam kom ind i rummet, og stoppede Zayn i at gå tættere på mig. I stedet tog Liam de to sidste skridt hen til mig, inden han lagde sine hænder på mine skuldre, og skubbede mig frem mod Zayn.

Hans brune øjne undersøgte mig, og eftersom jeg var blevet så dårlig til det med facader, kunne han sagtens se, at jeg var fortabt i sorg.

Jeg havde lyst til at skrige af Liam, at han skulle slippe mig. Men jeg kunne ikke, sådan var jeg ikke, og desuden vidste jeg godt, hvorfor Zayn var her.  Liam og ham havde aftalt det.

En plan om at få mig væk fra at være fortabt i min egen sorg, men det kan de godt glemme alt om. Ingen skal tage min mor fra mig, om det så betyder, at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, er det dét, som jeg gør.

”Summer, hils på Zayn.” Liam sendte Zayn et smil, og Zayn sendte mig et skævt smil. Jeg rystede irriteret på hovedet, imens jeg tog et skridt til siden, så de begge sendte mig et forvirret blik.

Jeg vidste, hvad de ville, og det ville jeg ikke.

”Summer, vil du ikke godt hilse på Zayn?” Liam stirrede på mig, men så alligevel ikke. Han havde givet op, og jeg kunne ikke lide at være grunden til det, men det var jeg.

Jeg rystede bestemt på hovedet, inden jeg gik hen til mit spejl, og nervøst satte mig to skridt længere væk fra det. Min hårbørste kom i håret, vane når jeg var nervøs, og jeg stirrede bare på mig selv i spejlet.

Ligeglad med Liam som sukkede højlydt af mig, og Zayn som sendte ham et beroligende smil.

”Summer,” Liam prøvede at få øjenkontakt via spejlet, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg stirrede på mig selv. De matte brune øjne, som allermest lignede noget, som en eller anden havde slæbt hen af en mudderet vej, og derefter hældt endnu mere mudder i?

Gav det mening?

Ikke rigtig vel?

”Summer,” denne gang var hans stemme bestemt, derfor lagde jeg hurtigt børsten, og lod mit blik fange hans. Han rystede på hovedet, inden han sendte Zayn et blik, som jeg ikke kendte til, derefter forsvandt han ud af min værelsesdør.

Zayn lod sit blik hvile lidt på døren, og jeg tog igen min hårbørste i hånden, og lod den glide igennem mine lange totter af hår.

Hvorfor tror Liam, at Zayn kan gøre noget ved min sorg? Jeg lever i sorg med et knust hjerte, og det tror han, at Zayn kan ændre? Aldrig.

Jeg skal aldrig nogensinde lærer denne Zayn at kende..

Aldrig.

Hans blik gled hen på spejlet, og nervøst redte jeg mit hår videre. Jeg kunne høre han to et skridt frem, og jeg kunne fornemme ham stå bag ved mig.

”Må jeg sætte mig?” Hans stemme var hæs, og han hostede kort, inden han mødte mit blik via spejlet. Jeg gav ham intet svar, ikke engang en hovedrysten. Jeg kunne ikke, ikke overfor folk som jeg kun lige havde mødt. Dem kunne jeg ignorere ikke andet.

Han satte sig ned få centimeter fra mig, og hvis jeg rykkede mig en smule ville mit knæ ramme hans.

I stilheden blev jeg nervøst ved med at redde mit hår, det var altid noget jeg gjorde, også når jeg bare skulle væk fra verden.

”Man ser det hele tiden for sig, ikke? Ulykken..” Mit hjerte stoppede, og jeg mødte forvirret Zayn’s øjne i spejlet. Hvad snakkede han om?

”Jeg mener,” han sukkede højlydt, og stirrede mig direkte i øjnene via spejlet. ”Man giver sig selv skylden. Man tænker hele tiden, hvad der kunne have været forskellen, hvis man var der. Man ser ulykken på replay i ens nethinde hver aften. Hver nat. Og om dagen lader man som om, at man er okay.”

Han havde ret, man tænkte over det om natten. Om dagen forklarede man sig selv, at man ikke skulle tænke på det.

Det var ikke lige, at det altid hjalp.

”Det er et halvt år siden ikke?” Jeg lod straks mit blik fange mit eget via spejlet, imens jeg redte mere nervøst i mit hår. ”Og man tænker på det hver eneste dag, det vil man gøre uanset, hvor mange år der går..”

Han pustede en smule ud, inden han kiggede interesseret rundt omkring. ”Men nogle gange er man bare nød til at give slip på det om dagen, leve sit liv også lade ens tanker få frit adgang til det om natten.”

Jeg rejste mig hurtigt op, og min hårbørste ramte gulvet med en høj irriterende lyd. Han stirrede på mig, så efter hver eneste følelses træk, som jeg lavede. Men jeg stod bare stille, stirrede på ham, og kunne langsomt mærke tårerne i øjenkrogen.

Jeg løsrev mig fra hans blik, og stormede ud af værelsesdøren uden noget mål. Et par arme fangede mig, da jeg kom ind i stuen, og jeg kunne hurtigt gætte, at det var Liam.

Mit blik lå på hoveddøren, og jeg lod slet ikke mærke til, at Liam tørrede nogle tårer væk fra min kind. Jeg regerede i hvert fald ikke på det.

”Summer, det er okay at give slip.” Jeg ville have råbt, skreget og slået Liam, hvis det ikke var for Zayn, som jeg fik øjenkontakt med.

Hans stod i døråbningen til stuen, og Liam havde åbenbart vendt os om. Jeg lyttede ikke til Liam, den eneste jeg havde øjne for, var Zayn.

Hans blik borede sig ind i mine, og jeg fik lyst til at løbe langt væk fra ham. Også alligevel hel hen til ham.

Mit hoved lagde jeg en anelse på skrå, og lod mig ikke påvirke af, at Liam holdte mig tæt ind til ham, imens hans arme lå om mig. Mine arme hang langs siden, men jeg havde allermest lyst til at tage min hånd frem mod Zayn..

Dette var ikke normalt.

Jeg vidste, at det ville sårer ham, men alligevel skubbede jeg mig væk fra ham, imens jeg stirrede på ham. Jeg ville have råbt af ham, fortalt ham hvad fanden han tænkte på. Men jeg kunne ikke, for det var lige præcis det, som han ville have mig til.

Jeg vendte igen blikket mod Zayn, men lod det ikke blive længe, da jeg kunne hører Liam sige mit navn. Mit blik gled over på ham, og han sukkede, og fortalte mig, at jeg skulle gøre, som Zayn gjorde.

Jeg skulle give slip.

Havde Zayn givet slip? På hvem?

Jeg lukkede døren til mit værelse, og havde ikke engang fundet ud af, at jeg havde forladt stuen, før jeg drejede nøglen til venstre, og gled ned af døren.

Jeg ville ikke give slip, hun skulle være hos mig. Det var ikke nok, at hun bare var i mit hjerte. Hun skulle være i mine tanker, sådan jeg stadig kunne se hende for mig.

Hun skulle være der. Ikke gemt væk i mit hjerte..

Liams synsvinkel:

Jeg stirrede tomt ud i luften efter hende. Jeg kunne snart ikke klare det mere, hun drev mig til vanvid, fordi jeg ikke kunne hjælpe hende.

”Liam,” Zayn’s urolige stemme lød i mine øre, hvilke fik mig til at sende et overbevisende smil i hans retning. ”Smut nu, du har en aftale, jeg skal nok blive her..” Jeg rystede straks på hovedet.

”Hun kan sagtens være alene, havde du ikke også en aftale med Harry?” Han rystede på hovedet, hvilket fik mig til at løfte mit ene øjenbryn. ”Han skulle ud og spise med Gemma og Anne,” jeg nikkede forstående.

”Gider du så ikke lave noget aftensmad til jer?” Han nikkede hurtigt, og jeg fortalte ham kort om Summers spisevaner.

Jeg snubbede mine bilnøgler, imens jeg lavede et underligt håndtegn med Zayn. ”Tak,” sagde jeg til ham, inden jeg lukkede døren, og nærmest hoppede ned af trappen.

Jeg låste hurtigt min bil op, og satte nøglen i, imens jeg selv fik taget sele på. Døren blev lukket, og jeg tændte for motoren, inden jeg bakkede ud, og kørte ud på Londons gader.

Da jeg parkerede igen, var det ude foran Danielle’s lejlighed, og der gik ikke mange sekunder før, jeg stod foran hendes dør, og bankede på.

”Hej!” Jeg nåede ikke engang at se hendes ansigt, inden hun sprang om halsen på mig, hvilket fik mig til at kysse hende på kinden, og ligge mine arme om hende.

”Jeg har savnet dig,” hviskede jeg i hendes øre, og kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde de tre ord. ”I lige måde.”

Summers synsvinkel:

Jeg havde stiret ud af vinduet i flere timer, og jeg var ret sikker på, at Zayn var gået, for det lød som om, at Liam lavede mad.

Jeg var faktisk sulten, men jeg ville ikke spise. Hvad skulle jeg spise for? Og jeg vidste, at jeg alligevel ville få kvalme bare, jeg så maden.

Jeg hostede kort, og tog mig til halsen, hvor jeg bildt masserede, selvom det lyder dumt. Jeg lagde hovedet bagover, og lod tårerne kæmpe sig ud igen.

Jeg kunne ikke holde dem inde i dag, men kunne heller ikke lade Liam se dem. Med faste skridt gik jeg over mod værelsesdøren, hvor jeg drejede nøglen til venstre, åbnede døren gik fremad, og ned mod badevær-

Vent.

Jeg kiggede op igen, eftersom jeg var faldet af at gå ind i nogen. Og til et stort chok var det Zayn, som stod foran mig. Han sendte mig et skævt smil, men det ændrede sig til et bekymret blik.

”Er du okay?” Dumt spørgsmål, og det vidste han også selv, for han rystede på hovedet af sig selv, inden han bukkede sig ned til mig. Da hans øjne mødte mine, rejste jeg mig hurtigt op igen, imens jeg vendte ryggen til ham, og smækkede døren i.

Til min frygt fulgte han efter mig, og lukkede døren, imens jeg bakkede bagud mod min seng.

”Summer, fortæl mig noget..” Han gik tættere på, og i frygt begyndte tårerne at løbe hurtigere ned af mine kinder.

 Hvor var Liam?

Det lyder måske mærkeligt, men jeg var bange for ham. Jeg kendte ham ikke, jeg stolede ikke på ham. Tænk hvis han faktisk var syg i hovedet, men ingen vidste det?

Jeg var virkelig paranoid, men jeg var også bange, så det gjorde mig paranoid.. Jeg satte mig helt ind til væggen i min seng, imens jeg stirrede skrækslagene på ham.

Jeg kiggede forvirret rundt efter Liam, og pegede på min væg, hvor Liams navn stod indskrevet. Mit værk..

”Han er over hos Danielle. Rolig nu,” tilføjede han til sidst, da han kunne hører, at min vejrtrækning blev mere urolig..

Han gik tættere på, og satte sig ved siden af mig i sengen. ”Summer,” hviskede han. Han kom tættere på mig, og lade armene om mig, men da jeg prøvede at trække mig fri, tog han bedre fat.

Jeg slappede langsomt af, og kunne ikke undgå, at jeg faktisk følte mig tryg nok. I hvert fald til at ligge i hans arme, imens han vuggede mig frem og tilbage, og tårerne forsatte.

”Shh, alt skal nok ordne sig..” 

_______________________________________________________________

Undskyld ventetiden, har ikke været hjemme i weekenden. ^^'

Vandged.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...