No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

218Likes
308Kommentarer
52139Visninger
AA

36. Epilog

 

//Hvis det frister dig, så hør Ed Sheeran’s sang ved navn ”Photograph”, da det er den, der har inspireret mig til at skrive denne historie færdig… og så er den halvt hovedmeningen i denne epilog//

 

14 måneder senere

Solen skar ind igennem de blomstrede gardiner, ramte mine øjne irriteret, så de langsomt åbnede sig. Da de mødte lyset, lukkede de sig dog hurtigt i igen, inden jeg vendte kroppen i de to grå farvede dyner.

Jeg sukkede, inden jeg gned mig i øjenlågene.

Fuglene sang, solen skinnede, musikken spillede og mit hjerte bankede… I en normal rytme.

Jeg strakte armene over hovedet, lagde mit ene ben indover det andet, hvor der herefter undslap en underlig trættende lyd fra mine læber.

Jeg lod mine hænder kører op og ned langs lagnet, indtil jeg stødte på noget hårdt. Jeg rynkede mine øjenbryn i underen, inden jeg åbnede mine øjne for alvor, og lod blikket fange det solrige rum og den lille brune ramme i sengen ved siden af mig.

Jeg tog fat i den,

rejste mig,

gik hen imod vinduet,

lod fingeren kører ned langs siden af rammen,

lod blikket glide ud over New York, inden jeg lod blikket glide ned på Zayn’s ansigt.

Han smilede, hvilket fik mig til at smile, og den velkendte følelse af lykke indeni til at sprede sig i en fart - som bølgerne ved kysten på en blæsende sommeraften.

Han rakte mig en blomst på billedet. Det var taget 4 måneder efter, jeg forlod drengene på deres tour og tog tilbage til London.

Jeg huskede, hvordan vores læber havde føltes imod hinandens efter 4 måneders adskillelse.

- Han havde smagt af tyggegummi og en svag del af nikotin.

Efter en måned var han taget af sted igen, men jeg holdte hovedet høj. Jeg var høj på følelsen af kærlighed.

Høj på, hvordan han elskede mig, og fik mig til at føle mig i live.

Hun bakkede langsomt ud af mit hoved, som jeg begyndte at studere på skolen for psykologi.

- Vores kærlighed lever i dette fotografi.

Kærlighed kan heale, kærlighed kan reparere den fortabte sjæl.

Og det var præcis, hvad den gjorde.

Zayn’s kærlighed til mig, healede mig.

og min kærlighed til Zayn - reparerede hans fortabte sjæl.

Jeg havde været egoistisk, det var nemlig ikke kun mig, der havde brug for kærlighed.

Det var ligeså meget Zayn og Sia som det også var Liam.

De huskede mig på,

at alle mine knuste brikker,

nok skulle finde på plads igen.

Så det var, hvad dette fotografi var.

Det var vores kærlighed,

Zayn’s og min kærlighed.

Frosset fast,

så ingen hjerter nogensinde kunne blive knust igen

og den brændende følelse aldrig kunne gå væk…

Jeg ved, at vi kan klare alt…

Vi forelskede os med ingen lyd…

Ingen ord.

Vi forelskede os via vores blikke og følelserne, der sad uden på os.

Og jeg ved, at hvis jeg nogensinde har ondt, så kan jeg bare række ned i min lomme, også vil vi være dér. Han vil være dér, og så vil jeg heale igen på inden tid.

Jeg lod hovedet glide op igen, så jeg netop lige kunne se ud i køkkenet. Og rigtig nok, der stod vores kærlighed.

Den lyserøde bunke blomster med dette lille kort i.

Jeg vidste allerede, hvad der stod:

"Wait for me to come home"

 

wow, jeg endte den endelig. 

Sh*t.

Troede aldrig jeg ville skrive den færdig, afslutte den.. *Dyb indånding* 

Jeg er ikke en movellas forfatter mere, men jeg vil nu gerne vide, hvad synes du om No Sound, No Words

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...