No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

216Likes
317Kommentarer
48124Visninger
AA

3. "Deal.."

 

*INFO: Zayn og Perrie er ikke kærester i denne historie*

 

Summers synsvinkel:

Det var et godt spørgsmål, hvordan jeg kunne sove så længe, for jeg plejede at kunne sove højst to timer, før jeg blev vækket. – Af mareridt.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde sovet, men en ting var sikkert. – Liam var kommet hjem, og det kunne jeg kun høre, fordi han gik og snakkede i telefon. Og jeg gætter på, at det var en af drengene, som han snakkede med.

Han sagde i hvert fald, ’vi ses i morgen’, til sidst. Men det kan selvfølgelig også bare være mig.

Jeg strakte mine arme over mit hoved, og gabte en smule, inden jeg kiggede hen på døren, hvor Liam sikkert ville banke på lige om lidt.

Derfor rejste jeg mig, og gik med langsomme skridt hen imod mit spejl. Af ren vane satte jeg mig omkring to meter fra det.

Med rystende hænder rakte jeg ud efter min hårbørste, og redte nervøst mit hår. Jeg var tit nervøs over ingenting. Jeg levede i sorg, folk ville nok mene, at man burde være kommet videre et halvt år efter.

Men der er et eller andet, der plager mig, og jeg kan hverken udtrykke det i mit hoved, så hvordan skulle jeg kunne i virkeligheden?

”Summer,” Liam råbte en smule, inden han bankede på min dør. Det fik mig alligevel til hoppe op på stå. Nogle skriger når de får et chok, jeg er ikke en af de personer..

”Vi spiser nu,” jeg kunne høre ham vende om på hælen, og forsætte ud i køkkenet.

Som tidligere fik jeg over imod døren, og drejede nøglen til venstre. Jeg trak ned i håndtaget, og trak døren ind af.

Helt det modsatte af tidligere, - slæbte jeg næsten livløst mine fødder hen over gulvet. Da jeg stod i døren til køkkenet, sad Liam allerede ved bordet. Han sendte mig et kort smil, men kiggede hurtigt ned i hans mad igen.

Jeg satte mig på stolen overfor ham, og stirrede på det stykke laks, som lå på min tallerken. Liam gik meget op i, at jeg spiste, og det eneste kød, som jeg spiste var kylling og laks.

Det var en vane, eftersom min mor næsten altid havde lavet det i de perioder, hvor hun havde travlt. Spørg mig ikke, hvorfor det præcis var de to ting..

Jeg prikkede en smule til min salat, som også lå på tallerkenen. Liam sukkede, og kiggede en smule skuffet på mig. ”Spiste du sandwichen?” Spurgte han mig, og jeg rystede hurtigt på hovedet. Det fik ham dog bare til at sukke. – Jeg havde spist tre mundfulde..

”Så spis det her, tak.” Jeg rystede irriteret på hovedet, inden jeg tog et stykke salat blad i munden, og slugte det, før jeg overhovedet havde nået at tygge fire gange.

”Summer, jeg bliver nød til at sige noget.” Liam lagde hans gaffel fra sig, og stirrede på mig. Jeg sendte ham et forvirret blik, inden jeg igen slog blikket ned i min tallerken.

”Jeg ved godt, at du er ked af, at mor er død, Summer.” Jeg kunne allerede mærke, hvordan denne her ’samtale’ ville ende, derfor rejste jeg mig hurtigt op.

”Sæt dig,” sagde Liam hårdt, hvilke fik mig til at stirre overrasket på ham. Liam plejede aldrig at tvinge folk, det hadede han, og han var heller ikke vild med at bruge den hårde tone.

Derfor satte jeg mig på stolen igen, og begravede nervøst mine hænder i mit skød. Liam sukkede, inden han forsatte.

”Summer jeg ved, at jeg sagde det helt samme to måneder efter..” Han ville prøve at tvinge mig til at glemme det, ”men nu er det ikke for tidligt, Summer, du bliver nød til at give slip på hende.”

Jeg havde lyst til at skrige ham direkte op i hovedet, men det var det, som han ønskede. Han ønskede, at jeg skulle tale igen, og han ønskede jeg skulle glemme mor.

Jeg rystede afvisende på hovedet, men Liam forsatte bare. ”Summer, de fleste mennesker kommer videre, og lader personen de har mistet blive i hjertet. Det gør du ikke, du beholder det i hovedet, og tænker..” – Hvordan vidste han overhovedet, hvad jeg tænkte? Han anede ikke, hvilke tanker jeg havde haft det sidste halve år. ”mere og mere over det, hver dag.”

Jeg rystede mere afvisende på hovedet. ”Summer, vi skal have dit liv på rette spor igen. Om du så vil være med til det eller ej, og hvis du ikke samarbejder lige nu..” Jeg samarbejder ikke, hvad fanden regner knægten med?

”Så bliver jeg nød til at bede drengene om hjælp, og det har jeg ærligtalt ikke lyst til Summer.” Summer mig her, og Summer mig dér.

”Så Summer,..” Så stop dog med at sige mit navn. Han aner ikke, hvad han selv siger. Har han måske levet i mine tanke det sidste halve år? ”Enten fortæller du mig, at du gerne vil hjælpes på rette spor igen.. Ellers..”

Jeg kiggede op på ham. Liam hadede at tvinge folk til noget, det vidste jeg. Han havde altid ment, at man skulle gøre det, som man selv var tilfreds med.

”Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre med dig, Summer.” Hans blik søgte mit, og jeg havde allermest lyst til at råbe min vrede ud til ham, men han ville ikke forstå det.

Igen, når jeg ikke engang selv kunne forstå dem, hvordan skulle han så kunne?

”Summer..” Hans stemme var bedende, og det var også derfor, at jeg hurtigt rejste mig fra stolen. I et bestemt tempo forlod jeg køkkenet, og smækkede hårdt min dør i, inden jeg låste den..

Mine vejrtrækninger var uregelmæssige, og mit hjerte bankede hårdt. Hvordan kunne han ligge hende bag sig? Det gjorde man ikke, hvorfor skulle man? Hvordan kunne han tro, at han vidste, hvad jeg gik igennem? Når jeg ikke engang selv forstår, hvad jeg går igennem, så gør han det da overhovedet ikke.

Jeg rev hårdt min dyne over hovedet, og lod tårerne trillede ned i tusindvis. Lydløst.. Han vidste ingenting, jeg vidste ikke engang selv noget..

Liam synsvinkel:

Vredt smed jeg nærmest hendes tallerken ind i køleskabet, imens jeg vredt satte min egen i opvaskemaskinen. Hun ville overhovedet ikke sammenarbejde. Var hun overhovedet i live, eller var det virkelig, som jeg tit følte det?

Nej, hun levede, selvfølgelig gjorde hun det.

Min vrede var ikke kun på hende, mest på mig selv. Jeg hader at tvinge folk, og selvom Summer ikke hulker mere, ved jeg, at hun græder lige nu i sekundet.

Hun gør bare alting lydløst, pigen sukker ikke engang med lyd..

Jeg hadede at give op, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke forstå, hvad fanden der forgik oppe i hendes hjerne. Hun skulle ligge vores mor ned i hendes hjerte i stedet for.

Jeg kørte frustreret hånden igennem det hår, som jeg ikke havde. Et vredt suk undslap mine læber, inden jeg nærmest styrtede ind til stuen, hvor jeg vidste min mobil lå.

Hvem af dem skulle jeg ringe til?

 Niall var for forsigtigt til at komme ind på hende, og han ville sikkert ikke kunne klare, hvis hun brød for meget sammen foran ham.

Niall – udelukket.

Louis har Eleanor, og ville ikke altid havde tid til at være hos hende..

Louis – udelukket.

Harry ville gerne hjælpe hende, men af en eller anden grund, ville det sikkert ende med, at han bare ville i seng med hende.. Også har han vist lidt gang i Taylor..

Jeg har intet imod nogle af drenge, men jeg må virkelig tænke på, hvad fanden jeg gør, hvis Summer reagere sådan og sådan..

Harry – udelukket.

Ville det så sige, at det skulle være Zayn?

De velkendte bip lød i mit øre, og jeg var et øjeblik i tvivl, om han overhovedet ville gå med til dette.

”Hva’ så Payne?” Zayn’s stemme skar i mit øre, på en god måde. Jeg ville have smilet, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

”Zayn, du skal hjælpe mig..”

Summer synsvinkel:

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om noget. Jeg var fortabt i min egen sorg, det vidste jeg jo godt.

Men hvad nu, hvis jeg faktisk havde det fint med at leve i denne sorg? Hvorfor skulle jeg vende mig til hverdagens liv, når jeg bedst kan lide at være alene?

Jeg er blevet en enspænder, og jeg kan sagtens huske, hvad min mening om sådan nogle var, før branden.

Jeg synes, at det var utroligt mærkeligt, at folk gad være enspændere. Ingen at ringe til, hænge ud med, grine, snakke, ingen til bare at have ved siden af en. Selskab var der heller ingenting af.

Dengang kunne jeg slet ikke forstille mig, som en enspænder. Men hvorfor skulle jeg også det? Dengang var alt perfekt.

Jeg var en af skolens populæreste piger, og drengene hang nærmest efter mig til fester. Min mor havde råd til alt, og jeg havde trofaste venskaber.

Som jeg nu ingen har af.

Dengang var det hele problemløst, dengang var alt perfekt. Det største problem, som nogle gange kunne komme, var hvis..  Det ved jeg ikke engang?

Men nu – jeg er en ensom enspænder. Det ligger lidt i ordet, at når man er enspænder, er man sjovt nok ensom/alene. Så hvorfor hovedet kalde mig selv en ensom enspænder?

Sagen var den, at jeg var blevet en enspænder. Før i tiden havde jeg som sagt venner, som vidste hver en krog af mig.

Jeg havde nogle, som jeg stolede på. Nogle som hjalp mig ud af drenge problemer, når jeg endelig havde dem..

Jeg stolede på folk, og havde intet imod at have folk tæt ind til mig. Hvad var der at skjule? Ingenting.

Men nu var alt anderledes, jeg var indelukket, og gik med mine tanker alene. Jeg kan ikke engang huske lyden af min egen stemme, mit eget grin.

Jeg kan ikke huske det, overhovedet ikke, og jeg kan heller ikke bare glemme min mor, og blive den samme som før.

Min mor var en del af mig før, så det da klart, at jeg ændrer mig, når hun ligesom går bort, og aldrig kommer tilbage..

Med et suk rejste jeg mig, for at gå hen imod døren til mit værelse. Jeg drejede nøglen den velkendte vej, inden jeg drejede ned mod badeværelset.

Jeg ville bare børste mine tænder, da jeg havde besluttet mig, for at gå i seng. Klokken var dog kun blevet otte, men jeg følte mig udmattet alligevel.

Og jeg vidste jo med sandhed godt, at jeg alligevel ville vågne af mareridt i nat, og det ville alligevel tage halvdelen af min nattesøvn..

Liams synsvinkel:

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, at Zayn ville svare. Måske noget i retning af, at han selv kunne gætte, hvad jeg skulle have hjælp til.

Men som om, at han ikke havde været til stede det sidste halve år, så svarede han mig bare uforstående ind i telefonen:

”Med helt præcis hvad?”

Jeg vidste, at det var ondt, men jeg kunne ikke lade være med at lade et suk undslippe mine læber. Jeg kunne snart ikke klare alt dette med Summer mere, hun gjorde mig så træt. Det gjorde mig så træt, at jeg hver dag skulle stå op, og bruge tid og kræfter på at få min søster tilbage.

”Summer,” svarede jeg ham opgivende.

Alle vidste jo, at det tog hårdt på mig, at min søster levede fortabt i hendes egen sorg. Alle dem der kendte mig vidste, at jeg hadede at give op, og alle vidste, at det var meget sjældent, at det skete. Men denne gang kunne jeg ikke andet, end at give op. Alting var håbløst, og jeg kunne ikke få hende til at vende ryggen til det hele.

Uanset hvad jeg prøvede, var det desværre umuligt for mig at få min søster tilbage..

”Jeg tager med hjem til dig, efter vi har været i studiet i morgen. Deal?”

”Deal..” 

_____________________

1000 tak fordi du læser, like og sæt på favorit! 

Undskyld, hvis der er taste fejl, jeg er halv syg.. 

Har rettet det igennem, men der kan lige være et sted. 

xx

Vandged.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...