No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

218Likes
308Kommentarer
51406Visninger
AA

8. A sound.

 

*IKKE RETTET IGENNEM SORRY.*

Regnen var voldsom udenfor, og en gang imellem viste et hvid lys sig på himlen. Det lynede, regnede og selvfølgelig tordnede det.

Og selvfølgelig skulle mit humør påvirkes af det. Tårerne trillede ned af mine kinder, for anden gang i denne uge. Jeg havde skrevet med Zayn ugen ud, men af en eller anden grund skrev vi ikke sammen lige nu.

Måske fordi drengene var i gang med at lave en koncert.. Jeg var træt, klokken var omkring de otte stykker om aften, og det værste var, at jeg rent faktisk savnede Zayn.

Jeg savnede hans små; ’Det skal nok gå alt sammen.’ Beskeder. Selvom jeg ikke ville have det, påvirkede det mig, at vi skrev sammen. Jeg havde jo på en måde lukket Zayn ind i mig, min personlighed. Han vidste, hvad jeg fandt sjovt, og han vidste, hvornår jeg var trist og glad.

Det gjorde mig en smule nervøs, og mest af alt havde jeg lyst til at droppe det. Lade vær med at svare ham, men hver gang jeg fik en sms fra ham, smilede jeg, og glemte lidt..

Det gjorde mig nervøs, at jeg begyndte at leve mere og mere ud af min sorg. Jeg var begyndt at smile, jeg spiste en smule mere, jeg dansede mere, og jeg var begyndt at ligge mor lidt bagud i mine tanker.

Det var uhyggeligt.

Derfor sad jeg nu, og fortrød den sidste uge en smule. Jeg fortrød, at jeg havde lukket Zayn ind i mit liv. Han vidste en del af mine svage sider, og hvis vores venskab en gang ud i fremtiden gik galt, kunne han bruge alt det imod mig.

Men jeg kunne selvfølgelig også bruge noget imod ham. Jeg vidste et par ting om Zayn, og det var helt sikker, at bare fordi man var rig, verdensberømt, og havde masser af piger efter sig. Så var man ikke lige just happy all the time.

Zayn havde engang mistet en kæreste til døden, og det vidste folk åbenbart ikke noget om. Det gjorde mig en smule glad, at Zayn vidste, hvad jeg havde/gik igennem.

Det jeg bare ikke forstod ved det hele var, at Zayn var ovre hende. Selvom han sagde, at han stadig tænkte på hende, var jeg ikke lige så sikker..

Så det er det, der sker, når man dør? Folk glemmer dig langsommere og langsommere, og begynder at leve deres liv igen? Med et hul i hjertet, som de endelig ikke tænker over?

En lyd kom fra min mobil, efterfyldt af et højt tordenskrald. Mit blik røg over på sengen, og jeg sukkede lydløst, fordi der var langt hen til sengen i forhold til vindueskarmen.

Jeg hoppede ned fra vindueskarmen, og tog de få skridt hen i min seng. Jeg så lidt overvejede på den, inden jeg lagde mig forsigtigt ned i den på maven. Jeg tog mobilen, og smilede nærmest over sms.

Liam:

Zayn miss you.

Me:

Then take him with you?

Jeg smed mobilen i sengen igen, og drejede om på siden. Jeg blev en smule nervøs, for om Liam endelig havde læst vores beskeder.. Hvis han havde, vidste han alt det, som jeg gik og følte indeni. Men på den anden side, hvorfor skulle han have læst det, hvis Zayn ikke har fortalt nogen, om den kæreste han havde mistet?

Jeg drejede om på ryggen, og studerede det loft, som jeg havde studerede det sidste halve år. Et smil gled over mine læber, da jeg kom i tanke om vores gamle hus. Mine vægge var fyldt med tapet, og mit skab var så stort, at man næsten aldrig kunne finde sin ting. Min seng fyldte næsten hele rummet dengang. Bøger, tøj, tasker, og sko pyntede gulvet, og på væggene hang der også forskellige plakater, undtagen dér hvor mit kæmpe spejl stod.

Dengang var jeg en hel anden person, og på en måde kan man sige, at jeg var skide populær. Men jeg stolede ikke på nogle af dem, kun min bedsteveninde.. Jeg stolede ikke på andre, da jeg ikke vidste, om de bare stak mig i ryggen, fordi jeg var datter af en mode designer og søster til en verdens berømt sanger.

Min bedsteveninde den gang var en hel utrolig fantastisk pige.  Sia, var hendes navn. Nogle gange kunne jeg stadig se hendes lange røde år, og de smukke grønne øjne, som alle drengene faldt for.

Hvad skete der med Sia? Jo. Den sidste besked modtog jeg i går. ¨

Sia xxx

Summer, I miss you so much..

Hun var gået over til at skrive det hver dag, og de værste var, at hun faktisk huskede det. Jeg havde ikke givet en lyd fra mig det sidste halve år, og stadig var hun opsat på at få mig til at svare hende. Hvad skulle jeg svare hende. Jeg savnede ikke Sia. Ikke på den måde mere. Sia og jeg var begyndt at komme mere og mere op og skændes før branden..

Vi skændes om tid, steder, drenge, piger, små ting som tøj.. Hun gik mig bare på meget før branden, og jeg vidste ærligtalt ikke, hvad fanden jeg skulle gøre ved det. Jeg kunne ikke engang tænkte positivt ved at sige, at branden gjorde det lettere. Ja den gjorde det lettere, men jeg ville stadig ønske, at den brand aldrig havde fundet sted…

En besked tikkede ind, og jeg rynkede brynene. Zayn og Liam burde være her lige om lidt, og jeg havde ikke rigtig andre.

Da jeg tog mobilen frem igen, og så hvem det faktisk var fra, var jeg faktisk ikke overrasket. Vi havde lige snakket om Sia, og det værste var, at det faktisk var endnu en besked fra hende. Med samme tekst…

”Summer!” Liam sang nærmest mit navn, men det var ikke det, som jeg begyndte at smile stille af. Det var det hæse grin, som kom fra Zayn få sekunder efter.

Jeg rejste mig, og lod et blik glide hen på spejlet. Jeg havde røde øjne, men hvis jeg nu smilede en smule, lagde ingen mærke til det. Håbede jeg.

Nøglen blev drejet, døren blev åbnet, og skridtene tog jeg halvt dansede. Jeg drejede rundt lige inden stuen, og blev forskrækket da noget stoppede mig.

Dog tog han fat om mig, inden jeg nåede at falde og ramme gulvet helt. Hans hæse grin meddelte, at det var Zayn. Jeg smilede kort, og indåndede hans duft. Mine øjne mødte hans, og han smilede skævt til mig.

”Du har vist lidt for meget fart på, var?” Smilede han, og stillede mig ordentligt op. Jeg trak på skuldrene, og forsatte forbi ham, for at springe i armene på Liam. ”Jamen hej Summer,” grinte han, og jeg smilede kort.

Jeg var i godt humør pludselig, fordi jeg ikke længere var alene, og kunne lade tankerne få overhånd. ”Liam tager af sted over til Danielle lige om lidt, fordi han er kedelig.” Zayn kiggede seriøst på Liam, og jeg rystede en smule på hovedet af ham. Jeg smilede kort til Liam, som han gengældte, inden jeg satte mig i sofaen, og kiggede på dem.

***

”Så du siger altså, at det er latterligt, at skibet synker?” Jeg nikkede, eftersom det lige var det, som jeg havde skrevet til ham. Vi snakkede om film… ”Wow, så du har aldrig set den?” Jeg smilede stort, og rystede på hovedet. Jeg havde set den, halvdelen af den, fordi jeg faldt i søvn denne anden halvdel..

”Seriøst jeg er sulten.” Zayn kiggede seriøst på mig, og jeg løftede øjenbrynet. ”Jeg ved godt klokken er,” Han kiggede ned på sit armbåndsur. ”23:08, men jeg er altså stadig sulten..” Jeg smilede stort til ham, og forsvandt ud i køkkenet.

Jeg startede med at åbne køleskabet, hvor jeg vidste, at der stod nogle sandwich, som han sikkert gerne ville have. Tallerkenen stillede jeg på køkkenbordet, imens jeg stillede mig på tær og rakte op til skabet, hvor jeg vidste, at der var glas.

Jeg havde lige taget hånden om et glas, da jeg mærkede noget varmt på min mave, som skubbede mig ned på flad fod igen. Jeg åbnede munden, da jeg blev forskrækket, vendte mig om. Og der stod han.

Hans brune øjne borede sig ind i mine, men ligesom de hundrede andre gange, havde jeg denne gang ikke lyst til at kigge væk. Selvom det føltes som om, at han gennemborede hver hjørne i mine øjne, for at finde ud af, hvad jeg følte.

Og han kunne se det. Jeg var sikker på, at han kun se alle mine blandede følelser, og det var det, som de sidste dage, havde fået mig til at kigge væk. Men denne gang kunne jeg ikke vende blikket fra de dybe brune øjne, som ikke rigtig viste noget. De var udtryk følelse, men det var nok mest af alt, fordi jeg ikke havde lært at se, hvordan hans øjne så ud, når han følte lige dét og dét.

Hans hænder lå stadig på mine hofter, og af en eller anden grund lå mine hænder faldt mod hans bryst. Mit hjerte bankede på højtryk, men jeg vidste ikke hvorfor? Hans hjerte bankede i samme tempo som mit, men jeg var alligevel lidt usikker på, om det var den almindelige rytme, eller om begge vores var ude over den almindelige rytme.

Vores hoveder nærmede sig hinanden, men vi stoppede få meter, inden vi skulle se skræv øjet ud, for at have øjenkontakten. Jeg smilede skævt, og Zayn gengældte det.

Selvom det ikke var min mening, lod jeg mit blik glide ned på hans læber. Da jeg kiggede op igen, kiggede han på mine læber. Jeg ville flytte mig, løbe skrigene bort, fordi jeg hadede for meget nærkontakt… Det hørte med til min fortid, og jeg skulle absolut overhovedet ikke opfører mig ligesom den gang.

Dengang ville jeg allerede havde kysset Zayn, og måske endda lidt mere.. Jeg var modig den gang, og jeg sked lidt på følelser.. Jeg var en anden person nu, og lige nu skræmte det mig, at Zayn kunne få mig til at blive stående.

Zayn var jo ikke grim. Vi havde jo lært hinanden at kende, bare uden ord, og af en eller anden grund elskede jeg, at han blev selvom jeg var så besværlig. På den anden side, ville jeg allerhelst have, at han skulle hade mig.. Finde mig grim.. Finde mig unyttig og spild af tid.

Måske gjorde han også bare det her på grund af Liam. Jeg vidste det ikke, men lige da jeg skulle til at lade vores læber mødes, hørte jeg døren gå op, og før jeg vidste af det lød en stemme, som jeg aldrig troede, jeg skulle høre.

”Wow Liam. Du sagde ikke, at de var blevet så gode venner.” Deres blikke lå på os, og jeg flyttede mig hurtigt bagud, så jeg praktisk talt gik ind i køkkenbordet.

Jeg vidste jo godt, hvem de var. De var One Direction. De sidste tre medlemmer, som jeg aldrig havde mødt, stod få meter fra mig. Af en eller anden grund følte jeg mig blottet, fordi de sendte Zayn blikke, og ham dér Niall grinede over den kommentar, som ham dér Louis var kommet med.

Mit blik faldt på Liam, som kiggede spørgende på mig og Zayn. Jeg havde lyst til at råbe, at de alle sammen skulle kigge væk.. Jeg hadede opmærksomhed, og jeg havde lige oplevet en uhyggelig øjenkontakt med Zayn.. Som om, at jeg fik mig selv tilbage.. Det modige og mere drenge følelse mig tilbage…

Det var skræmmende, derfor kunne jeg ikke klare, da Liam bare spurgte direkte ud. ”Jeg tænkte, at det var et godt tidspunkt at møde de andre på.. Eller hvad Summer?” Hans blik var forsigtigt som om, at han ikke vidste, om han skulle smile eller være bekymret.

Harry smilede skævt til mig, men jeg stirrede på tomt på ham. Jeg skulle ikke møde dem nu.. Jeg var lige i gang med at lukke et mere menneske ind i mit liv.. En person af gangen.. Jeg ville slet ikke kunne klare så mange bekymrede blikke på mig, fordi de alle vidste, at jeg gik rundt, som en vildfaren ånd, som ikke kunne finde fred…

Derfor kastede jeg et sidste blik på dem alle sammen, inden jeg bildt skubbede mig forbi Zayn, og halv løb væk fra dem og ind på mit værelse, hvor jeg lukkede døren og låste den.

Jeg gled den af den, og tog en dyb indånding, imens jeg roede mig frustreret i håret. Et bank lød på døren, og Liams stemme nåede mit øre. ”Undskyld Summer, undskyld, undskyld, vil du ikke nok lade mig komme ind?” Jeg var overvæltet, men alligevel rystede jeg på hovedet, selvom jeg vidste, at han ikke kunne se det.

Zayn havde fået lidt af mit gamle jeg frem igen. Jeg rejste mig, og nærmest smed mig under dynen i min seng.. Jeg fandt min mobil med rystende hænder, og så en sms lyse skærmen op.

Zayn:

Sorry.. You need me?

Jeg havde lyst til at råbe og skrige efter ham. At han skulle komme, og holde mig tæt ind til sig.. Jeg ønskede hans arme, men jeg ønskede ikke følelsen af at være den gamle mig. Alligevel overraskede det mig ikke, da jeg svarede Zayn tilbage.

Me:

Please.. yes, but alone..

Jeg vidste, at hvis jeg ikke skrev alene, ville han ikke kunne stoppe Liam fra at komme her ind. Men lige nu var det Liams arme, jeg ville mærke omkring mig men Zayn’s..

Der gik heller ikke lang tid, før jeg rejste mig, og låste døren efter Zayn igen. Han nåede kun lige at sætte sig på sengen, og tage fat i mig, før jeg overraskende nok lod et højt hulk undslippe mine læber..

Den første lyd i et halvt år…

_____________________________--

Undskyld ventetiden.. Det dér med tid og sådan, er ikke min bedsteven for tiden.. 

Hold kæft det lød dumt.. 

Vil I ikke godt like, og gøre mig glad? 

xoxo 

Vandged.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...