No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

216Likes
317Kommentarer
48046Visninger
AA

12. A little step.

 

Det var torsdag. Hvilket ville sige, at der var gået fem dage, og der dermed kun var to dage til, at vi skulle til Italien.

Jeg skulle med, fordi Liam og Zayn var blevet enige om, at jeg havde rykket mig utrolig langt fremad.

Jeg ville dog sige dem imod, da jeg stadig ikke talte så meget. Alligevel havde jeg på en eller måde, åbenbart gjort det godt med at lade sorgen ligge bare lidt.

Selvfølgelig burde jeg så have et smil på læben denne dag, men helt ærligt – jeg havde ikke lyst. Marts var den måned, hvor jeg sidste år endelig var begyndt at gå til udendørsfester igen med mine medmennesker.

Nu stod jeg inde på mit værelse, og stirrede tomt frem for mig, hvor mit skab havde valgt at stå. Jeg vidste skam godt, hvad jeg skulle have på, for jeg havde ikke så svært ved at vælge tøj. Men alligevel stod jeg og stirrede.

Min blik lå på kjolerne som hang ligeså fint. Sidste år havde jeg allerede valgt, hvilken en som jeg skulle have haft på til næste fest.

Nu kunne de ikke bruges, og jeg kunne ikke lade være med at række hånden ind i skabet, for at tage fat i min ynglings kjole. Den stof var blødt, og jeg smilede skævt over, hvor meget jeg havde danset i den.

Med en hovedrysten lukkede jeg den skabslåge i, inden jeg åbnede den ved siden af, hvor jeg straks bare rev et par beige næsten hvide bukser ud og en grå sweatshirt, som efterhånden var blevet alt hvor stor til mig.

Jeg tillod mig selv at dreje rundt på hælen og ligge tøjet på sengen, inden jeg forsatte ud i køkkenet, hvor det viste sig, at de begge sad.

Liam læste i et blad, imens han sad og lejede lidt med den bolle, som han havde spist halvdelen af. Zayn stirrede opmærksomt ned i hans mobil, mens hans fingre bevægede sig elegant over skærmen, også ligesom Liam legede han lidt med hans bolle, som han næsten heller intet havde spist af.

Et smil gled over mine læber, imens jeg lagde hovedet mod dørkarmen plus resten af min krop, så jeg ligesom lænede mig ind på dørkarmen, og lod den bære min vægt.

”Godmorgen,” min stemme var lav, men fordi der ingen larm var, hørte de mig med det samme. Zayn smilede skævt til mig, imens Liam pænt svarede mig.

”Godmorgen, sovet godt?” Automatisk røg mit blik over på Zayn, fordi han for en gangs skyld ikke havde sovet hos mig. Han var taget hjem i går eftermiddags, men det var vist kun fordi, at hans mor og søstre kom og spiste med.

Jeg nikkede, men fortalte Zayn noget helt andet med øjnene. Han vidste, at jeg elskede hans nærvær, og selvom det lød for meget kærlighedspladder i det, var det slet ikke sådan det var.

Zayn gjorde mig tryg, og den følelse kunne jeg godt lide..

”Skal du have noget morgenmad?” Liams blik hvilede igen på mig, og jeg gloede en smule tomt ud af vinduet, inden jeg vendte tilbage til hans blik. ”Hvad har vi?” Igen var min stemme næsten hviskende, men det var fordi, at jeg stadig ikke var helt tryg ved at bruge ord endnu.

Han smilede skævt, ”ikke meget der skal købes ind,” jeg nikkede, og rystede derefter på hovedet, hvilket fik ham til at se forvirret på mig. ”Så tror jeg bare, at jeg tager et bad?” Liam nikkede, og jeg nåede lige at se Liam læne sig indover bordet, for at få Zayn’s opmærksomhed, inden jeg forsvandt rundt om hjørnet.

Igen fandt jeg mit værelse, hvor jeg tog tøjet plus et sæt undertøj under armen, og begav mig ud på badeværelset. Døren blev låst, og langsomt trak jeg min T-shirt over hovedet.

Kulden lagde sig hurtigt om mig, derfor reagerede jeg også hurtigt, og fik tændt vandet, hvor jeg få sekunder efter stod under.

***

Mit hjerte bankede hårdt, da jeg næsten hoppede fem meter op i luften, fordi Zayn havde lagt sin hånd på min skulder. ”Wow, undskyld..” Han smilede drillende, da jeg slog ham på skulderen.

Det så slet ikke ud til at gøre ondt på ham, men jeg efterhånden vant til, at jeg bare ikke kunne slå ham hårdt.

”Summer, jeg tænkte på noget.” Eftersom jeg havde stået og stirret ind i hans sorte T-shirt ved brystet, kiggede jeg op i hans brune varme øjne. Jeg lagde hovedet en smule på skrå, og løftede forvirret det ene øjenbryn.

”Hvad siger du til at komme udenfor?” Jeg rynkede brynene, og rettede mit hoved så det ikke lå på skrå mere. ”Hvad mener du?” Næsten hviskede jeg, fordi jeg vidste, hvad han mente.

Han ville have mig med udenfor, og jeg vidste jo egentlig godt, at jeg ikke kunne side indenfor resten af mit liv i Liams lejlighed..

”Jeg tænkte på, om vi ikke skulle besøge din mors grav?” Mit hjerte stoppede i et sekund, inden den igen bankede i en uregelmæssig takt.

Jeg havde ikke engang været med til hendes begravelse, og jeg fortrød det så meget, men undlod altid at tænke på det. ”Summer, jeg ved, at det er svært, men det hjælper.. For du kan på en måde snakke med hende.”

Jeg kiggede kort væk for at blikke tårerne væk. Måske var det en god ide, og jeg behøvede jo heller ikke tude over alt, hvor ordene: Min mor, indgik.

Jeg nikkede, og et stort smil spillede på Zayn’s læber.

”Skal vi komme af sted så?” Jeg nikkede usikkert, da jeg bare havde stået og gloet på ham et stykke tid, men bevægede mig så ud mod gangen, hvor alle min sko stå.

Da jeg trådte ned i de sorte vans, blev mine nethinder fyldt med minder, og i et øjeblik stod jeg bare med den ene fod i skoen.

”Summer?” Zayn kiggede forvirret på mig, da mine øjne flakkede hen på ham. Jeg rystede en enkel gang på hovedet, inden jeg trådte helt ned i skoen og sendte Zayn et forsigtigt smil.

Eftersom solen skinnede en smule udenfor tog jeg kun min vindtætte jakke over mig, og smilede skævt da Zayn åbnede døren.

Han trådte over dørtrinet og en mærkelig trykken startede i mit bryst. Jeg stirrede på dørtrinet, og kunne fornemme Zayn’s underlige blik på mig. ”Det okay Summer,” han hviskede nærmest, og rakte ud efter min hånd som han gav et klem.

”Kom,” han tog min anden hånd, og anset hvor dumt det end lød, så gjorde det mig tryg, og jeg trådte over dørtrinet.

Jeg stirrede ind i lejligheden, inden jeg slap Zayn’s hænder, og lukkede døren efter mig.

Ingen vej tilbage.

Zayn sendte mig et stort smil, inden han lagde sin arm om min skulder, og trykkede mig kort ind til sig med siden til. Et fnis undslap mine læber fordi vi gik som et veninde par, men Zayn gav først slip, da vi stod i elevatoren.

Zayn’s bil holdte et stykke væk fra lejligheden, men jeg kunne ikke lade være med at smile over, at jeg bare fik lov til at gå i den friske luft.

Mit syn studerede himlen, blomster sågar menneskerne, imens et stort smil spillede på mine læber.

Jeg følte mig fri.

”Husk at se dig for, folk i London er ikke lige venlige.” Hviskede Zayn i mit øre, så jeg straks rettede blikket fremad, og prøvede at få farven i mine kinder til at forsvinde.

Da jeg lod min krop glide ned på sædet i Zayn’s bil, kunne jeg ikke lade være med at ligge mærke til den detalje, at der lugtede så hjemme – af Zayn..

”Vi skal også lige ud og købe ind bagefter,” smilede Zayn, men jeg lod slet ikke mærke til det, fordi London’s byliv var lige udenfor vinduet.

”Summer, hvis du skal glo sådan der hele vejen, bliver det en smule trættende for mig,” grinede Zayn hæst, hvilket fik mig til at rødme og kigge over på ham. ”Er der langt?” Spurgte jeg med en lidt stærkere stemme.

Han nikkede men rystede så på hovedet, så jeg løftede det ene øjenbryn. ”Der er ikke langt, men det tager lidt mere end ti minutter.”

***

Okay ifølge Zayn var en time ikke lang tid, men jeg fik det bare værre fra hvert minut der gik. Og det kunne Zayn godt fornemme, for han prøvede hele tiden på at berolige mig.

Og det virkede – sådan da.

”Summer, se.” Zayn pegede fremad med hans hoved - på en eller anden mærkelig måde -, men jeg lod straks mit blik finde det punkt, hans blik lå på.

En hvid kirke som skinnede i solens skær.

Mit hjerte begyndte allerede at banke hurtigere, og jeg kiggede nervøst hen på Zayn, for derefter at føle den bevægelse som viste, at han skulle dreje til højre.

En klump dannedes sig i min hals, da han kørte op af en lille bakke og parkerede et par meter foran indgangen til kirkegården.

Zayn slukkede motoren, og smilede forsigtigt til mig. ”Summer, det er okay.” Han lagde en hånd på mit lår, som han langsomt gav et klem.

Han havde ret. Det var okay, det var jo ikke fordi, at hun ville straffe mig fra at komme videre i mit liv? Hun ville vel ikke have, at jeg skulle leve i sorg resten af livet?

Det var okay, selvfølgelig var det dét. Det burde da ikke betyde noget, at jeg først besøgte hendes grav nu? Det var vel okay, ikke?

Med et skævt smil på læben åbnede jeg bildøren, hvilket Zayn også gjorde. Mit blik gled rundt på parkeringspladsen, og jeg kunne ikke lade være med at sukke lavt, da mit blik gled over på kirkelågen.

Fordi det blæste en smule, og den ikke var lukket, skulle den selvfølgelig lige knirke og gøre det hele meget værre.

Zayn lagde en forsigtig hånd på min skulder, og skubbede mig en smule op mod porten. Han holdte den for mig, og startede med at gå ligeud, indtil han drejede til venstre.

Forskellige farver sten, forskellige navne og forskellige blomster lod mit blik fange, imens vores sko gav en knasende lyd mod grusset, som der lå som underlag.

Zayn drejede ned af til højre, og stoppede tre gravstene nede på venstre side.

Mit blik gled hen på navnet, hvor der med fine bogstaver stod det kendte navn. Stenen var sort, og der var et billede af en rose oppe i hjørnet. Hendes navn stod med guld, og nedenunder stod hendes fødselsdato samt dødsdato. En klump dannede sig igen i min hals, da jeg læste de få ord nedenunder datoerne..

Rest in peace.

Gravstenen stod i midten af selve gravpladsen, og de to små træer stod på hver side. Der var sten fra indgangen til gravpladsen hen til selve gravstenen. En lille bunke sten var rundt om selve gravstenen, ellers var der bare grus, en frisk blomst og en lille sølvgrå bænk til højre side.

En tåre gled ned af min kind, da jeg trådte ind på selve gravpladsen og satte mig på den lille bænk.

Zayn sendte mig et forsigtigt smil, inden han gjorde tegn til at gå. Jeg smilede skævt, og gav ham lov, imens jeg selv sad og stirrede lidt på min mors navn.

En fugl pippede, imens bilerne nede på gaden dyttede af hinanden. Kirkeklokkerne ringede fordi klokken sikkert var slået tre, og først der åbnede jeg munden.

”Undskyld,” hviskede jeg, og stirrede på de gul-orange blomster som stod der. Endnu en tåre gled ned af min kind. ”Jeg er så ked af det, mor..” Hviskede jeg igen.

”Hvis jeg bare ikke var taget af sted.. Så var det måske mig, der lå der, og dig der sad her..” Min stemme rystede kraftigt, og jeg havde allermest lyst til at løbe min vej. Langt væk.

”Undskyld, at jeg har haft travlt med at leve i min egen sorg..” Et lavt hulk forlod mine læber, imens jeg nervøst pillede ved min sweaters ærme. ”Jeg kan slet ikke kende mig selv mere mor.. Det jeg har gjort mod Liam det sidste halve år..”

Jeg tog en dyb indånding, samtidig med hulk efter hulk forlod mine læber. ”Jeg har lukket mig selv væk fra alt, fordi jeg var bange for, at tingene mindede for meget om dig..”

”Jeg var bange mor..” Sagde jeg med en bestemt stemme, ”jeg er bange,” hviskede jeg med en lav stemme. ”Bange for at komme tilbage.. Mor jeg har levet med den samme hverdag i et halvt år..”

Et suk forlod mine læber. ”Jeg ved ikke, hvad jeg savner mor.. Dig eller mit gamle liv..” Endnu et hulk forlod mine læber. ”Hvad snakker jeg om? Jeg savner dig mor.. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre..”

”Far.. Far har ikke engang kontakten Liam.. Hvorfor er det mig, der skal lave den samme fejl, som far gjorde?” Liam’s og min far var et svin, fordi han havde forladt min mor, når hun mest havde brug for ham.. Også var han bare et utro svin..

”Hvorfor svigtede jeg Liam, mor? Jeg svigtede ham.. Jeg lod ham være alene, ligesom far gjorde med dig…” Jeg begravede mit hoved i mine hænder. ”Hvorfor svigtede jeg mig selv, mor? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget rigtigt?”

Jeg kunne høre fodtrin mod gruset, men jeg turde ikke kigge op. Jeg vidste også allerede, hvem det var. ”Hvorfor var det ikke bare mig der døde?”

Min krop rystede, mine vejrtrækninger steg, og mit hjerte hamrede, og mine hulk var ustyrlige. Sorgen overtog mig..

”Hey hey, shh Summer.” Zayn trak mig op, og lagde bildt sine arme om mig. Jeg tog fat i hans sweater, og lod endnu et hulk undslippe.

”Hvorfor var det ikke bare mig?” Jeg rystede på hovedet, ligeså meget som min krop rystede. Zayn kørte beroligende sin hånd op og ned af min ryg, imens han mumlede beroligende ord i mit øre.

”Vi tager hjem nu, så tager jeg selv ud og køber ind ikke?” Jeg svarede ham ikke, men det skulle jeg åbenbart heller ikke, for Zayn tog bare fat om mig, så jeg kort efter lå i brudeform i hans arme.

Jeg kunne godt gå selv, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Jeg klemte hans sweater mellem mine fingere, og lod imellem hulkende de fire ord undslippe, imens jeg kunne mærke Zayn’s sko ramme gruset.

”Jeg elsker dig, mor.”

***

Mine fødder løb hen imod hoveddøren, men Zayn stoppede mig ikke. Han vidste, hvad jeg ville.

Fjernsynet kørte, så jeg luntede nervøst derind, hvor det viste sig, at Liam sad på sofaen. Hans blik mødte mit, og jeg stod stille et par meter fra ham. Han kiggede bekymret på mig, men jeg sprang bare i armene på ham.

”Undskyld,” hviskede jeg, inden et hulk undslap mine læber. Liam trak mig længere ind til ham, og jeg begravede mit hoved i hans skulder.

”Summer rolig nu.” Hviskede han beroligende, imens han beroligende strøg mig på ryggen.

 

_____________________________

Undskyld, at det ikke er rettet igennem, men skal lige fangirle lidt, fordi 1D kommer på livestream kl. 20, ik? 

Lol! 

OMG! 

Ej okay. 

Hvad synes I, ps. elsker jer, og husk at like, for så er I mega dejlige. ♥

xxxx

Directioner Vandged Foreeeeeever 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...