Forever a angel ~ Cher

(Det skal lige siges at det er uvant for mig at skrive som en dreng i jeg-person, men det skifter nogle gange fra Jack til Zoey..)

Da Jack som 17 årig døde, blev han sendt op i himlen for at blive til en engel. Han har endnu ikke fået sine vinger, da man skal gøre noget ud over det sædvanlige for at få sine vinger. Indtil har Jack kun gjordt det helt normalt. I alt har han kun haft 2 personer at vogte over, men da han en dag skal vogte over den 16 årige Zoey Black, forandre det hele sig. Han bliver dybt forelsket i hende, selvom det er strængt imod reglerne. Hver gang han er nede på jorden for at beskytte hende, ligger han nogle spor. Zoey kan ikke se ham, men hun ved at Jack er der.. Jack er villig til at ofre alt for at de kan forenes..

4Likes
6Kommentarer
582Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Jeg kunne ikke gøre for det. Det var virkelig heller ikke med vilje, men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på Zoey. Hun var ikke som andre mennesker. Heller ikke som andre engle for den sags skyld.. Hun var bare.. Ubeskrivelig! Jeg kunne ikke vente til næste gang jeg så hende.

"Hvordan gik det idag, Jack?" Simon var kommet ind i min sky. Jeg rejste mig chokeret op fra sengen. "Det gik.. ehh.. fint. Helt abselut fint," sagde jeg og kløede mig i håret. "Det er godt at høre. Det var bare lige det jeg ville. Vi ses sikkert i morgen Jack!" sagde Simon og skulle lige til at gå da jeg afbrød ham: "Ehh Simon? Jeg spekulerede lidt på.. Er der nogensinde et menneske der har.. jeg mener.. sådan kunne føle en engel var der?" sagde jeg forsigtigt og undlod øjenkontakt. Det ville jo ikke være skidesmart at Simon vidste det der var sket tidligere.

"Hvorfor det Jack?" spurgte Simon mistænkeligt og vendte sig om mod mig. "Det kom bare til mig. Jeg vidste det ikke så jeg spurgte dig," sagde jeg hurtigt. Måske lidt for hurtigt. "Én gang. En pige ved navn Destiny. Hun kunne mærke når hendes engel var der. Hun blev forelsket i englen selvom hun ikke havde set ham og han i hende. Til sidst viste han sig for hende. Han tog hende med op i himlen for at få hende forvanlet til en engel, men det endte med at pigen blev dræbt. Vi engle kan jo ikke dræbes," sagde Simon meget alvorligt. Han kiggede ned i jorden. "Hvornår var det?" spurgte jeg. "Det var i 1987," sagde Simon og vendte sig om for at gå. "Farvel Jack," sagde han og gik.

Jeg havde det utrolig underligt efter vores lille samtale. Det var som om at Simon blev sur eller ked af det når han snakkede om det.  Jeg ville ikke kunne klare at Zoey skulle dø for mig. Jeg måtte holde op med at have det så underligt med hende. Hun var et menneske og kunne blive dræbt hvis vi forelskede os. Ikke at jeg troede at jeg ville blive forelsket i hende. Men man vidste jo aldrig..

Jeg lagde mig til at sove, med et smil på læben mens jeg, igen, tænkte på Zoey..

ZOEY'S SYNSVINKEL:
Hvor var det underligt.. Jeg havde siddet og grædt, som den teenagepige jeg er, over  Daniel havde slået op med mig. Ligepludselig var det som om nogen var ved min side og trøstede mig. Jeg fik det i hvert fald meget bedre. Da jeg så kiggede mig i spejlet var det som om der var en skygge bag mig. På en eller anden måde følte jeg mig tiltrukket til et eller andet på mit værelse. Selvom jeg var helt alene..

Næste dag fortalte jeg det hele til min bedste veninde, Amy. Hun sagde til mig at jeg bare var tiltrukket af mit eget spejlbillede, men så overfladisk er jeg ikke! Hun sagde dog også at hvis jeg følte at den der skikkelse kom igen, skulle jeg endelig fortælle hende det. Men det er bare typisk Amy. Altid ude efter nyt sladder.

JACK'S SYNSVINKEL:
Jeg håbede inderligt at Zoey havde brug for mig igen. Jeg hadede mig selv for at have det sådan. Jeg var bare hendes vogter. Ikke andet! Selvom hun virkelig så brand godt ud, med mascara hele vejen ned af kinderne og alt det der.. Nej! Jeg måtte ikke tænke sådan! Jeg vidste hvad sådan nogle tanker ville føre til..

"Jack, Zoey har brug for dig. Afsted," sagde Simon da han lige pludselig stak hovedet ind i min sky. "Åh og forresten du skal aflevere et billede af dig selv på kontoret. Det er til et eller andet arkiv tror jeg nok," indskød Simon og forsvandt. Det begyndte at kilde i moin mave da han sagde det. "Javel, Simon," sagde jeg af refleks og gik ud af skyen. Jeg tog hurtigt et billede af mig selv der lå i en skuffe, for så ville jeg smutte forbi kontoret bagefter. Jeg gik hen til hullet og hoppede ned på jorden. Jeg kunne huske hendes adresse, selvom jeg kun havde været der en gang.

Da jeg var kommet ind på hendes værelse stod hun og kiggede ud af vinduet med en mobil op til øret. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men je vidste hun græd. Jeg kunne mærke det.

"Jamen Daniel, du kan ikke forlade mig uden nogen grund og så tro at alt er okay!" sagde Zoey. Af en eller anden grund havde jeg ondt af hende. Jeg havde prøvet noget lign da jeg var menneske.

Nu græd hun endnu mere. Jeg vidste ikke hvad ham Daniel fyren sagde, men jeg vidste det var slemt og sårede hende. Også det kunne jeg mærke. Det var altså underligt - det der med jeg kunne føle hendes føelser. Det havde jeg ikke kunnet gøre ved nogle af mine andre mennesker.

"Det var dig der gjorde det forbi, så nu er det også dig der må være moden nok til at se jeg overhovedet ikke vil være din dumme ven! Jeg elskede dig Daniel. Du knuste mig.. Farvel Daniel," det sidste hviskede hun nærmest. Hun snøftede og vendte sig så om. Hun var lige så smuk som jeg huskede hende. Godt nok var hendes øjne helt blodsprukne, igen, men jeg havde ikke set hende uden, så hun måtte være helt guddommelig smuk uden.

Hun trådte et skridt frem imod mig. Hendes blik flakkede fra side til side. Jeg vidste at hun kunne mærke mig. Nu var det min tur til at gå et skridt hen mod hende. Hun fik mig til at holde vejret af bare spænding. Hun gjore et eller andet ved mig. Jeg gik helt hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder. Det var trods alt mit arbejde.

Hun kiggede sig forvirret rundt og hendes blik fyldtes med rædsel, men kun for en kort stund. Nu var hendes brune øjne helt varme og hun kiggede på mig . Eller hun kiggede ud i mørket, hvor jeg burde stå hvis hun kunne se mig.

Hun tog hånden frem og strøg den hen over min mave. Det gav nærmest stød da hun rørte mig. På en dejlig måde altså. Det så også ud til at hun fik stød for det gav hende et lille chok og så kiggede hun mig dybt i øjnene. Selvom hun  ikke kunne se mig. "Hvem er du?"sagde hun som en lille bitte hvisken.

I det samme kom jeg i tanke om billedet jeg havde i lommen. Jeg ved det var dumt. Utrolig dumt, men jeg hev billedet op af lommen og lagde det i hendes hånd. I det samme løb jeg ud af hendes hus og hen til hullet til himlen. Jeg havde givet hende et billede. Et billede af mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...