Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
74Kommentarer
3555Visninger
AA

5. "Vi lever kun én gang." - Alex

Røgen flyver ud i rummet som en lille sky, der langsomt forsvinder i den usynlige luft. Han kan mærke varmen fra cigaretten gennem det tynde papir, mens han atter tager et sug og puster en ny sky ud. Smagen lægger sig på hans tunge og dulmer smagsløgene, men det gør ikke noget. Selvom han mister smagen, så kan han ikke slippe vanen, da den også er blevet en del af ham. 

Kulden fra vindueskarmen borer sig ind gennem hans tykke joggingbukser og den løst siddende undertrøje og helt ind til marv og ben. Med et dovent blik scanner han gaden udenfor, hvor regnen hvisker alt skidt og snavs væk fra fortovet og vejen.

"Alex?"

Kvindestemmen er søvndrukken og svag, men den får alligevel et lille smil op i ham. Hurtigt skodder han cigaretten i askebægeret og lukker det øverste vindue, hvormed kulden bliver lukket ude. Der lyder en rumsterende lyd henne fra sengen, men han når at springe ned fra vindueskarmen og er allerede henne ved sengen, før hun når at vende sig om.

"Jeg er lige her."

Smilet i hans stemme er tydelig, da han kravler henover madrassen og lægger sig tæt ind til Alice, der straks putter sig ind til ham. Han mærker hendes bløde hud mod sin, og for hvert åndedrag hun tager, kan han mærke sit hjerte pumpe en smule hurtigere.

"Jeg troede, at du var gået."

Hendes mumlen er næsten utydelig, men de ligger så tæt, at han sagtens kan høre hende. Hun lægger en hånd mod hans bryst - Lige over hjertet.

"Hvorfor skulle jeg det, når du er her?" hvisker han til hende med et lille kækt smil.

Hele hendes krop ryster af den undertrykte lille latter, som altid vil være sød musik i hans ører.

"Hvor er du sød..."

Hun løfter blikket, så deres øjne mødes. Han forstår stadigvæk ikke, hvordan alle de følelser, som rumsterer inde i ham, kan skyldes den kvinde, som ligger i hans arme, og at den kvinde har de samme følelser for ham. Alice løfter langsomt hånden fra hans bryst og fører den op til hans kind, hvor skægstubbene allerede er ved at gro ud.

"Du ved godt, at jeg er fuldstændig forelsket i dig," siger hun blidt, så blidt at der nærmest ikke er nogen lyd.

Det får ham til at klukke, hvilket gør hendes smil endnu bredere.

"Yeah... Jeg kan ikke rigtig gøre for det... Mit udseende er så forførende, at-"

"Ha ha! Du er så selvglad nogen gange." Hun trækker hans ansigt ned til sit og lukker munden på ham med et kys. 

Alle hans sanser bliver tændt, da deres læber mødes. Han kan mærke hendes hånd glide om til hans nakke, mens han langsomt læner sig indover hende. De små gnistre mellem deres kroppe brænder varmt og behageligt, mens regnen udenfor bliver ved med at slå ind mod ruden og fjerner snavset.

Alice trækker hovedet lidt tilbage: "Vi bliver nødt til at stå op nu... Du ved selv, at vi altid kommer for sent, fordi vi hygger for længe om morgenen." Sætningen er fyldt med latter, hvilket får ham til at kysse hende igen.

"Jeg ville ønske, at vi kunne blive her for evigt."

"Og ende som indtørrede mumier? Nej, jeg foretrækker at leve i nuet."

Hun hæver sig op og kysser ham. Han gengælder kysset ved at lægge armene tæt omkring hende og dermed trækker hende helt op og sidde, så sengen knirker under dem.

"Okay, men så ville jeg ønske, at vi i det mindste skulle møde senere, så vi havde mere hygge-tid om morgenerne," siger han blidt mellem de små kys.

"Det er jeg så enig med dig i," griner hun.

Da hun trækker sig væk fra ham, sukker han tungt, hvilket får hende til at grine.

"Bare rolig Tarzan... Vi har stadigvæk lidt tid, men jeg er sulten, så lad os få noget morgenmad."

Han ser efter hende, da hun hopper ud af sengen og løfter armene i vejret for at strække sig. Hendes lidt buttede skikkelse får ham til at smile, mens hun leder efter rent tøj. Den næsten nøgne hud lyser blegt i det svage skær i rummet, og han kan ikke lade være med at tænke på, at han vil give alt for denne lille skikkelse. 

Med hurtige skridt er han henne ved hende igen. Nærmest bange for, at hun pludselig skal forsvinde, lægger han begge arme om hendes liv, så hun bliver trykket tæt ind til ham. Eftersom han er meget højere end hende må Alex læne sig forover for at hviske ind i hendes ører: "Alice, jeg elsker dig af hele mit hjerte."

Pulsen ved halsen dunker, så han et øjeblik er i tvivl, om det er torden eller bare hans indre, der spiller ham et pus. Alice løfter hånden op til hans ansigt og lader den glide nedad kinden.

"Det ved jeg... Og jeg elsker dig."

De står sådan et øjeblik, men til sidst kysser han hende på kinden og går ud i det lille køkken, hvor han sætter kaffe over og finder havregrynene frem. Og mens Alice er i bad, går han ind for at skifte til de sædvanlige jeans og den sorte T-shirt med V-udskæring. Da Alice kommer ud af badet, har han allerede hældt kaffen op og er klar til at spise morgenmad. De sidder i stilhed og spiser, mens regnen er den eneste lyd, som bryder deres lille bobbel.

Da det er ved at være tid til at gå, tager de begge to overtøj på og hanker op i deres tasker. Turen ned ad trapperne går hurtigt, mens de herefter løber ud i regnen og hen til det nærmeste busstopskilt. 

"Vi nåede det!" ler han til hende.

"Ja, men nu ender vi som to fordrukne mus, hvis den ikke snart kommer... Og du skal endda fremlægge i dag."

Han stivner.

"Alex? Hvad er der?"

"Fuck! Fuck, fuck, fuck! Jeg har glemt mit USB."

"Shit! Ehm... Jeg ser om jeg kan holde buschaufføren hen."

"Fem minutter... Giv mig fem minutter."

Hun nikker gentagende. Inden han drejer rundt, kysser han hende hurtigt og sender hende et fjoget grin, hvilket får hende til at le, hvorefter han begynder at løbe tilbage.

"Skynd dig nu," råber hun efter ham.

Med en løftet arm vinker han bagud, hvorefter han sætter farten op. Regnen slører udsynet, men han kan se lejlighedskomplekset foran sig, så han er der næsten.

Spade! Du tager cigaretpakken og lighteren, men efterlader USB-stikket... Flot!

Hurtigt og med sænket hoved smækker han døren op til trappeopgangen, som han hurtigt begynder at løbe op ad. Hans sko har allerede suget masser af vand, mens jakken skyder de mange dråber af, så han efterlader små pytter efter sig på hvert trappetrin. Han er næsten oppe, da den ene sko glider på kanten af trappen. I selve øjeblikket føler han sig fuldstændig vægtløs. Han kan ikke engang huske, at han rammer gulvet, før mørket har lukket sig omkring ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...