Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3600Visninger
AA

1. "Skal vi spille et spil?" - Banshee

De rådne træer knirker svagt, da hun træder forbi og følger den snoede sti. Hun kan mærke deres dødsskrig, når hun passerer dem, hvilket behager hende. Der er ingen liv i denne verden; kun død og aske. Forsigtigt lader hun sin ene hånd glide henover den sorte bark, hvormed træet stønner af smerte. Et tilfredsstillet smil glider henover hendes blege ansigt, der er omkranset af det hvide døde hår. 

Stadigvæk med smilet klistret henover ansigtet, så de blege læber skilles og afslører de spidse tænder, går hun videre. Den hvide og slidte kjole bliver slæbt efter hende, men ingen af træernes rødder griber fast i stoffet og holder hende tilbage - De er alle bange for hendes berøring. 

Med sine kulsorte øjne, ser hun op mod den uigennemtrængelige himmel, hvor de sorte skyer har samlet sig og dermed dækker for den mørke verden, der gemmer sig bagved. Men hun ved den er der.

Da hun har gået et stykke tid, standser hun. Hendes bare tæer er blevet sorte af asken og soden på jorden. Men det generer hende ikke rigtigt. Grunden  til, at hun er stoppet op, er fordi, at hun ud af øjenkrogen fangede en bevægelse. Bevægelsen havde kun været synligt et kort øjeblik, men hun havde opfanget den.

Nysgerrigt lægger hun hovedet en smule på skrå. Det er ikke hver dag, at hun ser nogen på sin gåtur. Og når hun endelig gør, så er de bange for hende. Hun kan godt forstå dem.

Lidt usikkert forlader hun stien og træder ud på den knudrede jord, hvor skarpe klipper og knortede rødder stikker frem som små dødelige forhindringer. Det føles mærkeligt for hende at forlade den sti, som hun har gået på i så mange år. Lydløst tager hun en dyb indånding, så smagen af forråddelsne lægger sig på hendes tunge. 

Efter få skridt ser hun op. Foran hende er der et hul i jorden, et hul, som er et vindue indtil en anden dimension. Hun ved godt, hvad de bruges til, og at mange af hendes slags sidder og stirrer ned på de levende væsener, der lever deres små korte intetsigende liv. Men det har aldrig fascineret hende. 

Det der fanger hendes opmærksomhed er skikkelsen ved kanten af hullet. En stor mørk skikkelse, hvor røde revner kravler ned over kroppen som blodårer, der pulserer. De brede horn, som buer let ud fra hvert side af skikkelsens hoved, er omkranset af sorte tråde, der svæver let omkring som følehorn. 

Hun ved, at skikkelsen er fuldt ud klar over hendes tilstedeværelse, hvilket også er derfor, at hun blot fortsætter hen til dens side uden at komme med en lyd. Jo nærmere hun kommer, desto tydeligere kan hun mærke den sydende ondskab, der kravler under huden på skikkelsen. Hun kan ikke helt skjule det grusomme smil, der krusedes om hendes læber.

"Banshee formoder jeg?"

Hans stemme er dyb og brummende, hvilket får hende til at smile endnu mere, så hendes smil mere minder om et uhyggeligt klovnegrin.

"Din formodning er korrekt," nærmest hvisker hun i en drømmende tone.

Selvom hun nu står fuldt oprejst ved siden af dødsdæmonen, så er han lige så høj som hende i siddende stilling. Hans ene arm hænger slapt henover knæet, mens den anden er knyttet mod jorden, så asken omkring gløder svagt. 

"Og du må være Merihim?"

"Ja." Smilet i hans stemme er tydeligt, men han drejer ikke hovedet for at se på hende.

"Hvad laver du?" Spørger hun nysgerrigt - Stadigvæk i det drømmende toneleje.

"Observerer."

"Hmm... Det lyder kedeligt."

Med et kort blik på hullet ind til den anden dimension, kan hun konstaterer, at han kigger på den 5. Dimension. Den dimension, hvor en næsten blå planet, er den eneste, der holder liv - Et liv, hvor den stærkeste race bliver kaldt for mennesker.

"Det kommer an på..." begynder Merihim, mens han langsomt drejer hovedet for at se på hende.

Hans røde øjne med de gult omkranset sorte pupiller fokuserer på hele hendes figur, som om han ser hende an. Hun gengælder hans blik med et tomt udtryk. Hans granskende stirren generer hende ikke det mindste, da hun er vant til det fra andre dæmoner. Mange af dem ser hende som skrøbelig, men når de kommer i nærheden af hende flygter de skrækslagent. De frygter alle hendes skrig; Et skrig der varsler død. 

"Hvad?" Hun lægger hovedet lidt på skrå, mens hun ser interesseret på ham.

"Kan du lide at spille?"

"Spil, hvor man kan vinde og tabe?"

Hans sorte læber, der krakelerer let, så røde glødende striber kommer til syne, skilles i et smil.

"Ja."

Banshee drejer hovedet mod hullet, mens hun løfter det ene tynde øjenbryn i en tænkende gestus.

"Hvad er prisen?"

"Æren..." svarer han, mens han følger hendes blik mod hullet.

"Æren?"

"Ja, og selvfølgelig at have det sjovt." Han griner let, hvorefter han fortsætter med at tale: "Jeg har ikke haft det sjovt i meget lang tid."

"Heller ikke jeg," hvisker hun, mens hun sænker hovedet, så noget af det hvide hår falder ind foran hendes øjne.

"Hvad går spillet ud på?" Spørger hun så, samtidig med at hun langsomt løfter hovedet, så hun igen kan møde hans blik.

"Jeg havde tænkt mig et spil, hvor udfaldet bliver overladt til tilfældigheder... Et spil, hvor brikkerne er fra en dimension - Jeg havde tænkt på denne-" Han nikker mod hullet. "- Og disse brikker, sender vi ind i en anden dimension... En dimension uden liv. Her skal brikkerne bruge ledetråde, som vi lægger til dem, til at finde en vej ud... En vej, som kræver store ofre fra brikkernes side."

Hun vender tænksomt blikket mod hullet igen.

"Og disse brikker... Vælger vi selv dem?"

Han trækker let på skuldrene, mens han slå let med hovedet, så de små følehorn flyver frem og tilbage i deres lille røgsky.

"Det ville måske være sjovest... Jeg havde tænkt på 13 brikker - Du vælger seks, og jeg vælger seks, mens vi tilsammen vælger én, som vi begge er enige om."

Hun nikker svagt, mens tanken langsomt begynder at behage hende. Dette spil kunne gå hen og blive interessant. 

"Jeg vil gerne spille," smiler hun, hvorefter hun går hen til en sten, som hun sætter sig på.

Mirihim følger hendes gang hen til stenen, mens han langsomt nikker og et stort grusomt grin breder sig henover hans ansigt.

"Godt... Så lad spillet begynde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...