Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3655Visninger
AA

2. "Mor, jeg er okay." - Nia

Regnen plasker ned udenfor, så store dråber løber om kap ned ad ruden. Nia stirrer irriteret på vinduet, men lige meget hvor meget hun end ønsker, at regnen skal forsvinde, så bliver den ved. Et opgivende suk glider ud over hendes læber, mens hun vender sig rundt og kaster et hurtigt blik i spejlet. 

Arret ned over kinden lyser svagt op i skæret fra lampen, selvom hun har prøvet at dække det med pudder. Hun ved, at hun skal leve med det resten af sit liv, og at folk vil spørge ind til det. Forsigtigt lader hun pegefingeren glide henover det.

Du kan ikke gøre noget ved det... Det er en del af dig nu.

Hun lader hånden falde ned langs siden, hvorefter hun humper hen til døren. Efter ulykken har hun flyttet værelse til nedenunder, da trapperne er blevet for besværlige for hende nu. Hun bider sig i læben, da et lille stød skyder op gennem benet for hvert skridt. I det mindste går det bedre nu.

Før hun åbner døren, strammer hun hestehalen og lader hænderne glatte den sorte og kedelige bluse med rullekraven ud. Hun har kun valgt den bluse på grund af rullekraven, så arrets linje fra kinden og ned langs halsen bliver skjult, så godt det nu kan skjules. Det lille smil på hendes læber er dog oprigtigt, da hun faktisk glæder sig til at komme ud fra huset.

Tre måneder havde Nia været en fange i sine egne smerter. En kamp mellem opgivelse og håb. Lægerne havde først dømt hende til kørestol resten af livet, men efter flere ugers hård genoptræning, kunne de konstatere, at hun ikke lige ville opgive så let. Familie og venner havde besøgt hende på hospitalet, men meget af det ligger i tåger for hende, og selvom de havde været forbi og havde fortalt hende, at de elsker hende, så kan hun huske deres medlidenhed i de små smil. Hun savner de rigtige smil.

"Nia? Kommer du?"

Råbet fra hendes mor får hende rystet ud af minderne.

"Ja, jeg er på vej."

Vejen gennem gangen og ud til køkkenet bliver taget med et anstrengt smil, men da hun står i dørkarmen og ser hendes mor vimse rundt om spisebordet med et stort smil, kan hun ikke lade være med at slappe af og nyde øjeblikket. Deres hjem havde været hersket af stor sorg i flere måneder, hvor ingen af dem havde turdet nævne hendes navn og tilstand. Nu hvor hun er hjemme igen, er det som om, at de alle har oplevet et mirakel og nærmest sprænges af lykke. 

"Godmorgen skat, har du sovet godt?"

Hendes far kommer bagfra og planter et kys på hendes pande, mens han går hen til hendes mor, som vender sig rundt med det varme genkendelige smil i øjnene.

"Ja, hvad med jer?"

De nikker begge, mens hendes far griber moren om livet og trækker hende ind til et kys. Nia læner hovedet ind mod dørkarmen, mens hun smiler. En varm følelse lægger sig i hendes mave, mens hun betragter sine forældre. De er begge oppe i årene, men når de ser på hinanden, kan hun altid se den lille gnist af kærlighed, som de føler for hinanden. 

De er så lykkelige. 

To store hænder lægger sig omkring hendes mave og løfter hende op i et kram, så hun udstøder et lille hvin.

"Hva' så lillesøs, er du morgenfrisk?"

Hun slår en latter op, da Joakim begynder at gå hen til bordet med hende løftet, som en kurv brænde. Hans skægstubbe kradser svagt hendes kind, mens hans duft indhylder hende, hvilket alt sammen får hende til at slappe endnu mere af.

De sidder alle fire om bordet, hvilket er sjældent, men eftersom hun skal starte i skole igen efter flere måneders inhabilitet, så har begge hendes forældre fået fri, mens Joakim "holder fri". Et lille smil spiller om hendes læber, mens snakken flyver frem og tilbage henover bordet. Hun betragter blot sin familie, som er hendes hjem. Lige meget hvor i verden hun er, så vil hendes familie altid betyde hjem.

"Glæder du dig?" Spørger hendes mor Joan, mens hendes far og Joakim er ved at snakke om en fodboldkamp, som skal spilles inden for de nærmest par dage.

Nia nikker med munden fuld af mad, samtidig med at hun prøver at smile. For ja, hun glæder sig virkelig til at komme tilbage til en normal hverdag. Skolen har sendt hende materiale, som hun har kunnet læse op på, mens Henriette fra klassen har sat sig for at skrive noter for hende. 

De havde tilbudt hende at starte i en ny klasse, så hun kunne komme ordentligt ind igen, men hun ville ikke kunne klare at skulle til at lære en masse nye venner at kende, så hun havde takket nej. Heldigvis havde de accepteret det, så hun i stedet for ville få nogle enetimer gennem det sidste halve skoleår, så hun kan indhente de andre. 

"Så for satan! Vi må hellere se at komme af sted nu." Joakim rejser sig hurtigt fra stolen, så den er ved at vælte bagover.

"Er du klar, Nia?"

"Yeah... Skal bare lige børste tænder og have overtøj på."

Han nikker til hende som svar.

"Super, jeg venter i bilen."

Og med et lille blink vender han rundt og går ud af rummet. Det tager ikke lang tid for Nia at gøre sig færdig. Og mens hun lyner jakken, læner hendes mor sig ind til hende og giver hende en krammer.

"Er du okay skat?" Spørger hun sagte, mens skyggen af et bekymret ansigt dukker op.

"Ja mor, jeg er okay... En smule nervøs, men okay."

"Okay... Du må hygge dig, og hvis der er det mindste, så ring ikk'?"

"Skal jeg nok," smiler hun betryggende, hvorefter hun kysser Joan på kinden. 

Med små sommerfugle i maven humper hun ud af døren og hen til bilen, hvor Joakim allerede sidder og venter på hende. Et kort glimt af nogle billygter fór gennem hendes hoved, hvorefter de bliver efterfulgt af et lydløst skrig. Hun tøver en smule med hånden på dørhåndtaget, hvilket Joakim ser. Han åbner hurtigt døren og træder ud. Uden et ord lægger han begge arme om hende i en tryg omfavnelse.

"Du behøver ikke, hvis du ikke kan."

"Jeg ved det... Men jeg skal."

Beslutsomt åbner hun bildøren, hvorefter han slipper hende, så hun ikke længere er i hans broderlige favn. 

Turen hen til gymnasiet er lang, så hun har masser af tid til at tænke og fundere. Radioen kører i baggrunden, hvor nyhedsværten fortæller om en forsvundet person, som man endnu ikke har kunnet finde - De mener, at kvinden er druknet i havnen, da hun forsvandt til en fest, men dykkerne har ikke fundet noget spor af hende. 

En gysen glider gennem Nia. Hvis det ikke havde været fordi, at hun var blevet ramt på en gade, hvor der oftest kommer folk, så ville hun have været død nu. Billygterne jager stadigvæk hendes mareridt. Hun kan ikke huske nogen smerte, da bilen ramte hende, det var først senere, da livredderne havde genoplivet hende for fjerde gang, og hun derved kom til bevidsthed, at smerterne kom.

Forsigtigt læner hun den arrede kind ind mod ruden, så hendes ånde danner dug på ruden, mens regndråberne danser nedover. Hun kan godt lide kulden mod sin kind, da hun på en måde føler sig mere i live.

"Jeg talte med Cecilia, og hun sagde, at de glædede sig til at se dig igen."

Hun drejer hovedet lidt, så hun kan se Joakim i bakspejlet.

"Virkelig? Cecilia er ellers en bitch."

Joakim begynder at le, hvilket får hende til at grine svagt.

"Jeg ved det... Men hun virkede nu meget oprigtig."

I stedet for at se i bakspejlet drejer han hovedet for at sende hende et smil.

"Lad være med at tage øjnene fra vejen! Du ender bare me-"

Mere når hun ikke at sige, før bilen pludselig drejer til siden og slår en sidelæns kolbøtte, så de begge ender med hovedet nedad. Deres skrig bliver begge halvkvalt og efterfulgt af et hult gok, hvorefter de begge mister bevidstheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...