Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3727Visninger
AA

6. "Lad spillet begynde." - Banshee

Hun går igen langs stien med de døde træer, som hun kender så godt. Men i stedet for at fortsætte dybere ind i deres dimension, så stopper hun op og træder uden for stien. Denne gang standser hun ikke ved hullet til den 5. Dimension, men fortsætter længere ud på aske marken, hvor strå af tørt græs svagt vajer i den døde luft. 

Mirihims skikkelse er tydelig blandt de ensformige omgivelser, så hun er ikke i tvivl om, hvor hun skal gå hen. Men hun har efterhånden gået denne tur så mange gange, at hun vil kunne gå den med lukkede øjne. Et smil glider henover hendes læber, da hun ser, at han har skubbet to sten hen til kanten af hullet. En stor, som han allerede sidder på, og så en lille. 

Hullet, som hun er på vej hen imod, er hullet til 1. Dimension. En dimension, som blev skabt efter denne, som alle dæmonerne befinder sig i, men under skabelsen gik der noget galt. Den blå planet døde hurtigt ud og efterlod sig bebyggelser, bygget af de væsener, som levede der, før Stormen kom. Hun lukker øjnene, mens hun stadigvæk bevæger sig hen mod Mirihim samtidig med, at hun genkalder sig minderne omkring Stormen.

Det havde været en sort tæt sky, som dræbte alt på sin færd. Alt liv, som var blevet skabt døde og visnede, så det kun var de tomme bygninger, der stod tilbage som efterladte spøgelseshuse. Til sammen besluttede de - Alle væsener fra 0. Dimension - at skabe en ny dimension. Men Stormen kom igen. Det lykkedes først for dem, efter de havde skabt 5. Dimension, hvor menneskene nu hersker. 

Hende og Mirihim havde diskuteret længe om, hvor de ville afholde spillet, men til sidst var de blevet enige om 1. Dimension. Og med nogle få ændringer og tilføjelser i tid og rum, havde de endelig fået skabt en spilleplade, som kunne stille dem begge tilfredse.

Hun skiller læberne ad og åbner øjnene og opdager, at hun står lige bagved Mirihim. Den store dæmon stirrer ned i hullet, hvor mørke farver kun bliver sendt tilbage.

"Er de vågnet?" spørger hun sagte, mens hun sætter sig elegant ned på den lille sten ved hans side.

"Ikke endnu."

Forsigtigt nikker hun med hovedet, mens hun ser ned i hullet, som har delt sig i fire små vinduer, der skifter mellem de 13 brikker. 

"Seks hunkøn og syv hankøn." Hvisker hun drømmende, mens hun studerer hvert ansigt, der dukker frem.

"Ja... Vi plejer ikke at have det så ligelig delt..."

"Nej... Men det gør jo ingen forskel. Jeg har valgt mine seks brikker og du dine."

Hun drejer hovedet lidt, så hun kan se på ham ud af øjenkrogen.

"Ja..."

Ligesom hende studerer han de nye brikkers ansigter. Ingen udover én er kommet særlig langt i deres spil, hvilket har gjort dem en smule irriteret, men denne gang har de begge brugt lang tid på at vælge deres brikker, samt været meget uenige om den 13. brik. Og de er nu begge blevet enige om, at dette spil vil blive interessant.

"Hvor mange lommer spiller vi med?" spørger hun efter lidt tid.

"Fire."

Igen nikker hun sagte, mens smilet bredes henover hendes ansigt. Hun har svært ved at sidde stille, så hun bliver ved med at krydse benene i ren og skær utålmodighed.

"Hvor lang tid tror du, at der vil gå, før de vågner?"

Han trækker på skuldrene som svar, mens han læner sig længere forover, så hans ansigt kommer tættere på hullet.

"Det er forskelligt... Nogle af dem kom hertil på en rimelig hård måde, hvilket kan medføre, at de sover længere - Men det kommer an på så mange ting, så vi kan ikke vide det med sikkerhed."

"Nej, det er rigtigt."

De taler ikke sammen i et stykke tid, men sidder blot begge to og betragter de sovende brikkers ansigter. Hun genkender hurtigt de brikker, som hun har valgt, og et lille triumferende smil klistres henover hendes ansigt, da hun ser dem i sund tilstand. Ud af sine seks brikker, har hun valgt to af hunkøn og fire af hankøn. 

"Det ser ud til, at de er ved at vågne," udbryder Mirihim pludselig.

Hun ryster let på hovedet, inden hun ser ned i hullet, hvor brikkerne ganske vist er ved at vågne. Mirihim lægger hovedet en anelse på skrå, mens han med et grin siger: "Lad spillet begynde Banshee."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...