Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3720Visninger
AA

10. "Lad os slå os sammen! Sammen vil vi kunne klare os, ikk'?" - Nia

De løber op ad trapperne og væk fra kantinen. Nia havde mumlende og gispende fortalt, at hun umuligt kunne løbe, hvorved han med en støttende arm omkring hende hjælper til. Det er stadigvæk alt for mørkt til at de kan se hinanden ordentligt, og det er kun på grund af noget svagt genskær hist og her, at de kan skimme de forskellige genstande i mørket. Hun puster og trækker vejret meget dybt i forhold til hendes redningsmand, der slet ikke lader sig mærke med, at de lige er styrtet op ad trappen. Men igen, hun har ikke været fysisk aktiv i flere måneder, så det undrer hende ikke, at hun er i så dårlig form. 

Hendes redningsmand trækker hende med ind i et klasselokale, hvor han hurtigt afsøger rummet, så godt som han nu kan. Nia lukker langsomt døren efter sig, mens hun spejder rundt i lokalet. Lokalet er fyldt med borde, der er placeret i den klassiske opstilling, mens støvet har fået lov til at gro hår. Der står tasker på gulvene, mens penalhuse og blyanter ligger på bordene. Nogle af stolene er væltet, men alt i alt ser det ud som om, at eleverne blot er forsvundet med et trylleslag. Lyden fra en lighter, der bliver trykket ned flere gange i streg, får hende til at se hen mod redningsmanden.

Selvom det kun er et lille skær, så bliver rummet tydeligt oplyst, da det i forvejen er så mørkt. Hun husker svagt noget om, at når man slukker lyset i et rum, så fjerner man alle farverne, mens man tilføjer farver, når man tænder lyset. Det er nok noget af det, som hun tydeligst kan huske fra de mange fysik timer i skolen inden ulykken. De svage kridt streger på tavlen viser en eller anden form for kasser, der alle er forbundet på en eller anden måde. Umiddelbart virker det bare som noget tilfældigt noget.

"Jeg er ked af, at jeg måtte forskrække dig på den måde."

Hun farer sammen ved lyden af hans stemme, hvorefter hun endelig ser over mod ham, så hun kan få et ordentligt ansigt på sin redningsmand. Hans mørkerøde farvede hår med sorte spidser er sat op i en slasket form for hanekam, der ligger halv ned, så pandehåret falder ned i hans øjne. Den lyse hud med de skæve øjne indikerer tydeligt, at han må komme fra østen. Men hans tøj virker alt for metallisk i forhold til den livsstil, som der er øst på. Læderjakken med de glimtende metalringe og de hullede, posede jeans, hvori en sort metalkæde fra lommen hænger, får hende til at blinke flere gange. Begge hans hænder er iført handsker, hvor fingerspidserne er klippet af. 

"Det er o-okay... Du reddede mig fra-" Hun leder efter ord, men han ryster på hovedet, før hun kan fuldende sætningen helt.

"Tingen," afslutter han, hvorefter han fortsætter: "Det er ikke noget menneskeligt... Jeg har set den tæt på, og tro mig, det er ikke noget du vil ønske og se."

Lighteren går ud og efterlader dem begge i et mørke igen.

"Fuck... Vi må finde noget, så vi kan se noget," mumler han ud i mørket.

Nia løfter en hånd op til ansigtet, mens hun prøver at klare tankerne.

"Hvor længe har du været her?" spørger hun til sidst med en lav stemme.

Hun kan fornemme hans øjne på sig i mørket, hvilket er en ubehagelig følelse.

"Ikke særlig lang tid... Jeg vågnede op inde i dette lokale og har bevæget mig lidt rundt."

Han begynder at gå rundt, hvilket får Nia til at flytte nervøst med fødderne.

"Du sagde, at du havde set det der væsen tæt på, hvad mente du med det?"

Der kommer et grynt fra ham, da han banker en fod ind i et bord, så det larmer lidt for meget.

"Jeg gik ned i kantinen ligesom dig... Tingen var inde i cafeteriet, hvor der er noget lys fra en blinkende pære. Jeg så det kun kort, men det var nok... Enhver idiot vil kunne regne ud, at den ikke på nogen måde kunne være menneskelig, og at det bare gjaldt om at komme væk."

Nia læner sig ind mod den kolde væg, mens hun prøver at få øje på ham gennem mørket. Den blinkende pære må være et tegn på, at der stadigvæk er strøm i bygningen. Hvorfor der så ikke er lys andre steder, kan vel skyldes, at køkkenet har et separat system i forhold til resten af skolen.

"Hvad skete der så?"

Der lyder en skramlen, da han skubber en stol til siden.

"Den gik... Jeg gemte mig under et bord, og pludselig gik den så op ad trapperne."

Hun stirrer ind i mørket. Væsenet kunne være gået lige forbi hende, eller hun kunne være gået lige ind i det. Der lyder et brag, hvorefter lyden af noget træ, der blive vrikket frem og tilbage fylder rummet. Nysgerrigt og en smule bange for, at han larmer for meget, træder hun et skridt frem: "Hvad laver du?"

"Skaffer os en fakkel."

"En fakkel?" gentager hun spørgende.

"Ja, du ved sådan en, som man kan sætte ild til, hvorved der bliver lys."

Sarkasmen er tydelig, hvilket får hende til at surmule en smule: "Ja, jeg ved godt, hvad en fakkel er... Jeg mente, hvordan vil du lave en?"

"Let nok... Et stoleben, noget bomuldsstof og lidt olie fra kemilokalet, grisefedt ville godt nok være bedre, men chancerne for, at vi finder det her på stedet, er meget små."

Overrasket åbner hun munden: "Hvem er du lige?"

"Mit navn er Kenji... Og jeg er bare mig, kemi er ikke så svært, hvis man bare har fulgt lidt med."

Hun har lyst til at vrisse efter ham, men opgiver. Selvfølgelig kan hun ikke komme med svar på tiltale, da hun før ulykken ikke fulgte meget med i skolen, og efter ulykken er hun bare kommet endnu længere bagud. Men i det mindste, burde noget som dette have været elementær viden for hende. 

Indrøm det nu bare Nia, din hjerne har taget lidt skade...

"Rigtigt nok," sukker hun, hvorefter hun præsenterer sig selv.

En hånd lægger sig på hendes skulder, hvilket får hende til at gispe. Kenji står lige foran hende. Det gør hende lidt utryg, at han kan snige sig sådan op på hende, men det er jo heller ikke første gang, at han har gjort det.

"Kom, vi må finde et kemilokale."

Nia nikker, men kommer i tanke om, at han ikke helt kan se hende, så hun mumler sagte et "ja" til svar.

Ude på gangen er der helt stille. De stopper op i døren og lytter længe efter de slæbende fodtrin og den skurende metallyd. Efter lidt tid konstaterer de, at der er fri bane. Kenji har bedt hende om at holde fast i hans jakke, så han hele tiden ved, hvor hun er og omvendt. Tæt sammen bevæger de sig ned ad den støvede gang, hvor murbrokker får dem til at snuble. 

Det er først efter, at de har åbnet flere forskellige døre, at de finder et kemilokale. Kenji lader til at vide, hvad han skal lede efter, så hun lader ham gå rundt med lighteren løftet op over hovedet, mens hun selv ser sig om efter noget andet brugbart. På et af bordene ligger der en lang metalstang, som hun forsigtigt løfter op. Den er en smule tung, men hun vil sagtens kunne bruge den som våben. 

En blusende lyd bag Nia, får hende til at svinge rundt med metalstangen løftet klar til at slag. Kenji står med den lysende fakkel i den ene hånd og et triumferende smil, der dog bliver lidt overrasket, da han ser metalstangen i hendes hånd.

"Fint, vi har lys og et våben, af en slags... Nu burde vi kunne komme ud."

Hun nikker, men stopper så halvt op.

"Vent, min bror må også være her... Bilen, jeg - han..."

Han rynker det ene øjenbryn.

"Joakim kørte bilen... Vi forulykkede sammen... Han burde være her."

Dette får Kenji til at se en smule skeptisk på hende.

"Er du sikker? Jeg har kun set dig og tingen her på stedet... Skolen er stor, men hvis du siger, at han skulle være forulykket sammen med dig, så burde han jo være i nærheden, ikk'?"

"Jo... Og det er det, som jeg ikke forstår," mumler hun frustreret, mens hun sænker metalstangen.

Han trækker på skuldrene: "Måske det er ligesom i de spil, hvor spillerne bliver placeret forskellige steder... Du startede i indgangshallen, og jeg i klasselokalet... Måske din bror startede et andet sted?"

"Jeg ved ikke... Ville vi så ikke have mødt andre?"

Kenji ligger hovedet på skrå: "Det ved jeg ikke... Hvis vi ikke er andre her, så vil vi vel heller ikke møde andre, ikk' sandt?"

"Jo, men... Vent, hvad mener du med her?"

Han ser overbærende på hende, så hun igen får fornemmelsen af, at hun er langt bagud: "Det er tydeligt, at det her sted ikke er normalt... I vores kultur, er vi levet op med sådanne historier... I hvert fald af den mere uhyggelige slags. Du ved, med monstre, spøgelser og sådan noget... Jeg vil vædde med, at selv hoveddøren ikke kan åbnes."

Pointen omkring hoveddøren får det til at vende i hendes mave.

"Med andre ord... Så er det her ligesom, ligesom-"

Han afslutter hendes sætning: "Ligesom en gyserhistorie, film eller spil... Det er meget simpelt - Vi skal bare overleve."

Overleve...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...