Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3716Visninger
AA

4. "Jeg løber med vinden." - Patrick

Patrick bukker sig ned for at stramme knuden på løbeskoene, mens hans mor læner sig op ad dørkarmen med et opgivende smil.

"Jeg forstår godt, at du vil holde din træning ved lige... Men kan du ikke bare i dag spise sammen med os? Signe vil blive meget glad."

Patrick strammer snørebåndene en gang til, selvom han ved, at de er bundet stramt nok. En smule utålmodigt lukker han øjnene, hvorefter han rejser sig op, så han kan møde sin mors blik.

"Jeg har ønsket hende tillykke mor... Hun ved, hvad min træning betyder for mig, og desuden ses vi senere i dag."

Han ser godt det lidt triste blik i hendes øjne, men ignorerer det.

"Ja... Ja, det gør vi."

Hun smiler til ham, sådan som hun altid gør, når han har skuffet hende. Han bider sig i læben, samtidig med at han fumler med ipoden og de tilhørende earplugs.

"En anden gang mor," siger han så endelig, hvilket får hendes smil til at blive en anelse bredere.

"Tak skat... God løbetur."

Han nikker som svar og trækker ned i dørhåndtaget, så små dråber rammer ham gennem dørsprækken. Men regnen stopper ham ikke, den får ham tværtimod til at blive endnu mere stædig. Inden han løber ud sender han sit mor et smil og laver to hop på stedet, hvorefter han sætter af og løber helt ud i regnen.

Grusset under hans fødder knaser lydigt, men han kan ikke høre det for musikken, der kommer ud af hans earplugs. Det er den samme rute, som han løber hver morgen. Ud af indkørslen og hen langs vejen og ind i den lille skov, hvor de store træer virker som et dække for regnen. 

Uden at tænke videre over det, sætter han farten lidt ned, så han kan nyde vinden mod sin hud og mærke sveden, der blander sig med regndråberne. Det fugtige mørke hår drypper allerede, så han må køre hånden igennem flere gange og henover ansigtet for at kunne se noget. 

Hans hjerte pumper hårdt i brystkassen, men i stedet for at hade den nagende smerte, byder han den velkommen. Hele dette ritual med løbetræningen om morgenen havde startet for nogle år siden, hvor han havde været en tyk dreng, som ingen rigtig gad være sammen med. Den gang havde hans hjerte gjort ondt hele tiden.

Hah! 

Et tilfreds smil pryder hans ansigt, mens han sætter tempoet op igen. Kampen med kiloene havde været hård. Og det værste havde været, at hans far pludselig var blevet syg midt i det hele. Stikket i hjertet nu, kommer ikke af, at han løber for hårdt, men af savn. Det havde været hans far, som havde støttet ham mest i kampen, det var ham, som havde løbet disse morgenture sammen med ham. 

Patrick lukker øjnene hårdt sammen, mens han sænker hovedet nedad og i stedet presser sig selv til at løbe hurtigere. 

Heldigvis havde kræften gjort kort proces. Hans far havde hårdnakket bestemt, at han ikke ville udsættes for en masse medicin og behandling. Han havde kun tilladt lægerne at give ham smertestillende, men ingen anden form for medicin. 

Det havde været hårdt for dem alle, men Patrick fastholdte deres ritual med en løbetur om morgenen, og hver dag, havde han fortalt sin far om de fremskridt han havde gjort. Han havde presset sig selv til at løbe hurtigere og længere, i den tro, at hvis han kunne gøre det bedre, så ville hans far blive rask. 

Men til sidst havde hans far måtte give op. Patrick kan stadigvæk høre sin mors skrig om natten i sine mareridt og sin søsters gråd fra den anden side af muren. Han kan huske, at han havde følt sig efterladt og alene den dag, hvor de meddelte, at nu var det sket. Og alligevel havde han stået tidligt op den efterfølgende dag for at løbe den sædvanlige tur. Hans mor havde været i den tro, at han var stukket af hjemmefra, så da han var kommet hjem igen, havde hun skældt ham ud med hårde ord.

Men jeg ignorerede dem...

Til sidst havde hun omfavnet ham og han hende. Han havde ladet hende græde og trykke ham ind til sig, men på det tidspunkt havde han allerede grædt ude i skoven og kunne ikke mere. Ikke foran hende. 

Han ryster hårdt på hovedet for at få tankerne væk, men minderne bliver ved med at dukke op til overfladen som korkpropper. Og til hans store fortrydelse begynder de forræderiske tårer at trille ned over hans kinder. Med håndryggen får han tørret ansigtet, samtidig med at han løber henover den lille bro, som fører over en å.

Patrick har ikke tal på, hvor mange gange han har løbet over denne bro, men alligevel mister han fodfæstet, så han falder sidelæns ud over det lave hegn, som knækker under hans vægt. Han mærker kort vandets kulde, hvorefter alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...