Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden?
13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra.

(Opdatering cirka én gang om ugen)
Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

53Likes
70Kommentarer
4025Visninger
AA

3. "Jeg kan godt smile." - Lianne

Hun skutter sig i pelsfrakken, mens de tykke dråber lander på jorden. Vejret er ikke med hende i dag, men hun har ikke noget valg. Med det lille spejl prøver Lianne at rette den ødelagte makeup, hvilket ikke helt lykkes for hende. Et trist smil pryder hendes ansigt, da hun betragter sig selv i spejlet. Hun ville aldrig have troet, at hun skulle ende med at blive prostitueret, men skæbnen har sine grunde, og hun har valgt ikke at kæmpe imod, selvom hun hver dag drømmer om prinsen på den hvide hest, der ville komme og redde hende fra dette mørke.

Bilerne kører langsomt forbi, mens førerne studerer de udmattede kvinder, der står og venter på den næste kunde. Lianne har været i gang den halve nat, og eftersom hun også har morgenvagten, så bliver hun nødt til at holde regnen ud, hvis hun vil tjene penge nok til at kunne betale huslejen. 

En af bilerne holder ind til siden foran hende. Og hun ved, at hun hurtig skal slå til, inden føreren mister interessen. Hurtigt får hun stablet et kækt smil på benene, og da hun bevæger sig hen mod bilen, kan hun se sit spejlbillede i de tonede ruder. 

Ynkeligt ville hendes mor have sagt.

Det røde hår har hun sat op i en pjusket knold, mens den sorte øjenmakeup fremhæver de grønne øjne, og den røde læbestift hendes læber. Det er ikke så meget ansigtet, som får hendes selvtillid til at krakelere, men da hun lader pelsfrakkens åbning glide lidt til siden, så føreren kan se netblusen, der afslører hendes nøgne barm og den lille navlepiercing, samt den lårkorte nederdel, der knapt går nedover bagdelen. Hendes korte ben er dækket af et par tynde og hullede nylonstrømper, hvilket får hende til og ligne det, hun i virkeligheden er. En luder. 

I det mindste har jeg lært at gå i høje hæle...

Tanken er ment som en opmuntring, men hun kan kun føle sorgen, der kryber rundt inde i hendes hjerte, jo nærmere hun kommer bilen. Føreren ruller vinduet ned, så regndråberne kan trænge ind i bilen. Hun håber lidt, at de kan vaske skammen væk, men hun ved godt, at det er noget, som hun kommer til at leve med for evigt. 

"Hej, kunne du tænke dig noget selskab?"

Selvom hun lyder som en kælende kat, føler hun sig som en brugt vaskeklud. Manden på førersædet stirrer på hendes barm gennem pelsfrakkens åbning, men i stedet for at føle sig afklædt med øjnene, føler hun sig tom indeni. 

Hun husker tydeligt de spæde skoleår, hvor det at vise sig nøgen for andre gjorde hende nervøs og meget usikker på sig selv. Selvom de andre piger ikke havde vist nogen generthed omkring deres kroppe, så havde hun følt sig meget blufærdig. Men denne følelse har hun fået begravet godt sammen med resterne af den barndom, som hun kun husker som svage drømme.

Manden slikker sig om munden, hvorefter han langsomt nikker. Med hovedet lidt på skrå smiler hun til ham, hvor hun herefter går rundt om bilen og sætter sig ind på passagersædet. Straks da hun har sat sig ind i bilen, føler hun den velkendte frygt, som hun altid får omkring fremmede. Tanken om, at denne gang er den sidste hun sætter sig ind i en bil, skræmmer hende. Manden kunne sagtens være en morder på udkig efter et offer. Hun lukker øjnene et kort øjeblik.

Og det værste er, at ingen ikke engang vil savne mig...

Et ryk i bilen får hende til at åbne øjnene igen. Det går op for hende, at de holder foran et lille motel. Hun undertrykker et lille suk, da manden lægger en hånd på hendes lår. Hun kan lugte hans stærke parfume, der får kvalmen til at stige op i hende. Med et lille smil åbner hun munden.

"Hvad med om vi går indenfor?"

Manden tøver et øjeblik, men løfter så hånden, hvorefter han træder ud af bilen. Lianne tager et hurtigt åndedrag, inden hun åbner døren og træder ud i regnen.

Jeg kan godt klare det her... Smil.

Hun venter under et halvtag, mens han er inde og leje et værelse. Med en hul fornemmelse i maven løfter hun hånden med håndfladen opad, så nogle af dråberne rammer den bløde hud. Hun har lyst til at stille sig ud i regnen og lade tårerne rende, men hun ved, at det kan hun ikke.

Et grynt bag Lianne får hende til og se op, hvor hun møder mandens blik. Hans hule øjne stirrer bare på hende, mens hun prøver at stable et smil på benene. 

"Skal vi?" Spørger hun sødt.

Manden nikker blot og går forbi hende og hen til en af de mange døre. Forsigtigt og med en klump i halsen følger hun efter. Inden hun træder ind i rummet laver hun en umærkelig bevægelse med kroppen, hvor hun prøver at kaste sit tilstedeværende jeg af, som hun bagefter kan samle op og tage på igen. 

Som om det er et stykke tøj... 

Hun træder ind i rummet med et påklistret smil, mens manden sætter sig på sengen med de røde lagner. Med svajende hofter tager hun langsomme skridt hen mod ham, så han får lov til at betragte hver og en af hendes æggende bevægelser. Forsigtigt og med hovedet drejet lidt til siden, lader hun pelsfrakken glide ned af skuldrene, men ikke helt af. Kulden fra værelset kærtegner hendes krop og minder hende om det tomme hulrum i hendes bryst. 

Manden slikker sig igen om munden med et lystent udtryk i sine øjne. Hun kan allerede føle hans hænder på hendes krop, selvom hun endnu står for langt væk fra ham. Da hun endelig når helt hen til ham, lægger han sine hænder omkring hendes hofter. Hun kan se rovdyret skinne ud af hans øjne, mens hænderne bevæger sig opad hendes krop og op til barmen.

"Nghn!"

Hun kniber øjnene hårdt sammen, mens hun kæmper for at blive, hvor hun står, da han klemmer hårdt om hendes ene bryst. Det lader til, at han godt kan lide, at hun viser ubehag, for han klemmer hårdere til, så hun må knytte hænderne. Pludselig slipper han sit greb, så hun åbner øjnene med et forvirret udtryk.

"Gå ud og vask dig."

"Åh... Selvfølgelig."

Selvom hun lige havde været i bad efter den sidste kunde, så vil hun ikke modsige sig hans ønske. Hun er godt klar over, at selvom hun føler sig en smule lettet, så udsætter hun blot ubehaget. 

Vandet er behageligt mod hendes kolde hud, og da hun træder ud, bruger hun lidt længere tid på at gøre sig færdig, end hvad hun normalt bruger. Da hun endelig tager sig sammen og får spredt læberne til at smil, bliver hun ramt af en underlig form for døsighed. Forundret prøver hun at gribe ud efter håndvasken, men hun fejlbedømmer og falder i stedet for ind i muren, hvorved hun slår hovedet, så badeværelset langsomt forsvinder for hendes blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...