Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3599Visninger
AA

7. "Jeg er ikke bange, men rædselsslagen!" - Nia

Nia er ikke i tvivl om, at hun ligger i en akavet stilling, hvor der er noget, som skærer hende ind i siden. Noget vådt og varmt er tværret ud i hendes ansigt, og hun er sikker på, at det ikke er sved, men noget langt mere alarmerende. Rystende løfter hun den ene hånd op til sit hoved, hvor hun lader fingrene røre ved den våde væske. Da fingerspidserne kommer i kontakt med huden, mærker hun øjeblikkeligt en sviende smerte, der får små lysprikker til at danse for hendes lukkede øjne.

Med sammenpressede læber bider hun smerten i sig, hvorefter hun langsomt åbner øjnene igen; kun for at møde et mørke, der dog er lidt lysere end indersiden af øjenlågene, men ikke lyst nok til at hun ordentligt kan se sine omgivelser. 

Selen henover hendes bryst er dog et tegn på, at hun stadigvæk må sidde i bilen. Forsigtigt klipser hun sig fri, hvorved hun straks kan rykke til siden, så den metalstang, der stikker ind gennem bilens dør, ikke længere stikker hende i siden.

Febrilsk ser hun sig om efter Joakim.

"Joakim?" hvisker hun med sprød stemme.

Ingen svarer. Med hjertet og en stigende frygt siddende i halsen, læner hun sig forover, så hun kommer tættere på føresæddet. Bilen hælder lidt til siden og mørket oppe foran, gør at hun ikke kan skelne omridset af sæddet fra de andre skygger. Hun kan mærke hele vejen op gennem armen, hvordan rystelserne gør det svært for hende at række fremad.

Jo tættere hånden kommer, jo mere frygter hun at gribe fat om det der vil være længere fremme. Hvad ville hun gøre, hvis Joakims krop ikke længere er fyldt med varme? Hvad hvis han er såret og derved ikke er ved bevidsthed. 

Hendes hånd, der støtter hele hendes vægt, glider pludselig, hvorved hun falder ind mellem hullet ved de to forsæder. Panisk prøver hun at gribe ud efter et eller andet, men hendes fingre får kun fat i den tomme luft. Gearstangen rammer hendes skulder, men det er ikke slaget, der har fået hende til at spærre øjnene op i rædsel.

Joakim er der ikke.

Forfærdet lader hun hænderne glide henover det tomme sæde og op til ruden. Den er intakt. Et lettet suk glider ud over hendes læber. Men hun mente også, at Joakim havde haft sele på. En smule forvirret ser hun sig omkring, men mørket i den forreste del af bilen er unaturlig sort og næsten uigennemtrængeligt.

Hun sætter sig tilbage i sædet, dog det i midten, da metalstangen stadigvæk stikker igennem bildøren ved hendes sæde. Tankerne farer frem og tilbage inde i hendes hoved, og da hun prøver at se ud gennem ruderne, bliver hun bare endnu mere forvirret. Der er helt mørkt udenfor. 

Men... Vi var jo på vej i skole? Hvor er vejen og de mange mennesker?

Hendes hånd glider henover telefonens udbuling i lommen. Hurtigt, men stadigvæk med rystende hænder, finder hun den frem og trykker på displayet. Et lille ironisk grådkvalt støn kommer fra hende, da hun ser, at der ingen signal er.

"Det er så typisk..."

Hun lukker øjnene og trækker vejret dybt flere gange i streg, så hun til sidst har fået pulsen nogenlunde ned.

"Tænk klart... Du må ud af bilen og lede efter hjælp... Måske Joakim er derude? Ja... Det kunne være."

Inden hun kravler over til den modsatte dør, griber hun ud efter skoletasken, som hun svinger henover skulderen. Med blusens ærme får hun tværret noget af blodet væk fra øjnene, så hun bedre kan se og ikke hele tiden må knibe øjnene sammen. 

Døren sidder en smule fast, som om den er blevet trykket af noget hårdt, men hun får den til sidst op. Støv flyver ud til siderne i små skyer, som om omgivelserne udenfor bilen ikke har været brugt i meget lang tid. Hun undrer sig over, at der ikke er nogen vind, eller andre lyde. Kun stilhed. En umættelig stilhed, som skræmmer hende.

"Ha- Hallo?" spørger hun ud i mørket, men der er ingen der svarer.

Nia's stemme ekkoer hult tilbage til hende, hvilket får hende til at fare sammen. Der lugter af muld og fugt, og der er hverken koldt eller varmt. Hun kommer i tanke om lommelygten i telefonen, så hun hiver endnu engang den lille firkantede klods op. Den blå skærm lyser uhyggeligt op i mørket, så hun kun kan se få centimeter frem. Hurtigt trykker hun på knappen til lommelygten, hvorved en lang lyskegle bliver dannet.

"Hva-ad!?" udbryder hun med et forvirret blik og hovedet drejende fra side til side.

Hun befinder sig i, hvad der kunne minde om en stor indgangshal ved en skole. De mange borde og stole, der står omkring, er støvede og nogle af dem er væltet. Murstensgulvet virker koldt og beskidt og flere steder, ligger der små pøle af noget udefinerbart. Skrald og papir fra både aviser og bøger ligger spredt ud, som om hele stedet har været udsat for en mindre storm.

Men der er ingen mennesker. Intet lys. Kun tomhed.

Lyskeglen begynder at ryste, da hendes hånd også ryster. Hun kan mærke benene svaje, og de små gisp, som hun hiksterende bliver ved med at udstøde, lyder alt for højt her i mørket. Hendes blik falder på bilen, som står, som om den er blevet dumpet ned fra himlen og tilfældigvis er landet oven på nogle borde og stole.

Hvor er jeg?

Måske hun kan finde nogle mennesker i denne bygning? Forsigtigt tager hun et skridt frem, men det er meget modstræbende. Nia føler sig fuldstændig blottet. Forskellige tanker om mordere og uhyrer i mørket, får hende til at dreje rundt, så lyskeglen hurtigt glider henover de mange kroge og danner lange monstrøse skygger.

Panisk bakker hun tilbage mod bilen, hvor hun med ryggen til famler efter dørhåndtaget. Hendes fingre strejfer noget, som er klistret på bilens side. Med et bjæf springer hun fremad og snurrer rundt.

På bilens side, er der klistret en lille papirslap fast, hvor der  med noget rødt maling står skrevet:

Sult og tørst kan være dine værste fjender, men i mørket lurer frygten og smerten... 

Nias underlæbe begynder at bævre, mens hun læser ordene. Er det en trussel? Advarsel? Men lige meget hvad, så får det hende til at mærke gåsehuden kravle ned langs rygraden. Hun har ikke lyst til at være her. Stedet emmer af uhygge, og hun har en eller anden idé om, at det er et eller andet sygt eksperiment.

Hun vender sig langsomt om, så hun igen ser ud mod indgangshallens mange borde og stole. Nogle trapper fører ned til det, som meget vel kunne være en kantine, mens der er gange, der fører til højre og venstre, men også nogen, som fører op til en ny etage. Hendes blik glider hen mod indgangsdøren, som tårner sig op over hende. Det er med hjertet siddende i halsen, at hun humper hen til døren. Samtidig med at hun bider sig i læben, lægger hun hånden på døren overflade og skubber til.

Der sker intet.

Forfærdet trækker hun ud i døren i stedet for, men den giver sig ikke ud af stedet. Hun lader fingrene glide ned over revnen mellem de to døre. Men der, hvor en blid brise burde komme igennem, er der intet. Hun sætter sig ned på hug og prøver at se gennem nøglehullet. Der er kun mørke på den anden side. Endnu engang skubber hun til døren, men den giver slet ikke efter. Den flytter sig ikke engang. Det er her, hun opdager, at døren slet ikke er nogen dør, men blot et maleri. 

Nia springer et skridt bagud, mens hendes øjne glider henover den malede dør, der virker alt for rigtig.

"Hva-hvad er det her for noget?" hvisker hun halvkvalt.

"Jeg må finde en anden vej ud."

Langsomt drejer Nia rundt på stedet, så lyskeglen atter glider henover den store sal. Med en klump i halsen indser hun, at hun bliver nødt til at gå ind i mørket for at kunne finde en anden udgang.

Forsigtigt begynder hun at bevæge sig hen mod trapperne, der fører ned til kantinen. Hendes ben gør en smule ondt, men selvom hun halter og føler sig langsom, så vil hun hellere begynde at bevæge sig rundt nu, end at stå det samme sted som en skydeskive.

Trappen er lidt en udfordring for hende, og da Nia er halvvejs nede, begynder hun at fortryde valget om at gå ned mod kantinen først. Hun stopper forpustet op og tværer endnu engang ærmet henover panden, så det klistrede blod bliver smurt endnu mere ud. Det svier lige ved pandens top, hvor pandehåret har sin udgroning. Hun har endnu ikke haft mulighed for at tjekke såret.

Et rabalder fra noget tungt, som bliver væltet på jorden, får hende til at hoppe på stedet, så hun er lige ved at falde ned ad trappen. Det gipper i hende, da lyden bliver efterfulgt af noget, som skraber hen langs jorden. Lyden kommer oppe fra indgangshallen. Og den nærmer sig hende.

Frygten tager overhånd. Med haltende skridt og den vedvarende smerte, der skyder op gennem benet, får hun kæmpet sig ned for enden af trappen. Lyskeglen flyver henover rummet, hvor rækker med borde står linet op med tallerkner og bestik, som om nogen har været ved at spise. Hun ser sig om efter et gemmested, mens lyden bag hende kommer nærmere.

Hun fortsætter fremad med humpende skridt og et prustende åndedræt. Lyden af et dunk mod trappens flade, får hende til at stoppe op. Hånden ryster så meget, at hun er lige ved at tabe telefonen, mens tænderne begynder at klapre. Endnu et dunk lyder.

Hendes puls fungerer som stortrommer, men da lyden når hendes ører anden gang, ryster hun på hovedet og fortsætter. Det er med et anstrengende sammenbidt ansigt, at hun når ind i midtergangen og derved kan dreje af, ned mod omridset af en dør.

Hun er lige ved at falde over en væltet stol. Det føles som om, at hjertet fyver helt op i halsen, da hun griber ud efter bordet og får fat. Den skrabende lyd er begyndt igen. Tanker om lange skarpe våben glimtende af metal og tilsølet med blod, fylder Nias hoved. Forfærdet ryster hun på hovedet og fortsætter vaklende fremad.

Det værste er snart... At jeg ikke engang ved, hvem eller hvad det er!

Døren er få meter væk. Lyskeglen falder på den, så hun kan se det blodige håndtag og slæbesporene, som forsvinder ind under døren. Nia vakler forover, da hun prøver at stoppe sig selv. Frygten for, hvad der er på den anden side af døren og frygten for det bag hende, gør hende splittet. Hun har ingen anelse om, hvad hun skal vælge.

Langsomt løfter hun den rystende frie hånd op til ansigtet, hvor tårer allerede har blandet sig med det udtværrede blod og støvet, som har lagt sig som en fin hinde over hendes hud.

En hånd lægger sig over hendes mund, mens en arm vikler sig omkring hendes liv. Nia når ikke engang at skrige, da personen trækker hende ud til siden og får hende væltet om på gulvet. Telefonen glider ud af hendes hånd, da skikkelsen griber ud efter hende og ligger nu henne foran døren. Den opadrettede lyskegle oplyser hendes overfaldsmand svagt.

Hun stopper de kæmpende bevægelser, da hendes blik fanger hans ansigtsudtryk. Opspillede øjne og et forpint udtryk. I det samme hun stivner, lægger han en hånd over hendes mund og holder en finger op for sine læber. De holder øjenkontakten, og ikke på noget tidspunkt flytter hun blikket væk fra ham. Heller ikke, da en mørk skikkelse kvaser telefonen under sine støvler, så lyset pludselig forsvinder og henlægger dem helt i mørke. 

Vægten og varmen fra hendes redningsmand er det eneste, der indikerer, at de stadigvæk er i live og uopdaget. Indtil videre. Den skrabende lyd fortsætter henover gulvet og får gåsehuden til at springer frem over alt på kroppen. De ligger helt stille og holder begge vejret, mens de beder til, at de ikke vil blive opdaget.

En dør bliver åbnet. Hun kan høre hængslerne gøre modstand, mens den skrabende lyd fortsætter. Men selv da døren klapper i igen, forbliver de liggende. Ingen af dem rører sig i frygt for at larme. Og hun vil ønske, at det heller ikke skulle blive nødvendigt - At de bare vil kunne blive liggende her, indtil nogen kom og reddede dem.

Hvis der kommer nogen... Hvis...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...