Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3755Visninger
AA

13. "Hvad er det her for et spil!?" - Alex

"Hvordan ved du så meget?" spørger han den lille kinesiske pige, der går med hurtige skridt foran ham.

Alex er stadigvæk drivvåd, så dråberne, der lander på det støvede gulv, gør, at han nok er den letteste person at forfølge lige nu. Men det er ikke lige det, som Alex tænker mest over. Han vågnede op inde i et bibliotek, hvor bøgerne bogstavelig talt smuldrede væk, når han rørte ved dem. Efter at han havde panikket lidt og praktisk talt var stivnet på stedet i flere minutter, havde han endelig taget sig sammen til at gå ud på gangen. Ved et rent tilfælde stødte han ind i Wu.

Den lille kinesiske pige havde med det samme nægtet at tale med ham, hvilket for ham havde været virkelig underligt. Men efter at han havde fulgt efter hende og var blevet ved med at stille spørgsmål, havde hun endelig vendt sig rundt og talt til ham, hvorefter hun havde bedt ham om at gå den modsatte vej. Selvfølgelig havde han sagt nej.

Det havde så den konsekvens, at Wu havde sparket ham over skinnebenet og var begyndt at løbe. På det tidspunkt havde han troet, at hun var sluppet fra ham, men hun var løbet nedad en gang, der endte blindt. Han var løbet efter hende, haltende, men havde stoppet op lidt væk fra hende. Hun havde set utrolig beslutsom ud, da hun stod der foran den beskidte mur. Hendes hænder havde været knyttet og hovedet lænet bagover, mens hun havde set opad. Hun er iført en pink langærmet bluse, et sort nederdel og nogle halvlange støvler, mens de sorte hår er flettet i to fletninger. Den eneste lyskilde er lommelygten i hendes hånd.

Hun havde fortalt ham, med ryggen stående til ham, at de var fanget på dette her sted. Først havde han ikke troet på hende, men hun havde langsomt og med en tør stemme fortalt ham, at de heller ikke var de første, som var her. At de er med i et spil. 

Han spørger hende igen, da hun ikke svarer: "Hvordan ved du det?"

Sukkende vender hun sig rundt og graver ned i den lille taske, som hænger skråt henover hendes skulder, sådan som en skuldertaske nu engang hænger. Hendes hånd trækker en lille snusket notesbog op, som ser ud til at være i en elendig stand, men bedre end de bøger, som han selv havde fundet på biblioteket. 

"På grund af denne her," siger hun tonløst.

Hendes brune øjne ser ikke på ham, men på bogen. I en nænsom bevægelse slår hun op i den.

"Første regel: Pas på, hvem du allierer dig med... Ikke alle er den samme, som de var, inden de kom hertil spillet."

Han løfter et øjenbryn: "Er det derfor, at du løber væk fra mig?"

Hun bevæger sig ikke, men læser videre: "Det var den første regel; og nok den vigtigste. Du er enten lige vågnet eller også, er du vandret rundt i noget tid - Hvis det sidste, så er du heldig, at du stadigvæk er i live. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er den sidste brik tilbage, men det her spil er ikke som i kortspil, hvor den sidste vinder - Du skal løse puslespillet. Jeg vil skrive ned i denne bog, hvad jeg ved om dette sted."

Der er total stilhed, da Wu holder inde med at tale.

"Det er underskrevet af Emily," siger hun efter lidt tid og ser op.

Alex kører en hånd gennem håret og ser sig om efter et sted at sidde ned, men alt er støvet og sikkert også klistret. 

"Jeg har brug for en smøg," mumler han og begynder at rode rundt i sine lommer. Med et suk hiver han den krøllede pakke frem og tænder en af smøgerne. Wu rynker lidt på næsen, men kommenterer det ikke.

"Men hvordan ved vi så, om vi har ændret os?" spørger han.

Hun trækker på skuldrene: "Det ved vi heller ikke."

"Hmm... Men så må vi vel bare prøve os frem - Og holde øje med hinanden, ikke?"

Han tager et langt sug og puster langsomt ud. Det virker - Hele hans krop slapper allerede mere af.

"Men, hvem siger, at jeg vil teame op sammen med dig?" mumler hun.

"Det er vel det bedste? Jeg- Jeg tror ikke, at det er en god idé at rende selv rundt det her sted... I hvert fald ikke ifølge hende der Emily... Desuden skriver hun også, at vi skal passe på."

Wu nikker: "Rigtigt nok."

"Har du læst det hele?" spørger han.

Denne gang ryster hun på hovedet: "Nej, jeg har kun læst den side - Jeg ledte efter et sikkert sted, hvor jeg vil kunne læse i fred og sikkerhed."

Han nikker: "Okay... Så lad os finde et sted."

Hun tøver, men giver sig så til sidst.

Det tager dem ikke lang tid at finde et lille klasselokale, hvor det lader til, at de kan være nogenlunde i sikkerhed. Alex sørger for, at døren er forsvarligt lukket, mens Wu tjekker lokalet. De er heldige.

"Er du klar?" hvisker Wu, hvorefter hun sætter sig ned på en af de støvede stole uden at børste den ren.

Alex børster først sin af, hvorefter han sætter sig ned ved siden af hende. Sammen læser de den lille notesbogs sider.

 

"Mit navn er Emily. Jeg er født og opvokset i den irske by Dublin. Men alt det er egentlig underordnet, for jeg har ikke lang tid igen - Ikke på det her sted. 

Jeg vågnede op i et tomt klasselokale uden at ane, hvor jeg var. Det sidste jeg huskede var, at min far havde vinket farvel til mig, hvorefter jeg var cyklet af sted i skole. Jeg vandrede rundt i lang tid og sørgede for ikke at blive set. 

Hvorfor?

Fordi jeg havde set en mand slå skallen ind på en anden mand. 

Det var så først senere, at jeg fandt ud af, at stedet her forandre nogle personer - Og ikke til det bedre.

Men ud over de to mænd, mødte jeg ikke andre "mennesker".

Jeg tror normalt ikke på uhyrer, men nu, hvor jeg har set dem, så kan jeg ikke andet. 

Der er fire:

En kvinde, hvis mund er blevet skåret op i hver side, så hun har det klammeste og mest grusomme smil, jeg nogensinde har set.

Et væsen, der er skåret over, så det nærmest kravler hen ad jorden på albuerne. Dets hænder er knivskarpe kløer, der kan flænse ens kød så let, som var det papir.

Det tredje væsen er en lille pige, men hende har jeg kun set omkring toiletterne. Tal ikke til hende! Få ikke øjenkontakt med hende! 

Monstret. Jeg ved ikke, hvad det er. Kun er det er kæmpe stort, grotesk og bærer rundt på en økse.

 

Alle fire væsener bærer en krystalkæde. 

Det tog mig lang tid at regne ud, hvad det skulle gøre godt for. Og jeg kan ikke engang tage æren for det. Pludselig rystede hele bygningen, hvor ting væltede ned og lyset begyndte nogle steder at tændes, hvor pæren før var sprunget. 

Der kom flere mennesker.

Jeg overhørte dem tale om, at de havde været oppe mod et af væsenerne og havde ved et uheld knust krystallen, hvorefter monstret var forsvundet. 

De havde ændret ved noget.

Men de levede ikke længe nok til at gøre det igen, for de havde ikke mødt de tre andre monstre før, hvilket betød deres endeligt. 

Jeg fik samlet puslebrikkerne, og mens monstrene åd eller massakrerede de andre overlevende, stjal jeg krystallerne og knuste dem. 

Rystelserne kom igen.

Flere mennesker kom.

Hvorfra?

De døde også.

Kun jeg overlevede, fordi jeg gemte mig i skyggerne.

Jeg var fej.

Da jeg havde knust alle fire krystaller, blev luften lettere, og der var lys over alt. nogle steder, var der også sket ændringer; som stole, der var blevet flyttet. Blod. Lig. Lugten.

Det gik op for mig, at jeg ødelagde noget, hver gang en krystal blev smadret.

 

Det, at jeg har stået på samme sted, som andre mennesker, men ikke har kunnet se dem, fordi, at de var i en anden dimension - eller, hvad det nu hedder - er virkelig skræmmende. 

 

Jeg har nu talt de friske lig.

Der er elleve. 

Så jeg må være den tolvte person. 

Jeg ved ikke, hvordan man vinder dette spil.

Krystallerne er smadret og jeg har slået de sidste personer ihjel, da monstrene jo forsvandt.

Men det virkede ikke. 

Måske der stadigvæk er nogen her? 

Nogle gange, føles det som om, at nogen ser på mig, men når jeg tjekker efter, så er der ingen.

Jeg tror, at jeg er ved at blive sindssyg.

 

Hvis nogen finder denne notesbog, så husk på, at du har fjernet den fra sin plads, hvilket betyder, at ingen andre vil kunne læse disse ord - medmindre du dør selvfølgelig.

Jeg vil gå en runde mere, lægge denne bog på et bord, hvorefter jeg nok vil sætte mig til at vente.

Måske jeg vil dø her? 

Jeg kan jo ikke vente i al evighed.

Desuden er jeg sulten.

Jeg kunne spise de døde - Nej, det kan jeg ikke få mig selv til.

 

Men, jeg vil i hvert fald give dig denne her fordel i forhold til de andre spillere - Altså viden. Du ved, hvad krystallerne gør - Du skal kun finde ud af, hvordan du kommer ud herfra... Hvad den sidste brik er.

Held og lykke.

- Emily."

 

"Fuck," hvisker Alex åndeløst.

Han læner sig bagud, så stolen knager under hans vægt. Wu stirrer på den sidste side uden at sige noget.

"Et spil? Monstre? Mord? Krystaller? Hvad fuck er det her for et sted?"

"En spilleplade," mumler Wu.

"Hvad?"

Hun lukker øjnene og ser op på ham: "Det her sted, det er en spilleplade."

Frustreret rejser han sig fra sin stol og begynder at vandre frem og tilbage: "En spilleplade? Hvad fanden... Jeg kan ikke være med i et spil!"

Hans tanker falder på Alice, der sikkert er ved at gå til af bekymring over, at han bare er forsvundet.

"Det er der nok ikke nogen af os, der har bedt om," sukker Wu.

Han ler, hvorefter han sætter sig ned på hug med en tænkende grimasse. Ud af øjenkrogen ser han Wu stirrer på sig, og det går op for ham, at han opfører sig meget mærkeligt. Med en lille hovedrysten, rejser han sig op og sender hende et forsikrende smil: "Jeg synes, at vi bør tjekke stedet her og se, om vi kan finde andre - Det kan være, at de ved, hvad den 'sidste brik' er."

"Jeg er ikke sikker på, om det er en god idé."

Hun ser overvejende på ham, mens hun trommer på bordet med sine små hvide fingre.

"Hvorfor ikke? Vi skal jo bare passe på."

"Ja, men jo flere vi er samlet, jo svære bliver det at passe på."

Han ser ned i gulvet; "Men vi vil være stærkere, hvis vi er flere."

Hun fnyser og ryster på hovedet, hvilket får Alex til at sukke tungt.

"Fint, hvad gør vi så?"

Hun klapper notesbogen sammen og stikker den i tasken, hvorefter hun rejser sig. 

"Vi går... For jeg går ud fra, at jeg ikke kan slippe af med dig."

Det er ikke et spørgsmål, men en konstatering.

"Sandt nok..."

"Jeg forslår, at vi finder nogle våben og begynder at finde de der krystaller," mumler Wu tænkende, mens hun går hen til døren, hvor hun fjerne Alex's barrikade.

"Vil det ikke være smartere at finde ud af, hvad den manglende brik er først?" spørger han.

"Nej, for der er jo de der monstre, husker du vel nok."

Han trækker lidt på skuldrene. De har jo ikke set nogen endnu. Og hende der Emily kunne jo godt være skingrende sindssyg. 

Måske han selv er ved at blive det?

Alice... Hvad skal jeg gøre?

Wu er allerede gået ud på gangen, så han følger hurtigt efter.

"Hvor skal vi gå hen?"

Hun stopper op: "Toiletterne - Det er det eneste sted, hvor vi med sikkerhed vil finde et af monstrene."

"Men hvor er det henne? Og hvad med våben?"

Han begynder at blive lidt nervøs igen, så atter engang griber han ud efter sine cigaretter.

"Det ved jeg ikke... Men sikkert nede ved indgangen, det er der, toiletter plejer at være... Og med hensyn til våben - Vi må vel bare finde nogen."

De fortsætter, mens han sætter ild til smøgen. Han skal til at spørge, om de skal til at lede efter de der våben, da Wu går ud til siden og samler to stykker afbrækkede ben fra et træbord op.

"Her."

Han tager imod det.

"Nok ikke det bedste våben mod monstre," mumler han og prøver at få et nogenlunde fast greb om træbenet.

De går ned ad nogle trapper og ender i en kæmpe indgangshal. Wu lader lommelygten flyde ud over rummet, hvor de væltede stole og borde ligger, som om noget stort og voldsomt har bevæget sig igennem. Ellers er der intet andet at se. Lyskeglen falder på et lille skilt, hvor der står "Toilet".

"Du fik ret," hvisker han, for bange til at tale højere.

Med øjnene spejdende ind i mørket, træder de begge to frem. Hans hjerte hamre hårdt inden under den store vinterjakke, der nu er ved at blive fugtig af sved. Forsigtigt lyner han den op, hvorefter grebet strammes om det latterlige træben. Selvom han stadigvæk ikke er sikker på, om der faktisk er nogle monstre, så vil han ikke storme ind på det toilet. Lige i øjeblikket, lader det faktisk til, at Wu er mere stålfast end han er.

Da de står i døråbningen, ser de begge to på hinanden, inden Wu løfter lommelygten højt nok, så de får skabt den største lyskegle. Umiddelbart se det ikke ud til, at der er nogen. Meget langsomt går de hen til den første bås. Alex ser spørgende på Wu, der nikker en enkelt gang. Han løfter træbenet, klar til at slå, mens hun griber fat i dørhåndtaget.

Han trækker vejret dybt.

En gang.

To gange.

Tredje gang.

Hun åbner døren - Der er ikke nogen inde i båsen. Alex lukker øjnene, men fortsætter så til næste bås. Han fatter ikke, hvad det er, de gør. Det er jo et monster, ikke? Hvorfor så opsøge det?

Den næste bås er også tom.

Med tilbageholdt åndedrag fortsætter de ned gennem rækken, og da de har åbent den sidste bås, ånder de begge lettet op. 

"Måske, det er et andet toilet?" mumler Alex.

Wu nikker, hvorefter de begge går hen mod udgangen. Han sænker armen med træbenet og ånder ud endnu engang. Nakken gør lidt ondt, så han drejer hovedet fra side, så det giver et lille knæk fra knoglerne. Det er kun i et meget kort glimt, men han er stensikker på, at det ikke bare var syner. Hele hans krop stivner, hvorefter han meget langsomt drejer hovedet ned mod den aller første bås. Wu er allerede henne ved udgangen, så lyset inde på toilettet er meget svagt.

Det var den lille bevægelse, som den lille pige havde lavet med hånden, der havde fanget hans opmærksomhed. Han kan kun meget svagt skimte hendes skikkelse, men den knoglede hånd, der krammer om båsens kant, får det til at løbe koldt ned ad hans ryg.

"Alex? Hvad laver du?" hvisker Wu med en irriterende tone.

Han bliver bare ved med at stirre på den lille pige. Hendes store øjne stirrer direkte ind i hans, så han nærmest bliver opslugt af dem. Undrende opdager han, at hans fødder bevæger sig af sig selv. De nærmest slæber sig hen over gulvet - tættere på båsen med den døde pige. 

Lyskeglen rammer hans ryg, hvorved hans skygge bliver enorm. Der er ingen form for liv i pigens øjne. Kun død. 

"Alex!" råber Wu panisk.

Han vil gerne svare hende, men han kan slet ikke kontrollere sine bevægelser. En ubehagelig følelse i halsen, får ham til at gispe efter vejret. Og da han tager det næste skridt frem, begynder han at gylpe vand op. Vandet bliver ved med at komme. Det går op for ham, at han er ved at drukne. Drukne i noget, der har manifesteret sig ud af den blå luft. 

Hvordan?

Det brænder, så hans øjne løber i vand. Noget falder til jorden; træbenet. Panisk vil han løfte armene, men de bliver hængende ned langs siden. Kun hans fødder bevæger sig. Båsen er lige foran ham. Pigen er trukket ind i båsen og står nu i hjørnet. Hendes øjne gløder lidt, da han falder på knæ, men det ser han ikke, da hans syn er sløret, så han kun kan se hvide og sorte prikker danse rundt.

Han mærker noget flyve forbi sit hoved, hvorefter lyden af noget træ der splintres ekkoer i rummet. En eller anden skriger. Det kan ikke være ham, da hans mund er fyldt med vand. Pludselig falder han ned på gulvet, og han kan mærke, at han nu kan kontrollere kroppen, men vandet er der stadigvæk. Febrilsk griber han sig om, halsen og vender sig om på siden. 

Pludselig begynder jorden at ryste under ham, hvorefter en eller anden vælter ned over ham. Det første han mærker, er Wu's fletninger, herefter den brændende følelse af frisk luft ned i lungerne, hvilket får ham til at hoste. Han bliver ved med at hoste og hive efter vejret, også da rystelserne stopper og Wu rejser sig op fra gulvet. Med en kræftanstrengelse sætter han sig op og ser på hende.

Hårdheden i hendes øjne er overraskende og tager pusten fra Alex. 

"Det var én," siger hun, hvorefter hun vender sig rundt og tager lyset med, så han sidder tilbage i mørket.

"Hvad i...?" hvisker han hæst, hvorefter han kæmper sig op og stå.

Hans hjerte begynder at hamre hurtigt igen ved tanken om, at den lille pige kunne komme tilbage, men tanken om at Wu ville efterlade ham, gjorde ham endnu mere bange.

"Wu? Vent!" råber han med en meget svag og ødelagt stemme.

Vaklende kæmper han sig ud af båsen. Da han se op, bliver han blændet af lommelygten.

"Kom nu - Vi har ikke hele dagen," vrisser Wu efter ham.

Han nikker og skynder sig hen til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...