Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3656Visninger
AA

11. "Det må være en drøm." - Patrick

Han har vandret rundt på den her skole i noget tid nu. Der har ikke været andre, og selvom klasselokalerne sikkert er åbne, så har han ikke åbnet nogle af dørene. Der kommer en underlig og ubehagelig lugt fra mange af dem, som om noget rådner derinde. Patrick er stadigvæk fugtig fra åens kolde vand. De våde fodspor er tydelige at se i støvet på gulvet, hvilket giver ham en ubehagelig fornemmelse. 

Enhver vil kunne følge hans spor og til sidst nå frem til ham.

Forsigtigt trækker han sig ind til væggen og ser sig omkring. Der er nogle trapper, der fører ned til området nedenunder, men han tør ikke gå derned. Rundt i kanterne ved trappen er der mørke skygger, der alle bevæger sig, hver gang han ser væk. Selvom stedet er forladt, så virker elektriciteten. Men det er ikke alle de hængende lamper i loftet, der virker. Mange af dem blinker, så han flere gange står i fuldstændig mørke. 

Normalt, sveder han ikke, når han blot bevæger sig rundt, men lige nu er hans fugtige tøj blandet med koldsveden. Hele hans ryg klæber sig til løbetrøjen, mens svedperlerne løber ned over hans pande. Hjertet i hans bryst banker hurtigt og gør ondt, mens hans mellemgulv trækker sig sammen i krampagtige bevægelser. 

Han trækker vejret tungt og skubber sig så væk fra væggen. Udgangen burde være nedenunder, men frygten for skyggerne ved trappen gør, at han går den modsatte vej. Det knaser under hans fødder, da han træder oven på gamle aviser og glasskår. Med øjnene flakkende frem og tilbage mellem gangens vægge, fortsætter han fremad. For enden af gangen er der et grønt skilt over døren, der indikerer en nødudgang. Han har allermest lyst til at løbe derhen og rive døren op, men hans fornuft holder ham tilbage.

En snøften får ham til at snurre rundt med opspærrede øjne. Der er ingen. Lyden kommer igen. En eller anden person sidder og græder nær ham. Men der er ingen mennesker på gangen. Til sidst lander hans øjne på den nærmeste dør. Meget modvilligt går han tættere på og lader sin hånd hvile på håndtaget. 

Du bør gå væk Patrick, lukke lydende ude og gå mod udgangen...

Han ryster på hovedet.

Nej, der er nogen derinde... Måske nogen, som har brug for hjælp - Jeg må se efter; bare åbne døren på klem.

Døren glider let op, da han skubber håndtaget ned og trykker døren ind. Der er fuldstændig mørkt i rummet. Kun stanken og gråden fylder rummet og vidner om, at der er et eller andet inde i mørket. Stadigvæk med rystende hænder, men beslutsomt, skubber Patrick døren helt op og lader det blinkende lys fra gangen lyse rummet lidt op. Det hjælper ikke meget, da halvdelen af klasseværelset stadigvæk ligger i mørke. Men nu kan han se tavlen og det kæmpestore skab ved siden af. 

Hans øjne falder på kosten, som er blevet stukket mellem lågens håndtag, som om noget er blevet fanget inde i skabet. Hele hans krop stivner, da det går op for ham, at det er der, gråden kommer fra. Grebet af en harme over, at nogen kan finde på det, skråner han gennem lokalet og over til skabet, hvor han hurtigt fjerner kosten. Gråden stopper og bliver i stedet erstattet af et højlydt gisp og nogle små hikkelyde. 

"Er der nogen derinde?" spørger han lavt, så hans stemme lyder hæs og dybere, end den normalt er.

Ingen svar.

Patrick kan mærke den kvalmende fornemmelse i halsen, da han griber fat om skabsdørens håndtag. Det kan jo være et trick. En syg joke. Med en hurtig bevægelse, åbner han lågen. Først kan han ikke se andet end mørke, men pludselig kommer et blegt og opskræmt barneansigt til syne. Det kommer fuldstændig bag på Patrick, hans krop rykker instinktivt lidt bagud, mens hans læber snøres sammen for at holde gispet inde.

Pigen kravler længere frem i skabet, så han bedre kan se hende. Hendes brune hår er flettet i to lange fletninger, der hænger på hver sin side af hendes blege, men fregnede ansigt. Hun er kun iført en prikket, lang, lyselilla natkjole, som får hende til at se endnu mere bleg ud. De våde striber på hendes kinder og de opsvulmede øjne, får Patrick til at indse, at det er hende, gråden kommer fra.

"Hva-hvad laver du derinde?"

Hun snøfter højlydt og prøver at holde fokus, men hendes øjne bliver ved med at flakke omkring i rummet.

"Jeg-" Hun stopper op for at tørre tårerne væk: "-Jeg gemte mig."

"For hvad?"

"Tordenvejret," mumler hun, mens hun prøvende tørrer de vedvarende tårer væk. 

Patrick føler sig ved siden af sig selv. Han har ikke nogen anelse om, hvordan han skal trøste hende.

"Tordenvejr? Der... Der har da ikke været noget tordenvejr her?"

Hun ryster på hovedet.

"Ikke her... Men derhjemme."

Han ser ned i gulvet, hvorefter han langsomt løfter hovedet igen.

"Hvad hedder du?" spørger han med den mildeste stemme, han lige kan præstere på nuværende tidspunkt.

"Casey."

"Og hvor gammel er du Casey?"

"Elleve."

Det studser ham lidt, da hun ser yngre ud.

"Okay... Ehm... Jeg hedder Patrick."

Hun snøfter igen: "Det er ikke dig, der har lukket mig inde her?" 

Hendes øjne der udvides ved spørgsmålet og de små hænder der knyttes, får en følelse frem i Patrick, som han kun får, når han er i nærheden af sin lillesøster, og når hun har brug for hjælp.

"Nej, nej det er ikke mig... Jeg hørte dig og gik herind for at se, om der var nogen, som havde brug for hjælp."

Hun ser ned på det støvede gulv.

"Hvor er vi?" mumler hun.

"På en skole af en slags... Men det ser ikke ud til, at der har været nogen her i meget lang tid."

Da hun ser op igen, bævrer hendes underlæbe, hvilket får ham til at se væk med et tungt åndedrag.

"Er- er det ligesom i de der u-uhyggelige film?"

"Jeg ved det ikke."

"Skal vi dø?"

Han ser forpint på hende: "Jeg ved det ikke."

Hele hendes krop synker sammen fra den anspændte stilling, som hun har siddet i alt for længe. 

"Hør, Casey... Lad os tage herfra sammen. Der er en udgang længere henne ad gangen... Og når vi kommer ud, så kan vi kontakte politiet og få dig hjem."

Hun hikker en enkelt gang: "Men, hvordan skal jeg kunne vide, om du ikke bare vil bortføre mig?"

Dette får ham til at smile lidt: "Det kan du heller ikke... Du-du må bare stole på dine fornemmelser."

Caseys lille hånd lægger sig oven på hendes hjerte, hvorefter hun lukker øjnene.

"Min fornemmelse siger, at du er en flink mand."

Han ånder ud, en smule lettet, mens hun kravler ud af skabet. Hendes nøgne fødder lander på det kolde beskidte gulv og er allerede blevet snavset.

"Du kan ikke gå rundt i bare tæer... Der ligger glasskår over det hele ude på gangene."

Hun ser ned på sine tæer og bider sig i læben. Patrick overvejer situationen, men sætter sig så ned på hug, hvor han binder sine snørebånd op og trækker strømperne af.

"De er lidt fugtige, da jeg faldt i en å, men det er bedre end ingenting... Og... Og hvis du vil, så kan jeg bære dig."

Casey ser skiftevis på strømperne, som han holder frem, og på ham. Til sidst tager hun imod strømperne og tager dem på.

"Tak."

Han sender hende et lille smil og tager skoene på igen. Hvis han går for længe uden strømper i løbeskoene, så vil det give vabler, men han regner ikke med, at der vil gå lang tid, før de kommer ud, og han kan komme hjem. 

Min mor er sikkert pisse sur...

Da de begge to står oprejst igen, sætter Patrick sig atter ned på hug, så Casey kan kravle op på hans ryg. Han er overrasket over, hvor let hun er. 

"Hva' spiser du aldrig noget eller hvad? Du vejer ingenting," griner han svagt.

Hendes fingre klemmer hårdere fast om løbejakkens stof.

"Jeg har været syg."

Han går hen til døren med overraskende lette skridt.

"Syg? Hvad har du fejlet?" egentlig ikke fordi, at han har lyst til at høre om det. Ikke efter alt det med hans far.

"Leukæmi."

Patrick stopper op. Hele hans krop stivner, og han kan mærke musklerne i ansigtet trække sig sammen, mens noget indeni ham pludselig stopper med at fungere. Han har undgået alt snak om kræft-sygdommen, men alligevel indhenter den ham. Og selvfølgelig sker det lige nu, hvor han mindst venter det.

"Lægerne har lige erklæret mig rask, men jeg skal stadigvæk tage en masse piller... Patrick? er du okay?" hvisker hun med panik i stemmen. 

Han kan mærke hendes hurtige hjerte mod sin ryg. Og nu, hvor hans hænder holder hendes ben oppe, kan han godt mærke manglen på stærke muskler. Hun ryster også en smule, som om hun fryser hele tiden.

Langsomt rømmer han sig: "Nej - Jeg mener, jeg er okay... Det er bare - Min far er lige gået bort på grund af Kræft."

"Åh... Det er jeg ked af at høre."

Han lægger hovedet bagover, men han kan ikke skjule de våde øjne for mørket. 

"Tak... Jeg - Jeg er glad for, at du er blevet erklæret rask... Det er en trøst, at der er nogen, som kan vinde over sygdommen."

Hun lægger sit hoved ind mod hans nakke, så han kan mærke hende nikke. Med en dyb indånding begynder han at gå igen. Atmosfæren ude på gangen gør ham en smule ængstelig, og nu, hvor han han bevægelsesfrihed er mindsket, føler han sig mere paranoid. Lyde fra de mange lukkede døre får ham flere gange til at stoppe op. Men Caseys små fingre, der klemmer om hans trøje giver ham styrke til at fortsætte fremad mod nødudgangen. 

Kun få skridt fra døren, brydes den kunstige stilhed af et skrig. Patrick drejer om på hælen og bakker bagud, mens han prøver at lokalisere, hvor skriget kommer fra. Det lyder igen, denne gang mere frygtindgydende. Casey klemmer sig hårdere fast til ham med benene og de små hænder. Han bakker længere bagud. Med siden til, griber han fat om nødudgangens dørhåndtag, men da han hiver i den, sker der ikke noget. Han prøver igen.

Åbn, åbn, åbn, åbn, åbn...

Han vender sig helt rundt og sætter sig ned på hug, så Casey kan hoppe af. Panisk begynder han at vride dørhåndtaget rundt, men der sker intet. Han sparker til døren, hvilket ikke engang får døren til at give sig en smule. Med en stigende frygt, sætter han sig ned på hug og prøver at se gennem nøglehullet. Mørke. 

"Pa-Patrick? Je-jeg tror, at de-der kommer noget."

Caseys stemme ryster og er så lav, at han næsten ikke kan høre hende. Hun har grebet fat om hans jakke og vendt blikket bagud. Tøvende og uden lyst til at se, enden af gangen, følger han hendes blik. 

På det øverste trappetrin står der en skikkelse. Hendes lange sorte hår dækker det meste af ansigtet, som han slet ikke kan se fra denne afstand. Hun er iført en lang beige trenchcoat med lange ærmer, der dog ikke skjuler, at hun har noget langt og skinnende i hver hånd.

Patrick rejser sig langsomt op, hvor han samtidig skubber Casey om bag sig. Noget ved den unge kvinde gør ham nervøs og bange. Lyset blinker. Hun er tættere på nu. Casey kommer med det udbrud, som også ligger ham på læberne, men som han er for paralyseret til at udbryde. Igen blinker lyset. Nu står kvinden i den ene side af gangen. 

"Vi må væk herfra!" hvisker Casey panisk.

Patrick reagerer ikke. Han er fuldstændig følelsesløs, selvom hans indre skriger, at han skal løbe. Løbe som han plejer. Løbe, som når han løber væk fra alt det onde.

"Patrick! Hun kommer tættere på!"

Og hun er kommet meget tættere på nu. Så tæt på, at Patrick kan se de glinsende sakse hun har i hver sin hånd. De drypper af mørkt blod, som sikkert stammer fra de skrigende ofre. Han synker klumpen i halsen. Kvinden løfter hovedet en smule, da lyset atter blinker. 

De sorte øjne stirrer direkte på ham, mens resten af ansigtet er dækket af en porcelænsmaske. Lyset går ud. Denne gang i længere tid end de andre gange. Patrick kan mærke hårene på hovedet rejse sig, mens kuldegysningerne kravler ned langs hans rygrad og lammer hans ben. Casey begynder at græde. Lyden af en saks, der klipper lyder faretruende tæt på. Lyset kommer igen.

Kvinden står mindre end to meter fra dem. Trenchcoaten havde virket beige på den lange afstand, men den er beskidt og helt stiv flere steder af de mange blodstænk. Hun lugter også. Ikke slemt, men af en stærk parfume, som på en eller anden grotesk måde virker sødmefyldt. Huden omkring hendes øjne er ligbleg og arret. Og alligevel kan Patrick ikke lade være med at tænke, at hun engang har været smuk. 

"Er jeg smuk?"

Stemmen er hul og helt uden nogen røst. Patrick stirrer på hende, men før han når at sige noget som helst, løfter hun den ene hånd op til ansigtet, så en lille krystal omkring hendes håndled afsløres, hvorefter hun river porcelænsmasken af. Casey begynder at skrige. Kvindens mund er blevet skåret op til begge ører, så det nederste af hendes ansigt ligner et grotesk smil. hun begynder at le hysterisk, så blodet fra såret sprøjter ud og en gurglende lyd fylder gangen. 

Hun løfter hænderne op, så de blodige sakse kommer til syne. Endelig lader det til, at Patrick kan komme ud af sin trance. Men det er allerede for sent. Kvinden står pludselig foran ham og skal til at klippe i hans arme. Han slår ud efter saksene, men hun rammer ham, så hans ene overarm pludselig bliver helt slap. Casey skriger stadigvæk, men hun har samlet nogle glasskår op fra gulvet og kaster dem mod kvinden. De rammer hende, men gør ingen skade. 

Kvinden drejer hovedet over mod Casey. Hendes sorte øjne glor sultent på den blege pige, og Patrick er klar over, at han må gøre et eller andet. Hans arm er slap, hvilket betyder, at han kun har den anden til rådighed. Uden at tænke sig om, fløjter han, så kvinden vender hovedet mod ham. Hurtigt og præcist, knytter han næven og rammer hende mellem øjnene og lige over næsen, så der kommer en kvasende lyd - Både fra hendes næse og hans knoer. 

Han sætter sig ned på hug, så Casey kan hoppe op, og uden at se sig tilbage, begynder han at løbe. Løbe så hurtigt, at han ikke engang kan tænke ordentligt. 

Hun er bag mig... Jeg kan mærke hende... Hun vil... Klippe... Klippe... Det ansigt!

Den slappe arm sænker ham en smule, så han drejer af og løber ind i et klasselokale, hvor han hurtigt lukker døren efter sig. Casey hopper ned og griber fat i en stol, som han sætter op under dørhåndtaget. Nu begynder svimmelheden at melde sig. Hurtigt ser han sig omkring. De er inde i et lokale magen til det, som han fandt Casey i.

"Casey, gem dig i skabet... Hun... hun er ikke menneskelig - Jeg er ikke sikker på, at døren kan holde hende ude."

"Nej! Jeg vil ikke lade dig være alene! Og du er såret!"

Han smiler træt: "Det er okay, det gør ikke engang ondt længere..."

Hun stirrer skræmt på ham. 

"Patrick..."

Han vakler lidt, men griber ud efter et bord. Den slappe hånd dunker ind i bordpladen, og da han retter sig op og griber fat om armen, er den helt smurt ind i blod. 

"Nååh... Det er derfor, jeg er så svimmel," mumler han.

Casey skriger.

Da han drejer rundt, står han ansigt til ansigt med kvinden med det uhyggelige smil. Han har ikke engang kræfter til at slå ud efter hende igen. Det er Casey, som trækker ham væk fra de dødbringende sakse. Kvinden angriber igen. Denne gang, griber Patrick fat om håndleddet på hende og stopper saksens vej mod hans hals. Den anden saks får dog lov til at bore sig ind i skulderen ved den slappe arm. Det kan han godt mærke. Det åndeløse skrig og den boblende vrede mod kvinden, giver ham styrken til at skubbe hende hårdt væk. Da hun vælter bagud, opdager han, at noget hænger omkring hans håndled. Krystallen. 

Han når ikke at tænke mere over det, da kvinden igen angriber. Igen trækker Casey ham væk, så de begge falder om på gulvet. Patrick kan mærke Casey ved siden af sig, mens han samtidig kan mærke noget blødt og klistret ved sin stadigvæk virkende arm. Svimmelt griber han fat om det og river til. Lyden af noget der bliver flænset fra hinanden og en sær svuppende lyd, får ham til at dreje hovedet. Den afrevne, halvt rådnede, arm i hans hånd tilhører liget ved hans side. Hans eget skrig bliver blandet med Caseys, da kvinden lader den ene saks falde ned mod Patrick. Hurtigt løfter han den afrevne arm op. 

Styrken fra kvinden er ufattelig, men han holder saksen tilbage. Hun prøver at læne sig frem og bruge den anden saks, men han sparker hende tilbage, så hun kommer med et lille udbrud. Casey hjælper ham op og stå, og han prøver at holde balancen. Hvide prikker begynder at gøre hans syn forvirrende, mens der er øjeblikke, hvor det føles som om, at han ikke rigtig er til stede. Kvinden retter sig op. 

Instinktivt træder Patrick bagud, mens han trækker Casey med. Gulvbrædderne under dem begynder at knirke faretruende. Kvinden begynder igen at le hysterisk, mens de mordlystne øjne stirrer på Patrick. Casey trækker ham længere bagud. Gulvet virker vådt og mørt under deres fødder, hvilket bekymrer Patrick. Muligheden for, at de rådne brædder skulle brase sammen under dem, bliver større og større, jo længere ind i rummet de bevæger sig.

Kvinden kaster sig frem. Patrick griber om Casey og hopper bagud. Og som ventet, braser gulvet under deres vægt. Han mærker suset i maven, da de falder, men da han rammer gulvet, bliver alt luften slået ud af ham. Før han lader besvimelsen vinde over ham, bruger han benene til at skubbe sig helt hen til et af rummets hjørner. Casey hjælper ham så godt hun kan, men hun trækker vejret faretruende stærkt, som om hun er ved at hyperventilere.

"Patrick?" hvisker hun grædende.

"Mmh... Jeg er okay... Skal bare lige hvile mig lidt."

"Du-du må ikke dø."

Han sender hende et smil, det bedste han kan mønstre: "Selvfølgelig ikke... Jeg skal bare lige lukke øjnene lidt, samle nogle kræfter."

Øjenlågene føles utroligt tunge. Han kæmper med at holde dem åbne, for han bryder sig ikke om Caseys skræmte og tårevæddet blik. 

"Det er okay Casey... Det skal nok gå," mumler han, mens hans hoved langsomt falder forover og skuldrene synker sammen. Han kan lige mærke Casey begrave sit ansigt ved hans brystkasse, men han kan ikke løfte armen for at trøste hende. 

Please... Overlev Casey... Det fortjener du.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...