Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
74Kommentarer
3569Visninger
AA

8. "Det her sted... Der er noget forkert ved det." - Lianne

Det dunker stadigvæk i hendes baghoved, men det er ikke smerten, som får frygten til at krybe op i hende. Stedet lugter anderledes, og da hun spærrer øjnene op, opdager hun, at rummet også er anderledes. Fuldstændig stiv i sine lemmer, får Lianne kæmpet sig op og stå, men vakler dog lidt på grund af de høje sko, hvorefter hun ser sig omkring måbende.

Det lille motel badeværelse hun før havde været i, havde været fint og rent, mens dette kæmpe offentlige toilet med flere båse, stinker af ekskrementer og mug. Der er skidt på gulvet, og et eller andet sted er der en gentagende tikkende lyd. Lianne løfter rystende sin hånd op til pelsfrakkens åbning og knuger om den for at samle frakken omkring sig. Hun prøver forgæves at lukke den isnende kulde ude. 

"Hvo-hvor er jeg?" hvisker hun ud i det tomme rum. 

Toiletbåsene er alle lukkede, og mørket i mellemrummet mellem døren, loftet og gulvet, er uigennemtrængeligt - Næsten overnaturligt sort. Lianne rømmer sig, mens hun ser sig omkring efter en udgang. 

Der!

Hun vakler hen mod den mørke åbning, som højst sandsynligt vil føre hende væk fra dette klamme rum. Hælene sidder fast i revnerne i gulvet, og den klokkende lyd er alt for larmende. Men hun tør ikke tage dem af, da det vil betyde, at hendes bare fødder vil komme i kontakt med skidtet på gulvet.

Ikke at jeg er sart eller noget... Og jeg er jo også beskidt i forvejen - Bare på en anden måde... Indvendigt...

Da hun endelig når hen til åbningen, griber hun hårdt fast om dørkarmen. Det svage lys fra de få stadigvæk intakte loftslamper oplyser den store indgangshal, hvor borde og stole ser ud til at være væltet omkuld og forladt i en fart. Hun trækker vejret dybt og tungt, mens hun forvirret spejder henover hallen.

Hvad er det her?

Hun stopper helt med at trække vejret, da hun får øje på en bil, der ser ud til at være droppet ned fra himlen ovenpå nogle borde og stole. Denne scene er simpelthen for mærkelig. Forsigtigt og hele tiden med blikket flyvende henover hallen, fortsætter hun hen til bilen. Fra denne afstand kan hun ikke afgøre, om der sidder nogen inde i den, eller om den blot er blevet efterladt.

Instinktet fortæller hende, at hun ikke skal begynde at råbe op. Kulden fra før slikker sig opad hendes ben og får hende til at se sig over skulderen mod den mørke åbning ind til toiletterne. Hun bryder sig ikke om det sted. I det hele taget føler hun sig ikke tryg ved alt dette. 

Hvordan er jeg endt her? Har... Har han borført mig? Men hvordan? Hvorfor?

Hun laver en synkebevægelse, da hun nu er helt henne ved bilen. Fra denne vinkel kan hun kun se, den hævede bagende og siden af bilen, hvor en kæmpe metalstang stikker igennem døren.

Jeg håber ikke, at der sad nogen der... Personen ville være død...

Forsigtigt går hun rundt om bilen. Det virker til, at passagersæderne bag i bilen er tomme. Hun fugter læberne, mens hun fortsætter om til fronten af bilen. Gispet, der forlader hendes læber, er alt for højt på dette sted, og hun skynder sig hurtigt at slå en hånd henover munden. Hjertet banker hårdt og hurtigt. Langsomt sænker hun hånden igen. 

Skikkelsen, som sidder i bilen, virker bevidstløs. Hun kan kun se den svage kontur, men ikke om personen er i live eller ej. Forsigtigt træder hun frem. Hendes bevægelser er kluntede, hvilket gør det svært for hende at åbne bildøren, men til sidst lykkes det hende.

"S-si-sir? Er du okay?"

Hun rækker hånden frem, men tøver med at røre manden, der sidder foroverbøjet med hovedet hvilende på rattet. 

"Er du ko-kommet noget til?"

Et lille støn kommer fra manden, hvilket får hende til at springe bagud med et lille lydløst hvin. Han bevæger sig igen og kommer med flere smertende lyde. Da han løfter hovedet, kan hun se det størknede blod, der er klistret ud over hele hans ansigt.

"Shit! Du bløder!"

Hurtigt stikker hun hånden i lommen og hiver det lyserøde lommetørklæde frem, som hun hurtigt begynder at duppe mandens ansigt med. Han kommer med et overrasket udbrud, men da hans slørede blik får øje på hende, slapper han lidt mere af. Forsigtigt prøver hun at fjerne blodet, hvilket dog ikke lykkes helt. Han mumler et eller andet: "s'ter... Min søs'er."

Lianne ser forvirret på ham: "Hvad? Jeg forstår ikke..."

"Min søster... Bagsædet..."

Hun ser forbi ham, om på bagsædet med en tiltagende uro i maven.

"Der er ingen..."

Ved de ord skubber han hendes hånd væk og se sig over skulderen. En smertende grimasse skyder henover hans ansigt efterfulgt af et overraskende udbrud: "Nia!? Nia, hvor er du?"

Han ser tilbage på Lianne, der ikke helt ved, hvad hun skal gøre af sig selv.

"Er hun okay? Er hun kommet ud af bilen?"

Febrilsk ser hun på ham, mens han prøver at kæmpe sig ud af selen og dermed ud af bilen.

"Shh... Rolig! Du kan ikke bare gå ud af bilen - Du er skadet," prøver hun, men han har allerede klipset selen op og er ude af bilen.

Bevidst omkring sig selv, lader hun atter hænderne knuge om pelsfrakkens åbning, så han ikke kan se det udfordrende tøj, som hun har på inden under.

Enhver idiot kan se, at du er en luder... Du kan lige så godt glemme alle forsøg på at gemme det...

Han ser sig forvirret omkring og måber som en fisk på land. Hun kan godt se, at han ikke er meget ældre end hende selv, men hans tøj vidner også om, at han har flere penge end hun nogensinde vil kunne komme til at få mellem hænderne. 

"Hvor er vi?" spørger han ud i luften, fuldstændig åndeløst.

"Jeg ved det ikke..."

Han drejer rundt, så deres blikke mødes. Kun for et kort øjeblik, og derefter kan hun se hans blik vandre ned over hendes krop. Hun rødmer ikke engang, dette her er hun for vant til. Men hans reaktion overrasker hende dog. Den pulserende rødmen i hans kinder og det nedslående blik, er ikke noget, som hun er vant til fra mænd.

"Undskyld... Jeg..." begynder han, men hun ryster blot på hovedet.

"Det er okay."

Hun bider sig lidt i læben, mens hun drejer kroppen halvt rundt, så hun står med siden til.

"Det ligner en skole," begynder han pludselig efter lidt tids stilhed mellem dem.

"Ja."

"Mærkeligt... Hvordan kan jeg ende op her? Jeg var på vej med Nia i skole-" han ser på Lianne, der ser ned i jorden på de slidte og beskidte fliser.

"-Hvordan er du endt her?"

Med svag stemme fortæller hun ham om episoden på badeværelset, og hvordan hun vågnede op ude på toiletterne for få minutter siden.

"Så vi er i samme situation..." mumler han, hvilket får hende til at se op på ham.

"Hvad tror du, der er sket?" spørger hun med en lidt skinger stemme.

Han trækker på skuldrene: "Måske det er et eksperiment af en slag? Jeg ved det ikke, og jeg forstår det heller ikke."

"Og din søster?"

"Jeg ved det ikke... Hun var i bilen, da vi kørte galt, så hun burde også være der nu... Medmindre nogen har fjernet hende."

Han løfter skræmt blikket og ser sig omkring: "Måske hun er et sted her på skolen? Måske hun er såret og har brug for min hjælp!"

Uden at skænke Lianne et blik, begynder han at gå væk fra bilen.

"Vent! Hvorfor skulle hun være her? Ville hun ikke være sendt på hospitalet eller noget?"

"Nej... Ikke hvis det her er et eller andet form for eksperiment... Eller... Jeg ved det ikke - Det føles bare forkert, hvis hun ikke skulle være her, hvorfor ellers besværet med at flytte bilen?"

Hun sænker blikket. Selv har hun ikke haft søskende og kender derfor ikke til denne form for kærlighed. Den eneste kærlighed hun kendte til, var da hendes mor om aftenen satte sig ind til hende og redte hendes hår og fortalte historier. Dette skete selvfølgeligt sjældent efter hun begyndte på alkoholen igen.

"Uhm... J-jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Så-så jeg kan godt hjælpe dig med at lede efter hende, hvis du altså gerne vil have det?"

Inderst inde er hun skrækslagen for at blive ladt alene sådan et sted her. Der er et eller andet fuldstændig forkert ved stedet.

"Huh? Virkelig? Jo, det vil jeg ikke have noget imod."

Og der ser hun hans første rigtige smil. Det er måske kun halvt og ser lidt uhyggeligt ud på grund af blodet, men det varmer hende alligevel. Smil er ikke noget hun er vant til at modtage.

"O-okay! Øhm... Mit navn er Lianne."

Hun begynder at gå efter ham, da han sætter kurs mod gangen til højre.

"Joakim."

"Joakim? Det lyder... sjovt-"

"-Sjovt? Hvordan det? Det er mit navn..."

Hun blinker flere gange forvirret: "Det lyder bare så udenlandsk."

"Udenlandsk? Jamen, du taler da selv dansk?" Han stopper op og ser på hende med et forvirret ansigtsudtryk.

"Ne-nej... Jeg taler engelsk... De-det gør du da også, ikk'?"

De stirrer begge to på hinanden. Efter det indlysende lige så stille forplanter sig i deres hoveder, vokser deres øjne sig store og begge åbner munden halvt i forbløffelse.

"Men-"

"-Hvordan?" afslutter han hendes spørgsmål.

Hun ser ned på sine lakerede negle efter et svar, men han kommer selv med det.

"Måske, det er en del af eksperimentet..."

"Jeg har ikke lyst til a finde ud af, hvad det er for et slags eksperiment," mumler hun sagte.

Joakim klør sig lidt på hagen, trækker på skuldrene og begynder så at gå. Hun kan ikke gøre andet end at følge efter, medmindre hun kan finde modet til at være alene i mørket. Men det tvivler hun på. 

"Joakim?"

Han svarer hende ikke, men fortsætter hen ad den mørke gang, som er helt mørk for enden, så det kun er det svage lys fra dørsprækkerne, som trænger ud og viser svagt, hvor væggene er.

"Har du prøvet at ringe til hende?" spørger hun så til sidst med en lidt usikker stemme. 

Tanken slog hende lige før, og selvom hun ikke selv har den luksus, at have en mobil, så er der en stor mulighed for, at Joakim har. Han stopper også op, så hun er ved at gå ind i ham, men hun når lige at gå ud til siden.

"Nej... Nej, det har jeg ikke."

Hurtigt griber han sig til lommen, hvor den lille firkantede klods er. Hun ser ham taste på de slidte taster, så skærmen pludselig lyser op. Forsigtigt går hun tættere på med hænderne knyttet og kvalmen liggende på tungen. 

"Nia? Nia er du der?"

Lianne er en smule overrasket over, at han har et signal, da stedet her virker meget forladt og forfaldent, hvilket betyder, at signalet nok ville være ret elendigt. Desuden, så ville det heller ikke give mening, hvis de er en del af et eksperiment.

"Tager hun den?"

Han bider kæberne sammen, mens hans blik er rettet stift fremad.

"Jeg kan kun høre en tung vejrtrækning... Ingen stemmer," hvisker han.

Lianne løfter en hånd op til munden: "Måske hun er fanget?"

Joakim tager en dyb indånding, hvorefter han med dæmpet stemme nærmest hvisker ind i den lysende skærm: "Nia, jeg kommer efter dig - Hold ud! Jeg skal nok finde dig!"

Hun kan ikke lade være med at holde vejret, da han langsomt sænker armen for til sidst at slukke telefonen.

"Du behøver ikke gå med Lianne... Jeg kan se, at du er bange." Han drejer hovedet og smiler til hende: "Døren er lige derhenne, du kan gå ud og lede efter hjælp."

Lianne må blinke flere gange med de store øjenvipper, før hans ord egentlig trænger ind: "Du vil ikke have mig med?"

"De-Det var ikke det jeg sagde..."

Hun må bide sig selv i læben, mens følelserne langsomt er ved at flyde over. Ja, hun er skide bange og på randen til et nervebrud, men hun vil ikke bare sendes væk.

"Men det var det du mente - Hvordan vil du have, at jeg skal lede efter hjælp alene? For det første, hvis det her er et eksperiment, så vil det være døden for mig at gå ud alene... Og for det andet-" Hendes stemmer knækker: "-Og for det andet... Så se på mig! Jeg er en luder, ingen vil tro på mig... Jeg vil bare være endnu en af de piger, som prøver at få opmærksomhed..."

Han åbner munden for at sige noget, men der kommer ikke nogen lyd ud.

"Lad mig hjælpe dig Joakim... Jeg er utrolig bange, men jeg vil gerne hjælpe i stedet for at trække kujon-kortet."

Hun kan godt mærke tåren på kinden, men hun lader den fortsætte sin vandring.

"Undskyld... Je-jeg vil ikke sende dig væk," mumler Joakim med en vaklende stemme.

Lianne sukker og lader dampen sive ud ad kroppens porer, så hun til sidst kan sænke skuldrene og hovedet. Med et smil løfter hun hovedet igen, så hun møder Joakims blik.

"Godt, lad os så finde din søster!"

Stadigvæk med smilet på læberne, går hun forbi ham, så han kort må ryste på hovedet for at komme ud af sin trance. Han ser ikke, at hendes smil langsomt falmer og til sidst blive til en lige streg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...