Skal Vi Spille?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Der forsvinder mennesker hver dag. Nogle frivilligt og andre ufrivilligt. Nogle dukker op igen, andre gør ikke. En række menneskers forsvinden ser ud til at være tilfældige, da deres forsvinden ikke på nogen måde hænger sammen - Men hvordan skulle man også kunne binde de små detaljer sammen, når nogle af de forsvundne er fra andre kontinenter og på ingen måde kender hinanden? 13 mennesker. 13 mennesker er alt hvad de to dødsdæmoner, der betragter de forskellige dimensioner, skal bruge til deres spil. Et spil, hvor ingen endnu er vendt levende tilbage fra. (Opdatering cirka én gang om ugen) Note* Der vil komme "barske" scener, derfor har jeg sat den til [Rød]-anstødeligt indhold 16+(Hvilket jeg så ikke har gjort, da alle så ikke vil kunne læse den -.-'). Men hvis man ikke er generet af sådan noget, så er det ikke så slemt. :P

52Likes
71Kommentarer
3760Visninger
AA

12. "Av." - Patrick

Smerten i hans arm og skulder er bidende og næsten uvirkelig. Han stønner tungt og prøver langsomt at åbne øjnene, selvom han egentlig har lyst til at holde dem lukkede. Det svage loftslys er gulligt og giver de hvide loftsplader et sygt skær. Sengen han ligger i er hård og lugter underligt, men det er ikke det, som får ham til at stivne. En lyd fra den anden side af de hvide forhæng får ham til at miste pusten og hjertet til at pumpe hurtigere. Det føles nærmest som om, at hele sengen ryster på grund af det skræmte organ. 

Fodtrin nærmer sig forhænget, hvor en mørk høj silhuette pludselig kommer til syne. Tanken om den skræmmende kvinde med saksene, får ham til at kæmpe sig op og sidde. Hans arm smerter ufatteligt selvom den er blevet bundet ind og nu hænger i en slynge, som en eller anden har givet ham på. Men han har ikke tid til at pive. Med stive fingre trækker han dynen af og svinger benene ud over kanten af sengen. I det samme bliver forhænget trukket til side.

Patrick drejer hurtigt hovedet, mens han tilbageholder det udbrud, som ligger på hans læber. Foran ham, med fingrene klemt om forhængets hvide stof, står en ung kvinde. Hendes sorte pagehår og de lange farvede røde negle lyser helt op i det giftige lys, mens det neutrale nederdel og den langærmede pullover nedtoner hele hendes fremtoning. Patrick stirrer på hende og hun på ham. De mørke øjne er store og fyldt med frygt og usikkerhed.

Han ånder ud: "Hv-hvem er du?"

"Maria," svarer hun med en flyvende stemme, der virker skræmt.

Hun bliver stående med fingrene klemt om forhænget, mens han prøver diskret at studere hende. For ham virker hun okay og ikke som den anden kvinde. Han vil rejse sig, men da han med den raske arm skubber sig op og stå, bliver han med det samme svimmel. Maria træder hurtigt frem og griber fat i ham, hvorefter hun hjælper ham ned på sengen igen.

"Stop, du må ikke rejse dig så pludseligt... Du er slemt skadet."

Hans blik svømmer en smule, og det tager ham nogle sekunder, før han kan fokusere igen.

"Hvor er jeg? Hvordan er jeg kommet her?" mumler han usammenhængende.

"Du er på sygestuen... Og-" hun tøver, men fortsætter så: "-Og jeg fandt jer i klasselokalet. Dig og Casey... Pigen, hun blev ved med at skrige op om et eller andet monster, og at jeg skulle hjælpe hende med at redde dig."

Han bider tænderne hårdt sammen og tager en dyb indånding, da små stød skyder op gennem den sårede arm og helt op til skulderen.

"Jeg vågnede op herinde og var lige kommet herfra, da jeg fandt jer... Så, det var let nok at få dig herover... Men, jeg ved ikke om vi har ordnet din arm godt nok," hun ser ned i gulvet og knytter hænderne op foran brystet.

"Tak, men hvor er Casey?"

Selvom Maria åbenbart har været med til at redde ham, så tør han ikke stole på hende, før han er sikker på, at Casey er okay.

"Hun sover i den anden seng... Efter vi havde bundet dig ind, så- så blev hun skidt, og jeg sagde, at hun skulle lægge sig lidt."

Patrick ser forbi hende og gennem den lille åbning, som forhænget har efterladt, men han kan ikke se noget. Som om at Maria forstår, hvad det er han vil, går hun hen og trækker forhænget helt fra. I sengen ved siden af ligger Casey rigtig nok rullet sammen og sover. Hun ser utrolig lille og syg ud, når hun ligger der under det hvide tæppe i det gullige skær.

"Tak igen... Hun- hun har været igennem meget."

Maria nikker, selvom hun nok ikke rigtig har nogen anelse om, hvad det er Casey har været igennem. Hendes blik er fokuseret på Caseys sovende skikkelse, hvilket giver Patrick god mulighed for at studere den fremmede pige. Han har en mærkelig fornemmelse i maven.

"Hørte du også skriget?" spørger han efter få øjeblikkes tænkning.

"Skriget?" spørger hun samtidig med at hun vender blikket mod ham.

Han nikker: "Ja, der var en der skreg... Lige før Casey og jeg blev angrebet af- af... af monstret."

Maria får et mere og mere forvirret udtryk, hvilket gør klumpen i hans mave tungere.

"Nej, nej jeg hørte ikke noget... Og- og, hvad er det for et monster I snakker om? Der findes jo ikke monstre."

Han ser væk, men beslutter sig så for at fortælle hende, hvad han har tænkt om stedet her: "Jo der gør... I hvert fald her. Du- du så det ikke, men det var i hvert fald et monster som overfaldt os... Jeg har aldrig set noget lignende."

"Men, det kan ikke passe... Hvorfor skulle der findes monstre her? Så vil andre jo nok have set dem også - Monstre er fra film og gyser historier... De findes ikke."

Patrick lader hånden glide henover sit ansigt, hvorefter han tager en dyb indånding: "Jeg, jeg tror ikke, at vi er i vores verden længere."

Hun blinker skeptisk: "Hvad mener du? Selvfølgelig er vi det!"

"Nej... Stedet her virker helt forkert. Prøv at træk vejret og mærk efter... Luften er anderledes - Kan du ikke mærke den kriblende følelse over hele kroppen hele tiden?"

Han ser hende slynge armene om sig selv, mens hun ser usikkert væk: "Jo, men... Men det kan skyldes så mange ting, og-"

Hun skal til at sige noget mere, men lyden af stemmer ude fra gangen, får dem begge til at klappe kæberne sammen og holde vejtrækningen tilbage. Stemmerne er for svage til, at man kan tyde dem, men de er der. Maria lægger hovedet på skrå, hvorefter hun holder en finger op for sine læber. Meget forsigtigt og lydløst bevæger hun sig hen mod døren. 

Patrick vil stoppe hende, men hun har allerede trukket håndtaget ned og åbnet døren på klem. Han kan kun se på, mens hun åbner døren helt, hvorefter hun træder ud på gangen uden at lukke døren efter sig. 

"Fandens!" mumler han så lavt, at der næsten ingen lyd kommer ud. 

Han bider tænderne sammen og prøver igen at rejse sig. Svimmelheden er der stadigvæk, men ikke så slem som før. Prøvende sætter han den ene fod foran den anden, hvilket kommer meget naturligt for ham, da det er noget, han praktisk talt har dyrket de sidste par måneder ved at løbe sine mange ture. Patrick læner sig fremover, da han når hen til Casey, som stadigvæk sover. Hendes tynde øjenlåg virker helt gennemsigtige. 

Forsigtigt og med en nænsom hånd, prøver han at vække hende uden at sige en lyd. Men hun registrerer det overhovedet ikke. En pludselig indskydelse får hans hjerte til at springe et slag over. 

Er hun...

Han lægger to fingre ved hendes hals, hvorefter han sukker lettet. Pulsslagene er der. Svage, men de er der. Atter prøver han at vække hende, men hun lader slet ikke til at registrere noget som helst. En klirren af knust glas får ham til at se op og hen mod døråbningen. Der er ingen. Men lyden af glas, der bliver knust under fodsåler kommer fra mørket. Og denne lyd kommer nærmere. Han kan umuligt nå over og lukke døren - Ikke i hans tilstand. Hurtigt og ved at bide tænderne hårdt sammen, så det gør ondt, får han løftet Casey ned fra sengen, hvorefter han sætter sig ned på gulvet. Gemmestedet bag sengen er sølle, og han vil være et let mål, hvis personen ude på gangen kommer ind midt i rummet.

Maria... Er det... 

Pludselig stopper lyden. 

I stedet kan han høre en ny lyd. En rallende og vedvarende lyd, som om nogen har meget svært ved at trække vejret. Efter nogle få øjeblikke, hvor han kun kan høre den rallende lyd, bliver der knust mere glas. Patrick prøver at gøre sig så lille som overhovedet muligt. Han har drejet hovedet, så han kan se ind under den hævede seng, hvor de hvide beskidte lagner er det eneste, som skjuler ham og Casey. Så forsigtigt som overhovedet muligt, trækker han sig ind under sengen, hvor han bliver nødt til at lægge sig ned for at kunne være der. 

Casey holder han godt fast om med sin raske arm, hvilket betyder, at hvis han skal forsvare sig, så må han sparke ud med benene.

Vi er et let mål...

Han ser de mørke sko træde ind i rummet. De klistrer til gulvet, som om personen har trådt i noget tyktflydende væske. Patrick må bide i løbejakkens krave for ikke at afsløre sig selv med sin vejtrækning, da han indser, at det klistrede stads må være blod. 

Personen bevæger sig langsomt fremad og vakler en smule. Grundet den rallende lyd går Patrick ud fra, at det er en mand. En stor mand. Et skab bliver åbnet, hvorefter genstande bliver smidt på gulvet, deriblandt glas og kirurgiske redskaber. Manden må lede efter noget. Skabet bliver smækket hårdt i igen og lyden af en fugtig hånd, der glider henover skabets glasrude, får Patricks nakkehår til at rejse sig.

Bange for at se, klemmer han øjenlågene i og må hårdere i kraven for at tilbageholde et klynk. Det giver et gib i ham, da madrassen pludselig giver sig. Men lyden af de knagende fjedre dækkede heldigvis over hans lille udbrud. Med rædslen malet i blikket ser han de to sorte sko hænge ud over sengekanten lige ved siden af hans ansigt. I skæret fra det gule lys, kan han tydeligt se det klistrede blod, som også er stænget ud over buksekanten. 

Patrick drejer hovedet, så han ser lige op mod bagsiden af madrassen. Han har ikke lyst til at se på skoene. Hurtigt lader han blikket glide ned på Casey, der stadigvæk ligger ved siden af ham og sover. Det er her, han ser et andet par sko. Skoene tilhører en kvinde.

I samme øjeblik han tænker tanken, høres lyden af noget, der bliver stukket hårdt igennem noget kød. En lyd så grotesk, at Patrick får kvalme. Manden skriger et gurglende skrig, men den uhyggelige lyd vil ikke stoppe. Kvinden med saksene bliver ved med at stikke i manden. Og da madrassen bevæger sig på grund af hans krop, der falder bagover, bliver lyden erstattet af saksene, der åbnes og lukkes gentagende. Og de klipper. Klipper i kød. 

Patrick ser det beskidte lagn få en mørkere plet ved madrassens kant. Plamagen bliver større og større og mere og mere rød. Noget af blodet sprøjter også ned på gulvet, hvor nogle af stænkene rammer hans arm og Caseys natkjole. 

Nej... Nej... Jeg vil ikke - Det... Nej... Mor, red mig! Jeg- Jeg tør ikke...

Pludselig stopper sakselydene. Han kan mærke sit hjerte pumpe så hårdt i brystet, at det gør ondt. Han har ingen anelse om, hvad han skal gøre. Vente? 

Hun ved vi er her... Hun ved det... Åh Gud - Hjælp!

Der lyder skridt. Han prøver at finde ud af, hvor kvindens sko er henne, men han kan ikke se dem nogen steder. Stilheden er ikke til at bære. Mandens lig bliver pludselig skubbet på gulvet med en så stærk kraft, at Patrick er lige ved at skrige. Men han når det ikke, for i samme øjeblik hamres en saks igennem madrassen og er få centimeter fra at ramme ham i brystet. En ny saks hamres igennem og snitser den allerede skadede arm, hvilket får ham til at hyle. 

Ved at sparke ud med benene, får han væltet sengen om på siden med et brag. Han trækker sig hurtigt væk den liggende stilling, men han har svært ved at komme op og stå, hvilket også skyldes blodet på gulvet, som han bliver ved med at glide rundt i.

Krystallen, som stadigvæk er viklet omkring hans håndled borer ind i kødet på ham, da må slippe Casey for at afstøde et fald bagover. Irriteret bruger han munden til at vikle snoren af håndleddet, hvorefter han spytter den ud på gulvet, hvor krystallen lander med en klirrende lyd.

Saksekvinden har rejst sig op, så hun nu står på den anden side af sengen. Patrick stirrer skræmt og forsvarsløst på hende. Hun tager et skridt til siden. Endnu et. Og atter et. Da hun når rundt om sengen lukker han et kort øjeblik øjnene. Og da Patrick åbner dem igen, står hun lige foran ham.

Hendes skræmmende mund smiler til ham, så han bliver helt syg indeni. De bloddråbende sakse holder hun i hver hånd. Hun løfter dem langsomt, som om hun ved, at han er ved at opgive. 

Casey rører lidt på sig. Hendes lille udmattede støn efterfulgt af et lille host, river Patrick ud af den paralyserende trance. Og lige da saksene falder mod ham, ruller han til siden. Med benene sparker han til det firkantede metalbord ved siden af sengen. Det er kun meningen, at den skal fungere som en forhindring, men da den rammer gulvet. Forsvinder kvinden pludselig. Han stirrer målløst frem for sig, men hun er der ikke. 

Forsigtigt sætter han sig op, men i det samme begynder rummet at ryste voldsomt. Genstande vælter og der lyder voldsomme brag. Patrick ruller sig helt hen til væggen, hvor han lægger sig halvt oven på Casey, så hendes lille krop bliver beskyttet af hans. Et billede falder ned fra væggen og rammer hans ryg, så han knækker sammen i smerte, men han bliver ved bevidstheden.

Rystelserne holder op lige så hurtigt, som de begyndte. En smule forvirret retter Patrick sig op. Han må dog holde en hånd for munden, da støvet i rummet får ham til at hoste. 

"Hvad er der sket?" lyder det svagt fra Casey.

Han ser ned på den lille pige, der spærrer øjnene op, da hun ser rummet. Patrick kan ikke se nogen grund til at holde det hemmeligt for hende, så han fortæller hende det meget kort og knap så detaljeret. Ikke på noget tidspunkt afbryder hun. Og da han er færdig med at fortæller, gør hun ikke andet end at nikke.

"Vi må se at komme væk herfra... Jeg ved ikke, hvad der skete, men saksekvinden forsvandt lige pludselig... Bare sådan."

"Måske der skete et eller andet... Du ved, måske nogen beskyttede os."

Patrick løfter det ene øjenbryn: "Hvem skulle beskytte os?"

"Det ved jeg ikke... Gud måske?"

Han ryster på hovedet: "Jeg... Jeg er godt nok kristen, men jeg tror nu ikke på, at Gud kan beskytte os mod monstre."

Hun trækker på skuldrene.

De hører løbende skridt ude på gangen. Hurtigt rejser de begge sig op. Patrick skubber Casey bag sig, mens han stiller sig med siden til, så ansigtet er vendt mod døråbningen, hvor døren nu hænger skævt i sine hængsler. Personen nærmer sig hastigt. Både Casey og Patrick ånder lettet ud, da Maria kommer løbende ind i rummet. Hun puster og stønner, men hendes ivrige ansigtsudtryk ændres straks til forfærdet, da hun ser rummet.

"Hvad er der sket her?" udbryder hun måbende.

"Øhm... Jordskælvet fra lidt siden-" begynder Patrick, men han stopper sig selv, da hun blot ser endnu mere forvirret på ham.

"Jordskælv, der har ikke været noget jordskælv."

Patrick ser ned på Casey, der griber fat i hans hånd. Han ser derefter over på Maria igen: "Men, hvor har du været henne? Du gik bare."

Hun trækker vejret tungt, men blinker så flere gange i streg, som om hun lige have glemt, hvad det var, hun ville sige: "Jeg gik efter stemmerne... Men der var ikke nogen... Ikke til at starte med... Men-"

Pustende tørrer hun sveden af panden med sit ærme, hvorefter hun fortsætter: "-Men jeg mødte en anden... Han vandrede omkring ude i indgangshallen. Jeg snakkede med ham, men han ville ikke med, da jeg spurgte ham... Han sagde, at han ikke var sikker på, om det var en god idé - Hvorfor, forstår jeg ikke."

"Mærkeligt," mumler Patrick.

"Ja... så jeg bad ham vente."

"Venter han så nu?"

"Det tror jeg."

Caseys fingre klemmer hårdere om Patricks hånd: "Hvad siger du Casey? Skal vi se, hvem det er han er?"

Hun nikker, men det er ikke helt overbevisende.

"Okay... Lad os gå hen til ham," siger han efter at have tænkt sig lidt om.

Maria nikker og vender sig så om for at gå ud af døren.

"Tror du, at der er mange andre mennesker her?" hvisker Casey, da Maria er gået ud af døren og de langsomt følger efter.

"Jeg ved det ikke...  Men det ville være rart med et eller andet udgangspunkt... Måske ham fyren her ved noget om stedet. Maria gør i hvert fald ikke."

Han tænker sig lidt om og siger så stilfærdigt: "Jeg tror, at der er noget galt med tiden her... eller noget med rummet, eller hvordan man nu skal forklare det."

"Hvad mener du?" spørger Casey forvirret.

"Jo, det er ligesom om, at når vi er i forskellige rum, så oplever vi forskellige ting... Altså, for eksempel oplevede vi skriget på gangen, men det gjorde Maria ikke... Og hun oplevede heller ikke jordskælvet."

"Det håber jeg ikke... Jeg har altid været dårlig til sådan nogle ting."

"Hvilke ting?" spørger han med et løftet øjenbryn, mens han holder øje med Marias skikkelse lidt længere fremme.

"Du ved... Sådan noget med tiden og overnaturlige ting... Jeg døde altid hurtigt, når vi spillede rollespil efter skolen, fordi jeg ikke kunne finde ud af det."

Han smiler lidt: "Det er okay... Jeg er heller ikke så god til det, men vi skal nok finde ud af det sammen."

Hun giver hans hånd et klem, hvilket han besvarer med endnu et klem.

Håber jeg...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...