hvorfor mor?

Det handler om en pige kommer til at opleve noget hun muligvis aldrig for svar på.

1Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

1. det hele starter med

Det hele startede på en ganske normal dag.

Det var en dag i landsbyen som gik med at vi solgte, byttede og købte ting og mad. Pludselig kunne jeg høre høje lyde henne værelset hvor jeg befandt mig det meste af dagene og kiggede derfor ud af vinduet, det jeg så ville jeg ikke en gang tænke på. Lydene blev ved og blev fra lyde til skrig, skrigenes sang kunne ikke sættes på pause den blev skruet højere og højere op. Jeg kunne mærke i jorden at flere og flere løb, det var som om gnuende løb deres flugtløb i håb om at finde mad, men det var sangens rytme. Min mor kom løbende ind til mig, hendes åndedræt var hurtig og lød som om hun havde løbet et maraton.

Jeg spurgte hende om hvad der forgik men hun kiggede på mig og gik derefter hen og gav mig et knus og hviskede ”det skal nok gå min pige, ikke være bange mor er hos dig”. Jeg kiggede på hende og gav hende det blik som hun udmærket forstod og kiggede ned i jorden. Jeg var bange, rædselsslagen for tanken om at der var sket noget der ikke burde ske. Min mor gik langsomt ud af døren og lukkede forsigtig døren til, jeg gik hen og åbnede døren. Der var intet at se, høre eller lugte jeg gøs ved tanken og kalde derfor på min mor. Efter at jeg havde kaldt flere hunderede gange på hende og stadig ingen svar fik, blev jeg først der urolig for om hun var okay. Det plejede at være sådan at jeg kunne kalde på min mor flere gange og hun ikke havde hørt mig, denne gang var det anderledes.  Jeg gik hen til hendes værelse og bankede tre gange på døren, jeg fik intet svar. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og satte mig udenfor døren.

Min mor kom ud af værelset efter en times tid. Jeg havde sat udenfor hendes dør med tårer i øjnene og havde sat med hovedet i hænderne for ikke at få mere stress og for at tømme mit sind. Pludselig kunne jeg mærke noget på min skuldre og min vejrtræk gik i stå. Jeg kunne høre min indre stemme sagde at det ikke var noget at være bange for. Jeg tog hænderne væk fra øjnene og kiggede forsigtigt op. Det jeg så var en sort ting og alt blev mørkt. Jeg kunne intet se eller lugte, det jeg kunne høre var skriges sang bare meget tættere på. Jeg var træt af angsten og prøvede at tømme hovedet, men jeg fik hele tiden flashback. Mit hoved var bombet med forskellige ting, både gode og dårlige. Jeg tænkte bare alle tingen igennem og blev træt, jeg tænkte og tænkte. Til sidst kunne jeg ikke mere og faldt i staver.

Det hele startede på en ganske normal dag.

Det var en dag i landsbyen som gik med at vi solgte, byttede og købte ting og mad. Pludselig kunne jeg høre høje lyde henne værelset hvor jeg befandt mig det meste af dagene og kiggede derfor ud af vinduet, det jeg så ville jeg ikke en gang tænke på. Lydene blev ved og blev fra lyde til skrig, skrigenes sang kunne ikke sættes på pause den blev skruet højere og højere op. Jeg kunne mærke i jorden at flere og flere løb, det var som om gnuende løb deres flugtløb i håb om at finde mad, men det var sangens rytme. Min mor kom løbende ind til mig, hendes åndedræt var hurtig og lød som om hun havde løbet et maraton.

Jeg spurgte hende om hvad der forgik men hun kiggede på mig og gik derefter hen og gav mig et knus og hviskede ”det skal nok gå min pige, ikke være bange mor er hos dig”. Jeg kiggede på hende og gav hende det blik som hun udmærket forstod og kiggede ned i jorden. Jeg var bange, rædselsslagen for tanken om at der var sket noget der ikke burde ske. Min mor gik langsomt ud af døren og lukkede forsigtig døren til, jeg gik hen og åbnede døren. Der var intet at se, høre eller lugte jeg gøs ved tanken og kalde derfor på min mor. Efter at jeg havde kaldt flere hunderede gange på hende og stadig ingen svar fik, blev jeg først der urolig for om hun var okay. Det plejede at være sådan at jeg kunne kalde på min mor flere gange og hun ikke havde hørt mig, denne gang var det anderledes.  Jeg gik hen til hendes værelse og bankede tre gange på døren, jeg fik intet svar. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og satte mig udenfor døren.

Min mor kom ud af værelset efter en times tid. Jeg havde sat udenfor hendes dør med tårer i øjnene og havde sat med hovedet i hænderne for ikke at få mere stress og for at tømme mit sind. Pludselig kunne jeg mærke noget på min skuldre og min vejrtræk gik i stå. Jeg kunne høre min indre stemme sagde at det ikke var noget at være bange for. Jeg tog hænderne væk fra øjnene og kiggede forsigtigt op. Det jeg så var en sort ting og alt blev mørkt. Jeg kunne intet se eller lugte, det jeg kunne høre var skriges sang bare meget tættere på. Jeg var træt af angsten og prøvede at tømme hovedet, men jeg fik hele tiden flashback. Mit hoved var bombet med forskellige ting, både gode og dårlige. Jeg tænkte bare alle tingen igennem og blev træt, jeg tænkte og tænkte. Til sidst kunne jeg ikke mere og faldt i staver.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...