hvorfor mor?

Det handler om en pige kommer til at opleve noget hun muligvis aldrig for svar på.

1Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

3. Adrian

Mens slaven blev tortureret fik jeg et flashback, denne gang var det om det sidste jeg så inden jeg blev bevisløs. Jeg så min mor stå med en bedøvelses kanyle og kun græd mens hun kiggede på mig, jeg fik den skudt ind i halsen ville jeg tro for da jeg vågnede spændte det i højre side af halsen. Jeg blev ved med at undre mig over hvorfor hun gjorde det, hvad havde jeg gjort galt? Jeg hader min mor for dette men jeg ville stadig have en forklaring på det.




Noget rørte min ryg og jeg kiggede bagud og fik noget slået i hovedet. Da jeg vågnede lå jeg på en stor sten med et skarpt lys i hovedet, jeg fik ondt i hovedet af alt det lys og lukkede derfor øjnene. Jeg lå og håbede på Adrian ville redde mig eller en soldat ville henrette dem der havde taget mig.  Jeg lå og ville væk fra det hele og havde lyst til at råbe på hjælp, men holdte ordene gemt som en julegave. Til sidst tog jeg mig sammen og råbte så højt jeg kunne og dem der havde taget mig prøvede at lukke munden på mig med tape og jeg bed dem i hånden og blodet strømmede ud som et vandfald og drengen skreg som en sireane. Jeg begyndte at grine og græde, Adrian havde hørt mig og kom som en motorcykel hen og bandt mig fri og holdte mig tæt til sig, han sang lige så stille mens han vuggede mig frem og tilbage i hans arme. Jeg kunne mærke jeg kunne føle mig tryg og elsket hos ham, han var den eneste jeg kunne gøre det ved uden jeg burde tænke over hvad han følte.

Efter at jeg havde kommet mig over chokket takkede jeg Adrian og vi gik sammen ind i min hytte.  Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at lave noget mad til mig og Adrian, ” min skat, der er noget du skal vide” jeg kiggede på Adrian efter han havde sagt det. Jeg mødte hans blik og det var et seriøst blik så jeg kiggede lidt skræmt tilbage, ” hvad er der sket?”, ”du ved din mor ikke? det var hende der hyrede nogle til at komme og hente dig fordi hun vidste jeg var hernede og hun kender dem der styrere denne hær.” ville du ikke nok flygte sammen med mig i nat og vi kan leve sammen for altid, tanken om du bliver udsat for dette arbejde giver mig myrekryb?” han trillede en tårer mens han sagde det. ”Hvad? Ej… nej det er ikke sandt… det må ikke passe.. det ka’… ikke være”… og jeg kunne ikke sige mere, tårende kom som en vanddråbe en efter en. Adrian kom hen og trøstede mig og jeg kunne ikke være mere taknemmelig fordi han stod mig tæt og holdte om mig, lige det jeg manglede og han var der altid på de rigtige tidspunkter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...