The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3536Visninger
AA

2. Prolouge

Året var 1665 og den sorte død lå igen som en tyk og ildelugtende barriere over os.

Ligvognene kunne høres overalt dag og nat, og skrigende fra de døende og de syge overdøvede alt. Jeg selv var endnu ikke smittet, hvilket var mig en stor gåde, for hele min familie var enten smittet eller allerede udryddet på grund af den hæslige sygdom.

Jeg havde været ovre hos en af mine bekendte for at udtrykke min sorg over tabet af hendes moder. Hendes moder havde altid været som en moder for mig, og da jeg hørte den forfærdelige nyhed om hendes død, måtte jeg straks over til hende.

Jeg vidste at jeg med allerstørste sandsynlighed ikke ville kunne holde ud at se på det pestinficerede lig, og jeg havde da også brudt ud i gråd. Normalt var det ikke bare sådan noget man gjorde overfor 'fremmede' - græd altså - men i disse hensigter var der fuld forståelse for alle sider når man talte gråd.

Det havde været en kold, kold nat husker jeg. Ligene flød i gaderne, og tanken om at man end ikke ville ligge mærke til at der blev begået et drab eller to i disse tider, fløj igennem mit hoved. Det var en modbydelig tanke, der slet ikke burde finde sted i mit unge sind.

Men det gjorde den, og hvor er jeg glad for at jeg tænkte over det.

Jeg var sytten år, og havde hele livet liggende foran mig. Min familie var yderest velhavende, og kunne jeg stå imod pesten, ville jeg om få år kunne leve et liv med en mand der elskede mig.

Det var mit eneste store ønske til livet.

At finde en mand der elskede mig.

Mange mænd havde kastet deres kærlighed til mig i løbet af årene. Men før eller senere viste det sig altid at være mit udseende de gik efter.

Jeg har jo helt glemt at fortælle hvordan jeg egentligt så ud.

Mit hår var langt, tykt, bølget og lyst som de yderste af solens stråler når den står højt på himmelen en klar sommerdag i juli. Mine øjne var isblå og for det meste skinnede de af lykke og glæde.

For det var sådan jeg var.

Glad og lykkelig, påtrods af at døden stod for døren, og truede med at fjerne alt hvad jeg havde kært.

De kaldte mig Hope.

Hele byen kendte mig dengang, og der gik rygter om mig. Rygter der senere blev lavet til sagn og fortællinger - jeg har hørt dem alle.

The Hope In The Dark.

Sådan startede de altid ud.

Det var mig de talte om.

Håbet i mørket.

Ikke en helt dårlig titel at få, hvis du spørger mig.

Men det skulle snart vise sig at ikke alle var enige om den titel.

For jeg nåede aldrig hjem igen fra min bekendtes hus.

"Jamen er det ikke den unge frøken Hope der kommer der?" Hørte jeg pludselig en stemme bag mig spørge. Jeg husker tydeligt hvordan jeg stivnede ved lyden af hans stemme. Hans dybe, melodiske og bløde stemme, med den hæse undertone.

Jeg kendte den tone.

For jeg kendte manden.

Jeg drejede rundt, og så ham stå lænet op ad husmuren på den anden side af vejen. I lyset fra en ensom lygtepæl.

Hans mørke hår og øjne stod i stærk kontrast til den lyse baggrund. Idet hele taget stod hans mørke væsen frem den aften.

Et smil gled over hans læber - et smil der var mig umuligt at læse.

Han trådte et skridt frem imod mig, med armene rakt ud som ville han omfavne mig. Jeg husker hvor nervøs jeg blev.

Jeg kendte manden... Jeg kendte manden godt endda... Fordi...

Fordi han var min tidligere forlovede.

Jeg havde troet at han var alt og det bedste man som ung pige dengang kunne få, men hvor tog jeg dog fejl. Jeg havde hurtigt fundet ud af at han kun var ude efter mine penge og at mit udseende var som en bonus for ham, så jeg ophævede forlovelsen. Dengang var det ikke noget man bare lige gjorde, og mange så med stor foragt på det, men jeg måtte følge mit hjerte.

En ting mange mennesker skulle lære at gøre, uanset hvad omverdenen siger til det.

Tilbage til dén nat.

Manden var endelig nået frem til mig, og trak mig helt som ventet ind i en omfavnelse. Problemet var bare det at han ikke gav slip igen.

Jeg var efterhånden begyndt at blive rigtigt bange, og besluttede mig for at råbe på hjælp.

"Skrig bare min pige. Der er ingen der vil høre dine skrig alligevel. En enkelt død fra eller til er der ingen der ligger mærke til." Mumlede han ned i min hat, som han snart efter rev af mig.

Eller det vil sige.

Han prøvede på det, men han havde tilsyneladende glemt alt om mine hattenåle der omhyggeligt var gjort fast til mig hår.

Eller også gjorde han ikke, for han blev ved med at hive og slide i den til den til sidst røg af - den og det meste af mit hår.

Jeg skreg som en stukken gris, men han lo bare ad mig.

"Skulle vi ikke prøve at se vidunderet uden alt det dække?" Mumlede han pludseligt, og begyndte at hive i min frakke.

Jeg prøvede at gøre modstand - det gjorde jeg virkelig - men intet hjalp det. Jeg kunne ikke gøre andet end at håbe på at nogen ville se det denne forfærdelige mand havde gang i, og så håbe på at de ikke bare ville vende den anden kind til.

Tårene begyndte at trille ned ad mine kinder, men på et eller andet tidspunkt stoppede jeg med at skrige, og faldt slapt sammen. Jeg lod ham gøre hvad han måtte gøre - jeg gav op. Jeg ved ikke hvad jeg regnede med - måske at han ville lade mig gå når han var færdig.

Men hvor tog jeg dog fejl.

Det var slet ikke nok for ham. Han skulle.. Han skulle... Ja jeg ved ikke hvad han skulle eller ville med det hele, men det var mig en pine uden lige.

En kniv blev trukket - det ene øjeblik skinnede den som stjernerne i det svage lys fra lygtepælen, og det næste var den gennemvædet af mørkt, tykt, rødt blod.

Mit blod.

Jeg vil spare jer for detaljerne, men på et tidspunkt efterlod han mig blødende, grædende og fortabt i rendestenen. Det eneste jeg ønskede mig var at døden ville komme og tage mig. Komme og fritage mig fra smerten og pinslerne. Selvom jeg var bange. Bange for hvad døden ville bringe med sig.

Var det mørke? Et nyt liv? Som at sove men aldrig vågne? Jeg vidste det ikke, og jeg ved det stadig ikke helt.

Jeg ved bare at jeg nu går under navnet:

The Girl Under The Streetlamp.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...