The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3534Visninger
AA

11. Kapitel 9: Well, goodmorning

Hope's synsvinkel

Jeg kunne ikke tro det. Kunne ikke forstå det.

Her lå jeg, med et par stærke og beskyttende arme omkring mig. Arme, som jeg havde troet ville være et forbudt land for mig, resten af min eksistens. Men hvor tog jeg fejl.

Jeg stod i evig gæld til Louis, også selvom han havde slået Harry op til flere gange.Han havde jo kun gjort det for at beskytte mig, og for at få Harry til at forstå hvad han havde gjort. Det var i hvert fald det jeg prøvede at overbevise mig selv om, på det pågældende tidspunkt.

Jeg vendte mig forsigtigt i Harrys arme, så jeg nu lå med fronten ind imod ham. Han var så smuk og fredfyldt når han sov. Helt fri for bekymringer, og svære valg, der tyngede hans unge sind ned, så snart han vågnede. Jeg var faktisk ikke sikker på, om han egentlig var klar over hvad der var sket aftenen før. Om han egentlig var klar over, at han lige nu lå med en pige som han havde svoret aldrig at se igen, i sine arme.

Om han egentlig var klar over hvor meget det ville såre mig, hvis han virkelig havde tænkt sig at forlade mig igen.

Det måtte han ikke. Ikke en gang til. Første gang havde været hård, og tæt på at knække mig, så jeg turde slet ikke at tænke på hvad der ville ske, hvis han gjorde det igen. Jeg skubbede tanken væk, og fokuserede på nuet. For lige nu lå jeg med hele min verden i mine arme.

Forsigtigt lænede jeg mig længere ind imod ham. Jeg kunne ikke modstå fristelsen, så forsigtigt - ganske let - plantede jeg et kys på hans læber. Herefter trak jeg mig forsigtigt fra ham, fik mig vredet ud af hans arme, uden han vågnede, og trippede derefter ud af værelset, og ud i stuen, hvor Louis til min store overraskelse allerede sad.

Et alvorligt blik blev sendt i min retningen, da jeg forsigtigt havde lukket døren bag mig, og genert slog jeg blikket imod jorden. Jeg kunne høre hvordan han satte sig ordentligt op i sofaen.

"Hope?" Spurgte han blidt.

Mit blik flaksede hurtigt til ham, før det ramte jorden igen.

"Ja?" Mumlede jeg forlegent.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget ved situationen gjorde mig utilpas.

"Jeg er ked af det. Jeg skulle ikke have slået ham. Jeg... jeg ved ikke hvad der gik af mig, der var bare noget i mig der flød over på et tidspunkt. Jeg har altid anset Harry som værende god imod kvinder, men jeg kan se at det tydeligvis ikke holder helt stik længere. Jeg blev bare så hidsig, da jeg så hvilken indvirkning hans rod havde gjort ved dit liv, og ja jeg overreagerede måske en smule, men... Ja... Undskyld." Sagde han ærligt.

En smule befippet over at det var Louis af alle mennesker der undskyldte, gik jeg over til ham, og satte mig ned ved siden af ham. Jeg havde nemlig også noget jeg måtte fortælle ham, og jeg håbede inderligt at få hans accept.

Jeg kiggede ham dybt i øjnene, og tog hans hænder i mine.

"Louis? Jeg vil blive. Blive ved Harry. Jeg håber du fik banket noget fornuft ind i ham i går, for skal jeg være ærlig, så tror jeg at jeg elsker ham. Men jeg ved bare ikke... Altså. Han virker ikke til at kunne lide mig overhovedet, så måske. Måske det bare ville være bedst at lade ham være? At gå, og aldrig se mig tilbage?" Sagde jeg lavt, og kiggede derefter direkte op i Louis' kærlige øjne.

Blidt strøg han en tot af mit hår om bag mit øre, før et smil fyldte hele hans ansigt.

"Bliv Hope. Tro mig." Sagde han med et smil, og før vi kunne nå at sige mere, gik døren til værelset op, og en noget smadret Harry kom til syne.

Han havde ikke andet end et par boxer's på, og selvom jeg sikkert ikke burde, kunne jeg ikke lade være med at stirre som en besat på hans halvnøgne krop.

En kort latter fik hans krop til at ryste en smule.

"Er det et godt nok syn?" Spurgte han hæst med en dyb morgenstemme, der gav mig kuldegysninger over det hele. Hvis ikke Louis havde siddet lige der, havde jeg sikkert sprunget på ham på stedet.

Og nej, det hørte du mig ikke lige sige det der.

Jeg rejste mig fra Louis' side, og gik hen til Harry, der hurtigt trak mig endnu tættere ind til sig. Jeg lod blidt en hånd løbe forsigtigt op og ned af hans ryg, tegnede små mønstre, og nød hvordan han let spændte i sine muskler når jeg rørte dem. En lyd der kom helt inde fra brystet, fik ham til at lyde som en spindende kat, der spindede af fryd og velbehag, og også denne gang satte han begæret helt til tops hos mig.

Langsomt bukkede han sig ned imod mig, og gemte hovedet i mit hår.

"Synes du selv det er smart at gøre mig så opstemt nu, og så lige her?" Hviskede han hæst ind i nakken på mig.

Et smil bredte sig om læberne på mig, da jeg forsigtigt presse læberne imod hans hals.

"Jeg er altid smart." Mumlede jeg, inden jeg igen pressede læberne imod ham.

Det var efterhånden blevet rimelig intenst, og vi havde tilsyneladende begge fuldstændigt glemt alt om den dreng der sad i sofaen bag os, og ikke kunne gøre andet end bare betragte os med store øjne.

"Øøøh... Venner..? Øøøøh? Halloooo? Har i ikke... Øh... Wow.. Hallo har i ikke glemt noget eller hvad?" Spurgte han pludselig med sin høje halvpivende stemme.

"Hope?" Hviskede Harry ned i mit hår få sekunder efter at vi havde ignoreret Louis endnu engang.

"Ja?" Mumlede jeg.

"Undskyld." Sagde han.

Alene det ord kunne få smilet til at fylde mere end bare mine læber. Mere end bare mit ansigt.

Ja det føltes end som om det fyldte mere end hele min krop.

Som om det ene smil Harry på det tidspunkt fik frembragt, fyldte min krop med mere glæde og lykke end hvad jeg længe havde følt, og fået det til at føles som om min krop ville sprænge.

Sommerfugle baskede rundt i maven og i brystet, og der gik ikke længe før jeg trak mig en lille smule fra ham, for at kunne se ind i hans grønne øjne der var fyldt med en blanding af begær og undskyldning.

En kombi jeg aldrig havde set før i hele mit lange liv.

Jeg kiggede ham dybt i øjnene, og i få sekunder var det som om jeg kunne se direkte ind i ham.

"Åh Harry." Var det eneste jeg nåede at sige, før Harry's intense læber landede bydende imod mine. Jeg kyssede ham igen, og der gik ikke lang tid før det udviklede sig.

"Jeg tror snart jeg kaster op." Mumlede Louis henne fra sofaen. Harrys krop rystede svagt, som følge af hans latter, og da jeg vendte mig for at se hvad han lo af, kunne heller ikke jeg holde grinet tilbage.

For i sofaen sad en sammenkrøben Louis med en pude foran ansigtet, og det sjoveste ansigtsudtryk jeg længe har set. Jeg lo, og min perlende latter steg til vejret, og fyldte hele rummet, indtil jeg brat stoppede, da det gik op for mig hvad jeg lavede.

Ja undskyld, men jeg kunne ikke lide mit grin.

"Så må du jo bare gå." Mumlede Harry lavt. Det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at Louis egentligt skulle have hørt det, men noget sagde mig ligesom at han gjorde det alligevel.

Han rejste sig i hvert fald, gik ind på sit værelse, og kom ud igen få minutter efter, fuldt påklædt.

"Tror jeg tager hen til Niall. Havde helt glemt at jeg havde lovet han at vi skulle... Øh... At vi skulle spille fodbold sammen i dag! Ja, jeg er virkelig ked af det, men jeg bliver nok nødt til at smutte nu! Vi ses! Håber virkelig ikke at i har smadret hele lejligheden når jeg kommer tilbage!" Sagde han dramatisk, smuttede så ud i gangen, og før vi kunne nå at svare ham, smækkede døren som et tegn på at han var gået.

"Det gik da lettere end forventet." Udbrød Harry pludseligt, hvilket fik mig til at sende ham et skeptisk blik. 

"Hvad?" Spurgte han forvirret, som om han ikke forstod mit blik.

"Ikke noget, hvor kom vi fra?" Spurgte jeg flirtende, og smeltede igen sammen med ham, med ét helt opstemt igen.

Harry kyssede mig blidt på kinden, og trak sig så fra mig.

"Hmm... Godt spørgsmål, jeg er sulten, hvad med dig?" Sagde han, kyssede mig en sidste gang, og gik så ud i køkkenet, hvor der snart hørtes skramlen fra låger og skabe fra.

Afvist.

Og lige som jeg endelig havde taget mig sammen til at få noget.

Jeg havde altså også et behov, okay?

Højt udstødte jeg et dramatisk suk, inden jeg med slæbende trin, fulgte efter Harry ud i køkkenet. Svagt kunne jeg høre hans grin allerede ude fra gangen af.

"Du skal ikke grine." Vrissede jeg surt.

Med ét stoppede han med at grine, og kiggede nervøst op på mig, sikkert bange for at have gjort noget forkert. Og jeg fik bare så ondt af ham, for han lignede bare en lille dreng der var blevet fanget med fingrene i mors kagedåse.

Aww hvor var han sød, og ja, han udnyttede sikkert bare det fact at han vidste at jeg ikke kunne stå for ham når han kiggede sådan på mig, men fuck nu det, jeg kunne ikke være sur på ham.

"Stop." Mumlede jeg, gik hen til køleskabet, fandt en mælk og hældte et glas op til mig.

Pludselig mærkede jeg et par stærke arme omkring mig, og forskrækket sprang jeg op, tabte mælken så det var udover det hele, og vendte mig så imod Harry.

"Fyyy." Mumlede jeg. 

Han løftede det ene øjenbryn, så jeg vendte sigende mit blik imod gulvet, der nu var blevet smukt mælkehvidt. Han trak på skulderen, og med ét blev stemningen pludselig som den havde været for få minutter siden.

"Du skulle skamme dig, sådan at grisse det hele til på den måde." Mumlede jeg lavt, og fjernede en tot hår der havde forvildet sig ned i hans pande.

Et par hænder greb om mine hofter, og pressede mig helt tæt op imod Harry.

"Jeg kan skam sagtens gøre det værre hvis det er." Mumlede han hæst, og plantede læberne imod min hals, hvilket fik mig til at sukke af nydelse.

ENDELIG.!!

"Så det kan du?" SPurgte jeg udfordrende, og kiggede hoverende på ham, hvilket udelukkende fik om muligt endnu mere begær til at flyde rundt i hans grønne øjne.

Uden svar gled hans hænder længere ned ad mine ben, og fik fat et sted midt på mine lår. Uden de store kraftanstrengelser hev han mig op, så jeg nu sad med benene om hans hofter.

Lysten flød nu frit i min krop, og med Harrys læber imod min hals, kunne jeg ikke dy mig. Utålmodigt gned jeg mit underliv imod mine hofter, som et tegn til at han gerne måtte skynde sig en lille smule snart.

Et støn forvildede sig ud af hans mund, og med hastige skridt fandt han ind til sit værelse igen.

Her satte han mig ned på gulvet igen, og fik mig skubbet helt op imod væggen, så han nu tårnede sig op over mig. Dog stod han nu lænet op imod mig, med armene støttende op ad væggen over mit hovede. Han kiggede ned på mig uden at sige noget, men med et ansigtsudtryk naget af tvivl malet over ansigtet.

"Hvis. Hvis jeg gør noget forkert, hvis det gør ondt så." Mumlede han alvorligt.

Harry Styles - den evige gentlemand.

Et smil bredte sig på mine læber, da jeg stilte mig på tæerne, så jeg lige akkurat kunne nå hans læber.

"Jeg stoler på dig. På trods af alt, så stoler jeg på dig." Mumlede jeg, inden begæret overvældede os begge.

Der blev ikke ført flere samtaler det næste stykke tid.

_______________________________________________________________________________________________________

Okay, jeg har fået nogle klager over at der simpelthen ikke var sex nok i den her movella, så her får i lige et kort kapitel dedikeret til jer, selvom jeg godt ved at jeg ikke er den bedste til at beskrive det og sådan.

Desuden så har jeg næsten skrevet næste kapitel også, og halleluja for det, huh?

Love, Peace and Harmony, husk at lav jeres lektier, lev livet, yolo, Und so wieder.....

 

- E xXx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...