The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry?
*Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3712Visninger
AA

10. Kapitel 8: But..... I miss you (pt.2)

Hope's synsvinkel:

Jeg løftede mistroisk det ene øjenbryn, og kom uvilkårligt til at slippe en lille, kort fnisen ud.

Et spørgende blik blev sendt i min retning, men i stedet for at svare trak jeg ham bare endnu engang ind i et tæt kram. En rysten bredte sig i hans krop, som følge af hans lave grin der sad dybt indeni ham, og som han virkelig kæmpede for at holde indenbords. Han trak sig langsomt fra mig, og sendte mig et opmundtrende smil.

Kort efter forsvandt det dog, og blev erstattet af en yderst alvorlig mine.

"Men Hope.. Hvad sker der?" Spurgte han, og strøg blidt sin ene hånd over min arm.

Jeg slog mit blik imod jorden, og fumlede kluntet med både hænder og fødder. Jeg svarede ikke, men rystede blot på hovedet, for hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke den mindste idé om hvad der foregik. Jeg forstod ikke hvordan Harry bare uden videre kunne forlade mig, og jeg forstod slet ikke hvorfor han end ikke havde givet mig et tegn omkring at han i det mindste bare var i live.

Frustrationen og vreden boblede rundt i mig. Følelser, som jeg i lang, lang tid ikke havde været vandt til at have. Jeg blev derfor endnu mere frustreret, og rettede hurtigt blikket imod Louis igen - for mine reflekser var endnu intakte.

"Ved du hvad?" Hvislede jeg. "Det tror jeg du skulle tage at spørge Harry om - måske han vil kunne svare dig, for jeg kan i hvert fald ikke!" Fortsatte jeg, i samme toneleje som før, et toneleje der var langt hårdere end tiltænkt.

Det var ikke med vilje jeg sagde det så hårdt. Det... Det skete bare. Jeg kunne slet ikke finde rundt i noget mere - end ikke mig selv kunne jeg finde rundt i mere. Mine følelser, udbrud ja endda mine tanker, var efterhånden bare blevet til én stor og forvirrende pærevælling.

Og det var ikke ligefrem noget jeg var vant til, eller havde lyst til at blive vant til, for at sige det mildt.

Jeg fortrød selvfølgelig mit udbrud, men kunne ikke finde rundt i hele det kaos der lige der befandt sig i mit sind og i min krop. Jeg forstod intet, og jeg havde det som om jeg kunne eksplodere ethvert øjeblik det skulle være.

Louis kiggede forsigtigt på mig, og for at være ærlig, så så han... Jeg ved ikke helt.... Han så vel faktisk direkte bange ud. Han var bange, ingen tvivl om det, og da jeg lige på det pågældende tidspunkt var det eneste levende individ i en større omkreds, kunne det kun være mig han var bange for.

Hvis altså det ikke var ham selv han var bange for, hvilket jeg faktisk er rimelig sikker på at det ikke var.

Jeg tog en dyb indånding, og lukkede øjnene i koncentration.

Jeg måtte fokusere på at finde min indre ro frem igen, så jeg kunne bevise overfor Louis at der intet var at være bange for, og at han faktisk hellere end gerne måtte tage at hente min Harry til mig.

Og det måtte gerne være snart.

Pludselig mærkede jeg en forsigtig hånd på min arm.

"Hør engang Hope, jeg ved det er svært for dig, og som jeg kan forstå på det hele, har Harry endnu engang været en kæmpe nar. Men præcist HVAD det er der er sket, er der endnu ingen der har fortalt mig, så vil du ikke nok være venlig at hjælpe mig lidt her?" Spurgte han forsigtigt.

Jeg rystede på hovedet - ikke fordi jeg ikke ville fortælle ham det, men mere for at få klaret mine tanker endnu mere.

"Louis. Louis jeg ved det altså ikke. Vær sød at lade være med at presse mig mere nu, for han forsvandt bare lige ud imellem mine fingre, og jeg har brug for ham, og han gik og jeg, og jeg... O...Og....J..J...Je...Jeg... Jeg... jeg savner ham! Jeg savner ham så meget Louis..." Hulkede jeg, før mine ben kolapsede under mig.

Jeg blev skræmt over min krops handlinger, men ikke lige så skræmt som det næste der skete.

For alt blev helt sort, og både lykkeligt, frustreret, forundret og bange, lod jeg mig svæve ind i bevidstløsheden.

Harry's synsvinkel

 

Forpulede møgpis. Hvor fanden var Louis?!

Det var efterhånden to timer siden han 'lige skulle hente noget' og jeg var efterhånden blevet en smule bekymret, for ikke at sige at jeg var blevet direkte sur på ham.

Han kunne vel forfanden da ringe til mig, og sige at det tog lidt længere tid!

Ja undskyld humøret, men det kunne simpelthen bare ikke være rigtigt at jeg skulle stå endnu en aften alene. Jeg syntes faktisk at jeg havde det svært nok i forvejen, med alt det med Hope, og så valgte min bedste ven også at forsvinde fra jordens overflade?! Jamen det var jo bare super!

Føl ironien engang, ikke?

Jeg var virkelig ved at gå ud af mit gode skind, hvilket ikke ville være så heldigt, da jeg efterhånden ikke rigtigt havde flere gode skind at gå ud af.

Endnu engang trykkede jeg Louis' nummer ind på mobilen, og trykkede så på 'ring op' knappen.

"Kom nu..." Mumlede jeg insisterende, som om han ville tage telefonen af den grund.

Der lød nogle bip-toner, og kort efter blev jeg mødt af hans friske stemme, der bad mig om at ligge en besked eller ringe tilbage igen senere.

Jo tak, og hvor mange gange har du så tænkt dig at jeg skal gøre det?!

Frustreret hamrede jeg min hånd ind i væggen, inden mit hovede fik nøjagtigt den samme tur.

Det hele var også bare imod mig.

Først alt det med Hope, hvilket jeg end ikke selv havde fattet endnu, og så også alt det med Louis.

For det var som om Louis var begyndt at tage afstand til mig på det seneste. Faktisk lige siden jeg stoppede med at se Hope, en beslutning der viste sig at være meget sværre at holde end først antaget. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med at det ville kunne være så forbandet svært, men det var det virkelig. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende, og hvor dumt det end lyder, så gjorde det faktisk ondt indeni mig, bare ved tanken om at jeg aldrig ville komme til at se hende igen.

Aldrig høre hendes sangstemme igen.

Aldrig røre hendes skrøbelige og sårbare hud.

Aldrig blive suget ind i hendes smukke blå øjne mere.

Frustreret bankede jeg endnu engang hovedet ind i væggen.

Og så igen.

Og igen.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg endte med at få det gjort, men da alt begyndte at sløre for mig, stoppede jeg. Jeg var jo ikke ude på at miste bevidstheden.

Og dog.

Måske det ville være rart at få sluppet det hele. Bare lade mørket overtage mig, så jeg måske ville kunne glemme lidt af det syge og surrealistiske pis jeg valgte at kalde mit liv.

Måske det ville være rart at slippe for det hele lidt.

Jeg blev afbrudt af mine morbide tanker, da det pludselig hamrede insisterende på døren. Forbløffet løftede jeg hovedet og kiggede derhen. Det slog mig ikke at jeg sikkert burde åbne, før det igen bankede på, og Louis' skingre stemme lød overalt i opgangen.

"HARRY LET SÅ DIN FEDE RØV, OG KOM OG ÅBEN DEN DØR!" Råbte han skingert.

Jeg kunne ikke sætte fingeren på præcist hvad det var, men der var et eller andet der ikke passede.

Hans stemme havde en undertone af en udefinerbar tonart.

Noget var ikke som det plejede at være.

Mine morbide tanker fortsatte deres negative mønster, og sagde at der sikkert var et eller andet galt.

Jeg måtte give dem ret, det var der sikkert.

Ellers ville han ikke overreagere sådan, bare fordi jeg ikke åbnede døren ved det første bank (tro mig, jeg kender Louis bedre end du, og ja endda end alle undtagen hans mor gør).

"KOMMER DU ELLER HVAD?!" Råbte han, og hamrede endnu engang hårdt på døren med knyttet næve. Forskrækket skyndte jeg mig ud til døren, og før jeg endnu havde nået at låse helt op, hamrede Louis døren op, og løb direkte forbi mig, ind i stuen.

Han bar noget - eller nærmere nogen - i armene, og hvis ikke jeg tog meget fejl var det en pige.

Hurtigt fulgte jeg efter ham.

Inde i stuen stod Louis bøjet nedover en bleg skikkelse der lå på sofaen.

Det var tydeligvis en pige, men jeg var ikke sikker på om jeg kendte hende. Forsigtigt nærmede jeg mig dem, men nåede aldrig helt derover, før Louis vendte sig om med et rasende blik.

Citatet: 'Hvis blikke kunne dræbe.' poppede op i min forskruede hjerne, og i det øjeblik var jeg virkelig glad for at øjne ikke kunne dræbe.

For så havde jeg været død på stedet.

"Hvad. Har. Du. Gjort?!" Hvæsede han pludselig, og trådte truende et skridt tættere på mig.

Forvirret og forundret trådte jeg et skridt tilbage.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forundret.

Hvis hans ansigt overhovedet ændrede sig, var det til det værre og endnu mere rasende. Aldrig havde jeg oplevet ham så rasende, og vi havde da efterhånden kendt hinanden i pænt lang tid, så det siger ikke så lidt.

"HVAD JEG MENER?! HVAD FANDEN TROR DU JEG MENER?! HVAD FANDEN HAR DU GJORT HENDE?! HARRY FORHELVEDE, JEG TROEDE AT DU IDET MINDSTE FORSTOD HVORDAN MAN BEHANDLER EN PIGE, MEN NEJ! TYDELIGVIS IKKE! END IKKE DET KAN DU FINDE UD AF, DIN... DIN UDUELIGE IDIOT! HVOR SKULLE DU SKAMME DIG HARRY! HVOR SKULLE DU SKAMME DIG!!!" Rasede han, og trådte endnu engang et skridt tættere på mig.

Han kunne da ikke...? Han kunne da ikke mene at...? Og..? Hvad?

"Louis slap nu AF ! Træk nu lige vejret engang! Du ved jo ikke hvad du snakker om!" Prøvede jeg bedende, selvom det var helt tydeligt at han udemærket godt vidste hvad han snakkede om.

"Ikke det? Så du fortæller mig at Hope lyver, og besvimede helt uden grund? At hun gik helt psykisk ned, da jeg begyndte at snakke om dig? Spørge om dig? Spørge om jer? Nej vel?" Sagde han, en smule mere afdæmpet end før, men stadigvæk kogende af raseri.

Et øjeblik stod jeg som lammet.

"Du mener...?" Sagde jeg uden lyd.

Jeg var skræmt nu. Ikke for Louis eller for et eller andet, andet ligegyldigt.

Men for om jeg havde gjort skade på Hope. Om Louis virkelig talte sandt, eller om han bare sagde det for at se min reaktion. For han vidste at Hope var så godt som et tabu herhjemme lige for tiden.

Han fangede mine øjne, og holdte dem i et jerngreb.

"Ja." Sagde han iskoldt, før han slap mine øjne igen.

Jeg stivnede fuldstændigt, og prøvede at kigge forbi Louis, og hen på den pige jeg havde glemt alt om, lå på sofaen. Louis kiggede bekymret hen på hende, og sendte derefter et hårdt blik i min retning igen, inden han gik hen og knælede ned ved hendes side.

Nervøst kiggede jeg derover, og kunne straks mærke længslen vælte op i min krop.

For jo, jeg følte stadig noget for hende.

Hmm... Nej... Det beskrev vidst ikke mine følelser godt nok.

Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på hende. Hver eneste gang jeg lukkede øjnene sprang hun frem på min nethinde. Hver eneste nat drømte jeg om hende. Hver eneste morgen når jeg vågnede, var længslen efter at mærke hende i mine arme, det allerførste der poppede op i mit hovede.

Jeg manglede hende.

Jeg savnede hende.

Og jeg havde behov for hende.

Nej. Ikke på den måde et behov for hende (eller... Altså jo, men det var ikke det vi snakkede om lige nu!)

Jeg rystede på hovedet, for at få det klaret en smule.

Mit blik fangede Louis' og det var tydeligt at han stadig var mere end bare rasende på mig. Jeg løftede udfordrende det ene øjenbryn, og trådte et skridt hen imod sofaen, Louis og... Hope.

Louis sendte mig et dræbende blik.

"Hold dig væk Styles." Mumlede han truende, uden overhovedet at fjerne blikket det mindste.

Jeg ignorerede ham. Denne gang skulle jeg nok selv træffe mine beslutninger.

Og denne gang skulle det være de rigtige beslutninger der blev truffet.

Altså fortsatte jeg hen imod dem.

Jeg havde helt fjernet blikket fra Louis, som sad og mumlede truende ved siden af sofaen. Det eneste jeg kunne se på lige nu var pigen på sofaen.

Hope.

Jeg gik tættere og tættere på, og før jeg vidste af det stod jeg lænet indover ryglænet, men Hope under mig, og Louis' stirrende blik overfor mig. Forsigtigt trak jeg en hånd opover ryglænet, og strøg den forsigtigt over Hope's kind. Den var præcist lige så kold og blød som jeg huskede den.

To sekunder.

Maks.

Det var hvad der gik, før en hånd ramte min kind.

Og nej, det var ikke Hope's.

Det var Louis', og den var bestemt ikke ment som et kærtegn.

En sviende smerte lagde sig på min kind, og forskrækket rejste jeg mig, og kiggede på Louis der pludselig stod enormt tæt på mig, og som var enormt rasende.

"Du skal ikke engang TÆNKE på at røre hende igen Harry!" Hvæsede han giftigt.

Og det var dråben. Nu kunne det være nok!

Hvad fanden bildte han sig ind, sådan at komme svansende og svine mig sådan til, for derefter at forbyde mig at røre pigen jeg elskede?!

Nej.

Nu er det simpelthen slut!

"Og hvad så hvis jeg gør?! Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?!" Spurgte jeg, og tornede mig op overfor ham.

Han sendte mig et vredt blik.

"Jamen det gør du ikke!" Sagde han bestemt, og før jeg kunne nå at blinke, landede hans hånd endnu engang på min kind.

Og så brød det største - og sikkert også det eneste - skænderi jeg nogensinde har haft med den dreng ud. Jeg ved ikke hvor lang tid det varede, eller hvor mange modbydelige ord der blev slynget ud.

Men én ting er sikkert.

Vi stoppede begge utroligt brat, da en hæs stemme afbrød os.

"Ha...Harry..? Er det dig?" Hviskede den hæst.

Uden at tænke videre over det, stormede jeg over til sofaen igen, hvor et par smukke blå øjne lynhurtigt fangede mine.

"Åh Hope."

Mere nåede jeg ikke at sige, før mine læber mødte hendes i et blødt og længe ventet kys.

_______________________________________________________________________________________________________

Først vil jeg gerne lige sige at grunden til at jeg ikke har opdateret er, at jeg jo som skrevet fik taget min computer, og i fredags (altså fredag i uge 6) tog jeg så til Østrig, hvor jeg kom hjem fra i torsdags :)

Og hvor var det bare en tankeopvækkende tur.

Nå, men jeg håber at i syntes dette kapitel var lidt bedre end de foregående har været. Har haft noget nær en mindre skriveblokering på denne movella, og er derfor begyndt at lege med tanken - og skrive små noter - til en ny movella (den ville kun være til når jeg havde brug for at koble fuldstændigt af, og som jeg kun ville opdatere når jeg lige havde lyst, men den ville i hvert fald være der, og tror måske folk ville kunne lide den...)

Men skriv gerne hvad du synes so far, og evt. hvad du tror/håber der kommer til at ske (det ville være så fedt hvis i gjorde det, så jeg kunne se om mit arbejde blev værdsat) :)

Vil ikke love noget om næste kapitel - det kommer når det kommer, men skal nok prøve at give jer et snart, okay? :)

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...