The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry?
*Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3712Visninger
AA

9. Kapitel 7: But.... I miss you (pt. 1)

Hope's synsvinkel

"All I know is that you're so nice,
You're the nicest thing I've seen
I wish that we could give it a go
See if we could be something

I wish I was your favorite girl
I wish you thought I was the reason
You are in the world

I wish my smile was your favorite kinda smile
I wish the way that I dressed
Was your favorite kind of style
I wish you couldn't figure me out
But you'd always wanna know what I was about
I wish you'd hold my hand, when I was upset
I wish you'd never forget
The look on my face, when we first met

I wish you had a favorite beauty spot
That you loved secretly
'Cos it was on a hidden bit
That nobody else could see

Basically, I wish that you loved me

I wish that you needed me
I wish that you knew when I said two sugars
Actually I meant three
I wish that without me, your heart would break
Yeah, I wish that without me

You'd be spending the rest of your nights awake
I wish that without me you couldn't eat
Yeah, I wish I was the last thing on your mind
Before you went to sleep

Look, all I know is that
You're the nicest thing I've ever seen
And I wish we could see if we could be something

Yeah, I wish we could see if we could be something
" Sang jeg lavt med tårene trillende ned ad kinderne.

Det i sig selv burde skræmme mig, men af en eller anden grund lagde jeg knap nok mærke til det.

Sorgen og savnet havde nærmest ædt mit bryst, og jeg kunne snart ikke holde til det længere.

Det var nu en uge siden jeg sidst havde set ham - set Harry.

Det var en uge siden mine følelser nær havde taget kontrollen over mig og fået mig til at bryde det løfte jeg mere eller mindre havde givet Alo.

Eller, jeg havde vel egentligt ikke nået at love ham noget før jeg var løbet.

Løbet i frygten for at miste, i frygten for det ukendte.

Måske, måske skulle jeg bare have ladet følelserne overtage mig. Lade begæret der fik min krop til at føltes flydende og så ekstremt opstemt, tage magten over hvad jeg foretog mig.

For Alos råd havde tydeligvis ikke virket som ønsket.

Jeg var ikke den samme mere. Uanset hvor meget jeg prøvede at skjule det, glemme det og skubbe det fra mig, havde jeg ændret mig.

Præcist hvordan, er svært at forklare, men mine følelser var mere impulsive end de hidtil havde været, og jeg kunne slet ikke finde hverken hovede eller hale i noget mere. Et andet eksempel var de tårer der blidt strømmede ned ad mine kinder lige netop der, og jeg sværger at jeg i en kortere periode havde kunnet føle vindens kulde.

Normalt kunne jeg godt mærke vinden jo, men ikke den kulde den bar med sig.

Jeg var så forvirret omkring det hele.

Og jeg savnede Harry. Savnede ham, hans stemme, hans bevægelser, hans....

Hans berøringer.

Jeg savnede at stryge hånden igennem hans bløde, krøllede hår, og jeg savnede at synge for ham.

For at sige det ligeud, savnede jeg ham, som en blind savner synet.

En klagende lyd slap ud imellem mine læber.

Jeg kunne ikke holde til det længere. Jeg måtte finde ham.

Jeg besluttede mig faktisk lige på det tidspunkt, for at gå direkte hen til hans og Louis' lejlighed, og hamre på døren indtil jeg blev lukket ind. Ja jeg ville måske endda have gået så langt som til at bryde ind til dem, udelukkende for at kunne se, høre og føle Harry igen.

For jeg havde et behov for ham. Ikke kun til de seksuelle ydelser han kunne give mig, men derimod i mindst lige så stor en grad til det mere psykiske han kunne give mig. For han kunne formå at skabe en ro, som ingen nogensinde havde kunnet fremkalde hos mig før.

End ikke i mit levende liv.

Men så langt nåede jeg ikke, for pludselig blev jeg opmærksom på at jeg ikke var alene mere. Jeg kunne fornemme at der var en person mere i nærheden, og hvis ikke jeg tog helt fejl, befandt den pågældende person sig lige bag hjørnet.

En duft fik mig til at stivne fuldstændigt.

For det var uden tvivl et hankønsvæsen der befandt sig der.

Jeg rettede hovedet op med et sæt, en bevægelse personen der stod bag hjørnet åbenbart ikke lige havde forudset.

Forundret fastholdt jeg blikket på muren hvor personen var forsvundet bag, imens håbet buldrede frem i mit bryst.

Måske.

Måske var lykken med mig.

Måske var det ham.

Måske var det Harry.

Forhåbningsfuldt sprang jeg ned fra lygtepælen som jeg havde siddet og sunget på.

Jeg trådte et lille skridt frem, med blikket fastlåst på den hvide husmur, og med ørerne på stilke.

Jeg ved ikke præcist hvad det var jeg håbede på at høre, men den mindste lyd der indikerede at Harry var i nærheden var guld værd.

Også lugtesansen fik frit løb, men jeg kunne ikke umiddelbart opfange en lugt der var Harrys. Kun den samme lugt som før, der fortalte mig at det var en dreng eller om muligt en mand der befandt sig der.

En lav pivelyd slap ud imellem mine læber, og et sekund stak der noget frem fra hjørnet, før det forsvandt igen.

Jeg nåede ikke at se hvem - eller hvad - det var, men én ting var i hvert fald klart.

Noget var bag det hjørne, og jeg måtte finde ud af hvad det var.

Forsigtigt banede jeg mig vej igennem sneen hen til bænken, hvor jeg satte mig. Mit blik var stadig limet fast til hjørnet, men jeg vidste at jeg måtte få personen frem igen på en eller anden måde.

Jeg gennemsøgte mit hovede for idéer, da jeg kom til at tænke på for lidt siden da den var kommet frem ved lyden af min stemme.

Hmm...

Det kunne vel ikke skade at prøve.

Jeg samlede tankerne, og sugede en ordentlig mundfuld luft ind.

"Beep, Beep, Beep, Beep, Beep, Beep, Beep,
Goes the horns in the cars in the street,
We walked away from the lover's leap,
opposite directions,
Synchronised feets.
" Sang jeg højt, så man ikke kunne undgå at høre det, såfremt man var i nærheden.

Jeg holdt blikket fast, og ganske som forventet kom et ansigt frem. Da han opdagede at jeg kiggede på ham, skyndte han sig at trække hovedet tilbage igen, men det var en smule for sent.

For jeg havde set ham, og selvom det ikke helt var ham jeg havde håbet på at se, var han bedre end ingenting.

Han var mere end hvad jeg havde regnet med at få at se.

En forbindelse til den dreng der i løbet af så kort tid, var kommet til at betyde så meget for mig.

En svag forbindelse, ja, men ganske vidst en forbindelse.

Smilet banede sig vej rundt om mine læber, og langsomt åbnede jeg dem.

"wait, wait, wait, wait, wait, wait, wait,
For the time it takes a heart to mend a break,
How many moons are reflected in the lake?
Can you wait forever, if time is all it takes?
Despite all the warnings,
I landed like,
A fallen star,
In... Your.... Arms."
Sang jeg lavt, og gik hen imod hjørnet.

Langsomt - i takt med at jeg nærmede mig, sang jeg langsommere og lavere, og da jeg var helt henne ved hjørnet stoppede jeg endnu engang sangen.

Og så ventede jeg ellers.

Ventede på at han stak hovedet omkring hjørnet.

Jeg var ikke i tvivl om, om han var der, for jeg kunne tydeligt høre hans åndedræt og hans hjerte der bankede lavt men taktfast.

Jeg stod helt stille - trak end ikke vejret - og ventede.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik - og jeg er ligeglad.

For endeligt, langt om længe, kom et hoved tøvende frem fra hjørnet, få meter fra mit.

Et smukt og harmonisk ansigt, der forskrækket fløj op i luften da han så hvor tæt på ham jeg var.

Hans smukke brune hår sad rodet på hans hoved, selvom det var svært at se for den hat han havde på. En hat jeg genkendte rimelig let, rimelig hurtigt og rimelig sikkert.

Det var Harrys hat.

Genkendelsen måtte have lyst ud af mine øjne, for straks fór hans hænder op til hatten.

Et uvilkårligt smil bredte sig på mine læber, og før jeg kunne nå at tænke, trak jeg ham ind i et tæt kram. Hans varme bredte sig ved mit bryst, og de tårer der før havde trillet så blidt ned ad mine kinder, blev nu ledsaget af en ny strøm.

Men alligevel var det ikke som før, for denne gang var det glædestårer der strømmede ned ad mine kinder i takten med mine hektiske indåndinger.

"Hvor har jeg savnet dig Louis!" Udbrød jeg pludselig, og da jeg kiggede op på ham, kunne jeg se glæden lyse ud af hans smukke blå øjne.

"Vi må have fundet ud af det her Hope. Og vi må finde ud af det nu." Sagde han.

________________________________________________________________________________

*OBS Kapitlet er IKKE rettet igennem!*

Det skulle egentligt have været ude i går aftes det her kapitel, men kom op at skændes med mine forældre så de endte med at tage min computer lige som jeg ville have lagt det ud....
Great.... '-.-

Ved godt det ikke er så langt eller noget, men det er fordi det er halvdelen af et længere kapitel. Hvis i synes det ender en smule sært kan jeg kun give jer ret, men det var lige det sted der var det mest oplagte at ende det :)

Næste kapitel/anden halvdel af det her kapitel, kommer så snart mine forældre har lyst til at give mig mine ting (har lagt det her ud oppe fra skolen... Bad Gurl, Bad Gurl..)

- E xXx

 

Sange brugt i dette kapitel:

Nicest thing - Kate Nash

The Beep Beep Song - Simone White

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...