The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry?
*Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3710Visninger
AA

8. Kapitel 6: Can't take it

Harry's synsvinkel

Da jeg langt om længe kom hen til Hope den aften, var det som om vi startede forfra. Hun nægtede at tale til mig, og end det at kigge på mig virkede som en umulighed for hende.

Jeg forstod det ikke.

Pigen jeg havde sagt farvel til for nogle få timer siden, havde været helt anderledes end den pige der sad overfor mig nu.

I modsætning til tidligere aftener, sad hun nu på lygtepælen -  i lygtepælen - hvordan hun end var kommet derop.

Hernede fra lignede hun... Ja jeg ved snart ikke.

En udødelig... En engel....

Som sagt ved jeg det ikke helt.

Hendes stemme der sendte bløde og melodiske ord ud imellem de smukke harmoniske læber, fik hende dog ikke til at virke mindre udødelig -  nej tvært imod faktisk.

Der var et nærmest guddommeligt skær over hende som hun sad der på toppen af lygtepælen, med benene svingende frem og tilbage under sig, imens hun sang lavt.

Ordene var nærmest utydelige fordi de blev stødt ud så lavt, men hvis man var helt stille, kunne man lige akkurat høre hende, som var det vinden der hviskede til en.

Vinden smøg sig omkring mig, og sendte fra tid til anden små kuldegysninger med sig, når den kom ind og pustede mig i nakken.

Hele scenen var så smuk og guddommelig, at den helt tog vejret fra mig. Den fortryllede mig, hun fortryllede mig - forheksede mig.

Det gik pludseligt op for mig at hun var stoppet med at synge, så hurtigt fløj mit blik søgende op til hende.

Hun kiggede til min store forbløffelse ned på mig, men med et forvirret og frustreret udtryk i sine smukke lyse øjne.

Hun havde tvivlen malet i ansigtet, og det var tydeligt for enhver, at der var et eller andet der gik hende på. Hvad end det var skal jeg ikke kunne svare dig på, men et eller andet var det i hvert fald.

Hun holdt mit blik fast, og fik så et undskyldende udtryk i sine øjne, før hun forsigtigt slog blikket ned og åbnede munden.

"Beep beep beep beep beep beep beep

go the horns in the cars in the street

we walked away from the lover's leap

opposite directions

synchronised feet

wait wait wait wait wait wait wait

for the time it takes a heart to mend a break

how many moons are reflected in the lake

can you wait forever if time is all it take


despite all the warnings

I landed like

a fallen star

in your arms

beat beat beat beat beat beat beat

goes my heart on the side of my sleeve

whispering something I can hardly believe

let me take the lead

cos love is all we need
" Sang hun lavt for sig selv.

Jeg genkendte ikke sangen, men jeg vidste også godt at jeg ikke kunne forvente det når det var Hope der sang for mig. Hun havde af en eller anden grund et utrolig bredt sangvalg, en utrolig bred musiksmag.

Men uanset hvad, så var det som om der lå en form for budskab i den sang her, selvom det for mig lød som det rene volapyk.

Et blødt bump fik mig til at kigge op.

Hope var sprunget ned fra pælen, og kom nu gående utrolig langsomt over imod mig.

Hun så splittet ud, som om der var noget der gik hende utrolig meget på.

Som om...

Som om hun ikke helt kunne beslutte sig for om hun skulle gå hen til mig eller ej.

Forvirret kiggede jeg på hende, mens hun i komplet tavshed forsigtigt tog et lille skridt fremad, for derefter at stoppe hårdt op.

Hun løftede blikket igen, der ellers havde siddet som limet fast til sneen under hendes bare fødder siden hun sprang ned.

Vent lidt...

Bare fødder?

Jeg slog blikket ned mod hendes fødder, der ganske rigtigt var uden nogen former for fodtøj.

Hun måtte fryse som en gal, og specielt når hun ikke havde andet end den tynde hvide kjole på som hun tilsyneladende var så glad for.

"Hvor er dine sko?!" Spurgte jeg i en langt strengere tone end tiltænkt.

Hun trak på skulderen, men havde endnu engang rettet blikket imod de omtalte fødder.

Hun fumlede lidt frem og tilbage med dem, men hverken svarede mig eller rettede blikket imod mig igen.

Det irriterede mig helt grænseløst af en eller anden grund.

"Hope?" Sagde jeg spørgende, og dog i en hård tone.

Hun svarede stadig ikke, men trådte elegant et enkelt skridt tættere på mig.

Hun kiggede hurtigt op - for at bedømme afstanden vil jeg skyde på - og selvom det kun var i få sekunder jeg så hendes øjne, var det tydeligt at hun havde fået et mere beslutsomt udtryk trukket ned over hele ansigtet nu.

Hm....

Hvad mon der var galt med hende siden hun var sådan overfor mig.

Jaja det var ganske vidst som det plejede, men jeg havde bare af en eller anden dum grund troet at noget ville have ændret sig nu.

Men jeg tog tydeligvis fejl.

Hun nægtede at tale til mig, og virkede endda til at ignorere mig som hun havde gjort det før.

Og selvom det sikkert var dumt af mig, blev jeg ked af det.

Jeg følte virkelig noget for denne mystiske pige - noget specielt - men det virkede slet ikke til at hun så det mindste i mig.

Som om hun bare brugte mig til at have lidt sjov med.

Jeg følte mig så såret og brugt at jeg faktisk var på randen til at bryde ud i gråd, og hvis ikke det havde været fordi Hope var lige overfor mig, havde jeg muligvis gjort det.

Jeg snøftede en enkelt gang, og Hopes bevægelse fangede straks min opmærksomhed. Hun var stoppet op, og kiggede bekymret på mig.

Jeg vil faktisk næsten påstå at hun kiggede halvskræmt på mig.

Hun stivnede fuldstændigt, og lige i det øjeblik var det som om der gik et dyr indover hende. Den måde hun kunne stå helt igennem bomstille på, uden så meget som at trække vejret gjorde hende dyrisk, og selvom det var minimalt det jeg havde haft med dyr at gøre, vidste jeg helt instinktivt at der var fare på færde når et dyr stod som Hope gjorde nu.

Selvom det var utrolig underligt at hun gjorde det.

I hvert fald blev jeg urolig og vendte mig om.

Der var intet.

Absolut intet.

Ikke udover husene, men jeg var nu rimelig sikker på at det ikke var det hun kiggede på/efter.

Jeg vendte mig om igen for at berolige hende, men da jeg gjorde det, var der intet andet at se end den ensomme lygtepæl og den grønne bænk ved siden af, og de hvide huse der stod tæt side om side helt hen til vejen drejede et stykke længere fremme.

Hvor fanden blev hun af?

Jeg snurrede hurtigt rundt om mig selv, men hun var ikke at se nogen steder.

"Harry? Harry?! Harry hva... Harry hvad fanden har du gang i?" Spurgte Louis pludseligt mistroisk.

Hallo hvor kom han nu fra?!

"Hvad laver du her?!" Vrissede jeg hektisk, selvom jeg udemærket godt vidste at det da i hvert fald ikke var Louis' skyld at Hope var forsvundet.

"Jeg spurgte først." Sagde han flabet, så jeg fik en irriterende trang til at slå ham.

"Og jeg svarer sidst - svar mig nu." Sagde jeg udmattet.

Jeg orkede rent ud sagt ikke hans pis lige nu.

"Jeg tænkte bare at jeg ville hente dig hjem, da jeg havde en fornemmelse af at du var blevet skingrende sindssyg, og det fik jeg jo ret i - ikke? Så kom." Sagde han og begyndte at trække mig afsted.

Jeg satte hurtigt hælene i.

"Men hvad med Hope?" Spurgte jeg tonløst.

"Hope? Er hun her også?" Spurgte han forvirret, og kiggede sig hurtigt omkring.

"For jeg kan altså ikke se hende nogen steder?" Fortsatte han forvirret.

Jeg kiggede mig endnu engang rundt, og endnu engang var hun ikke at se nogen steder.

Det var virkelig underligt, og jeg kunne seriøst ikke forstå det.

"Kom nu Harry." Mumlede Louis lavt, og trak endnu engang i mig.

Denne gang protesterede jeg ikke, men fulgte bare tavst med ham.

Vi havde var næsten nået til hjørnet da en bevægelse fangede min opmærksomhed. Jeg bad Louis fortsætte, mens jeg selv stoppede op. Jeg vendte mig, og så til min store overraskelse en ung pige løbe i modsatte retning som mig. Hendes hvide kjole flagrede bag hende, og jeg var slet ikke et sekund i tvivl om hvem pigen var.

Og i det øjeblik svor jeg, at jeg ikke ville vende tilbage.

___________________________________________________________________________

Først vil jeg gerne undskylde for ventetiden og kapitlet som ikke er rettet igennem.

Men jeg går igennem en rigtig, rigtig svær periode lige nu, da min pony på aller tragiske vis måtte lade livet fredag aften. Han betød tæt på alt for mig, og jeg græder hele tiden :'(

Det lyder sikkert vildt bisart for dig, hvis ikke du har hest selv (eller hund eller andet dyr for den sags skyld) men sådan er det nu engang.

Jeg skal nok skrive videre snart.

Skriv endelig jeres mening omkring hvad i tror der kommer til at ske/ hvad i synes indtil videre :)

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...