The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3538Visninger
AA

7. Kapitel 5: Bad news

Hope's synsvinkel

"Undskyld mig." Mumlede jeg, trak Harry ind i et tæt kram, og forlod så stuen uden at kigge mig tilbage.

Ude i køkkenet stod Louis bøjet indover vasken, der var fyldt op med skummende vand og diverse former for beskidt service.

Da han ud af øjenkrogen så mig komme ud i køkkenet, rattede han sig imidlertid op, og kiggede på mig med et løftet øjenbryn.

"Går du allerede?" Spurgte han lavt, men en sørgmodig undertone.

En tone, jeg fandt upassende at han brugte.

Jeg forstod ikke hvorfor den var der, for han havde faktisk vist sig at være en rigtig godmodig og glædesfyldt person, da man først var kommet lidt tættere ind på livet af ham.

Han var i hvert fald langt fra den sure mand jeg havde forestillet mig, da jeg havde hørt ham igennem Harrys telefon.

Han var faktisk et langt smukkere og mere interresant menneske, end først antaget. 

For det var han - et smukt og interresant menneske.

Jeg ved at det lyder underligt, da det tydeligvis var hans bedste ven jeg havde godt gang i lige nu, og ham jeg havde overnattet ved.

Og Harry var da også et helt særligt menneske.

Et betagende menneske.

Et... Hmm.... Underfuldt og mystisk menneske.

Et spændende menneske.

Et... Jeg tror du er med.

Men Louis?

Havde jeg mødt ham dengang mit bryst endnu havde den bløde og våde lyd af hjerteslag, er jeg overbevist om at vi ville have været de bedste venner.

Han forstod virkelig at være omsorgsfuld, men på den anden side også at få en til at tænke på noget helt andet, end det der nu tyngede en ned.

Hmm...

Jeg ved det, jeg ved det.

Det lyder bisart at jeg allerede ved så meget om en hidtil ukendt person ikke?

Jeg ved det godt.

Men vidste du, at jeg er særdeles god til at læse mennesker?

Jeg har brugt de sidste utallige år på at lære forskellige mennesker at kende, og derefter studeret deres reaktioner, holdninger, sprog, udvikling, ja praktisk talt alt. Det er mere spændende end det lyder - tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om. At se folks udvikling igennem årene, er noget der altid har underholdt mig.

At se hvordan nogle mennesker kunne snoes om en lillefinger, imens andre var så indelukkede og varsomme, at de var umulige at komme tæt på.

Manden jeg kunne takke for at hjælpe mig med at finde på beskæftigelse i alle disse år, var den selvsamme mand, som jeg var på vej hen til nu.

Alo var ligesom jeg selv en levende død, selvom han var blevet dræbt årtier før jeg selv. Vi var ikke de eneste, men Alo nægtede blankt at lade mig møde andre. 

Han havde aldrig forklaret mig hvorfor, men i sidste ende var det nok også bedst sådan.

På en måde i hvert fald.

I hvert fald, var jeg nu på vej hen til mit ugentlige møde med Alo. Jeg skulle bare lige ud af lejligheden, og så ville der ikke gå lang tid, før jeg mødte den ældre mand igen.

Eller... Ældre og ældre, han havde været 26 år da han blev dræbt, så jeg ved ikke lige om man egentligt kunne kalde ham ældre.

I hvert fald fandt jeg det meget mystisk at han lagde en sørgmodig undertone ind, da han næsten ikke kendte mig, og da jeg havde rimelig godt gang i hans bedste ven.

"Hallooo? Lever du eller hvad?" Sagde Louis drillende.

Jeg brød straks ud i en høj latter.

"Nej." Grinede jeg  - kom ikke her og sig at jeg ikke er ærlig!

Han blinkede til mig, og sendte mig et skævt smil.

"Det tror jeg Harry bliver ked af at høre!" Sagde han med et smil, inden han vendte sig imod sin opvask igen.

"Jamen jeg håber da på at komme til at møde dig igen en dag Hope." Sagde han med ryggen til mig. 

"Jeg håber også på at se dig igen Louis." Svarede jeg, trådte hen til ham, og gav ham hånden.

Han kiggede underligt på mig, men tog min hånd i sin, for derefter at trykke den en enkelt gang. Han sendte mig et smil, og vendte sig derpå imod vasken igen.

Jeg gik ud imod entréen, der lå gemt af vejen bag en dør aller bagerst i køkkenet jeg trådte derud, og fandt mine sko frem.

"Hallo hvad sker der lige?!" Hørte jeg Harry råbe inde fra stuen.

"Åh og Louis? Gider du ikke sige til Harry at han kan møde mig på det sædvanlige sted i aften?" Spurgte jeg, inden jeg igen bukkede mig ned for at få mine sko helt på.

"Jo da, klart!" Svarede han med et smil i stemmen.

"Hvad mener du?" Råbte han derefter til Harry.

"Hvad er det lige i har gang i?.... Og hvorfor fanden vasker du op?" Sagde Harry noget lavere, i en mistroisk tone.

Og lige på det punkt forstod jeg ham udmærket godt - for hvorfor skulle han dog stå og vaske op, når han havde en enorm opvaskemaskine der kunne klare det hele for ham? 

Sære dreng.

Louis altså.

"Hope? Åh, hun skulle vidst til sådan et eller andet møde nu her. Hun snakkede om at jeg skulle fortælle dig at hun sikkert ville være det sædvanlige sted i aften, hvorend det så er - du nægter jo blankt at fortælle mig det. Begynder du at gøre dig klar, så vi snart kan komme afsted eller hvad?" Sagde Louis med en halvsnerpet tone.

Jeg besluttede mig for at gå, inden hele situationen ville spidse til, så jeg greb chancen der bød sig netop da Louis havde talt færdig.

"Vi ses drenge!" Råbte jeg, inden jeg hastigt trådte ud igennem døren ud til opgangen.

Her åndede jeg lettet op.

Nu skulle jeg bare ud af dette hus, så jeg hurtigst muligt kunne komme hen til Alo.

"Nå Hope. Skulle vi tage at tjekke dig engang?" Sagde Alo, og gestikulerede imod de forskellige former for undersøgelses remedier han havde stående henne i det ene hjørne.

Jeg sukkede opgivende, men da jeg vidste at jeg ikke havde et valg, og at jeg alligevel ville tabe et muligt skænderi, traskede jeg sløvt hen til de mange mystiske ting han havde stående.

"Hvis du vil være så venlig at tage skoene af, og stille dig her ind under engang?" Sagde Alo rutineret, og pegede på målepinden der var skruet fast til enden af et skab.

Jeg gjorde som han bad mig om, og stillede mig derind.

Også selvom det var kompelt åndssvagt. Altså hallo? Hvordan filan skulle jeg have vokset siden sidste gang vi så hinanden? Og fordi jeg tilfældigvis vidste at vores huskommelser var ufejbare, vidste jeg at han umuligt kunne have glemt hvor høj jeg var, og hvor meget jeg vejede.

"Alo hvorfor er det egentligt vi gør det her hver eneste gang?" Spurgte jeg til sidst, og kastede et flygtigt blik på hans ansigt.

Han stirrede intenst på målepinden, og et... Vantro..? udtryk fejede indover hans ansigt, dog kun i få sekunder, inden han fik kontrol over sit udtryk igen. En alvorlig rynke jeg aldrig havde set før, kom frem i hans pande, og straks skærpedes mine sanser. Som jeg har forklaret før, reagerede min krop meget bedre og hurtigere, og var langt mere "følsom" end tidligere.

Faktisk, reagerede jeg til tider som et dyr, af den eneste ene grund, at det var sådan min natur nu engang var.

"Er der noget galt?" Spurgte jeg lavt, og holdt godt øje med Alo's udtryk.

I lang tid svarede han mig ikke, men pludselig var det som om han kom i tanker om at jeg endnu var ved hans side.

"Hmm... Det tror jeg ikke." Mumlede han, men det var tydeligt for enhver at høre tvivlen i hans stemme.

"M.."

"Vær sød at træd op på vægten engang Hope." Afbrød Alo mig alvorligt.

Jeg nikkede og gjorde som han sagde.

Den følgende time, brugte vi på at foretage utallige forskellige undersøgelser og prøver, og for hver prøve eller undersøgelse vi lavede, blev jeg mere og mere nervøs og anspændt.

Der var et eller andet galt - jeg kunne mærke det. Præcist hvad det var, kunne jeg ikke sætte min finger på, men et eller andet var i hvert fald galt.

Jeg sad nu igen i stolen overfor Alo, der analyserede den ene prøve efter den anden. Det var efterhånden begyndt at kede mig en del, men der var bare ikke så meget jeg kunne gøre ved det. Derfor sad jeg nu og trommede let i bordet med mine negle.

Rent tidsfordriv.

"Hope min skat, er du sød at lade være?" Bad Alo pludseligt, og jeg stoppede straks, med et surmulende udtryk. Han så det tilsyneladende, og lo en kort latter.

"Du har altid været så utålmodig min pige, men vent du nu lige tre sekunder mere, så er vi vidst ved at være der." Sagde han med et smil.

Straks lukkede jeg i som en østers, og sad helt musestille.

Alo lo kort igen, og rystede grinende på hovedet af mig, før han rejste sig fra sin kontorstol og gik over til printeren i den modsatte ende af rummet, der netop nu var ved at spytte en kopi ud til ham. Han tog den, og gik så tilbage til sit bord, og satte mig på den modsatte side af det, end den side jeg sad på.

Gav det overhovedet mening det der?

I hope so.

Hope.

Haha.

Nej okay ikke sjovt, undskyld.

En lav fnisen slap ud imellem mine læber, og fik Alo til at kigge på mig med et blik der sagde at jeg vidst lige så godt bare kunne blive smækket ind på den lukkede med det samme.

Hvilket jeg vel også lige så godt kunne være blevet, hvis ikke det var fordi jeg rendte rundt som en levende død.

Det tror jeg nu alligevel ikke at lægerne eller sygeplejerskerne ville blive så glade for.

"Hope? Hvad lavede du i nat? Hvor var du henne?" Afbrød Alo pludselig min tankestrøm.

Truth or lie?

Sandhed eller løgn?

Jeg havde nøjagtigt ingen tid til at beslutte mig.

"Samme sted som jeg altid er om natten? Det sted jeg efterhånden har været i pænt mange år? Under min lygtepæl? Ved bænken?" Sagde jeg, og prøvede at lyde overbevisende.

Jeg kunne udemærket godt høre at det ikke gik specielt godt, men jeg håbede og bad til at han ikke ville ligge mærke til det.

Han sendte mig et skeptisk blik, og det var helt tydeligt, at han ikke købte min lille hvide løgn, selvom jeg havde gjort mig så umage.

Øv også.

"Hope. Fortæl mig nu lige sandheden engang, ellers kan jeg ikke hjælpe dig." Sagde han gravalvorligt med øjnene borret ind i mine.

Jeg drog et dybt og opgivende suk.

"Okay. Jeg... Jeg kom måske... Hmm.... Ja altså jeg kom måske på en måde til at tage med en dreng hjem. Jeg kommer lige derfra." Mumlede jeg lavt, med blikket rettet imod bordet.

"Du.. HVAD?! " Måbede Alo med åben mund og polypper.

"Jeg overnattede hos en dreng." Mumlede jeg en smule højere end før, dog stadigvæk med blikket solidt plantet på hans skrivebord.

Han mumlede en hel masse utydeligt, før han alvorligt kiggede mig ind i øjnene.

"Er du godt klar over hvad det er du har gjort?" Spurgte han alvorligt.

Jeg rystede på hovedet.

Jeg kunne ikke se det som sådan dårlige ved at have overnattet med Harry.

Han drog et dybt suk.

"Hope? Har du aldrig hørt efter? Har du aldrig hørt efter når jeg fortalte dig om og om igen hvordan du aldrig nogensinde måtte forlade din plads ved lygtepælen, medmindre du ønskede at forfærdelige ting ville hænde dig? Skynd dig hellere tilbage og syng dine sange Hope. Måske er det ikke for sent endnu." Sagde han formanende.

Før han end havde talt helt færdig, havde jeg rejst mig med en sådan hast at Alos papirer fløj omkring og landede på gulvet.

"Vi ses min pige. Må gud være med dig." Hørte jeg Alo sige, før jeg var ude af hørevidde.

Jeg måtte få rettet op på det her.

Nu.

___________________________________________________________________________

Så venner!

Hvad tror i der sker nu? :D

Hvad håber i der sker? Kom hid med jeres idéer! :D

Har som sagt terminsprøver i den her uge, så det blev måske en smule dødt det her kapitel... Sorry.

MEN! Nu skal der nok komme lidt gang i tingene!

Forresten, så har jeg lige oprettet et nyt one shot, som jeg ville blive rigtig glad hvis i ville tjekke ud :) Det kommer til at være med i 1D valentines konkurrencen ! :D I skal jo self. ikke, men ville blive glad hvis i ville! :D

Luuuve ya all!

- E xXx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...