The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3553Visninger
AA

5. Kapitel 3: A New Beginning

Harry's synsvinkel

De aftener kunne man finde mig i nærheden af den lygtepæl pigen tilsyneladene sad under hver eneste aften.

Det var ikke altid hun sang, men bare det at se hende, var som en enorm lettelse for mig. Det var utroligt så stor betydning pigen allerede havde. Jeg havde endnu ikke fået hendes navn - jeg havde faktisk sørget for at være stortset usynlig for hende de seneste dage - men derfor havde hun stadigvæk stor betydning for mig. Det var som om hun ligesom fjernede et kæmpe pres fra mine skuldre og bryst, bare ved at sidde dér på bænken.

En sang, sang hun dog altid - hver eneste aften.

Det var den samme gang på gang, og hver eneste gang havde hun så mange følelser i, at man virkelig kunne mærke og høre hendes smerte.

Jeg var stadigvæk ikke klar over hvad sangen hed, men jeg var også komplet ligeglad, når bare hun sang den for mig.

Denne aften stod jeg som sædvanligt ved husmuren, men jeg havde tænkt mig at spørge om hendes navn, inden jeg igen vendte hjem til lejligheden, hvor Louis efterhånden var begyndt at miste tålmodigheden med mig, og mine aftenbesøg.

Faktisk var han rimelig pissed over at jeg tilsyneladende hellere ville tilbringe tid med en pige hvis navn jeg end ikke kendte, end jeg ville med ham.

Men sådan var det jo ikke ment.

Overhovedet ikke.

Louis var min bedste ven, og jeg var villig til at gøre alt for ham.

Men den her pige var bare så speciel og unik. Jeg havde aldrig set en pige som hende før, og der var noget ved hende der dragede mig til hende. Jeg kunne stadig ikke sætte fingeren på hvad det var, men det var der, og det var det der talte.

Jeg kiggede forsigtigt omkring hjørnet, undrene over at pigen var så tavs til aften. Jeg spekulerede på om der mon var noget galt, men på den anden side så hun enormt lykkelig ud på en eller anden underlig måde.

Hun sad med rank ryg på bænken, i det svage lys fra pælen, og stirrede på en plet et sted over husenes tage. Jeg vendte mit blik imod himlen, og så til min store overraskelse at der var helt stjerneklart - det kunne måske forklare den bidene kulde. Det var faktisk først der det gik op for mig, præcist hvor koldt der egentligt var.

Kulden stak og bed i mit ansigt, og jeg følte mig frossen hele vejen igennem. Jeg slog armene om mig, og håbede på at det kunne give mig bare en lille smule varme.

Det gjorde det, men ikke i specielt lang tid.

Jeg sukkede dybt, og kastede blikket hen på pigen igen.

Det gik op for mig at hun kun havde en tynd kortærmet kjole på, og nogle bittesmå ballerina sko. Det var tydeligt for enhver at hun ville blive syg, hvis ikke kun fik mere tøj på i en vis fart. Hun måtte fryse som en sindssyg, når selv jeg - påtrods af mine utallige lag af tøj - frøs som jeg ved snart ikke hvad.

Jeg tog en hurtig beslutning, og trådte ud fra husmuren så hun kunne se mig. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men hun reagerede overhovedet ikke. Sad bare der helt stille, og stirrede op i himmelen.

Langsomt gik jeg hen imod hende. Bange for at hun skulle forsvinde hvis jeg tog et skridt for hurtigt. Bange for at hun ville forsvinde i en røgsky, og efterlade et tab jeg ikke ville kunne magte, selvom hun var så godt som en fremmed for mig.

Bange for at hun skulle forsvinde, fordi hun simpelthen var for god til at være sand - at det viste sig at hun faktisk bare var en vrangforestilling min hjerne havde spyttet ud til mig.

Bange for at jeg faktisk bare var blevet splitterragende sindssyg.

Langsomt nærmede jeg mig hende. Skridt for skridt kom hun nærmere og nærmere, og snart kunne jeg række en hånd ud, og lade den lande forsigtigt på hendes skulder. Hun ænsede det nærmest ikke, men gjorde gestus med sin ene hånd, til at jeg skulle sætte mig ved hendes side.

Jeg satte mig, og betragtede pigen i komplet stilhed.

Jeg ventede på at høre hendes stemme, længdedes efter den, og som om hun kunne læse mine tanker, startede hun straks på sin sang.

"Down by the river by the boats,

Where everybody goes to be alone,

Where you wont see any rising sun,

Down to the river we will run,

When by the water we drink to the dregs,

Look at the stones on the riverbed,

I can tell from your eyes,

You've never been by the riverside."

Hun sang det helt stilfærdigt for sig selv, men alligevel højt nok til at jeg kunne høre hende. En tot hår havde forvildet sig vej ned i hendes ansigt, og langsomt og forsigtigt, fjernede jeg den med rystende fingre.

Da min hud berørte hendes, lyste hun pludselig op i et smil, jeg aldrig havde troet jeg skulle se på hendes ansigt. Hun vendte sit blik imod mig, og holdt mine øjne låst sammen med sine, og holdt dem der igennem resten af sangen.

Da hun havde lukket sidste strofe ud igennem sine smukke og perfektbuede læber, nærmede de sig langsomt mine.

Jeg lukkede øjnene, og lod mine læber mødes med hendes på halvvejen. I lang tid nærmede vi hinanden, men endelig.

Endlig følte jeg hendes bløde letadskilte læber imod mine. Jeg rykkede en lille smule tættere på hende, og lagde forsigtigt min hånd imod hendes kind.

Kysset blev langsomt udviklet, men endte med at blive afbrudt af min mobils skingre og klagene tone.

Jeg trak den op af lommen og kiggede på displayet.

Rigtig dårlig timing Louis.

Jeg tog imod opkaldet, og blev mødt af en råbene Louis.

"Harry! Ved du godt hvad klokken er?! Nej vent lad være med at svar mig, den er snart halv et om natten! Du skulle have været hjemme for flere timer siden forhelvede!! Jeg finder mig snart ikke i den opførsel der mere! Let så din fede røv, og kom HJEM!" Hvæste han rasende.

Forskrækket tog jeg røret lidt væk fra øret, og kiggede på pigen, der kiggede forsigtigt på mig.

"Rolig nu Louis. Jeg er altså atten, og jeg kan godt passe på mig selv! Jeg kommer hjem når jeg kommer hjem, og du kan ikke tvinge mig til andet!" Svarede jeg.

"Fint, men sig til når du får tungen op fra hendes hals igen Harry. Jeg venter." Sagde han tvært.

Jeg samlede luft ind for at kunne svare ham, men blev afbrudt en en forsigtig prikken på min skulder. Jeg løftede blikket, og så på pigen.

Hun pegede på røret, og pegede derefter på sin mund. Hendes fagter fortalte mig at hun sang.

Hun ville synge for Louis....?

Jeg nikkede til hende, og gjorde tegn til at hun kunne begynde.

Hun kiggede mig dybt i øjnene, og begyndte så at synge en særdelels velkendt melodi.

"You can't go to bed,

Without a cup of tea,

And maybe that's the reason that you talk in your sleep,

And all those conversations are the secrets that i keep,

Though it makes no sense to me."

Sang hun stilfærdigt, og kiggede søgende op på mig igen.

"Hvad... Hvad var det?" Spurgte Louis målløst i den anden ende af røret.

Jeg kiggede spørgende på pigen, der pegede ned i sneen foran os.

"Hope." Svarede jeg, ude af stand til at sige andet.

Var det hendes navn?

Hope?

Det var i så fald et smukt og unkit navn - præcist som pigen selv.

"Og hvem er så Hope?" Mumlede Louis i den anden ende af røret.

Jeg kiggede på Hope, uden at svare. Hun nikkede opmundtrende, og lagde en beroligende hånd på mit lår.

"Det er den smukkeste pige jeg endnu har set." Svarede jeg ærligt, og rystede så forskrækket på hovedet, da det gik op for mig hvad jeg lige havde sagt - og så imens hun lyttede.

Ikke skide smart Harry.

Jo, jeg omtalte lige mig selv i tredje person.

Louis gryntede et eller andet i røret, noget der var helt igennem umuligt at forstå.

"Vi ses Louis. Jeg kommer snart." Sagde jeg, og før han kunne nå at sige mere, havde jeg lagt på.

"Såå...." Mumlede jeg, og kiggede pigen i øjnene, der stirrede facineret på mig. "Du hedder Hope?" Spurgte jeg langsomt.

Hun svarede mig ikke, men nikkede bare med et undskyldende smil.

"Fryser du slet ikke Hope?" Spurgte jeg pludselig, for at komme ind på noget andet end hendes navn.

Hun rystede på hovedet med et smil, og pegede så hen ad den vej der ville føre mig hjem til lejligheden, hvis jeg fulgte den længe nok. Hun kiggede på mig med et spørgende blik, som for at spørge om ikke jeg skulle til at hjem.

"Vil du gerne have jeg går?" Spurgte jeg, og kunne ikke skjule det sårede udtryk der helt sikkert kom op på mit ansigt.

Hun rystede kraftigt og bestemt på hovedet, og pegede så spørgende på min mobil.

"Nåå, du tænker på Louis?" Spurgte jeg.

Hun nikkede.

"Han klarer sig. Han bliver okay igen om lidt, engang imellem har han bare brug for at rase lidt ud." Svarede jeg, og Hope lyste igen op i et stort smil.

Hun kiggede indtrængende på mig.

"Hvad?" Spurgte jeg til sidst, med en kort latter.

Hun trak på skulderen, og lavede så gestikulationer fra munden og ud i tomheden med sin hånd igen, hvorefter hun pegede på mig.

"Vil du have mig til at synge?" Spurgte jeg forundret.

Et genert smil kom frem på hendes lyse læber, og hun nikkede genert. En lav latter slap ud imellem mine læber, inden jeg blev alvorlig igen.

"Men hvad skal jeg synge?" Spurgte jeg.

Hun trak på skulderen, inden hun alvorligt lagde sin hånd over mit hjerte.

Jeg forstod hendes hentydning, og prøvede at grave noget frem direkte fra hjertet.

"Hmm..." Mumlede jeg langtrukkent. "Mon du kender den her?" Spurgte jeg retorisk, før jeg roligt kastede mig ud i en stille sang.

"Everybody needs inspiration,

Everybody needs a song,

A beautiful melody, when the nights so long,

Cuz' there is no guarentee,

That this life is easy,

When my world is falling apart,

When there's no light to break up the dark,

That's when i look at you......."

Sang jeg lavt.

Det eneste der hørtes i natten, var min stemme der helt roligt og langsomt skar sig igennem nattens stilhed.

Hope sad og kiggede facineret på mig, og da jeg var færdig, kastede hun armene omkring min nakke.

"Var det okay?" Spurgte jeg grinende.

Hun trak sig fra mig, og kiggede mig alvorligt i øjnene, mens hun nikkede. Jeg lo en enkelt gang, og kiggede så på min mobil.

Louis havde skrevet igen.

#Kommer du eller hvad??# Stod der i den.

Jeg sukkede dybt, og kiggede så på Hope som hun sad der kun i en tynd kjole og med små sko på.

"Kom med mig." Hviskede jeg indtrængende.

Hun kiggede forskrækket på mig, og trak sig så en smule fra mig. Hun rystede på hovedet med store øjne.

Hun så nærmest... Bange ud?

"Er der noget galt?" Spurgte jeg forundret.

Havde jeg sagt noget forkert?

Hun rystede på hovedet, men holdt blikket som limet fast til jorden.

"Hope, du dør jo af kulde hvis du bliver siddende her!" Sagde jeg bestemt, og tog fat i hendes arm.

Jeg kunne se det gibbede i hende da jeg sagde dør men jeg vidste virkelig ikke hvad hendes problem var. Kunne hun virkelig ikke se at hun ville bliver syg hvis hun blev her?

Hun trak vredt armen til sig, og pegede endnu engang hen ad min vej.

"Hope forhelvede kan du ikke selv se det? Du bliver jo syg!" Sagde jeg bestemt.

Jeg tog endnu engang fat i hendes arm, og denne gang kom der faktisk en reaktion fra hendes side. Hun vendte blikket imod mig igen, og det pinefulde udtryk der lå gemt der, gjorde det helt tydeligt for mig, at jeg havde ramt et svagt punkt af en eller anden art.

Hvad fanden var hendes problem?

"Hør nu lige her engang. Nu kommer du med mig. Jeg kan ikke tillade at du bliver syg! Du kan gå igen så snart du vil, men jeg insisterer virkelig på at du kommer med mig. Lige på stedet unge dame!" Sagde jeg, og følte mig helt voksen og myndig.

Hope's synsvinkel.

Okay hvad var det lige den dreng ikke forstod?!

Jeg kunne ikke følge med ham, for jeg kunne ikke forlade min plads her under lygtepælen!

Det faktum at jeg ikke kunne snakke om natten, havde aldrig rigtigt gjort mig noget, men lige nu ville jeg ønske mere end noget andet at kunne svare den dreng.

Fortælle ham at han skulle tage hjem til sin ven, og lade mig sidde lige her.

Jeg havde det godt her - havde det helt fint.

Men jeg kunne ikke forlade det. Uanset hvor inderligt jeg ønskede at jeg kunne, så var det umuligt.

Uanset hvor.....

Hey vent nu lige lidt, hvad sker der her?!

Imens jeg havde siddet i mine egne tanker, havde Harry rejst sig op, og nu hang jeg og dinglede elegant over hans ene skulder.

Sig mig engang, hvem troede han egentligt han var?!

Det kan godt være at han et eller andet sted betød en smule for mig, men det gav ham ikke ret til bare at kaste rundt med mig som han havde lyst til.

Jeg samlede luft i mine lunger, og skulle til at råbe ad ham, da det gik op for mig at jeg stadig var stum. Jeg mærkede fortvivlelsen komme snigende, og i sidste ende lod jeg ham gå med mig.

En enkelt tåre kom frem i mit øje, og gled langsomt ned ad min kind.

Forundret tog jeg en finger op og fangede den lille dråbe.

Det var rent faktisk en tåre.

Forundret studerede jeg den.

Det lyder sikkert utrolig underligt for dig, eftersom det da er helt normalt at kunne græde.

Og det er det måske også for dig...

Men jeg havde derimod ikke grædt siden den aften for så mange år siden efterhånden, hvor jeg blev myrdet.

Og i det øjeblik. Lige netop der, hængene over en stortset fremmed drengs skulder, følte jeg mig mere levende end jeg havde gjort i utrolig lang tid.

Sjovt nok fordi jeg var død, men alligevel.

Hahahahahaha sjovt hvad?

Nej okay.

Langsomt samlede jeg luft i mine lunger igen, for at sige ham imod.

"Hhhhhhh..." Var det eneste der kom ud.

Jeg prøvede igen.

"Hhhhhhhhhaaaa..." Sagde jeg bestemt.

Hans overkrop rystede af den lave og lydløse latter han havde gang i. Jeg rullede irriteret med øjnene.

"Du fryser jo så meget, at du ikke engang kan fuldende et enkelt ord." Lo han lavt.

"Hhhh!" Sagde jeg, og hamrede en knyttet næve ind i ryggen på ham.

"Nå så man bliver hidsig nu hvad?" Sagde han, og trak mig om så jeg nu lå som et andet barn i hans lange muskuløse arme.

Jeg himlede med øjnene, og cirka dér gik det op for mig at vi allerede var kommet et godt stykke væk fra pælen. Jeg skælvede en enkelt gang, og puttede mig så helt ind til hans bryst, skrækslagen over hvad der ville ske når jeg kom ud af syne fra pælen.

Et veltilfredst suk lød fra hans læber, da han med langsomme og taktfaste skridt fortsatte hen ad fortovet.

***

"Nu er vi her prinsesse." Mumlede Harry pludselig ned i mit hår.

Jeg gik udfra at han troede jeg sov, og dermed ikke ville vække mig. Men sjovt nok kunne jeg jo ikke rigtigt sove.

Jeg lod som om jeg vågnede, og blinkede søvnigt med øjnene, og strakte så min krop i sin fulde længde. Derefter kiggede jeg mig facineret omkring.

Harry satte mig forsigtigt ned, men holdte for en sikkerheds skyld sin hånd bag min ryg.

Lejligheden var stor og luksuriøst indrettet, og der var rent og pænt.

Det hele var holdt i hvide nuancer, og man skulle være et skarn hvis ikke man roste dem for deres gode sans for mode.

"Kan du lide det?" Spurgte Harry med julelys i øjnene.

Jeg nikkede imponeret, og lod hånden køre over ryglænet på den hvide sofa.

"Kom med mig, så skal jeg vise dig hvor vi skal sove! Hvis... Ja altså hvis ikke du har noget imod at dele med mig?" Spurgte han forsigtigt.

Jeg rystede smilene på hovedet, og Harry trak mig med ind i et noget mindre rum, der duftede langt væk af Harry. Jeg gik udfra at det var hans værelse.

Faktisk, var jeg rimelig sikker.

Han trak mig med hen til sengen, og trak mig tæt ind til sig. Han kiggede mig dybt i øjnene, og lod langsomt sit hovede komme tættere på mit.

Jeg smilede bredt af ham - sig mig hvordan man kunne andet, når han var så sød - og hjalp ham på vej. Jeg trak ham tættere ind til mig, og lod mine læber blidt ramme hans. Jeg trak min hånd op fra hans liv, og plantede den i hans fyldige krøllede hår.

Hans hænder gled langsomt op og ned ad min ryg, og hurtigt blev kysset udviklet.

Hele scenen var utrolig intens, og midt i det hele smilede jeg som en stor idiot.

For første gang i lang, lang tid følte jeg mig velkommen - følte mig elsket.

Jeg var så lykkelig lige nu, og jeg håbede inderligt at det ville vare ved, selvom det sikkert var for meget at håbe på.

Harry smilede imod mine læber, og skubbede mig blidt hen imod sengen.

Jeg landede i den med ham over mig, og langsomt begyndte han at lyne min kjole op. Jeg lod ham gøre det, og hjalp derefter ham af med hans løse t-shirt der gemte på en smuk og muskuløs mave.

Dette blev starten på en nat jeg sent vil glemme.

____________________________________________________________________________

Rrrrrrrraauw hva´?

Kapitlet er ikke rigtigt rettet igennem, så jeg håber i klarer den ;)

Synes i det er for tideligt de begynder på noget? For forvirrende at begge deres synsvinkler bliver brugt? Helt seriøst skriv hvad du synes, det ville bare gøre mig så glad så glad! :)

Møøøøssaaaar!

- E xXx

HOV! Har egentligt ikke fået spurgt jer om, om i havde en god nytårs aften? Har i stadig alle ti fingre? Det håber jeg! :D Møssar til alle! :D

Sange brugt i dette kapitel:

Riverside - Agnes Obel

Little Things - One Direction

When i look at you Acoustic Cover - Julia Sheer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...