The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry?
*Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3751Visninger
AA

4. Kapitel 2: I can't get you out of my head

Harry's synsvinkel

"Oh my god,

I see, how everything is torn, in the riverdeep

And i don't know why i go the way,

Down by the riverside."

Pigens klokkeklare sangstemme kørte på repeat i mit hoved, og det virkede som en helt igennem umulighed at få hende ud derfra igen. Sangen kendte jeg ikke - jeg var ikke sikker på at den var her fra landet - men den havde på en eller anden måde gjort indtryk på mig.

Hele stemningen i sangen gav mig gåsehud, og med pigens stemme var det næsten som om det var endnu "værre". Hun kunne ligge så meget følelse i sin stemme, at man blev rørt bare hun sang en enkelt tone. Den smerte hun lagde i sin stemme da hun sang: " I walk to the borders on my own, fall in the water just like a stone, chilled to the marrow in them bones, Why do i go here all alone?" Gjorde et eller andet specielt ved mig.

Hendes stemme var speciel og unik, og med de følelser hun lagde i den, kunne man ikke andet end at stoppe betaget op, og lade sig tryllebinde til hun havde sunget den sidste strofe.

Men det irriterede mig grænseløst at hun ikke ville svare mig. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke havde villet det. Havde hun mon været sur over at jeg sang med?

Nej det troede jeg på den anden side heller ikke, for hun sang jo sammen med mig. Eller jeg sang med hende var det vel egentligt nærmere.

Hmm.... Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af om det var fordi jeg havde gjort hende noget eller om hun bare var genert - jeg kunne jo ikke vide om hun løj da hun "sagde" at hun ikke kendte mig. Det var der nemlig utroligt mange andre der havde gjort før hende, for at komme tættere på mig eller lære mig bedre at kende, så det ville ikke undre mig om hun også havde gjort det.

Men hun virkede bare på den anden side heller ikke til at være sådan.

"Jorden kalder HazBaz!"

En hånd fór drillende forbi mit ansigt, efterfulgt af Louis' legesyge stemme.

Jeg sprang forskrækket op af stolen, og lagde blikket på hans ansigt, der lyste op i et kæmpemæssigt smil. En lav latter slap ud imellem hans læber, før min hånd ramte hans hoved.

Jeg slog ham ikke hårdt, men det var af ren refleks. Altså sådan har du det vel også? Bliver man forskrækket, slår man den der forskrækkede én. Sådan er det bare - end of story.

Han stoppede dog kun med at grine for nogle få sekunder, før en lav og tøset fnisen igen slap ud.

"Hihi, man mødte nok en lækker sild på vejen hjem i går huh?" Fnisede han, som en anden teenagetøs. Jeg sukkede opgivende, og kiggede spørgende på ham.

Han valgte at kaste sig rundt på gulvet i en serie krumspring, før han igen stillede sig "helt alvorligt" foran mig, og lod som om han snoede en tot hår omkring sin finger.

"Såå...." Sagde han med sin tøsede stemme. "Hvornår får vi tøse-pigebarnet at se?" Spurgte han.

Tøse-pigebarnet?

Jeg forstod selvfølgelig godt hvad han mente, og at han udelukkende lavede spas med mig, men af en eller anden mærkelig grund som jeg ikke kunne sætte en finger på, blev jeg faktisk utrolig sur over at han kaldte hende et tøse-pigebarn.

Det kan godt være at det bare var småligt af mig, men så lad det endeligt være det. Jeg kunne ikke lide det, og jeg tror godt at Louis kunne fornemme det.

"Hey Haz, det var jo ikke sådan ment." Sagde han, og var med ét helt alvorlig igen.

Og det var bare én af de mange ting jeg elskede ved Louis.

Han kunne gå fra at være komplet useriøs og fjollet det ene sekund, og det næste kunne han være 100% seriøs.

"Jeg ved det godt, men... Tja jeg ved ikke." Mumlede jeg, sendte ham et smil, og banede mig så vej over til døren der spærrede vejen ind til mit værelse. Jeg åbnede den, trådte ind, og lukkede den så igen.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg havde af en eller anden grund brug for at tænke lidt. Tænke lidt på pigen hvis navn jeg ikke kendte, og på hvordan det kunne være at hun havde et behov for at fylde så meget i mine tanker.

For som Harry Styles, kan jeg roligt fortælle dig, at man møder mange piger, men også at de fleste af dem går fra det ene øre, og direkte ud igen af det andet. Faktisk skal man være heldig, hvis jeg bare kunne huske dig resten af dagen.

Men denne pige. Denne pige havde vandret hvileløst rundt i mine tanker hele dagen, og det var som om hun ikke havde tænkt sig at forlade mig igen nogensinde. Det i sig selv var en smule skræmmende, men hendes sang.

Hendes ensomme og følsomme sang.

Dén skræmte mig.

Præcist hvorfor var jeg ikke så sikker på, men den gjorde et eller andet ved mig, som ingen eller intet andet nogensinde før havde gjort det.

Og jeg vidste at jeg måtte høre det igen.

Høre hende igen.

Se hende igen.

Og jeg vidste at jeg måtte gøre det snart.

Men det var kun for at fortælle mig hendes navn, så jeg ikke behøvede at spekulere over det mere.

Det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om, da jeg med stor iver trak døren op igen, og gik ud i stuen, hvor Louis sad ved computeren i sofaen, med benene oppe på sofabordet.

"Ingen fødder på bordet Louis!" Sagde jeg strengt.

Han kiggede forvirret og forskrækket op, inden han hurtigt fjernede fødderne.

"Undskyld mor." Mumlede han spydigt, inden han satte sig ordentligt tilbage i sofaen igen. Jeg ignorerede hans spydige kommentar, og gik ud i køkkenet for at tage mig noget mad. Mit blik faldt automatisk på uret over ovnen, der informerede mig om at klokken var kvart over tre.

Et blik ud af vinduet fortalte mig at det snart ville blive mørkt, og dermed at jeg nok snart skulle afsted hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at høre pigen synge.

Tanken om at hun måske slet ikke ville være det samme sted som dagen før kom snigende, men hurtigt skubbede jeg den væk igen. Jeg ville slet ikke tænke på det lige der.

Hurtigt greb jeg noget brød der lå i en pose på bordet, og snart efter klaskede jeg to skiver salami på, inden jeg drejede rundt, og forlod køkkenet igen.

Jeg gik igennem stuen, hvor Louis endnu engang havde smidt benene på bordet, men denne gang nøjedes jeg dog med bare at sukke dybt af ham, og så ryste på hovedet.

"Jeg går mig lige en tur Lou. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage endnu, men hvis din dovne krop orker at lave mad, så lad lige noget stå til mig okay?" Sagde jeg, inden jeg satte kursen imod gangen for at tage mine sko og jakke.

"Damebesøg?" Brummede Louis henne fra sofaen.

"Nej.. Jeg skal bare... Ud og have noget friskt luft." Mumlede jeg, og snørede mine sko. Jeg rejste mig, og kiggede på Louis der kiggede på mig med et løftet øjenbryn.

"Hvad?" Spurgte jeg undrende.

Han rystede afværgende på hovedet, og pegede på døren.

"Gå ud og hyg dig mit barn - fader Louis er her også når du kommer hjem igen." Svarede han, og sendte mig et skævt smil. Jeg lo kort, inden jeg trak jakken på, og gik ud af vores fælles lejlighed.

***

"Lights will guide you home,

And ignite your bones,

And i will try,

To fix you."

Jeg havde efterhånden lyttet til pigen i et stykke tid nu, og hun havde endnu ikke fået øje på mig. Jeg stod bag et hushjørne, og selvom jeg kunne se hende, kunne hun ikke se mig.

Jeg havde ikke afbrudt hende i dag - ikke endnu i hvert fald - og bare det at se hende leve sig så meget ind i sin sang, gjorde virkelig et indtryk på mig.

Min hukommelse havde slet ikke undet hende nok skønhed i hendes stemme, til at det bare kunne måle sig med originalen. Hendes stemme var det eneste der lød i den stille nat, og den skar sig igennem stilheden som den rene englesang.

Jeg knugede hårdt om det ru hjørne jeg havde imellem hænderne, for ikke at gå hen til hende.

Så ja.

Alt i alt stod jeg bare dér, som en anden lurer, og betragtede den smukkeste pige jeg endnu havde set, sidde helt stille dér på bænken under den ensomme lygtepæl, midt i alt sneen og sjappen og lade sin stemme velsigne hele det omkringliggende kvarter.

Jeg blev pludselig opmærksom på noget der landede i mit hår, og det gik op for mig at det var begyndt at sne.

Ikke vildt og voldsomt eller noget, men sneen dalede langsomt, og landede med et lydløst bump ovenpå den sne der allerede var faldet.

Hele scenen med den smukke pige under pælen, med sneen dalende omkring sig gav mig kuldegysninger, af grunde jeg ikke helt var klar over.

Hun nærmede sig slutningen af sangen, og da hun var færdig, lod hun som hun havde for vane for, den sidste enkle strofe svæve blidt i luften.

Jeg kiggede indtrængende på hende, og håbede så inderligt at hun ville synge en sidste sang, inden jeg blev nødt til at forlade hende.

Jeg havde fået utallige beskeder fra Louis om, om jeg kom hjem igen eller om jeg havde tænkt mig  at blive ude hele natten, og hver gang havde jeg sagt at jeg var på vej.

Jeg betragtede pigen igen, da hun tog en dyb indånding, og startede en ny sang.

"Down by the river by the boats,

Where everybody goes to be alone,

Where you wont see any rising sun,

Down to the river we will run,

When by the water we drink to the dregs,

Look at the stones on the riverbed,

I can tell from your eyes,

You've never been by the riverside."

Og lige som hun sang de to sidste linjer af første vers, drejede hun tydeligvis helt bevidst hovedet, og kiggede mig direkte i øjnene med sine isblå øjne.

Hun holdt mit blik fast et par sekunder, før hun igen løsrev sig fra mig.

Det var cirka dér, at det gik op for mig, at det var den samme sang, som hun havde sunget dagen før.

Jeg stirrede tryllebundet på hende, lige indtil min mobils ringetone insisterende sendte en klagende tone ud i den kolde aften.

Irriteret trak jeg den op ad lommen, og trykkede på 'svar opkald'.

"Hvad?!" Vrissede jeg surt ned i telefonen, med blikket limet fast på pigen, der igen lod som om hun ikke ænsede min tilstedeværelse.

"Kommer du hjem igen, eller skal jeg sende politiet ud efter dig eller hvad? Du har jo været væk i flere timer nu Harry!" Vrissede Louis vredt tilbage.

"Jeg kommer nu." Mumlede jeg, og lagde på, før han kunne nå at sige mere.

Ærgelig over at jeg ikke kunne blive nogen tid endnu og lytte til pigen, vendte jeg mig og begyndte at traske hjemad igen.

Lige da jeg var næsten væk fra vejen med hushjørnet, hørte jeg endnu engang pigens stemme, båret med vinden hen til mig.

" When that old river runs past your eyes,

To wash off the dirt on the riverside,

Go to the river so very near,

The river will be your eyes and ears."

På en eller anden måde, lød lige netop det stykke af sangen advarende på en måde, og jeg skuttede mig uroligt i min jakke, da en iskold vind langsomt smøg sig indunder jakken, og nærmest hviskede mig noget i øret.

"Pas på."

Lød det som om den hviskede, inden den langsomt fortonede sig, og var væk igen.

___________________________________________________________________________

Da folk spørger mig om, om ikke jeg nok vil være sød at skrive de sange jeg citerer til dem, har jeg besluttet mig for at skrive dem i bunden af kapitlet som nu (såfremt der er nogen selvfølgelig)

I dette kapitel hørte vi:

Fix you - Coldplay

Riverside - Agnes Obel

Jeg undskylder for et kedeligt og kort kapitel, men jeg håber i synes det var okay. Skal lige vænne mig til at skrive på den her historie, i stedet for på 24RW :)

Skriv gerne hvad DU synes! :)

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...