The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3615Visninger
AA

20. Kapitel 18: Let her Go

Harry's synsvinkel

Bip.Bip.Bip-bip-bip.

Dovent langede jeg armen ud for at slukke for vækkeuret, men da min arm stødte på en metalkant på vejen stivnede jeg fuldstændigt. Der var noget der ikke stemte her.

Uroligt lagde jeg armen ved mine side igen.

Bippelyden var der stadig, og den ændrede sig en lille smule for hver gang jeg bevægede mig det mindste. Det var lidt som om..........

Som om der stod en maskine.

Nervøst tog jeg en dyb indånding, og væmmedes så ved lugten. 

Det var rimelig tydeligt for mig hvor jeg befandt mig, men jeg forstod ikke hvorfor. Hvad i alverden lavede jeg dog på et hospital? Var jeg kommet til skade? Hvor længe havde jeg været her? 

Forvirret åbnede jeg prøvende mine øjne, men var nødt til at lukke dem igen med det samme på grund af det skarpe lys. Jep, det var vidst rimelig tydeligt hvor jeg var. 

Forsigtigt glippede jeg med øjnene, og prøvede at fokusere på noget andet end lyset, der føltes som om det var ved at skære mine øjne ud. Det lykkedes, og endelig kunne jeg se rundt i rummet. Det var hvidt, enkelt og tomt.

"Hope?" Spurgte jeg forvirret ud i det tilsyneladende tomme rum. 

En person hostede, og håbefuldt drejede jeg hovedet imod lyden. Jeg kunne ikke vente med at se Hope's smukke ansigt og skikkelse igen, og måske kunne hun forklare mig, hvad jeg lavede her. Det ville hjælpe mig en del i hvert fald, for jeg var selv helt blank. 

Men da jeg forsigtigt vendte mig imod lyden, skar en ubeskrivelig smerte op igennem mit ben, og hele vejen op til mit bryst. Stakåndet stoppede jeg med at rykke mig, og kiggede forfærdet ned ad mig selv.

Hele mit venstre ben var pakket ind i gips. Mit højre ben var fyldt med ridser og sår, i min hånd sad en nål hvori der var fastsat en slange, hvor en tyk, uklar væske langsomt flød direkte ind igennem nålen og ind i min blodåre. Mit bryst var stramt forbundet, og som om det ikke var nok, havde jeg nu et stort ar på den modsatte arm af den der fik drop. Jeg var blevet syet.

Alt i alt lignede jeg en omvandrende mumie, og jeg var helt overbevist om, at hvis en fan af en art så mig nu, ville han eller hun muligvis ikke engang kunne genkende mig. 

Personen hostede igen, og denne gang kunne jeg ikke dy mig.

"Hope?" Sagde jeg igen håbefuldt.

Om ikke andet, kunne hun vel komme herover.

Medmindre.

Medmindre hun også var kommet til skade. Hvad hvis vi havde været ude for en ulykke af en art? Jo hun var ganske vidst en form for død allerede, men hun havde betroet mig nogle dage i forvejen, at hun sagtens kunne få skader alligevel - specielt nu, hvor hun tilsyneladende var så tæt på sit endeligt.

Sit endeligt.

Fuck.

Erindringerne væltede indover mig, og en akut lyst - og behov - for at sætte mig op ramlede indover mig som en lavine. Billederne af den koldblodige dræber - min Hope - blev blandet med billeder af rødt blod. Blod, blod, blod.

Og smerte.

Men hvor var hun nu?

"Hope hvis det er dig så siger du det nu." Sagde jeg truende.

Præcist hvad jeg havde tænkt mig at gøre, hvis det havde vist sig at være hende, og hun ikke havde sagt det, ved jeg ikke. Men det var også komplet ligegyldigt, for jeg ville ikke få brug for det alligevel.

"Beklager at måtte skuffe dig Haz." Mumlede en stemme jeg til hver en tid ville kunne kende - selv på flere kilometers afstand.

Det var Louis.

En frustreret lyd brød igennem mine læber.

Men hvor var hun så?

Louis stønnede lavt, hvilket måske burde have meget upassende, men da slæbende trin lød, og han pludselig stod bukket indover min seng, forstod jeg ham godt. Hans smukke ansigt var brudt af fem blussende røde streger, der gik fra hans tænding og hele vejen ned til midt på brystet. Han havde ingen trøje på, men var derimod - som mig - også stramt forbundet omkring brystet - lige ved ribbenene. 

Forvirret løftede jeg øjenbrynene.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg forvirret.

Louis svarede først ikke, men kiggede bare vurderende på mig. Præcist hvad det var han ledte efter - og hvad han fandt - skal jeg ikke gøre mig klog på. Men noget måtte han have set, for pludselig besluttede han sig for, at svare mig.

"Er du helt sikker på, at du vil høre det?" Spurgte han usikkert.

Hvorfor skulle jeg ikke ville det?

Louis' spørgsmål fik nysgerrigheden i mig til at blive endnu større. Selvfølgelig ville jeg vide hvad der var sket! 

"Ja selvfølgelig. Kom med det." Sagde jeg, måske en smule for kækt.

Louis sukkede lavt, gik fra mig, og om kort efter tilbage - han hentede en stol. 

"Okay så. Men du må sige til, hvis det bliver for meget. Jeg skal nok spare dig for detaljerne." Sagde han alvorligt. Jeg nikkede langsomt, og ventede så ellers bare.

"Hm. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte.. Hm.. Jo nu ved jeg det. Du kan godt huske, da hun sad på hug overfor dig, og skulle til at springe på dig, ikke? Da hun blottede tænderne, og virkelig lignede en der ville dræbe dig?" Spurgte han, med øjnene svejsede sammen med mine.

Erindringerne sendte kuldegysninger igennem hele min krop.

Jo tak, jeg kunne sagtens huske det.

Jeg nikkede sammenbidt, hvilket fik Louis til at fortsætte.

"Godt. Da hun sprang på dig, var jeg helt sikker på, at hun ville dræbe dig. Flå hovedet af dig eller sådan noget. Men et eller andet - spørg mig ikke om hvad, for jeg aner det ikke - stoppede hende. Det så ud som om der var noget i hende der faldt på plads, for efter at have sprunget på dig med en dræbende kraft, rev hun sig fra dig. Hendes blik var klart igen, og hun kiggede forfærdet imellem dig og mig, inden hun sprang væk fra dig. 'Nej' mumlede hun. 'Nej, nej nej, Nej!' Hun blev ved med at mumle det om og om igen, med foragt i stemmen. Hun.. Hun begyndte at græde. Jeg vidste ikke hvad der skete, men da hun pludselig vendte sig imod mig, var det meget tydeligt, at hun var sig selv igen. Som sagt ved jeg virkelig ikke hvorfor eller hvordan, men det var hun. Hun rev et stykke af sin trøje, for at stoppe blødningen, fra mine sår, og havde hun ikke gjort det, var jeg muligvis død af blodmangel - det siger lægerne i hvert fald." Sagde han.

Men. Hvis hun var blevet sig selv, hvorfor var hun så ikke her nu?

Utallige spørgsmål hobede sig op i mit stakkels hoved, og fremkaldte en forvirrende hovedpine. Jeg var forfærdeligt træt, og havde virkelig lyst til at sove.

Dog havde jeg ikke tænkt mig at bukke under for den lyst, så i stedet rettede jeg mig en smule mere op - og skar ansigt over smerterne der var over det hele - så jeg snarere sad end lå.

"Men hvad skete der så?" Spurgte jeg halv utålmodigt. 

Jeg ville vide hvor Hope var, så jeg kunne tale med hende.

"Tja.. Efter det, kom vi i tanker om dig. Slaget fra Hope havde slået dig op imod muren, og som du lå der i en helt forvreden stilling, var vi begge sikre på, at du var død. Hope gik i panik, men da vi opdagede at du stadig trak vejret, slappede hun en smule mere af igen. Hun gik over til dig, og mumlede en hel masse meget hurtigt. Præcist hvad hun sagde hørte jeg ikke. Men hun satte sig ned ved din side, kyssede din mund og sagde farvel. Hun ringede efter en ambulance, og satte sig så ved dig igen. Derefter fortalte hun mig, sin historie fra ende til anden, og forklarede mig, hvorfor hun -troede - hun havde reageret som hun gjorde. Hun kunne ikke huske dig Harry. Kunne ikke huske os. I hvert fald ikke indtil der skete et eller andet i det spring, og hun blev sig selv igen. Hun havde troet at du havde været ham der "dræbte" hende, og hun ville derfor tage hævn..... Og det var da godt nok også tæt på skal jeg love for." Louis mumlede det sidste, så jeg knap nok havde hørt ham.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg undrende.

"Jeg mener, at havde ambulancen kommet bare 2 minutter senere, havde du været død Harry. Og jeg også for den sags skyld." Sagde han alvorligt.

Informationen skræmte mig. 

Havde det virkelig været så tæt på?

Jeg var skadet - ja det kunne jeg da både se og føle - men var jeg så skadet?

"Du mistede en masse blod. Jeg... Jeg var sikker på, at vi ville miste dig." Sagde han pinefuldt. 

Jeg går udfra, at minderne og synene for altid ville være ætset fast på hans nethinde - præcist som hos mig selv. Jeg vidste, at jeg aldrig ville få billederne ud af hovedet igen. Jeg vidste, at de for evigt ville hjemsøge mig.

Jeg vidste, at jeg muligvis aldrig ville blive præcist den samme igen.

Louis kiggede bekymret på mig, inden han blidt strøg en hånd igennem mit hår, mens han kiggede vurderende på mig. En ubeslutsomt udtryk lagde sig i hans øjne, og det var tydeligt, at han var i tvivl om noget.

"Hvad?" Spurgte jeg til sidst.

Rynken imellem Louis' øjne blev dybere.

"Ikke noget." Mumlede han.

Udfordrende hævede jeg det ene øjenbryn.

"Louis du kan ikke lyve for mig, og det ved du udemærket godt." Sagde jeg formanende.

Han sukkede dybt - han vidste, at jeg havde ret.

"Sygeplejersken sagde, at jeg ikke måtte snakke med dig. At jeg skulle gå før du vågnede. Og at jeg skulle lufte ud forresten." Mumlede han, og humpede over til vinduet, hvor han blidt skubbede det helt op.

Udenfor var der lunt.

Eller.

Altså der var pisse koldt, men muligvis ikke frostgrader.

Solen skinnede, og en enkelt fugl sang et sted i nærheden. Lyden beroligede mig en del, i hvert fald lige indtil jeg kom i tanker om, hvad Louis lige havde fortalt.

"Vent. Hvorfor måtte du ikke snakke med mig?" Spurgte jeg forvirret.

Louis vendte sig igen mod mig, og smilede stort.

"Aner det ikke, men jeg vil skyde på, at det er fordi du har været så... Eh... Langt væk kan man vel sige." Forklarede han tøvende.

Hm.

Et spørgsmål rejste sig i mig - et spørgsmål jeg ikke havde tænkt på før nu.

Louis var begyndt at trække sig tilbage imod døren, hvilket sendte en form for panik indover mig.

"Vent Louis! Du må svare mig på noget!" Sagde jeg, og forsøgte fortvivlet at få ham til at blive. Han rystede afvisende på hovedet, men stoppede tøvende op.

"Jeg ved ikke helt... Men kom med det." Sagde han tøvende, og begyndte at trippe på stedet.

Sjovt så travlt han pludselig havde fået.

Jeg ville faktisk rigtig gerne vide hvad der pludselig var så vigtigt. Ville gerne vide hvorfor han forlod mig. Det gav mig en smule bange anelser, men jeg valgte ikke at kommentere det. Det var helt sikkert det bedste.

"Hvor lang tid har jeg været... Ehm.... Væk? Og... Uhm.. Hvor er... Hvor er hun nu?" Spurgte jeg.

Det var egentlig kun det første jeg ville have spurgt ham om, men af en eller anden grund, slap det næste spørgsmål med ud. Det havde slet ikke været meningen at spørge om det, da jeg vidste, at svaret sikkert ville såre mig alligevel. Og jeg syntes ærligtalt ikke, at jeg havde brug for at blive såret mere på det pågældende tidspunkt. 

En grimasse løb over hans ansigt, men før jeg kunne nå at læse den, var den gemt af vejen igen.

Jeg havde ingen anelse om, hvad det havde været, men at dømme udfra hans nuværende udtryk, havde det ikke været noget specielt godt.

"Ehm." Sagde han, og trippede fortsat på stedet, som en væddeløbshest der ventede på startssignal.

Det så en smule komisk ud, og havde situationen været en anden, havde jeg helt sikkert gjort grin med ham.

"Du har været væk i godt tre dage Harry. De snakkede i starten om, at ligge dig i kunstigt koma, da dine skader faktisk var decideret livstruende. De valgte dog at lade være, da de mente at du nok selv klarede det." Forklarede han. 

Det kom en smule bag på mig, at mine skader alligevel havde været så alvorlige alligevel.

Men han havde stadig ikke svaret på mit andet spørgsmål.

"Og Hope?" Spurgte jeg næsten lydløst.

Hans blik faldt ned på hans trippende fødder, inden han så op på mig igen med et ulæseligt blik.

"Hun er væk Harry. Da ambulancen endelig kom, rejste hun sig fra din side og løb. Jeg løb efter hende, men hun bad mig om at lade være. Hun løb hen til pælen som hun sprang op på. Hun sang en sidste sang, og da jeg vendte mig imod hende igen, efter at have svaret ambulancekøren på noget var hun væk. Fra pælen dalede kun hendes kjole, men hun selv var forsvundet. Det gør mig ondt Harry." Sagde han, og forlod derpå værelset, så jeg var efterladt alene.

Informationerne kunne ikke komme ind i min hjerne. De ville simpelthen ikke trænge ind. Det var som om, at hver eneste gang de prøvede at trænge igennem, blev de smidt væk igen. Smidt ud og smækket døren bag sig. 

Mundlam faldt jeg tilbage i sengen. 

En ubeskrivelig smerte bredte sig i mit bryst, og en underlig tom følelse lagde sig i hele min krop. Jeg... Hun.. Men....

En fortvivlet lyd slap ud mellem mine læber, da en kølig brise lagde sig om mig. 

Pludselig blev jeg opmærksom på det papir nogen havde lagt på mit sengebord. Taknemmeligt greb jeg ud efter det, for at få noget andet at tænke på. For at få smerten væk. Tanken om, at det sikkert var en fan der havde skrevet det og fået nogen til at ligge det der fik mig til at glemme Hope et øjeblik.

Men alt dette forsvandt, da jeg åbnede papiret.

"Harry min elskede." Stod der med en skrift jeg kunne genkende til hver en tid.

"Jeg er så ked af det. Så ked af at have såret dig min skat - både fysisk, men også psykisk. 

Men jeg er væk nu, og jeg kommer ikke tilbage.

Du må ikke græde. Jeg beder dig Harry. 

Jeg er et langt bedre sted nu, og jeg kommer aldrig mere til at genere dig igen. 

Jeg kommer aldrig til at se dig igen. Og du kommer ikke til at se mig. Men fortvivl ej, for jeg er her stadig. På en måde i hvert fald... Jeg vil for altid leve videre Harry. Husk på det, for om ikke andet, så lever jeg videre i dit hjerte. Gosh hvor lød det der pladderromantisk, og det er jeg måske også en smule indimellem. 

Men Harry.

Jeg elsker dig, og du må ikke sørge. 

Jeg vil altid være ved din side, men jeg ønsker af hele mit kolde hjerte, at du vil finde dig en familie og blive lykkelig. Det er mit eneste ønske - det er mit sidste ønske.

Jeg elsker dig Harry.

Hope xxx" Jeg læste ordene om og om igen, og til sidst blev de læst med tårerne trillende ned ad kinderne.

Jeg vidste, at Hope ikke ville have jeg skulle sørge, men det gjorde jeg.

Min pige var blevet taget fra mig.

Min kærlighed var blevet taget fra mig.

Og sammen med det, røg også mit hjerte. 

Jeg ville aldrig blive den samme som før - det vidste jeg nu. Jeg vidste, at jeg muligvis aldrig ville blive den samme glade Harry, som så mange elskede og så op til. Men jeg kunne på den anden side heller ikke svigte vores fans, det vidste jeg godt.

Jeg vidste det, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. 

Jeg kunne ikke tænke andet end: Og hvad så?

Jeg vidste, at det måske var selvisk og egoistisk af mig, at tænke sådan som jeg gjorde, men helt ærligt? Et eller andet sted, hvad ragede det så mig om andre tilbad mig? Jeg havde jo aldrig bedt om det. Havde aldrig rigtigt brudt mig om det faktisk. 

Jo, jeg havde et ansvar og en pligt.

Men det har vi vel alle et eller andet sted, ikke?

Og jeg var ved at være godt træt af mit.

Jeg havde ikke tænkt mig at fortsætte - ikke mere.

Jeg var tom og manglede mit hjerte. Og jeg vidste, at jeg ikke ville få det igen.

Hvad var så pointen ved at leve videre?

Leve videre i smerte?

Hvis du kan se den, så er det nu du skal komme med den, for jeg kan ikke.

Og cirka dér besluttede jeg mig.

Jeg havde ikke tænkt mig, at leve videre uden hjerte.

Og det hele var så enkelt - fordi jeg bare var et menneske.

 

__________________________________________________________________________________________________________

Okay okay først - det her var sidste kapitel. 

Jeg er virkelig ked af, hvis jeg har skuffet nogen, men jeg kan røbe, at der kommer en epilog - muligvis allerede senere i aften.

Jeg skriver i hvert fald videre nu, så der er stor sandsynlighed for det.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...