The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3493Visninger
AA

19. Kapitel 17: Who are you?

Hope's synsvinkel

 

Synet af den grædende Charles gjorde noget ved mig. Det var som om der var noget indeni mig, der prøvede at fortælle mig et eller andet. At få mig til at forstå.

Et ønske om barmhjertighed og medfølelse faldt i mit indre, men jeg nægtede blankt.

Manden, der vel egentlig ikke var andet end en forvokset dreng, skulle bøde for hvad han havde gjort.

Han havde dræbt mig. Pint mig til døde.

Han havde efterladt mig blødende og i utallige smerter på en ensom bænk, en kold og mørk nat. Jeg håbede for ham, at han angrede.

Mere end det faktisk.

Anger var langt fra nok.

Han skulle bøde - bøde med sit liv.

Om jeg så personligt selv skulle vride halsen om på ham, gjorde jeg det med glæde.

Han skulle bøde.

Han skulle dø.

Nu.

En dyrisk snerren flød over mine læber, da jeg i et elegant og perfekt balanceret spring, hoppede ned fra pælen, og landede på mine bare fødder.

I foroverbøjet jagtstilling nærmede jeg mig langsomt mit mål.

Det var næsten for let. Han sad jo bare der, helt uvidende, som et andet lille forsvarsløst barn. Smilet bredte sig ondt om mine læber, da jeg langsomt nærmede mig ham.

Langsomt, skridt for skridt, kom jeg nærmere det monster der havde ødelagt mit liv for altid.

Det monster der havde stoppet mit liv.

Jeg nærmede mig ham langsomt, men han opdagede intet. Sad bare dér og græd.

Måske kunne han mærke at det var slut. At jeg skulle have min hævn. Måske var han ligeglad. Måske var det det eneste han ønskede.

Jeg var faktisk ligeglad.

Med mit glimtende hvide tandsæt blottet, nærmede jeg mig mit mål. Jeg kom snart tæt nok på til at kunne tage det sidste afgørende spring.

Langsomt bukkede jeg i knæene, og gjorde mig klar til at springe på ham. Men jeg nåede aldrig så langt, før jeg blev stoppet.

"Harry!" Råbte stemmen ovre fra lygtepælen.

Forvirret snurrede jeg rundt, og kiggede på drengen der havde stoppet mig. Han så bekendt ud, men jeg kunne ligesom ikke huske hvor jeg havde set ham før.

Og hvad var det for en Harry han fablede om?

Drengen der sad på jorden foran mig var Charles. Min morder.

Hans letkrøllede brune hår, hans grønne øjne, slanke - men muskuløse - krop. Det var Charles.

Charles løftede forundret blikket og lagde det på drengen, der begyndte at komme nærmere. En truende knurren byggede sig op i mit bryst, og lød lavt udover pladsen. Mit blik lå udelukkende på drengen der kom nærmere, og ikke tog sig spor af min trussel. Han viftede bare afværgende med hånden, og trådte direkte forbi mig.

Vreden blussede op i mig, og lagde et rødligt skær over mit udsyn. En smag af jern lagde sig i min mund, og i dét øjeblik, slog alt klik for mig.

Et vredes brøl buldrede ud af min krop, idet jeg sprang på drengen der havde stoppet mig før.

"Hope hvad..." Mere nåede han ikke at sige, før mine negle borede sig ind i tindingen på ham, og langsomt rev nedad så et stort sår blev dannet. Et sadistisk smil spillede om mine læber, da jeg fortsatte nedover hans hals.

Jeg er faktisk overbevist om at jeg havde dræbt ham.

Hvis ikke jeg var blevet stoppet altså.

"Hope! Hope hvad går der af dig?! Hope! Slip ham!" Kommenderede drengen på jorden.

Jeg tog mig ikke af det overhovedet. Han kunne intet gøre ved det, andet end at se til, indtil det ville blive hans egen tur.

"Hope stop! Han kommer til skade!" Sagde Charles desperat, og lagde en hånd på mit ben. Vredt vendte jeg mig imod ham, og slap den anden dreng, der - gispende efter luft - faldt sammen på jorden, inden han krøb helt ind til den nærmeste husmur.

"Er det der en af dine venner, Charles?" Hvæste jeg arrigt.

Et uforstående ansigtsudtryk lagde sig over ham, hvilket gav mig lyst til at hive hovedet af ham på stedet. Selvom det her var meget sjovere. At se frygten i hans øjne.

Præcist som han havde set min.

"Hvad snakker du om? Hvem fanden er Charles? Det er mig! Harry! Og det der er Louis!" Sagde han uforstående og desperat.

En høj og hånlig latter slap ud imellem mine læber.

"Ha! Ja den var ellers ny da! Men så kan du jo kalde mig minnie mouse." Grinte jeg, inden jeg trådte hen imod ham igen.

Han rystede forpint på hovedet, og hev sig i håret, mens han lavt begyndte at mumle en hel masse uforstående sætninger og ord. Det eneste jeg opfangede var en helt masse "Nej."

Men jo min kære Charles.

"Skakmat." Mumlede jeg, inden jeg endnu engang krummede mig sammen i jagtstilling.

 

*

Harry's synsvinkel

"Skakmat." Mumlede hun lavt.

Hvad fanden gik der af hende? Hun var langt fra sig selv, og alt det her Charles-pis begyndte ærligtalt at skræmme mig. Specielt når jeg havde set hvordan hun havde komplet ødelagt Louis' ellers så perfekte ansigt.

Jeg forstod det ikke.

Ingenting.

Nada.

Det eneste jeg efterhånden var ved at have fundet ud af var, at hun ville gøre mig ondt. Derfor var det måske også en temmelig dårlig idé at sidde med ryggen til hende, og da specielt med ansigtet skjult i mine hænder. Jeg var et let bytte, men et eller andet sted ville jeg have at hun skulle gøre mig ondt.

For denne verden var intet værd uden hende.

Heller ikke selvom hun tydeligvis ikke kunne erindre hvem jeg var.

Jeg blev revet ud af mit tankespind, da et råb endnu engang lød.

"Harry pas på!" Skreg Louis panikslagent.

Men det var for sent.

En jagende smerte fór igennem mig, og med en knasende lyd ramte jeg husmuren på gaden overfor. Det lyder en del længere end det egentlig var, men for én der bevægede sig i den fart Hope havde på lige nu, var det intet.

Hun havde slynget mig op imod muren, og holdt nu et stramt greb om min hals, mens hendes smukke blå øjne granskede over hele min krop - sikkert for at finde ud af hvor hun skulle starte. Et sadistisk smil sad om hendes læber.

Hendes smukke, perfekte læber.

Tanken om, at hun muligvis ville slå mig ihjel, gav mig en underlig tom følelse indvendigt. Jeg kan ikke beskrive den for dig, med andre ord, end ordet tom.

For jeg var ikke sur.

Ikke ked af det eller skuffet.

Jeg var tom.

Forestil at den største og muligvis eneste kærlighed i dit liv bliver dødeligt syg. Hun-eller han- ligger et afskedsbrev til dig, og da du løber ud for at finde dem, kan de ikke kende dig, men er i stedet ved at dræbe dig.

Forestil dig det engang.

Jeg tror om muligt at det er den største smerte du kan finde på denne jord. Den psykiske smerte ved dette, ville til enhver tid overdøve alle andre former for fysisk smerte.

Intet kunne hamle op med det, og for mit vedkommende var der intet at gøre. Det ville ikke føre til noget at kæmpe imod, for selvom hun var blevet mere menneskelig, var hendes styrke langtfra forsvundet.

Ej heller hendes sanser eller hastighed.

Et opgivende suk flød fra mine læber, hvilket udelukkende fik hende til at smile større.

Det pinte mig at se hende på denne måde. Min smukke, smukke Hope, der havde et hjerte af rent guld, et hjerte der passede til hendes sjæl.

Jeg vidste, at den Hope der stod overfor mig lige dér, ikke var min Hope.

Det var en fremmed pige.

Og det var måske også derfor mine følelser ikke blev så påvirkede som de kunne have gjort.

Smilet og det sadistiske udtryk i hendes ansigt blev pludselig erstattet af en forvirret grimasse, hun dog hurtigt fik gemt væk igen.

"Nej." Mumlede hun hårdt, idet hun vredt hamrede mit hoved ind i muren igen.

"Nej Charles, det er ikke.... URGH!" Rasede hun, og slyngede mig vredt ned i asfalten.

Smerten havde bredt sig til hele min krop, og jeg var endda sikker på, at det her udelukkende var begyndelsen. Det var ikke lang tid jeg fik lov at ligge, før hun var over mig igen, og med en ond latter sparkede mig direkte i mine ribben.

En knasende lyd lød derfra, og indikerede et muligt brud.

Med gispende vejrtrækning, blev jeg hevet op at stå igen, og på ny hamret ind i muren.

"Sig mig Charles. Nyder du det? Nyder du smerten?" Hvæsede hun.

Jeg gik ikke udfra, at hun ville have et svar, for med et arrigt støn hamrede hun en knytnæve i maven på mig.

"Hope lad være!" Tiggede Louis bedende.

Med et hurtigt ryk var hendes opmærksomhed rettet imod ham. Han havde blod strømmende ned fra de store sår han havde fået i ansigtet, og lignede rent ud sagt noget der var trådt direkte ud fra en gyser og/eller splatterfilm.

En lav latter bredte sig i hendes bryst, da hun med den ene hånd holdt mig fast ved min hals, vendte sig om imod ham. "Jeg ved ikke hvem du er, eller hvorfor du tror du har ret til at blande dig Louis. Men uanset hvad, så ville jeg holde min mund lukket hvis jeg var dig. For jeg havde tænkt mig, at lade dig slippe med skrækken. Løb Louis, og kom ikke tilbage." Sagde hun truende, inden hun vendte sig imod mig igen.

"Dig derimod." Snerrede hun, og sendte mig et dræbende blik. "Det er en helt anden snak." Sagde hun, og krummede sig sammen, så hun var klar til, at springe på mig.

Og ikke på en god måde, nej.

Jeg sank sammen, og mærkede tårerne presse sig på. Jeg vidste det.

Vidste at det var slut.

Vores forhold, min karriere, min kærlighed.

Mit liv.

Der var ikke mere at gøre nu.

Jeg kunne ikke stoppe - hun kunne ikke huske mig - Louis kunne ikke stoppe hende, faktisk tvivlede jeg på, om der overhovedet var nogen der var i stand til at stoppe hende nu.

Snerrende krummede hun sig helt sammen, og satte af i et spring.

"Jeg elsker dig." Hviskede jeg, og lod tårerne få frit løb, inden hun nåede hen til mig, og alt blev sort.

 

_______________________________________________________________________________________________

 

:'(

Lille pus :'(((((((((((

Hvad så? Hvad tror i der sker? Hvad tror i der skete?

Hvad fanden har Hope gang i? :o

Og hvis ikke i skulle have opfattet det endnu såå... Hvem er Charles mon - udover at det åbenbart er haz? o.o

Well...

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...