The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3589Visninger
AA

18. Kapitel 16: Go away

(Hvis du vil helt ind i den rigtige stemning, så hør: "My Love" med Sia imens du læser.)

 

Harry's synsvinkel

 

Noget var galt. 

Jeg kunne mærke det.

Der var for stille i værelset, og det var ikke fordi Louis var blevet sendt ud af huset, nej. Jeg vendte mig, for at spørge Hope om hun havde det på samme måde, men sengen var tom. 

Bekymret rejste jeg mig fra sengen.

Hendes krop havde ikke godt af at sove på sofaen igen, og jeg vidste at jeg blev nødt til at vække hende og få hende herind i stedet. 

Langsomt gik jeg hen imod døren, og åbnede den.

Noget hvidt der lå på gulvet fangede mit blik, og jeg samlede det hurtigt op, for at smide det ud. Det kunne godt være at Hope var en fantastisk person, men noget ordensmenneske ville hun aldrig blive. 

Med et kærligt smil om læben, ved tanken om hende, gik jeg ud i køkkenet for at smide det ud. Herefter gik jeg tilbage til stuen, for at vække Hope.

Men hun var der ikke.

"Hope?" Spurgte jeg højt ud i rummet. 

Intet svar.

Bekymret begyndte jeg at gå rundt i lejligheden og lede, men uden held. Hun var her virkelig ikke. 

"Hope det er altså ikke sjovt." Sagde jeg advarende. Men stadig uden svar. 

Nervøst tog jeg runden rundt i lejligheden igen, men hun var stadig ikke at finde nogen steder. "Hope!" Råbte jeg, denne gang med rædslen malet tydeligt i min stemme. 

Forvirret gik jeg ind på mit værelse igen, hvor jeg hev mobilen ud af laderen, og trykkede et velkendt nummer ind.

"Hallo?" Mumlede en stemme søvndrukkent i den anden ende. 

"Hallo? Louis?" Sagde jeg spørgende. Et blik på uret fortalte mig at klokken efterhånden var blevet halv fire om morgenen, og jeg forstod pludselig godt Louis' søvnige attitude.

Det var faktisk et rent held i sig selv, at han overhovedet havde taget telefonen.

"Hvad er der Harry? Klokken er.... Halv fire, hvorfor fanden ringer du nu? Kan det ikke vente til i morgen?" Spurgte han irriteret.

"Louis. Hope er væk. Så jeg tænkte om hun måske var hos jer?" Sagde jeg håbefuldt - man havde vel lov til at håbe.

Louis var stille et øjeblik, og svarede mig så i en helt anden tone end før.

"Jeg kommer." Svarede han blot, og lagde på før jeg kunne nå at sige mere. Jeg ved heller ikke hvad jeg skulle have sagt, for der var ikke mere at sige. Hope var væk. 

Panikken rullede indover mig, men jeg fik den hurtigt dæmpet igen. Hun kunne jo bare have gået sig en tur, og så have glemt at ligge en seddel.

En seddel.

Med fornyet håb stormede jeg ud i køkkenet, og hev låget af skraldespanden. Og ganske som forventet lå papiret øverst, med teksten: "Til min elskede Harry." På. Et lettelsens suk forlod mine læber.

Hun havde sikkert ikke villet vække mig, og havde besluttet sig for at ligge mig en seddel i stedet. Jeg vidste ikke hvornår hun var gået, men hun måtte snart komme tilbage. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne falde til ro igen før hun kom tilbage, så jeg satte kogekedlen over for at lave mig en kop te. 

Da vandet var kogt færdig, tog jeg koppen med den skoldhede te, samt brevet med mig, og satte mig ind i sofaen. Jeg besluttede mig for at jeg lige så godt kunne læse hvad hun havde skrevet - måske havde hun skrevet noget om hvornår hun ville være tilbage?

Nysgerrigt foldede jeg papiret ud, og gav mig til at læse.

"Kære, elskede Harry.

Det er mig. Hope.

Men det vidste du vel allerede, udfra min forfærdelige håndskrift at dømme.

Jeg prøver at glemme og forskubbe det der snart vil ske, og derfor skriver jeg dig nu denne seddel. Og så fordi jeg føler at jeg skylder dig det. 

Når du læser dette vil det være for sent - forhåbentligt. Hvis ikke, vil jeg bede dig om at gå i seng igen, og sove til i morgen tidlig. I morgen bliver alting bedre. Det lover jeg dig.

Og når du læser dette vil jeg være død.

Wow, det er hårdt at skrive. Og hårdt at tænke på. 

Aldrig skal jeg se dit smukke ansigt mere, eller sige at jeg elsker dig. Det er om muligt endnu hårdere at tænke på, hvis du spørger mig. 

Jeg elskere dig så højt Harry, og det håber jeg du ved. Jeg håber du forstår mig, og mit valg, og at jeg udelukkende har gjort det fordi jeg elsker dig.

Og jeg lover dig, at jeg udelukkende har gjort dette for din skyld.

Fordi jeg elsker dig.

Jeg har måttet erkende, at jeg er blevet håbløst og uigenkaldeligt forelsket i dig. Dit smil, dit grin, dine smukke øjne.

Dig.

Du er et fascinerende og smukt menneske Harry. På så utrolig mange måder.

I mit helt åndssvagt lange liv, er du det eneste menneske jeg nogensinde har mødt, der har kunnet få mig til at føle som jeg gør nu. 

Det er en underlig følelse.

Sådan helt kildrende og glædelig, og dog så dyb og hul at det sommetider gør helt ondt.

Som nu.

Du har været her igennem det hele føler jeg efterhånden. Igennem de gode tider, de dårlige tider, og vi har haft nogle fantastiske øjeblikke, som jeg forevigt vil være dig taknemmelig for. 

Kan du foreksempel huske dengang du ville læse mig at spille på trommer? 

Den ene gang jeg nogensinde har set dig gøre det du elsker mest?

Jeg kan huske at jeg ødelagde trommen - ikke om jeg begriber hvordan jeg fik båret mig afsted med det, men den var i hvert fald helt ubrugelig bagefter. 

Men du sagde at det var okay, og at det ikke var min skyld. At det var okay, alene af den grund at det fik smilet frem på mine læber, inden du trak mig op fra stolen og kyssede mig?

Du sagde at jeg havde et smukt smil. Som om stjernerne reflekterede deres lys deri.

Men jeg kan fortælle dig Harry, at mit smil aldrig nogensinde vil være bare tæt på at være i samme liga med dit. Dit smil er det der betyder mest for mig. Det er dét der sidder på min nethinde nu, imens jeg skriver dette, og jeg ved med mig selv, at det er det sidste jeg vil tænke på, inden jeg forlader denne jord. 

Men lad mig nu komme til min pointe.

Du er det bedste der nogensinde er sket for mig, og det gør fysisk ondt på mig, at jeg skal forlade dig. Men hey, i det mindste vil du stadig være her, når jeg er væk, og forhåbentligt vil du finde en pige et sted, engang ude i fremtiden, som kan erstatte mig, og udfylde min tomme plads ved din side.

Jeg håber at du kommer til at leve et langt og lykkeligt liv.

Også selvom det bliver uden mig.

Jeg kan huske den dag vi fik det at vide - at jeg var døende. Jeg kan huske hvordan du skændtes med din bedste ven, der truede med at kaste jeres venskab bort.

Jeg husker, hvordan vi lå sammen den nat. Helt filtret ind i hinanden, og med tårerne løbende ned ad kinderne, mens vi prøvede at overbevise hinanden om at det nok skulle gå. At alt nok skulle blive okay.

Men det er det ikke, og nu står jeg her.

Med intet andet end et dumt brev at forære dig, til minde om mig. Et dumt brev, der langtfra beskriver mine følelser.

Men også et brev der er fyldt med hele mit hjertes - hele min sjæls - kærlighed til dig.

Jeg elsker dig Harry.

Og jeg gør det her for din skyld.

Du må ikke sørge - tænk på det som om at dette er min afsked til dig.

Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske nu.

Men jeg elsker dig, og det vil intet nogensinde kunne ændre.

Husk det.

Husk mig.

- Hope "

 

Med væmmelse og skræk smed jeg papiret fra mig. 

Tårerne trillede ned ad mine kinder, men følelsen indeni mig, blev snart erstattet af desperation og ængstelse. Jeg måtte redde hende. Jeg måtte gøre noget, jeg måtte....

En hånd på min skulder fik mig til at fare sammen.

"Hey Haz', hvad sker der?" Spurgte Louis uroligt.

Jeg vendte mig om imod ham, og rakte ham brevet, inden jeg trampede ud i gangen, stak mine fødder i et par sko, og ikke engang tænkte på at tage en jakke med.

Jeg var ligeglad.

Da jeg strøg igennem London's gader, havde jeg ikke andet end Hope i mine tanker. End ikke faren for at blive kørt ned standsede mig, så jeg strøg over samtlige gadekryds, og fik flere gange et horn trykket i bund efter mig.

Men jeg ænsede det ikke.

Jeg løb og løb, uden egentlig at være sikker på, hvor jeg var på vej hen. For hvem sagde at hun overhovedet ville være der? Det var jo bare en dum teori, og jeg kunne meget vel tage fejl.

Men jeg måtte prøve.

Et eller andet skulle jeg jo gøre.

Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan Hope overhovedet havde kunnet tænke den tanke, at jeg ikke måtte sørge. For selvfølgelig ville jeg det.

Hun var alt.

Min klippe, min støtte.

Hun havde mit hjerte i sit bryst.

Og hvis det holdt med at slå, ville det der sad i mig også. På stedet. Et liv uden hende, ville være uoverskueligt for mig, og jeg ville knække under for presset, i løbet af kort tid. For allerede nu - mens jeg stadig havde hende - var mine kræfter ved at slippe op.

Jeg løb i sekunder. Minutter. Det føltes også som om jeg løb i timer - som om jeg løb i år.

Men endelig rundede jeg hjørnet til den gamle gyde, hvor den ensomme lygtepæl sendte sit svage lys udover den lave bænk ved dens side.

"Hope!" Jeg skreg for mine lungers fulde kraft, men fik intet svar. 

Panikken bredte sig igen i mig, og jeg styrtede rundt om hjørnet, og stoppe så brat op. En blød melodisk stemme ramte min trommehinde, og et overvældende syn mødte mig.

"My love, leave yourself behindBeat inside me, leave you blind
My love, you have found peace
You were searching for release


You gave it all into the call
You took a chance and
You took the fall for us

You came thoughtfully
L
oved me faithfully
You taught me honor
You did it for me


Tonight you will sleep for good
You will wait for me, my love

Now I am strong, you gave me all
You gave all you had
And now I am home

My love, leave yourself behind
Beat inside me, leave you blind
My love, look what you can do!
am mending, I'll be with you

You took my hand and added a plan
You gave me your heartI
asked you to dance with me

You loved honestly
Did what you could release
Ah, ooh

I know you're pleased to goI
won't relieve this love

Now I am strong, you gave me all
You gave all you had
And now I am home

My love, leave yourself behind,

Beat inside me, i'll be with you

 

Hendes stemme var fyldt med sorg og smerte, men jeg lod hende synge.

Da den sidste strofe hang løst i luften, råbte jeg igen hendes navn, og med et hurtigt ryk blev hendes hoved rettet imod mig. Hendes øjne blev store, og hun lignede ærligtalt én der lige havde set et spøgelse, eller nogen begå et mord.

"Nej." Sagde hun højt, og rykkede sig panisk tilbage.

Jeg trådte forvirret et skridt frem imod hende, hvilket fik hende til at rejse sig, og klamre sig til pælen, som en skræmt lille pige. Hun gemte ansigtet i pælen, men kunne tydeligvis stadig se.

For da jeg forsigtigt trådte et skridt længere frem. sendte hun mig et ondt, mørkt blik.

"Nej." Sagde hun bestemt og rædselsslagent.

"Hold dig fra mig. Gå din vej!" Hvæsede hun skræmt.

Hendes ord gav ingen mening for mig, og trangen til at beskytte hende lagde sig i mig. Længslen der skreg i mig, om at ligge mine arme om hende, fik mig til endnu engang at tage et skridt frem, og denne gang blev det for meget for hende.

Hun sprang elegant op på pælen, og satte sig i en truende stilling, ovenpå lampen.

Herfra hvor jeg stod, lignede hun langtfra den Hope jeg havde set for få timer siden.

Den Hope der sad overfor mig var ikke min.

Faktisk, lignede hun en dødsengel, der var blevet sendt for at dræbe mig.

"Hope hold nu op." Sagde jeg usikkert.

Et forvirret udtryk lagde sig over hendes hårde ansigt, men det forsvandt hurtigt igen. "Hold dig fra mig! Du må ikke gøre mig fortræd!" Snerrede hun.

Gøre hende fortræd?

Hvad talte hun om?

"Synes du ikke du har forvoldt mig nok smerte i forvejen? Du fik mig til at lide. Det er dig der har gjort det her ved mig." Rasede hun, og blottede sine tænder.

Hun mindede mig om et vildt dyr.

Men påtrods af det, sårede hendes ord mig.

For hun havde ret.

Det var mig der havde gjort dette ved hende. 

Det hele var min skyld.

Hele min verden snurrede rundt, og med et bump landede jeg på jorden. Jeg slap kontrollen over mine følelser, og lod tårerne få frit spil.

Jeg havde tabt alt jeg nogensinde havde haft kært, og der var intet jeg kunne gøre nu.

 

________________________________________________________________________________________________

 

Wow, wow, wow?! 

Hvad skete der liiiiiige med Hope? :o

Stakkels lille Hazzlenut :(

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...