The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3543Visninger
AA

17. Kapitel 15: Goodbye

Harry's synsvinkel

 

Resten af ugen fløj afsted, med rehearsal fra 08-19 og så hjem og grave i bøger, aviser, hukommelse og hvad end vi nu kunne grave i, for at finde frem til det der ville kunne hjælpe Hope, så snart vi kom hjem. 

Det tærrede meget på mine kræfter, men jeg holdt stædigt ved.

Hope havde kun været med til rehearsal en enkelt gang, og var ellers blevet hjemme, for at prøve at se om hun kunne finde ud af noget.

Jeg kunne se på hende, at hun langsomt var begyndt at miste håbet, og da Alo havde sagt at det nu kun var et spørgsmål om tid, før det ville være for sent sidst vi havde været hos ham, forstod jeg hende godt.

Men jeg nægtede at give op.

Vi skulle nok klare den.

Så længe vi holdt vores hoveder højt, og holdt sammen, skulle det nok løse sig altsammen.

Det hele skulle nok blive godt igen.

Det var i hvert fald hvad jeg prøvede at overbevise mig selv om, på det pågældende tidspunkt.

En hånd på  min arm, fik mig til at se op. Hope stod bøjet indover det bord jeg lige nu sad ved, med en bekymret rynke, borret ind imellem hendes smukke blå øjne. Hendes hånd fandt vej op til mit hår, og strøg blidt igennem det.

"Du burde virkelig gå i seng Harry. Du presser dig selv for hårdt." Sagde hun bekymret.

Et smil lagde sig om mine læber. Altid så betænksom, og altid alle andre før hende selv.

Hun var virkelig en engel.

"Jeg kan godt holde til det." Svarede jeg lavt. 

Mine øjne flaksede til uret på computeren, der oplyste mig om, at klokken var langt mere end jeg havde regnet med. Hun måtte have set mit overraskede udtryk, for hun gik forsigtigt om på min side af bordet, og slog armene omkring halsen på mig.

"Du har brug for søvn." Mumlede hun, og kyssede mig blidt på kinden.

Jeg drejede stolen, så jeg nu havde front imod hende, og sendte hende et alvorligt blik.

"Det har du også, men vi ved begge to godt at tiden er knap." Sagde jeg alvorligt.

Hun smilede roligt til mig, og tog min hånd. 

"Ja." Svarede hun kort, inden hun trak mig op ad stolen, og førte mig ind på værelset. Hun skubbede mig blidt ned i sengen, og begyndte langsomt at hive tøjet af mig.

Jeg hævede forvirret det ene øjenbryn.

Hun ville da vel forhåbentligt ikke have sex nu?

"Rolig. Jeg hjælper dig bare i seng." Sagde hun leende, inden hun trak dynen op om mig, og plantede et kys på min pande. Herefter vendte hun sig, og gik ud af rummet. Jeg lagde mig på siden, med hovedet i min hånd.

"Kommer du ikke og ligger med mig?" Spurgte jeg længselsfuldt.

Hun lo lavt, og slukkede lyset.

"Jo, men du må have tålmodighed." Sagde hun med et smil, inden døren blidt blev lukket i.

 

Hope's synsvinkel

Jeg skyndte mig at lukke døren, da jeg mistede min skrøbelige kontrol.

Tårerne begyndte langsomt at trille ned ad mine kinder, ved tanken om hvad jeg havde i sinde at gøre. Hvad jeg vidste der ville ske.

Skyldfølelsen voksede, og fyldte snart hele min krop.

Tårerne slørrede mit syn, og gjorde det umuligt for mig at se hvor jeg gik, men jeg måtte være stærk.

Jeg måtte være tapper.

For Harry.

Lille, søde Harry, der aldrig kunne så meget som drømme om at slå en flue ihjel. Jeg vidste at siden jeg kom ind i hans liv, havde alting blevet forfærdeligt for ham - uudholdeligt for ham - og jeg håbede at dette ville hjælpe ham.

Selvom jeg vidste det var fejt af mig at have holdt ham sådan for nar de seneste dage, fortrød jeg ikke. For jeg gjorde det for ham - holdt det hemmeligt.

I modsætning til ham, havde jeg nemlig fundet ud af noget.

Det var kommet til mig i en drøm.

Det hele.

Årsag, dato, tidspunkt, sted.

Det hele.

Selv det svage lys fra den enlige pære stod klart i min erindring.

For Alo havde ikke løjet som han havde sagt han havde. Jeg var virkelig blevet dræbt ved lygtepælen. Faktisk, havde "han" lagt mig på bænken, inden han havde kysset mig farvel med hårde, bitre læber.

Og det var der jeg skulle hen nu.

I hvert fald så snart jeg havde skrevet mit afskedsbrev til Harry.

Jeg vidste at jeg var fej.

At jeg var ond.

Nogen ville måske endda mene at jeg intet hjerte havde, og de havde muligvis ret.

Det jeg gjorde var egoistisk.

Jeg vidste det.

Men jeg gjorde det alligevel.

Siden jeg var kommet ind i Harrys liv, var alt gået galt. Både for ham, hans venner og mig selv. Derfor ville jeg nu gøre det godt igen. Jeg ville i hvert fald prøve.

Jeg vidste, at på denne måde ville han græde. Han ville hade mig, og han ville være uforstående overfor mit valg. Men jeg vidste også, at han kun ville have et vidst antal tårer. Et vidst tidsrum tilegnet til mig, før han ville se realiteterne i øjnene. Måske ville han møde en pige. 

Selvom tanken skar i hjertet på mig, var det det jeg ønskede mig for ham. At han ville finde en smuk og kærlig pige, der ville helbrede hans knuste hjerte.

Jeg ønskede at han skulle være lykkelig.

Lige nu, var det faktisk mit eneste ønske.

Det ville muligvis ændre sig markant om en time eller to, men lige nu, var det det eneste jeg havde af drømme og ønsker.

Jeg snøftede en enkelt gang, og strøg tårerne væk.

Jeg måtte være stærk.

Og jeg måtte være hurtig.

Jeg vidste at det kun ville være et spørgsmål om tid før Harry blev urolig, og rejste sig for at finde mig. Hvis han da ikke faldt i søvn som planlagt. 

Jeg havde kunnet se på ham, at han vidste at noget var i gærde. At noget ikke var som det plejede.

Hurtigt og lydløst trippede jeg hen til det bord jeg lige havde hentet Harry fra, gik hen til stolen hvor jeg satte mig, greb et stykke papir samt en blyant, sukkede dybt, og skrev så.

Tårerne strømmede uhindret ned ad mine kinder mens jeg skrev. Det var om muligt det hårdeste jeg nogensinde havde gjort, men jeg vidste at det måtte gøres. Jeg skyldte ham en forklaring, og han måtte vide at jeg elskede ham for højt til at kunne lade ham gå.

Der var så meget jeg ville have han skulle vide, men tiden var knap, og jeg måtte gøre det kort.

Et sidste punktum blev sat.

Jeg rejste mig, foldede papiret, og skrev med sirlig skrift: "Til min elskede Harry." Derpå.

Jeg tog papiret, og lagde det på gulvet ude foran hans dør. Et øjeblik stod jeg bare og lyttede, inden jeg forsigtigt åbnede døren på klem, og kiggede ind.

Han sov.

Langsomt og lydløst trådte jeg hen over gulvet, og bøjede mig ned ved hans sovende ansigt. 

I lang tid sad jeg og betragtede ham, inden jeg for sidste gang strøg min hånd igennem hans mørke krøller, og plantede et kys på hans kind. 

Herefter rejste jeg mig, og gik ud af værelset, inden jeg gik hen til hoveddøren, og lukkede den for evigt bag mig.

________________________________________________________________________________________________

 

Snøft, hva? :(

Som i nok kan se begynder vi at lakke mod enden, men det skal siges at den IKKE er slut endnu! ;)

Men ja.... Stakkels lille uvidende Harry :'(

 

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...