The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3553Visninger
AA

16. Kapitel 14: The Hope Returns

Harry's synsvinkel

 

Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig.

For ikke at sige, at det stort set var en umulighed for mig.

Flere gange havde drengene måttet skubbe til mig, for at få min opmærksomhed.

Og flere gange havde jeg misset mine soloer, glemt teksten, eller simpelthen bare mistet alt jordlig forbindelse.

"PAUSE!" Råbte Louis til sidst irriteret.

Jeg vågnede fra den dvale jeg endnu engang befandt mig i, og det gik op for mig at alle endnu engang kiggede på mig. Hvad havde jeg nu misset?

"Er du her overhovedet eller hvad?" Sagde Louis arrigt.

"Rolig nu Lou." Mumlede Niall lavt.

Han havde aldrig været så god til det der med trykkede stemninger og arrige folk. Hævede man bare stemmen en smule, havde han det med at falde over sine egne ord af bare hast over at få tonelejet væk.

Det var nu ikke fordi han ikke selv kunne blive sur, han var bare ikke så vild med når vi andre begyndte at skælde hinanden ud, og råbe af hinanden.

Men det måtte han altså se at komme over, for det var virkelig uundgåeligt i en situation som vores og denne.

"Nej jeg vil fandeme ikke være rolig! Han må kraftedeme snart få sig taget sammen, og så komme ind i kampen her! Følelserne bliver lagt til side det sekund du træder ind på scenen Harry, og det ved du udemærket godt!" Hvæsede han, og trådte truende et skridt tættere på mig.

"Du behøver ikke at bande. Eller råbe. For jeg kan faktisk sagtens høre dig min fine ven, men ved du hvad? Min kæreste er syg - meget syg - og jeg ved, at hvis det havde været Eleanor - eller Danielle, ja eller Perrie for den sags skyld - så havde i aldrig så meget som tænkt på at møde op, det kan jeg godt afsløre for jer allerede nu! Men fordi det er mig det går udover er folk ligeglade. 'Han kan klare det', ' det er bare en face', 'det er bare fordi han ikke gider', 'han var sikkert ude at drikke i går'. Sådan er det altid. Jeg skal bare kæmpe videre. Men ved i hvad? Det har jeg faktisk ikke lyst til længere. Jeg har det som om i slet ikke støtter mig op eller bekymrer jer for mig, som i gør for hinanden. Jeg føler mig udenfor. Det tredje - eller femte - hjul om i vil. Og jeg ved snart ikke hvor lang tid mere jeg kan klare af det pis her!" Hvæsede jeg arrigt, før jeg vredt drejede rundt på hælen, og forlod scenen.

Bag mig kunne jeg høre de andre drenge skælde Louis ud, og svagt høre Liams hvæsende:" Du skal sku også altid være sådan efter ham! Gå ned og sig undskyld!", inden de begyndte at hvæse og vrisse mere lavmælt til hinanden, hvilket fik deres ord til at flyde sammen, og gøre det umuligt at forstå dem. 

Uden at vide hvad jeg ellers skulle, gik jeg backstage, og smed mig i sofaen der stod ved siden af bordet med forfriskninger. 

Jeg sagde intet.

Gjorde intet.

Jeg var der bare.

Lå bare der, i hæftig kamp med mit indre, om hvorvidt jeg skulle skide på det hele, og tage hjem til Hope, eller om jeg skulle holde ud, og blive her.

Jeg følte mig enormt fristet til at vælge den første mulighed, men ligesom jeg havde besluttet mig for at luske væk, blev en hånd blidt lagt på min kind.

Et øjeblik troede jeg det var Hope, men da jeg åbnede øjnene og så at det var Helene (vores vocalcoach) sukkede jeg dybt, og vendte mig afvisende, så jeg nu havde hovedet helt inde i sofaen og ryggen vendt imod hende.

Hun strøg blidt en hånd igennem mit hår, præcist som min mor plejede at gøre det da jeg var mindre, og jeg havde lyst til at råbe til hende at hun skulle lade være.

Jeg havde ikke set min familie længe, og det at Helene nu bragte et minde om min mor frem, fik mig til at savne dem ubegribelig meget. Jeg ved at det lyder dumt, men flere måneder uden sin familie kan altså tage hårdt på en.

Specielt når det ikke altid er frivilligt.

"Lille Harry." Sagde Helene blidt, og fortsatte med at stryge mig blidt over håret.

Jeg svarede hende ikke, men kunne mærke tårerne komme snigende.

Alt var så hårdt for mig for tiden.

Jeg havde det som om der stod folk hele vejen rundt om mig, og hev og skubbede mig i forskellige retninger. Oven i det, vidste jeg at der var utrolig mange mennesker verden over, der bare ventede på at jeg dummede mig.

En enkelt lille fejltagelse kunne sagtens ende ud i at blive noget nær min død.

I hvert fald indenfor musikbranchen.

Og da de fleste medier anså mig som "lederen" for det her fucked up band, var det naturligvis mig der var mest pres på. Kom jeg til at kigge forkert på nogen: "Harry Styles skuler ondt til folk - popidol eller flygtende fange?"

Kom jeg til at sige at jeg syntes en pige var pæn: "Mandeluderen slår til igen - voldtog uskyldig pige."

Uanset hvad jeg gjorde kunne folk få noget negativt ud af det.

Og for at være ærlig, vidste jeg snart ikke hvad jeg skulle gøre mere. 

Jeg vidste med mig selv, at Hope lige pt. var den eneste grund til at jeg stadig vandrede rundt her på jorden.

Hope, og Louis.

Selvom han til tider var en møgso.

Mildt sagt.

Men han var også min bedste ven, og han holdt af mig.

Også selvom han ikke altid gav udtryk for det.

Liam, Zayn og Niall var også mine venner. Eller nærmere mine brødre, men alligevel havde vi ikke et helt så tæt forhold sammen, som Louis og jeg havde.

Jeg kan ikke fortælle dig præcist hvad det er der var imellem os, men det var et ubrydeligt og specielt bånd, ingen tvivl om det.

Presset var bare blevet for stort, og hvis Hope også snart forsvandt, var jeg ikke sikker på hvor længe jeg endnu ville kunne klare det.

"Lille søde Harry." Messede Helene lavt.

Hun var lidt som en reserve mor for os engang imellem - som nu for eksempel. Hun blev bare ved med at messe beroligende ting til mig, samt stryge mig igennem håret. Og det virkede da også helt fint.

Jeg begyndte i hvert fald at slappe en smule mere af.

"Har du tænkt dig at fortælle mig hvorfor du er så fraværende søde?" Spurgte hun blidt.

Jeg vendte mig om, og kiggede hende vurderende i øjnene. Jeg vidste godt, at det nok ikke ville være skide smart at begynde at plapre løs om hvad Hope var, og hvorfor/hvordan hun nu var ved at dø på grund af mig og på grund af at hun blev levende.

Ikke medmindre jeg ville ind på den lukkede i hvert fald. Hvilket faktisk var en fristende tanke.

Udover at det ville ødelægge ikke bare min, men også de andres karriere fuldstændigt. Og det ville ikke være fair overfor dem.

Jeg tog en dyb indånding, og besluttede mig for at sætte Helene ind i tingene, men uden at afsløre for meget.

"Det er Hope." Mumlede jeg lavt.

Helene kiggede oprigtigt nysgerrigt på mig.

"Hvad er der med hende?" Spurgte hun forsigtigt, sikkert bange for min reaktion. 

Jeg sukkede dybt, og besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne sætte hende en smule ind i tingene.

"Hun er syg - dødeligt syg - men... Ingen ved helt hvad der er galt med hende, så jeg skal hjælpe hende. Hjælpe hende med, at finde ud af det. Jeg skal - jeg må - redde hende. Hun må ikke dø Helene. Dør hun, er jeg bange for at jeg ikke ville kunne være mig mere. Jeg har pres på over det hele, og alle forventer så meget af det. Hope er den eneste jeg kan være mig selv med efterhånden. Den sidste pige jeg kan være Harry med. Ikke Harry Styles fra One Direction, men Harry Styles, drengen fra Holmes Chapel." Jeg stoppede op for at trække vejret.

Jeg havde fortalt hende for meget, det vidste jeg.

Men der var ikke noget, at gøre ved det.

Hun kiggede dybt chokeret på mig, og rystede en enkelt gang på hovedet, inden hun trak mig ind i et kram.

"Lille Harry." Mumlede hun igen.

Og i det øjeblik.

I det korte øjeblik, følte jeg mig tryg.

I favnen på den kvinde der faktisk kunne være komplet ligeglad med mig, så længe min stemme lød ordentlig, følte jeg mig tryg.

Og jeg fik håbet tilbage.

Håbet om at alt nok skulle blive godt igen. At alt det her sindssyge rod ville vende og blive til noget godt igen.

Lige dér, havde jeg det som om jeg var en lille dreng igen.

En lille dreng der havde brug for hjælp, og som fik den.

Helene trak sig langsomt fra mig, og sendte mig et opløftende smil.

"Kom, lad os gå ud til de andre drenge igen. Det skal nok løse sig altsammen skal du se. Det lover jeg dig." Sagde hun med et smil, og rakte en hånd ud til mig, som jeg tog imod uden tøven.

Hun trak mig på benene, og sammen gik vi ud til de andre drenge, der sad rundt omkring på scenen, og så noget slukørede ud allesammen. 

De så alle op, da Helene og jeg kom ud til dem, og hurtigt rejste Louis sig op, og gik hen til mig, med et undskyldende udtryk i ansigtet.

"Undskyld Haz. Det var ikke sådan ment, jeg har bare ikke sovet så godt i nat. Ikke at det er en god undskyldning, men... Ja... Undskyld. Desuden har du ret. Havde det været Eleanor, havde jeg end ikke tænkt på at møde op, og det samme med Liam og Zayn hvis det havde været Dani eller Perrie. Undskyld, det var dumt af mig." Sagde han oprigtigt, og kløede sig i nakken.

Jeg smilede stort.

"Det er okay Louis. Jeg var vidst også lidt langt væk." Sagde jeg med et smil.

Louis grinede let, og straks ændrede hele stemningen på scenen sig. Liam, Niall og Zayn rejste sig igen, og greb deres mikrofoner.

"Så.." Sagde Niall.

"Skal vi prøve igen?" Spurgte han.

Jeg nikkede, og vinkede Louis i forvejen.

"Tak." Sagde jeg taknemmeligt til Helene, der bare smilede stort.

"Ingen årsag, jeg skal jo passe på mine drenge." Sagde hun med et kærligt blik i øjnene.

________________________________________________________________________________________________

 

Okay dårligt kapitel, jeg veeeeed det goooooodt :(

Ved ikke helt hvad jeg skal skrive... Boller fra Kohberg?

Håber i nyder det gode vejr, pas på hinanden, møs.

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...