The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3534Visninger
AA

15. Kapitel 13: Complications

Harry's synsvinkel

Hun var så stille.

Så lille og sorgbar.

Og nu også døende.

Og det værste af det hele var, at det var min skyld.

Min skyld at det skulle ende sådan her.

Skyldfølelsen og sorgen var det eneste der fyldte min krop.

Det, og så desperationen.

For det var det jeg var lige nu - desperat.

Desperat for at hun ville overleve, og desperat for at jeg snart ville vågne fra det her syge mareridt.

Alo havde forklaret mig hvordan det hele hang sammen, og hvordan Hope slet ikke var den pige jeg altid havde troet hun var. For i al den tid jeg havde kendt hende, havde hun slet ikke været levende.

At hun var det nu, var en anden sag.

Hun var for levende.

Skyldfølelsen var nu alligevel det der plagede mig mest.

For havde jeg aldrig mødt Hope, havde hun endnu ikke været i livsfare.

Hun var muligvis aldrig kommet i livsfare.

Men nu - takket være mig - havde hun ikke lang tid igen, medmindre vi gjorde det umulige og reddede hende. Hvilket - som sagt - var temmelig umulig.

Men jeg nægtede at give op.

Hun skulle reddes.

Koste hvad det koste ville.

"Harry." Hviskede Hope pludselig lavt.

Det var første gang siden vi havde sat os ind i taxi'en hun havde sagt noget, og bare lyden af hendes spinkle og svage stemme, fik mig til at krympe mig.

"Ja, Love?" Svarede jeg forsigtigt.

"Jeg er bange." Sagde hun lavt.

Følelserne væltede indover mig, og jeg fik lyst til at tage hende og gemme hende et eller andet sted, hvor ingen nogensinde ville finde hende, og hvor vi kunne leve sammen forevigt, uden sorg, død eller andre lidelser.

Men det kunne jeg ikke.

Og det var det der var problemet.

Jeg kunne ikke bare redde hende.

Det var slet ikke sikkert at hun kunne reddes overhovedet, og chancen for at jeg kunne gøre noget brugbart var så forsvindende lille, at havde det været en væddeløbshest, havde ingen satset på den.

Jeg havde lyst til at fortælle hende at det nok skulle gå.

At alt ville blive okay.

Men jeg vidste at hverken hende eller jeg selv ville tro på det alligevel.

Så i stedet forholdt jeg mig tavs, men trak hende ind til mig, og strøg forsigtigt min hånd op og ned ad hendes ryg.

Hun gemte sit ansigt i min skulder, og mumlede uforstående og usammenhængende ord og sætninger ind i min jakke.

Vi blev pludselig afbrudt af en skinger og insisterende tone.

Min mobil ringede.

Jeg sukkede irriteret, og fandt den frem.

#Louis Calling# Stod der på displayet.

Hvad fanden ville han?

Irriteret tog jeg den op til øret, og trykkede besvar opkald.

"Louis det er altså ikke så godt...."

"Harry hvor fanden er du?! Er du godt klar over at vi har ventet på dig i en time nu?! Det her kan altså ikke blive ved! Let så røven og kom herover nu!" Vrissede han irriteret.

Vent, hvad?

Hvad talte han om?

"Øh... Hvad snakker du om? Hvor skal jeg komme hen?" Spurgte jeg forvirret.

"Ja eftersom du tydeligvis har glemt det, så skal vi til rehearsing i dag, i morgen, i overmorgen, ja faktisk resten af ugen!" Sagde han stadig irriteret.

"Øh.. Hvilken dag er det i dag?" Spurgte jeg forvirret.

"Det er mandag, og der er præcist en uge til vi begynder på tour Harry." Sukkede han opgivende.

Tour?

Nej.

Nej det kunne ikke være rigtigt!

Ikke nu! 

Ikke allerede!

Jeg kunne ikke forlade Hope nu.

Forlod jeg hende nu, var der stor sandsynlighed for at hun simpelthen bare ville give op og....

Jeg kunne ikke tænke tanken færdig.

Og jeg kunne ikke tage hen til de andre drenge.

Der måtte kunne findes en løsning.

"Men Lou.. Jeg.. Jeg kan ikke komme. Jeg kan ikke forlade hende..." Mumlede jeg, mens jeg kiggede på Hope, der satte sig op med et sæt da hun hørte hvad jeg havde sagt.

Hun stirrede på mig med rædslen malet i ansigtet, og det var helt tydeligt for enhver hvad hun tænkte.

Louis rømmede sig i den anden ende af røret, og svagt kunne jeg høre ham tale med nogen, før han igen tog røret op til øret og talte til mig.

"Det bliver du nødt til Harry. Du kan sku da ikke bare vælge hende frem for os! Vi er allesammen afhængige af at du kommer! Vi andre må sku da også undvære vores kærester! Nu letter du bare din fede røv, og kommer herhen på stedet! Er du med?!" Hvæsede han rasende.

Bekymret kiggede jeg på Hope.

Tårerne trillede langsomt ned ad hendes kinder, og efterlod et spor der hurtigt blev fyldt med nye tårer.

Jeg kunne ikke forlade hende.

Jeg kunne ikke få mig selv til det.

Ikke nu, ikke nogensinde.

"Men Louis. Hun... Hun er syg." Mumlede jeg lavt.

"Og desuden! Du klagede for ja... Det er vel ikke engang en dag siden at du klagede over at jeg var for lidt sammen med hende og at jeg skulle tage mig sammen! Og nu tvinger du mig til at forlade hende! Hvad med om du selv fandt ud af hvad der skete, før du begynder at komme med smarte råd?!" Snerrede jeg arrigt ned i telefonen.

Hope kiggede forskrækket og overrasket på mig.

"Sådan skal du ikke tale til mig! Jeg ved udmærket godt hvad jeg sagde, og jeg mente det, men nu kommer du bare herover, og så må du være sammen med hende senere, og gøre hvad fanden du nu har lyst til!" Råbte han.

Han var virkelig vred.

Og jeg kunne ikke lide det.

For at være ærlig, så havde jeg det som om at hver ting jeg rørte ved for tiden gik i stykker.

Jeg kunne ikke holde sammen på forholdet med Hope, ej heller på forholdet med drengene.

Snart ville jeg ikke engang kunne holde sammen på mig selv mere.

"Du har en halv time Harry!" Truede Louis, inden han lagde på.

Fortvivlet kiggede jeg på Hope.

Hun måtte da forstå.

Forstå at jeg blev nødt til det.

Selvom det var så åndssvagt, at jeg nær kastede op.

Havde situationen været omvendt, havde vi ikke set Louis de næste 10 uger, hvis Eleanor havde været syg.

Han irriterede mig virkelig for tiden.

Og hvor vovede han at tale sådan til mig!

Han kunne ikke bare tro at han kunne tale til mig som han ville, og tro at jeg bare ville rette ind og høre efter.

Selvom han - lige denne ene gang - havde ret.

Jeg kunne ikke bare svigte drengene på den her måde.

Men jeg kunne heller ikke bare svigte Hope.

Desuden vidste jeg, at selv hvis jeg tog derhen, ville jeg ikke være i stand til at koncentrere mig om andet end Hope, og om hvor lang tid hun havde igen.

Hope smilede pludselig varmt til mig.

"Tag afsted Harry. De har brug for dig." Sagde hun.

Hendes ord forvirrede mig.

"Det har du også. Du har mere brug for mig end de har lige for tiden." Svarede jeg og rynkede panden.

Hun lo kort.

"Ja det kan man vidst roligt sige." Lo hun.

"Men jeg skal alligevel bare sidde og tænke. Og prøve at finde ud af hvordan og hvorledes det hele fandt sted." Sagde hun.

Taxi'en stoppede pludselig op, og forvirret kiggede jeg over på chaufføren.

"Ja, så er vi fremme!" Annoncerede han.

Hastigt fandt jeg nogen penge frem, og stak ham dem, inden jeg trak Hope med ud af bilen, og op på fortovet foran lejlighedskomplekset.

"Harry tag afsted. Du har brug for at tænke på noget andet. Jeg lover at jeg stadig er her når du kommer tilbage." Sagde hun lavt.

Tvivlende kiggede jeg på hende.

"Jeg lover at jeg ikke dør mens du er væk!" Sagde hun med et grin, og gav mig så et kys på kinden.

Tøvende rakte jeg hende nøglerne til lejligheden.

"Jeg håber virkelig for dig, at du stadig er her senere." Sagde jeg tøvende.

Hun lo kort, og gav mig endnu et kys, det præcist samme sted som før.

"Det skal jeg nok, stik nu bare af med dig." Lo hun, og vinkede mig væk.

Og så gik jeg.

_______________________________________________________________________________________________

Upsi, huh?

Nå, som nogen måske har bemærket, så har vi fået nyt cover!

Det er lavet af Nadja, som også har lavet coveret til Dark Love :)

Hun er bare super god til det (synes jeg)

Håber i nyder (og hader) lockouten! :)

- E xXx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...