The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3553Visninger
AA

14. Kapitel 12: Help me, liar

Hope's synsvinkel

Utålmodigt ventede jeg på at Alo svarede.

"Jaer..? Hvad skal vi? Kom nu med det!" Sagde jeg irriteret, hvilket fik Harry der før havde været så opstemt og rasende, til at sende mig et beroligende blik, og give min hånd et klem.

Jeg kiggede taknemmeligt op på ham.

Skulle jeg forlade denne forunderlige verden, ville jeg i det mindste gøre det, i vished om at der fandtes mennesker som Harry. Mennesker, der på trods af stor succes, rigdom og berømmelse, stadig var nede på jorden, og satte andre mennesker og deres problemer før sine egne.

Det var ikke tit man mødte sådanne mennesker, men her havde vi et glimrende eksempel på én.

Sørgmodigheden lagde sig som et tungt og usynligt slør over mig. 

For nok ville jeg forlade verden i vished om at han fandtes. Men jeg ville også forlade verden i visheden om at han ville skulle leve med sorg og en kæmpe hemmelighed, som han for alt måtte beskytte og holde hemmelig, for ikke at skade sig selv.

Det ville selvfølgelig ikke være lang tid han ville gå rundt med sorgen.

Sådan er mennesker bare ikke indrettet.

Eller, det er de i hvert fald som hovedregel ikke. Der er og vil altid være undtagelserne, men da jeg kendte Harry efterhånden særdeles godt, vidste jeg at han ikke var et af disse mennesker.

Men det var okay.

Jeg ville ikke have at han skulle sørge.

Ville ikke have at han på nogen som helst måde skulle lide over tabet af mig.

Jeg var bare en ugyldig organisme i denne verden.

En ugyldig organisme der havde levet et alt for langt liv.

Jeg sukkede dybt, og kiggede tilbage på Alo igen.

"Jo ser i. Det i skal, er meget mere kompliceret end som så." Mumlede han lavt - nok mest for ham selv.

"Men jeg er sikker på at i kan klare det." Sagde han - igen til sig selv - denne gang med en overbevisende tone.

"Ja... Ja selvfølgelig kan i det, ikke?" Sagde han, hvilket gjorde mig lidt i tvivl om, om det faktisk var os han snakkede til eller hvad det var.

"Øhm.. Jo, klart, kom nu med det." Sagde Harry forvirret.

Jeg krympede mig ved lyden af hans stemme, og vidste med mig selv at det sikkert var sådan jeg ville reagere hver eneste gang han talte fremover.

Han fortjente slet ikke alt det her.

Han var som sagt et fantastisk menneske, og jeg hadede mig selv for at være kommet sådan ind på livet af ham som jeg nu engang var. 

Han fortjente langt bedre.

Men det kunne ikke hjælpe noget at tænke sådan nu, for der var ikke noget at gøre ved det.

Sket er sket, og uanset hvor meget man ville ønske at man kunne ændre på fortiden, var det simpelthen bare ikke en mulighed.

Desværre.

"Okay. Men det er vigtigt at i lytter godt efter, okay?" Sagde Alo.

Jeg havde det lidt som om han bare trak det ud.

Som om han faktisk slet ikke ville have at vi skulle vide det.

Jeg skubbede hurtigt tanken væk.

Selvfølgelig ville han det. 

Det var Alo, så selvfølgelig ville han hjælpe mig. Han havde jo ligesom kendt mig i flere hundrede år.

Sort humor, i know.

Og så er det ikke engang sjovt.

Harry rykkede sig lidt i stolen ved siden af mig, utålmodig efter at få at vide hvad han kunne gøre vil jeg skyde på.

For kendte jeg ham ret, så var han ved at blive vanvittig over bare at sidde her med hænderne i skødet, mens tiden gik.

Tid, som vi havde brug for.

Tid, som vi manglede.

Tid, som kunne være altafgørende i spillet mellem liv og død.

Alo rømmede sig en enkelt gang, og kiggede mig så direkte i øjnene.

"Der er en måde hvorpå du kan forblive levende. En usikker og risikabel måde, men dog en måde. Jeg ved ikke meget om den, og jeg ved ikke hvor store chancerne for succes er, men jeg ved at den er der, og at det er din eneste mulighed for en potentiel redning." Startede han.

Jeg nikkede for mig selv.

"Det er faktisk enkelt nok i sig selv. Det eneste du skal gøre, er at finde frem til det præcise sted du blev dræbt, og så være der på den præcise dato og klokkeslet hvor du blev dræbt. Det vil også være der du dør denne gang. Men der er selvfølgelig en hage ved det. Da du skal sidde i en cirkel med en præcis diameter på 10 meter, dannet af stearinlys, vil der muligvis opstå problemer." Fortsatte han.

Altså.

Spørger du mig, så lød det der ikke specielt svært. 

Jeg vidste hvor jeg var blevet dræbt - ved lygtepælen - og jeg gik udfra at Alo vidste hvornår jeg var død.

Simple as that.

"Og hvorfor så det?" Spurgte Harry.

Forvirret kiggede jeg op på ham.

Hvorfor hvad?

Men Harry kiggede slet ikke på mig.

Han kiggede på Alo, og det var cirka dér, at det gik op for mig at det var Alo, og ikke mig Harry havde talt til.

"Fordi. Vi ved intet. Vi ved ikke hvor hun blev slået ihjel, vi ved ikke hvorfor, og vi ved ikke hvornår. Det er derfor det bliver risikabelt. For det kunne lige så godt være i morgen - kunne lige så godt være i dag - og vi ville ikke vide det, før det var for sent.¨" Et lidende blik blev sendt i min retning.

Men det prellede ligesom af mig igen.

Hvad mente han med at vi intet vidste?

Vi vidste da det hele?

Gjorde vi ikke?

"Hvad mener du med at vi intet ved?" Spurgte jeg undrende.

Han sendte mig et undskyldende blik.

"Jo ser du. Du... Hør Hope. Du døde ikke ved den lygtepæl. Det var noget jeg fandt på, for at jeg vidste hvor du var." Mumlede han undskyldende.

Vreden skyllede indover mig øjeblikkeligt.

"Hvad gjorde du?!" Sagde jeg rasende.

Hvor vovede han?!

Han kiggede undskyldende over på mig, men jeg havde ikke tænkt mig sådan at tilgive ham uden videre.

"Det var for dit eget bedste Hope. Havde jeg ikke gjort det, havde du måske slet ikke stået her den dag i dag. Du havde måske slet ikke levet så længe, hvis ikke det var for mig." Forsvarede han sig.

Ha, ja som om!

Det gav ingen mening, hvis du spørger mig. 

Hvilket du gør, for det er mig det her handler om.

Alo sukkede opgivende.

"Hør Hope, du vil aldrig kunne forstå det, så lad det nu bare ligge." Sagde han, og lød pludselig enormt træt.

"Nej, det vil jeg ikke. Men hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg gå nu, og prøve at redde mit liv." Sagde jeg hårdt, rejste mig fra stolen, så den nær var væltet.

Harry rejste sig hurtigt, og fulgte efter mig, som en anden hundehvalp ud af kontoret.

"Farvel Hope. Jeg håber virkelig vi ses igen." Mumlede Alo lavt bag os, inden døren blev smækket hårdt i, og afskærmede os fra ham.

Uden et ord trampede jeg vredt ud fra bygningen, og ud på den kolde gade.

Det eneste jeg havde i hovedet lige nu var at komme hjem, og få det hele tænkt grundigt igennem.

Eller.

Det kunne jeg jo ikke engang, for jeg havde ikke noget hjem.

Jeg var hjemløs, og man burde vel egentlig tro at jeg snart var blevet vant til det.

Det burde jeg jo ligesom efterhånden være, efter så mange år uden en fast bolig.

Eller i det hele taget tag over hovedet.

"Kom med mig love." Mumlede Harry, og tog min hånd.

Jeg gjorde som han sagde, og fulgte efter ham.

Taxaen der havde kørt os herhen var væk, men jeg var overbevist om at Harry ville få fat i en ny.

Og som sædvanligt havde jeg ret.

En gul taxa kørte forbi os, men så heldigvis Harry's prejen. 

Den holdt ind til siden, så vi kunne sætte os ind.

Derefter gav Harry chaufføren sin adresse, og roligt begyndte Londons gader at suse forbi os igen.

_______________________________________________________________________________________________

Hader det her kapitel - virkelig HADER det - det er så dårligt og forvirrende, og URGH!

Jeg har bare slet ikke kunnet få det til at hænge sammen, så bær lige over med det.

Jeg VED at det er dårligt, så du behøver ikke kommentere på det '-.-

Håber i ellers har en god påske! 

- E xXx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...