The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3618Visninger
AA

13. Kapitel 11: Please tell me you can help me

Hope's synsvinkel

Undskyld. Mig.

Men hvad var det lige manden sagde der? Døende? Hvad?

Var jeg ikke død eller hvad?

Levende død?

Var det ikke sådan man kunne beskrive mig?

Det var i hvert fald sådan jeg selv - og mange andre - beskrev mig.

Ordene Alo lige havde sagt, var endnu ikke trængt helt ind, men snørklede sig langsomt og modbydeligt rundt i mit hovede, som en slange der venter på at byttet bukker under for den gift slanget har givet det, inden den kan æde det.

Jeg havde lyst til at græde. Lyst til at skrige. Jeg havde lyst til at bryde sammen, og jeg havde lyst til at grine.

Men mest af alt, havde jeg lyst til at synge.

Synge min klagesang udover hele byen, så de kunne høre hvordan jeg egentligt havde det. Høre hvordan det Alo netop havde fortalt mig faktisk gjorde fysisk ondt på mig.

Men, helt ærligt?

Hvad var det dog for en absurd og latterlig situation at befinde sig i?

En død person sad foran en død og en levende person, og fortalte den døde person at den var døende?

Lyder det egentlig lige så langt ude i dine ører, som det gør i mine? For hvis det gør, så er det da I det mindste ikke kun mig der synes det er for sygt og alt for langt ude.

"Hv.. Hvad?" Åndede jeg lydløst, og kiggede med store øjne frem og tilbage imellem Harry og Alo.

Harry kiggede mig I øjnene med tårerne løbende ned ad kinderne, men sendte mig alligevel et opløftende smil, som for at sige at det hele nok skulle gå.

Selvom vi vidst begge var rimelig meget ude af den pt.

Alo kiggede dybt alvorligt på mig, og det var tydeligt at det han havde fortalt mig var sandt.

Ude af stand til at tænke, greb begge mine hænder om min hals, mens frygten lagde sig i over mig, som en tung, sort sky.

"Men... Hvorfor? Hvordan?" Spurgte jeg alvorligt, med blikket hæftet på Alo, hvis ansigt trak sig sammen i tvivl.

"Jeg er ikke sikker Hope. Men udfra de prøver og undersøgelser jeg har foretaget mig, er det tydeligt at din ældningsprocess er gået igang igen. I starten troede jeg blot at det ville gøre dig "normal" igen, men efter en grundigere efterforskning, har jeg fundet ud af hvad det egentligt er der kommer til at ske. Du har lagt mærke til alt det menneskelige der er dukket op i dig, efter du begyndte at se den unge herrer der, ikke?" Spurgte han, og lavede et nik imod Harry, der stirrede koldt tilbage.

"Harry." Oplyste jeg hurtigt. "Og ja, men hvad har det med noget at gøre?" Fortsatte jeg ængsteligt.

En kort tavshed lagde sig over rummet, som skulle Alo famle i blinde efter de ord han søgte.

"Jo ser du. Dette er et meget sjældent fænomen - sjældnere end sandsynligheden for at blive en af os indtræffer - et fænomen der kun opstår omkring 1 gang hvert århundrede. Det sker kun for hunnerne af vores "race" og er som sagt utrolig sjælden. En kvinde der ramte udødeligheden i deres daværende teenagealder, kan forelske sig i en menneskedreng. Men kun såfremt drengen elsker hende som hun elsker ham, kan dette ske. Og det er tydeligvis tilfældet her. Pigen vil bruge mere og mere tid sammen med drengen, og i takt med at deres følelser for hinanden bliver stærkere og stærkere, vækkes pigens menneskelige side langsomt. I starten vil pigen ikke ligge mærke til noget. Men så begynder hendes følelser at slækkes, og blive mere menneskelige. Derefter bliver hendes tanker mere som et menneskes igen - hvilket vil sige utrolig rodet og forvirrende - og endelig vil hendes organer langsomt begynde at blive vækket fra deres dvale igen." Alo holdte en kort pause, som jeg ikke var sen til at udnytte.

"Hvilket stadie befinder jeg mig på?" Spurgte jeg hurtigt, men fortrød lige så hurtigt igen, nervøs for hvad svaret var.

Alo betragtede mig indgående et øjeblik, og åbnede så munden.

En klagende lyd lød fra Harry, der kun havde øje for mig i dette pinefulde øjeblik. Lige nu ville jeg give alt for at vide hvad der kørte rundt i hovedet på ham.

Forsigtigt rakte jeg en hånd ud, og kærtegnede blidt hans kind.

Det pinede mig at se ham så trist.

"Det kommer vi til." Sagde Alo pludseligt.

Forskrækket trak jeg armen til mig, og lagde endnu engang al fokus på Alo.

"Men i hvert fald. Når organerne bliver vækket igen, vil man normalt kunne leve hvad der er svarende til et resterende menneskeliv, med den man har kær." Sagde han.

Jamen hvad var så problemet?

Mennesker blev jo mellem 70 og 100 år, og jeg var - da jeg "døde" i hvert fald - kun 17. Det vil sige at jeg faktisk havde utallige år tilbage, og dermed ikke ville dø lige foreløbigt.

Lidt matematik kunne jeg altså godt finde ud af, jo.

Forvirret løftede jeg det ene øjenbryn.

"Men hvad er problemet så?" Spurgte jeg forvirret.

Alo kiggede på mig, som om der var noget meget vigtigt jeg havde overset.

"Men." Fortsatte Alo. "Bliver dit hjerte knust, af netop denne person, vil dine organer langsomt gå i stå igen. Du vil blive som før. Medmindre." Alo lod sætningen svæve, og det var som om han glemte hvad han var ved at sige.

"Medmindre?" Mumlede Harry igennem sammenbidte tænder.

Alo kiggede forvirret på ham, og så var det som om det gik op for ham at han var gået i stå.

"Åh, det må i virkelig undskylde!" Undskyldte han, og fortsatte så hurtigt. "Medmindre de simpelthen finder sammen igen. Som jer. Lige nu. Da vil det være for sent. Din krop og organer vil ikke kunne holde til sådanne ændringer hele tiden. Det vil simpelthen blive for meget, og i sidste ende vil din krop simpelthen bukke under for alle de hårde anstrengelser og forandringer. Så når din krop endnu engang har noget et menneskes normale rytme - hjerte, søvn, vejrtræknings osv. er det forbi."

Forvirret kiggede jeg over på Harry.

Jeg havde virkelig ikke fattet halvdelen af den utrolig indviklede forklaring Alo var kommet med, så jeg håbede ligesom lidt at Harry havde fået fat i bare lidt af det.

Dog trak han bare på skulderen, så jeg gik udfra at han havde forstået cirka lige så meget som jeg selv havde.

Hvilket vil sige så godt som ingenting.

Noget med at organerne ville virke, så ikke virke, så virke, så ikke virke, så virke og BANG så ville du være død.

"Okay fint, kan du så ikke lige forklare det for idioter en gang?" Spurgte jeg tonløst.

Havde jeg kunnet finde mine følelser, havde det sikkert været en irritabel følelse jeg havde lagt i min stemme. Eller en frustreret. Eller forvirret.

Måske en blanding af dem alle, måske ingen af dem.

Jeg ved det ikke, for jeg kunne som sagt ikke finde frem til noget.

Alo tænkte sig om et kort øjeblik, og svarede mig så.

"Jo altså.. Ehm. Du kan vel sammenligne det lidt med hvis du tændte og slukkede for en stikkontakt tilstrækkeligt mange gange, og så ville lampen simpelthen sprænge til sidst." Prøvede han.

"Forstår du det bedre nu?" Spurgte han.

"Det.. Det tror jeg." Stammede jeg.

Jeg havde engang fået stød af en stikkontakt, fordi jeg legede med lyset. Det havde selvfølgelig ikke gjort ondt på mig, men for et menneske vil jeg gå udfra at det er en stor smerte.

Harry rørte for første gang lidt på sig.

Rettede sig op i stolen, foldede hænderne, satte albuerne i bordet, lagde hagen på hænderne, og stirrede så eftertænksomt på Alo, der stirrede fascineret tilbage på Harry.

"Men." Startede Harry.

"Der må da være et eller andet man kan gøre, ikke? Et eller andet der forlænger hendes levetid? Et eller andet der gør at hun overlever? Kom nu Alo, noget må man da kunne gøre! Vi kan sku da ikke bare sidde her med hænderne i skøddet, og vente på at hun dør lige for øjnene af os!" Harry rasede det sidste ud, og rejste sig med en sådan kraft at stolen væltede bag ham.

Forskrækket fór jeg sammen.

"Tag det nu roligt Harry." Sagde Alo beroligende.

"Tage. Det. Roligt?! Alo hun er DØENDE! Jeg har lige fået hende tilbage, og nu skal hun tages fra mig igen?! Ikke på vilkår!" Protesterede Harry højlydt.

En trippende lyd ude fra den anden side af døren fangede min opmærksomhed.

Fedt, hvad nu?

Lyden af en kvindes fodtrin - jeg går da i hvert fald udfra at det var en kvinde, for det var lyden af højhælede sko - kom tættere og tættere på, og kort tid efter lød en hurtig, nervøs banken på døren.

"Kom ind." Mumlede Alo tvært, mens Harry udstødte en lavt suk af utålmodighed.

En ung kvinde, der lignede en der var ved at få et nervesammenbrud, åbnede døren, og trådte ind.

Hun var lille, spinkel, og helt utrolig nervøs.

"Øhm. Altså. Altså det er bare fordi. Øh." Stammede hun usikkert.

"JAMEN SÅ SPYT DOG UD FORHELVEDE, VI HAR IKKE HELE DAGEN!" Snerrede Harry arrigt, hvilket bare fik damen til at blive endnu mere usikker.

"Harry!" Irrettesatte jeg vredt.

Uden svar trådte han hen til mig, og lagde begge hænder på mine skuldre.

"Jamen ehm. Jeg hørte råb, så jeg. Jeg ville altså bare høre, om alt var okay!" Sagde hun usikkert, og lignede en der lige så godt kunne have skreget: " DU MÅ IKKE SLÅ MIG, JEG BEDER DIG!"

"Jojo, alt er skam helt fint Melody, du kan gå igen." Beroligede Alo.

Damen - ved navn Melody - skulle vidst ikke have det at vide to gange, for med lynets hast havde hun forladt lokalet og smækket døren efter sig.

Et lavt fnys slap Harry's læber, men ingen orkede at kommentere det.

"Lad os se, hvor kom vi nu fra? Nåh jo, det er rigtigt! Altså der er en måde. Men jeg er ikke sikker på om vi har tid nok." Sagde Alo tvivlende.

"Vi har rigeligt med tid. Kom nu med det." Snerrede Harry lavt.

"Okay. Men i skal ikke forvente noget, okay? Det i skal er....."

__________________________________________________________________________________________________________

Jeg er ond, ikke? :)

Men Kapitlet er altså ikke rettet igennem, og der er sikkert enormt mange fejl, forvirrende ting osv. men jeg sad på skadestuen til klokken halv 2 i nat, fordi jeg blev sparket af min hest, og lad os sige det sådan her:

Jeg ved lige så meget nu, som jeg gjorde da jeg kom derind.....

MEN!

NU MINE VENNER, skal I på banen!

Kunne i ikke komme med nogle forslag til hvad de skal? Jeg er ikke på bar bund, men er ikke sikker på om det jeg har i tankerne vil blive godt, så derfor vil jeg bare blive sååå glad, hvis i vil komme med JERES idéer!

Hvem ved? Måske er det lige præcist DIN idé jeg bruger?

Kom friskt! :D

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...