The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry? *Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3509Visninger
AA

12. Kapitel 10: Wow. Didn't see that come.

Hope's synsvinkel.

 

3 timer.

Det var præcist den tid vi fik alene denne gang.

Den tid vi fik sammen.

Typisk. 

Selvfølgelig skulle der ske noget.

Noget... Skidt. 

Som sædvanligt.

Vi blev afbrudt, da der pludselig lød høje råb og en banken på døren jeg aldrig havde drømt om ville komme. Og da slet ikke nu!

Harry bandede lavt, trak sig fra mig, hev et par shorts på, og gik så ud for at åbne døren for hvem end der nu stod derude. Umiddelbart kunne jeg ikke høre hvem det var, eller præcist hvad der skete, men én ting var jeg klar over - det var ikke noget godt.

"Hvor er hun?! Hvor er Hope?! Stå dog ikke ikke bare der som en anden idiot! Jeg VED hun er her! Find hende så!" Lød en insisterende stemme.

En stemme jeg genkendte med det samme.

Det var Alo.

Hvad fanden lavede han her?  

Hurtigt rejste jeg mig fra sengen, og nåede lige præcist at få mig til at se bare en lille smule præsentabel ud, inden døren blev hamret op i væggen, og Alo trådte ind.

Hans ansigtsudtryk gik fra frustration til direkte frygt da han så mig. Jeg havde aldrig nogensinde set ham sådan før, og jeg vidste hurtigt hvad der havde forsaget denne reaktion fra hans side.

Eller. Faktisk ikke, men jeg vidste det havde noget med mig at gøre.

Alo kiggede nervøst ind i mine øjne, og gik derefter over for at ligge to fingre under min hage. Som hvis han skulle tage min puls. Undrende løftede jeg det ene øjenbryn, hvilket fik ham til at sende et sigende blik hen imod Harry der stod i døren og kiggede forvirret og nervøst hen imod os. Det var tydeligt at han ikke forstod hvad der foregik, og at han var bange for hvad der var galt.

Og ganske rigtigt, for der gik ikke længe før hans fyldige, hæse stemme brød stilheden.

"Vil nogen være så venlige at fortælle mig hvad der sker?" Spurgte han og prøvede at lyde hård, selvom hans nervøse klang gik igennem, og afslørede ham.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, for Aro holdt stadig mit ansigt fast med to fingre.

"Ja. Men ikke nu. Hope du følger med mig. Lige nu." Sagde Aro bestemt, og det var tydeligt for enhver at det virkelig ikke var til nogen diskussion.

Udfordrende løftede jeg det ene øjenbryn.

Jeg skulle ingen steder.

"Hvorfor?" Spurgte jeg koldt.

Alo's udtryk ændrede sig uden at ændre sig, og dog nok til at se den frygt han havde.

"Hallo?! Hvad sker der?!" Sagde Harry insisterende, og trådte hen for at ligge en hånd på Alo's skulder.

Alo trådte et skridt tættere på mig, og før jeg kunne nå at reagere havde han taget et fast greb omkring mit håndled, og havde hevet mig op at stå.

"Vær nu sød Hope. Det er for dit eget bedste." Mumlede han træt, hvilket fik mig til at stritte endnu mere imod.

Stædigt satte jeg hælene i jorden, og stirrede trodsigt over på ham.

"Nej. Nej, det her er for DIN skyld! Du.. Du prøver at splitte os ad! Det er det du er ude på, er det ikke?!" Råbte jeg rasende, og på det tidspunkt var det som om dyret i mig fik overtaget.

For som sagt, var mit indre mere som et dyrs end som et menneskets.

Og dog.

For her på det sidste havde det føltes som om jeg blev mere og mere menneskelig igen. Det forvirrede mig. Det skræmte mig. Og det var helt sikkert også derfor jeg var besvimet da jeg havde været sammen med Louis.

Og nu prøvede Alo at splitte Harry og jeg ad, lige som jeg havde fået ham tilbage.

Jeg vidste ikke hvorfor, men det var helt tydeligt.

"Nej Hope! Det må du ikke tro! Harry kan komme med, men der er noget jeg må fortælle dig. Vise dig. Og jeg bliver nødt til at få foretaget nogle prøver. Slap nu bare helt af, træk vejret dybt et par gange, og gå så ud og find din jakke og dine sko." Sagde Alo mildt men bestemt.

Og som dug for solen forsvandt min vrede, og mit dyriske jeg.

Jeg var bange.

Meget bange endda.

Det gik op for mig hvad der egentlig kunne være sket, hvis jeg havde ladet vreden vinde, og havde ladet mit dyriske jeg overtage. Det hele kunne have endt grueligt galt, og skræmt over mig selv strøg jeg hurtigt forbi begge mænd, uden at se nogen af dem i øjnene.

Jeg var så bange.

Bange for mig selv. Bange for mine handlinger. Bange for hvad der var ved at ske.

For én ting stod helt klar for mig - noget var galt.

Og ikke bare galt som i at der var noget der ikke var som det skulle være - nej, det her var som i: Noget er helt galt, og det er sikkert enormt farligt.

Med rystende hænder fandt jeg mine sko.

Jeg vidste at jeg ikke havde haft en jakke med herover, for jeg havde aldrig jakke på. Jeg havde ikke brug for det, og de få gange jeg havde været nødsaget til at have en på, var jeg altid blevet så irriteret på den. Jeg forstod ikke hvorfor menneskene sådan elskede at gå rundt i store jakker hele dagen.

Jeg ville i hvert fald blive sindssyg.

Lavmælte stemmer nærmede sig, og det var tydeligt at det var mig der blev snakket om.

"Kommer hun sig?" Mumlede Harry lavt.

Vent, hvad?

"Jeg ved det ikke Harry. Jeg håber det.. Men... intet kan fastlægges på forhånd. Jeg kan ikke fortælle dig det hundrede procent, for i tilfælde som dette kan alt ske." Svarede Alo lavt.

Uden varsel trådte de ud i gangen.

Harry kastede et nervøst og sørgmodigt blik på mig. Og jeg ved ikke præcist hvad det var, men noget i hans blik fik ham til at se desperat ud. Se... ja nærmest vanvittig ud.

Med sammenbidte tænder gik han lige forbi mig, og hen for at få sin jakke og sine sko. Alo derimod havde allerede fået både jakke og sko på, og kiggede afventende på mig.

"Ja jeg har ikke jakke med, hvis det er det du venter på." Udbrød jeg til sidst irritabelt. Hans bekymrede og nervøse blikke gik mig på nerverne, og følelsen af hele tiden at have det plantet på mig gik mig utrolig meget på.

Alo gestikulerede imod døren, og skyndte sig at åbne den for mig, før jeg selv kunne nå at gøre det.

"Tak." Mumlede jeg bistert, da jeg trådte forbi ham, og ud i opgangen.

Hurtigt trippede jeg ned ad trapperne, og ud af døren, der straks lod kulden slutte sig om mig.

Jeg gøs let, og undrede mig endnu engang over det faktum at jeg kunne mærke kulden. Føle den og dens ubehag. Pludselig forstod jeg godt hvorfor menneskene elskede deres jakker så inderligt, og et øjeblik ville jeg ønske jeg selv havde taget en med.

Døren gik endnu engang op bag mig, og lod Harry og Alo slutte sig til mig. Harry kom direkte hen til mig, og lagde bekymret armene omkring mig.

"Fryser du?" Spurgte han bekymret.

Jeg trak på skuldrene, men trådte alligevel et skridt nærmere hans varme favn.

"Vi må have fundet dig en jakke." Mumlede han.

Alo prikkede mig pludseligt let på skulderen, og pegede hen imod en lav strømlinet bil. Den var sort, og selvom jeg absolut ingen forstand havde på biler, var det tydeligt et smukt - og sikkert enormt dyrt - eksemplar der holdt parkeret foran os.

Harry begyndte langsomt at skubbe på bagfra, hvilket fik mig til at gå.

Han slap sit tag omkring mig, for at kunne gå i forvejen og åbne døren for mig. Uden et ord satte jeg mig ind, og rykkede helt over i den anden side af bagsædet.

Harrys blik flaksede imellem pladsen ved siden af mig, og forsædet, men der gik ikke længe før han bestemte sig, og satte sig ved min side. Han rykkede helt tæt ind til mig, og lagde endnu engang armen om mig. Taknemmeligt kravlede jeg tæt ind til ham, og lagde mit hovede i hullet imellem hans hoved og hans kraveben. Det passede perfekt - vi passede perfekt - som et puslespil af tusinde brikker, og dog kun af to.

Døren foran os gik op, og Alo satte sig ind.

Tavst startede han bilen, bakkede ud fra parkeringspladsen, og gassede så op.

Der blev ikke ført et eneste ord i løbet af køreturen. Det var som om alt stod stille, og alt alligevel bevægede sig med en helt sindssyg fart. Og jo, dette kunne muligvis godt have noget at gøre med Alo's sindssyge kørevaner.

Et dybt suk var det eneste der brød stilheden, og da det var mit eget, fandt jeg det ikke synderligt interessant. I stedet lod jeg blikket glide ud af vinduet, bare for at have noget at få tiden til at gå med.

Pludselig gik det op for mig hvor vi var.

Hvis ikke jeg tog meget fejl - hvilket skete yderst sjældent - ville vi passere min lygtepæl om ganske få minutter.

Og ganske rigtigt, i hæsblæsende fart strøg vi forbi både lygtepæl og bænk. Synet gav et stik af en underlig følelse i mig. En underlig form for melankolsk følelse.

Jeg tror Harry fornemmede min uro, for han gav i hvert fald min arm et beroligende klem.

Det kunne også være han selv havde set hvor vi var henne. Jeg ved det ikke, men faktum var at han var der for mig. Det var tydeligt at han også selv var nervøs og urolig for hvad end der nu skulle ske, men han vidste et eller andet, og det irriterede mig. Jeg havde dog ikke tænkt mig at udspørge ham, eller begynde på en scene, når Aro sad lige foran os. Så desperat var jeg heller ikke.

Eller jo, det var jeg faktisk, men tro det eller ej, jeg var altså stadig en smule genert engang imellem.

Pludselig drejede Alo skarpt til højre, for derefter at køre ind ad endnu en mindre sidegade. Her stoppede han pludseligt op, og var ude af bilen før vi kunne nå at registrere noget. Heldigvis - for os - genkendte jeg stedet, og kunne hurtigt se at vi befandt os ved Alo's kontor.

Harry trak sig fra mig, og skubbede sig væk fra mig, for at kunne stige ud af bilen. Jeg selv rakte armen ud for at åbne min egen dør, men nåede det ikke, før den blev lukket op udefra, af Harry der stod med et smørret smil om læberne, med en udstrakt hånd rakt bydende ned imod mig. Jeg tog den, og steg ud af bilen.

"Du ved godt at jeg faktisk er i stand til at åbne en bildør selv, ikke?" Spurgte jeg drillende, hvilket bare fik ham til at le hæst. Smilende trak han mig ind til sig, for at kysse mig på kinden, inden han trak sig fra mig igen.

Den letsindige stemning jeg havde fået stablet på benene føltes fantastisk sammenlignet med den trykkede stemning der havde været siden Alo kom brasende i morges. Desværre blev den slået til jorden med et brag, da vi trådte ind i bygningen, og kom hen til Alo's kontor, der mest af alt lignede en lægestue.

Alo selv sad bag sit skrivebord, med ansigtet lagt i utrolig alvorlige folder, hvilket gjorde mig en smule utryg. Han lignede en der havde kørt nogens kat over, og nu spekulerede på hvordan han skulle fortælle dem der ejede den, at den var død og nok ikke lige ville komme tilbage foreløbigt.

Nervøst vendte jeg mig imod Harry.

"Måske er det bedst hvis nu bare venter her." Mumlede jeg lavt, med blikket i jorden. Da mit blik flaksede op til Harry's ansigt for at se hans reaktion, så jeg intet andet end stærk beslutsomhed. Han svarede mig ikke, men fortsatte - med mig i hånden - ind på kontoret, og trak mig ned at sidde ved de to stole der var placeret foran Alo.

I lang tid sad vi bare og stirrede på hinanden. Uden ord. Bare stirren.

Jeg kan ikke præcist svare dig på hvor lang tid der gik, men pludselig åbnede Alo munden. En bevægelse, der fik Harry til at knue min hånd tættere til sin. Jeg undrede mig lidt, da der jo endnu ikke var blevet sagt et ord, men kom så til at tænke på hvordan jeg overhørte dem have en samtale kørende tidligere, da vi var på vej ud.

Nervøst rettede jeg blikket imod Alo igen.

"Hope. Der er noget jeg må fortælle dig. Du ved hvordan jeg i længere tid har holdt øje med dig, og sørget for at alt var vel, ikke?" Uden så meget som at vente på svar fortsatte han.

"Og du ved hvordan du i utallige år har været nøjagtigt den samme, og fuldstændigt død indvendigt, ikke? Men nu. Efter at han..." Han holdt en kort pause, og nikkede med hovedet over imod Harry, der sad og så til med sammenbidte tænder.

".. Kom ind i dit liv, er der sket ændringer. Små, og i starten helt ubetydelige ændringer. Men nu. Hope. Du.. Du er levende. DIt hjerte slår. Ikke taktfast, men det er på vej i den retning. Du trækker vejret automatisk - selvom du sikkert ikke engang ligger mærke til det - du sover, du græder, du spiser, og Hope. Du fryser. Dine følelser er blevet menneskelige..."

Uden ord stirrede jeg på ham.

Undskyld mig hvad?!

Levende?

Mig?

Jeg forstod intet. Men jeg følte en pressen imod min hånd, og da jeg kiggede over på Harry for at dele min glæde med ham. Nu kunne vi være hundrede procent mennesker sammen, og vi ville aldrig være nødt til at forlade hinandens side. Vi kunne blive gift, få børn, børnebørn, kunne blive gamle sammen.

Kunne leve et langt og lykkeligt liv sammen - det eneste jeg nogensinde havde ønsket mig, og nu havde jeg fået det. Måske der alligevel var en gud deroppe et sted?

Men da jeg kiggede over på Harry, så jeg alt andet end glæde.

Han græd.

Tårerne løb stille ned ad kinderne på ham, som han sad der, og blankt nægtede at kigge på mig. Det var ikke lykke han græd af - det var tydeligt.

Nej, han græd.

Græd af sorg.

Forvirret vendte jeg endnu engang blikket imod Alo, der sad med et om muligt endnu mere alvorligt udtryk end før. Rynken i hans pande var blevet dybere, og kiggede man ordentligt efter i hans øjne - ind bag alvoren - kunne man også her se sorgen stå frem som en ond skygge i hans sind.

Hvad skete der?

Var det ikke en god ting at være menneske, eller hvad?

"... Og du er døende."

______________________________________________________________________________________________________

Wooooow, hvor mange af jer havde lige set den der komme, huh? :p

ha' tøz' i? (til jer der ikke snakker bondejysk - hvad synes i?)

Hvad tror i der er galt? Hvorfor er hun døende? o.o Kom hid, kom hid! :D

OOOOOG! Hvis nu i ikke allerede skulle have opdaget det, så har jeg oprettet en ny movella (som jeg snakkede om at jeg ville gøre, på et tidspunkt) Og jeg ville bare være jer så evigt taknemmelige hvis i gad at tjekke den ud :D

 

Håber i har en god dag - for jeg er syg - og har det for vilderen :p

 

- E xXx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...