The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry?
*Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3742Visninger
AA

3. Kapitel 1: The first meeting

Frosten og sneen dækkede Londons gader, og menneskenes ånde stod udfra dem som en sky. Jeg sad som sædvanligt på min bænk, som jeg havde gjort det hver eneste aften de sidste alt for mange år, og som jeg sikkert ville gøre det de næste alt for mange år, hvis ikke jeg snart ville finde en der kunne hjælpe mig med at få løst min gåde. Gåden om min død. Gåden om hvorfor manden valgte at tage livet af mig.

Men også det virkede som noget der ikke ville ske.

Jeg åndede ud, og kiggede på den lille sky der forlod også min mund. Jeg kunne lide at trække vejret. At føle luften strømme ned i mine lunger, for derefter at forlade dem igen. Kunne lide at smage og dufte til luftens mange forskelligheder. Det var strengt taget ikke nødvendigt for mig at ånde, men skulle menneskene føle sig trygge med mig i nærheden, havde jeg fundet ud af at jeg måtte gøre det. Jeg havde som sagt heller ikke meget imod det, så jeg gjorde det uden at klage.

Men så snart mørket faldt på og gaderne blev tomme for andet end fordrukne og ensomme mennesker, kunne jeg godt finde på bare at sidde dér på min bænk og stirre ud i luften, med hovedet fuld af tanker. Tanker der både kunne være så smukke og så morbide på én og samme tid.

Og nogengange. Bare indimellem.

Så sang jeg.

Sang enten helt lavt og blidt for mig selv, eller sang så de få folk der endnu var at finde i gaderne, vendte sig og kiggede efter mig. Ikke at det rørte mig det mindste, men det så ud som om at de kunne lide det et eller andet sted.

Jeg ved det ikke og jeg er ligeglad.

En ældre mand med en stor sort hund, kom gående henne fra hjørnet. Han kom tættere og tættere på, og nikkede med et smil til mig.

"Men lille pigebarn dog. Sidder du nu her igen? Fryser du slet ikke min pige?" Spurgte han, som han gjorde det hver eneste aften. Jeg smilede til ham, og rystede på hovedet.

"Sig til hvis du mangler noget min pige." Sagde han med et smil, og drejede så ned ad en sidegade, få meter længere fremme.

Nu undrer du dig sikkert over hvorfor jeg ikke svarede ham - hvorfor jeg ikke talte til ham. Men skal jeg være helt ærlig og fortælle dig en hemmelighed så....

Om aftenen og natten kan jeg ikke tale.

Jeg bliver som bundet til bænken, og åbner jeg munden, kan jeg ikke andet end at synge. Hvorfor det er sådan ved jeg ikke. Jeg har aldrig kunnet finde ud af det, og jeg har faktisk heller aldrig rigtigt prøvet. Jeg har bare sørget for at komme tilbage til lygtepælen hver aften inden mørkets frembrud, og så affundet mig med at jeg måtte sidde eller stå der til solen igen kastede sine stråler udover byen.

Nogle aftener var det sværre end andre at nå tilbage, men ikke én eneste gang havde jeg ikke formået at 'komme til tiden'. Sommetider kom der folk til mig. De snakkede til mig, og nogle af dem skreg ved synet af mig.

Selvfølgelig vidste jeg og forstod jeg hvorfor, for jeg var vel en form for et genfærd, men hallo?

Hvis nogen kom og skreg ad dig ville du så ikke blive bare en lille smule pissed?

Det tænkte jeg nok.

En anden ting der helt sikkert har slået dig, er mit sprog. Som du sikkert ved, er jeg fra 1600-tallet, og burde derfor slet ikke tale som jeg gør. Men tiderne ændrer sig, og jeg har måttet følge med, for at folk ikke skulle fatte for megen mistanke.

Jeg har fulgt gaden og dens folk i mange år nu. Set hvordan børn blev til voksne og voksne blev til ældre. Jeg har fulgt flere generationer af familier, og for at det ikke skal være løgn, så er der faktisk stadig enkelte familier der stadig bor her den dag i dag, og som også boede der dengang mit liv så sit endeligt.

Selvfølgelig ikke de samme mennesker, men den samme slægt.

Alt i alt var livet på denne gade faktisk utrolig roligt og fredsommeligt. Måske en smule kedeligt i længden, men det var vel min straf. Min straf for evig tid.

Suk.

Endnu engang åndede jeg ud, og betragtede den lille sky der stod som en uovervindelig sky fra mine læber. Så hvordan det hvirvlede rundt omkring, og slog en lille klokkeklar latter op, men stoppede dog brat igen da det gik op for mig hvad det egentligt var jeg grinte af.

En bevægelse et stykke over mig fangede min opmærksomhed, og jeg slog hovedet op som et andet dyr. Mine sanser var blevet skærpet meget efter min død. Mit syn var blevet bedre og skarpere - jeg kunne se enhver lille detalje på alt hvad jeg kiggede på. Min hørelse var ufattelig, og jeg kunne høre de mindste lyde over utrolige afstande. Også min lugtesans var blevet opgraderet på det groveste, ja selv min følesans var blevet så fin at jeg nu tydeligt kunne mærke hvis et enkelt snefnug landede i mit hår.

Jeg var blevet mere hårdfør og som om jeg ikke havde været smuk nok i forvejen - ikke for at lyde selvfed eller noget - så havde selv mit udseende fået et ordentligt boost.

I hvert fald fangede en bevægelse min fulde og udelte opmærksomhed. En kvinde på omkring de 40 havde åbnet vinduet i sin lejlighed. Hun sendte mig et opfordrende smil, før hun forsvandt fra min synsvinkel igen.

Jeg vidste udemærket hvad hun ville, og gik udfra at klokken nu måtte være elleve igen. Det var ikke som sådan en fast tradition, men jeg vidste at når dét vindue gik op, var det for at menneskene inde i lejligheden håbede at høre min stemme.

Og selvfølgelig fik de lov til det.

Uden tøven åbnede jeg munden, og lukkede min stemme ud til alle der ville lytte.

"Give me love, like, her,

Cuz' lately i've been waking up alone,

Paint splattered teardrops on my shirt,

Told you i'd let them go,

And that i'll fight my corner,

Maybe tonight i'll call ya,

After my blood turns into alcohol,

No, i just wanna hold ya,

Give a little time to me, or burn this out,

We'll play hide and seek, to turn this around,

All i want is the taste that your lips allow,

My, My, My, My Oh Give Me Love."

Flere og flere vinduer blev åbnet, og et smil gled automatisk over mine læber.

Jeg elskede at synge.

Jeg havde altid elsket at synge og optræde, men dengang da jeg stadig kunne mærke hjertet pulsere blod rundt i min krop, så folk meget ned på piger der optrådte.

En pige optrådte absolut ikke, hun hørte til i hjemmet - som pyntegenstand og ikke mindst som husmor.

Alt andet var simpelthen upassende.

Men nu sad jeg her, i en verden hvor det var helt igennem acceptabelt at synge og optræde - kvinde eller ej - og jeg elskede det utrolig højt.

Og jeg elskede det faktum at der tilsyneladende var folk der kunne lide den melodi der nu flød frit fra mine læber.

Ufatteligt mange havde nu åbnet deres vinduer for min stemme, og der stod endda enkelte folk i få af vinduerne, og kiggede betagende ned på mig.

Specielt et vindue fangede min opmærksomhed.

I et af vinduerne stod en mor, far, datter og en søn, og kiggede ned på mig.

Moderen og faderen stod med hænderne flettet sammen, den lille dreng sad på skuldrene af faderen, mens den lille pige stod foran de andre, med faderens hånd på den ene skulder, og moderens på den anden.

Jeg ved ikke præcist hvorfor, men synet gjorde et eller andet ved mig - det nærmest tryllebandt mig. Men jeg fokuserede på min sang, og begyndte på andet vers med mine lungers fulde kraft, og hele min sjæl lagt i det.

For det var noget jeg stadig havde.

Min sjæl.

"Give me love like never before,

Cuz' lately i've been craving more,"

Pludselig blev jeg opmærksom på en stemme et stykke fra mig, og jeg sprang forskrækket op. Stemmen var dyb og hæs, og ramte tonerne så præcist at det gav mig den sygeste gåsehud.

"And it's been a while but i still feel the same,

Maybe i should let you go."

Sang han med sin dybe charmerende stemme.

Jeg vendte mig ikke imod ham, men fortsatte min sang, med blikket hæftet fast på et punkt på den kridhvide væg lige overfor mig.

"You know i'll fight my corner,

Maybe tonight i'll call ya,

After my blood turns into alcohol.

Give a little time to me, or burn this out

We'll play hide and seek, to turn this around,

All i want, is the taste that your lips allow,

My, My, My, My Give Me Love."

Vi fortsatte i perfekt harmoni, og lod den allersidste strofe hænge frit i luften.

Pludselig hørtes et enkelt tøvende klap, og snart lød der klap fra alle de åbne vinduer omkring mig - omkring os. Jeg smilte genert, og ventede på at rødmen ville stige op i mine kinder.

Men den kom aldrig.

En af de mange ting jeg aldrig ville vænne mig til.

"Tak for sangen." Var der pludselig en stemme der mumlede lavt bag mig.

Med et stivnedes min krop, og jeg vendte mig nervøst om.

Der foran mig, stod det der kunne have været manden i mit liv hvis jeg havde været levende - jeg var rimelig sikker. Jeg åbnede begejstret min mund for at svare ham, men lukkede den så igen. En hånd blev lagt for mig mund, og til min store overraskelse var det min egen.

Jeg stirrede på manden der vel egentligt ikke var andet end en stor dreng, og smilede undskyldende til ham. Et charmerende smil spilledes om hans læber, og han rakte hånden ud til mig. Jeg tog den, og trykkede den en enkelt gang.

"Jeg er Harry forresten - Harry Styles. Men det vidste du vel allerede...?" Sagde Harry.

Kendte ham? Hvor skulle jeg dog kende denne fremmede og charmerende dreng fra? Jeg var hundrede procent sikker på at jeg aldrig havde set dette menneske nogensinde før i hele mit liv.

Alligevel lod jeg blikket glide søgene henover ham en ekstra gang.

Jeg startede nedefra, ved hans lange spidse blankpolerede sko, og fortsatte min tur opad. Hans arme var muskuløse men slanke, i hvert fald efter hvad jeg kunne bedømme. Det var en smule svært at bedømme det, da han havde en tyk jakke på - i modsætning til jeg selv, der sad i en stropløs lys kjole, med matchene høje sko til.

Kulden generede mig ikke, og jeg var faldet pladask for dette sæt, så hvorfor ikke tage det på? Det var måske en smule opsigtsvækkende, men jeg kunne vel på den anden side være komplet ligeglad.

Tilbage til drengen foran mig, der tilsyneladende ventede på et svar.

Jeg lod blikket glide videre op over ham, hans hage, hans smukke næse, hans fyldige krøllede, mørke hår.

Og jo der var noget jeg sprang over.

Jeg havde det med at gemme de bedste ting til sidst.

Det sidste jeg kiggede på - det sidste jeg kiggede ind i - var hans øjne.

De skinnede på en helt speciel måde, der kunne få hans grønne øjne til at suge én helt ind i dem.

FOKUSÉR.

Jeg blinkede en enkelt gang, og rystede så på hovedet.

"Hmm..." Mumlede han. "Ikke det?"

Jeg rystede endnu engang på hovedet.

"Jamen det kan du da komme til." Mumlede han hæst. "Hvad er dit navn smukke?" Spurgte han, og kiggede mig oprigtigt interesseret i øjnene.

Jeg slog blikket imod jorden, og rystede kort på hovedet, inden jeg vendte tilbage til min bænk under lygtepælen. Jeg satte min tungt ned, med blikket rettet imod jorden. Et par spidse sko kom hen imod mig, men jeg løftede ikke blikket.

"Fryser du slet ikke?" Spurgte han frustreret.

Endnu engang rystede jeg på hovedet.

Det var frustrerende for mig at jeg ikke kunne svare ham - for det ønskede jeg virkelig at jeg kunne. Jeg ønskede at svare lige netop dette menneske, da det var som om der var et eller andet i mig der ligesom vågnede op igen.

Han sukkede en enkelt gang, og lagde en finger under min hage, så jeg blev tvunget til at møde hans øjne igen. Jeg stirrede fortabt ind i dem, og så til min store overraskelse at han sendte mig et varmt smil.

Det menneske var virkelig specielt.

"Jeg håber vi ses igen min pige. Du synger smukt." Fortalte han mig, før han lod sine læber presse imod min kind, inden han vendte sig og fortsatte hen ad gaden.

Jeg lod mit blik følge ham til han drejede ned ad en sidegade længere fremme, og dermed forsvandt ud af min synsvinkel.

Så lænede jeg mig tilbage, og lod igen en melodi glide ud imellem mine læber.

___________________________________________________________________________

*OBS! KAPITLET ER IKKE RETTET IGENNEM!*

Hej venner :)

Jeg er bare super, duper glad for at der er nogen der har valgt at sætte denne movella på jeres favoritliste! :D

Men hvad synes i ellers om kapitel et? Er det hele en smule for sært? Er det for rodet sammen? For svært helt at sætte sig ind i tingene?

Helt seriøst vær lige søde og rare at komme med jeres mening :)

Jeg ved at det her kapitel ikke er så spændende eller noget, men vi starter altså lige stille og roligt ud okay :) Det hele skal nok blive bedre - forhåbentigt i hvert fald o.o

Møøøøøssaaaar til alle!

- E xXx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...