The Girl Under The Streetlamp [1D] 13+

For flere hundrede år siden, blev en uskyldig og umåleligt smuk ung pige på mest brutale vis dræbt i nattens mørke, under en ensom lygtepæl i udkanten af London. Dagen i dag vandrer pigen stadig rundt men kun fordi hendes mord endnu er uopklaret. En dag støder den verdensberømte sangstjerne Harry Styles ved et rent tilfælde ind i den smukke pige. Harry bliver straks fortryllet af hendes smukke sind, og det udvikler sig hurtigt til en intens kærlighed imellem dem. Harry besøger pigen oftere og oftere, og undres over at hun er at finde hver eneste aften, under den ensomme pæl. En dag fortæller pigen sin historie til ham, og før han ved af det er han suget ind i et eventyr han aldrig havde troet var muligt. Kærligheden imellem de to væsner er ikke til at komme udenom, men finder pigen nogensinde ro? Vil de få løst gåden om pigens drab? Vil hun endelig kunne få sine vinger og komme over på den anden side? Og vigtigst af alt - hvorfor lige Harry?
*Anstødende scener vil forekomme*

41Likes
62Kommentarer
3781Visninger
AA

21. Epilouge

" Far! Far!" Den lille krølhårede dreng spurtede igennem den enorme stue, og sprang op i faderens skød.

Faderen kiggede kærligt op fra sin avis, og trak den drengen op til sig.

"Hvad så da?" Spurgte han roligt.

Drengen kiggede med store øjne op på manden, øjne, der lignede dem de kiggede i på en prik. Drengen havde røde æblekinder, og hans mørke hår indrammede hans alvorlige ansigt perfekt med de krøllende totter der stak ud hist og pist. Den større og ældre udgave af drengen der var kendt som hans fader, prøvede forgæves at følge med i drengens lange forklaring om, hvordan hans søster havde drillet ham.

Faderen lo kærligt da han endelig var færdig, og strøg ham blidt over håret. 

"Nå da da." Sagde han hæst.

Et par sekunder gik, før søsterens røst hørtes igennem hele huset. 

"FAR!" Råbte hun vredt, og trampede ind i stuen. Her stoppede hun op, og kiggede ondt på den lille dreng, der havde stilt sig i skjul bag faderens stol. Drengen krøb om muligt endnu mere sammen, og havde begge hænder i faderens hår.

Faren sukkede dybt, og lagde avisen fra mig.

"Hvad nu?" Spurgte han træt.

Det var tydeligt at se, at han var ved at være god træt af børnenes evindelige skænderier, men det var også helt tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at skælde dem ud - ikke for alvor.

I stedet sukkede han dybt, og rystede opgivende på hovedet.

"Skat." Kaldte han træt.

Der gik lidt, inden en smuk mørkhåret dame trådte ind i stuen, ikke iført andet end et håndklæde viklet om håret, og et om kroppen. Hun behøvede ikke engang at spørge om noget, før det gik op for hende hvorfor hun var blevet tilkaldt. 

Hun lo kort.

"Kan i da ikke bare lade jeres far få fem minutters ro, inden han skal ud at rejse igen?" Spurgte hun opgivende, og gik hen til manden, der smilede taknemmeligt.

De to børn stoppede med at skændes, og kiggede forvirret på moderen.

"Men hvad skal vi så?" Spurgte de.

Moderen rystede opgivende på hovedet.

"Jeg ved det da virkelig ikke! Hvad med at smutte over og se hvad Louis laver?" Foreslog hun, og før nogen kunne nå at sige mere, var begge børn løbet ud af døren, og over gaden.

Manden kiggede taknemmeligt på damen, der nu stod bag ham, med hænderne i hans hår. Forsigtigt bøjede hun sig ned, og kyssede ham på panden.

"Jeg skal gøre mig klar nu, så du må tage over til dine børn. Man må ikke se bruden før de begge er i kirken, det bringer jo uheld ved du nok." Sagde hun formanende, og hev ham op af stolen.

Han sukkede dybt, inden han flettede sin hånd sammen med hendes.

"Med så smuk en pige som dig, kan jeg umuligt være uheldig." Sagde han lavt, inden hans læber ramte hendes.

Hele scenariet var så smukt, at et stik af jalousi ramte mig.

Jeg vidste, at det var forkert, for han fortjente virkelig dette af alle mennesker.

Men jeg ville bare så inderligt ønske, at det var mig der skulle stå ved hans side i dag. Mig der skulle sige ja - mig, der skulle kysse ham foran alle vores venner og familie.

Eller. 

Foran hans venner og familie.

Men selvom jeg var jaloux, så var jeg også så umåleligt glad.

Han havde langt om længe - efter så lang tids søgen - fundet sin pige. 

Hende han elskede, hende han skulle blive gammel med, og hende han nu skulle giftes med.

Det var underligt at tænke på.

For efter at have fulgt ham i flere år efterhånden, var det stadig ikke helt gået op for mig, at han ikke længere kunne se mig. At ingen længere kunne se mig.

Men høre mig, kunne man stadig.

Hver eneste aften, det samme sted som det altid havde været, og som det altid ville være.

For jeg vil for altid være The Girl Under The Streetlamp.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...