Hvis døden banker på - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
Lyra Jones lever et helt normalt liv. Går på det største gymnasie i landet. Har en super skøn veninde, og et lækkert crush. I få sekunder ser Lyra's verden helt normal ud indtil hun en aften bliver kidnappet. Lyra er ikke sig selv når hun bliver fundet. Hun bliver ufrivilligt trukket ned i en verden der ikke eksisterede selv i hendes vildeste fantasi. Lyra vil forsøge at leve et fortsat normalt liv, men er det muligt når alt alligevel ikke er som det så ud til?

10Likes
5Kommentarer
705Visninger
AA

4. Uskyldige liv

 

Jeg sad i cafeteriet og spiste en sandwich. Blødt hvidt brød, en skive salat og noget skinke. Mor prøvede altid at undgå hvidt brød. Hun sagde det var uden nogen form for næring, og det havde hun også ret i. Men jeg nød alligevel min sandwich. Nogen prikkede mig på ryggen og jeg vendte mig om. Mor. Jeg vendte mig om igen og fældede en tårer. Nu tog hun fat i mig og trak mig op og stå. Jeg kiggede hende i øjne og så at hun havde grædt. Jeg kunne ikke klare det lige nu. Ligegyldigt hvad hun sagde ville jeg begynde at græde, og det ville jeg helst undgå her i cafeteriet. Jeg trak mig fri af hendes greb og løb ned af gangen. Hun råbte efter mig men jeg lod som ingenting.

Da jeg nåede min hospitals stue gik jeg ind og låste døren. Det rumlede nede i min mave, og jeg tænkte på den halvspiste sandwich jeg havde efterladt i cafeteriet. Mad. Jeg måtte have noget mad. Jeg knugede hænderne sammen så knoerne blev helt hvide. Det gjorde ondt i maven, jeg havde virkelig brug for noget mad. Det var heller ikke så mærkeligt nu hvor jeg ikke havde spist i mere end et helt døgn. Jeg satte mig langsomt ned på gulvet. Mad. Mad, mad, mad! Men jeg ville ikke gå ned i cafeteriet igen. Jeg ville ikke møde min mor. Jeg ville ikke se hendes ansigt fyldt af tårer og medlidenhed med mig, en 16 pige der på et døgn var gået fra normal pige til et monster. Et monster. Et vaske ægte monster. Nu var de gamle historier om monstre under sengene ikke så sjove. Måske lå der et monster under alle småbørns senge?

Nogen tog i håndtaget og jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var min mor.

- Er der nogen der inde? Jeg kommer med piller og mad til patienten," sagde en hæs stemme på den anden side af døren.

- Bare kom ind," svarede jeg.

- Døren er låst," sagde damen.

Jeg gjorde et ryk med hovedet og skulle lige til at rejse mig da jeg hørte en klik-lyd og døren blev låst op. Og ind kom en gammel dame, der nok havde været sidst i tresserne.

- Så du kunne alligevel godt låse døren op?" spurgte jeg hende.

Hun rystede uforstående på hovedet.

- Jeg låste den ikke op. Min nøjlekort virker ikke til nogen af stuerne på denne etage," sagde hun med et lille suk.

- Jamen... Jeg låste ikke døren op," sagde jeg og tænkte på det mor havde sagt med specielle kræfter.

Damen rystede bare på hovedet og gik hen til mig.

- Vil du ikke hellere side og spise over i sengen i stedet for på gulvet?

- Jo tak," sagde jeg at rejste mig. Damen fortsatte hen mod min seng og rystede alle puderne store og puffede. Så trykkede hun på en knap der fik sengen til at rejse sig lidt op. Jeg gik over og lagde mig roligt. Det føltes som om jeg lå på en sky. Gad vide om nogen havde skiftet min seng ud? Det virkede lidt mærkeligt. måske var jeg bare træt. Som om det ikke var nok kom damen nu hen til mig med mad på en bakke. Der var pastasalat, brød og smør og et stort glas juice. Ved siden af stod der et lille glas med tre piller.

- Lækkert!" sagde jeg glad.

Damen svarede ikke med smilte tydeligvis glad for den bemærkning. Hun drejer og gik hen mod døren. Så satte hun sig på en stol lige ved siden døren.

- Skal du ikke gå?" spurgte jeg forvirret.

- Nej, jeg skal jo have bakken med ud igen," svarede hun.

Jeg trak på skuldrende og tog min gaffel op i hånden. Pastasalat var min livret, og jeg kunne næsten ikke vente med at smage på maden. Jeg stak gaflen i maden og tog den op til munden. Det smagte... Forfærdeligt! Jeg spyttede det ud og eftersmagte resterne i munden. Forfærdeligt. Jeg tog glasset med juice for at skylle maden helt ned, men var også nød til at spytte juicen ud i glasset igen. Hvad var det der skete? Jeg havde aldrig spyttet mad ud, og især ikke ved bordet (som i dette tilfælde var en seng). Damen rejste sig forfærdet og gik hen mod mig.

- Smagte maden så dårligt?" spurgte hun surt

- Jeg... Nej men ja. Jeg elsker pastasalat, men åbenbart ikke lige nu," sagde jeg.

Dumt, dumt, dumt sagt! Hvorfor havde jeg spyttet den mad ud? Det var ikke rigtig mig der gjorde det. Jeg gjorde det på en eller anden måde automatisk. Hvad havde jeg løst til? Kød! Jeg ville havde kød.

- Kan jeg ikke få noget kød af en eller anden slags?

- Så du også kan spytte det ud?" sagde hun.

- Det var ikke med vilje! Virkelig!

- Det var ikke med vilje at du spyttede alt din mad ud? Også din juice? Det tror jeg ikke rigtigt på," sagde hun.

- Kom her hen," sagde jeg, uden at vide det.

Jeg sad med lukkede øjne og opfattede slet ikke at jeg talte.

- Kom her hen," hviskede jeg igen.

Damen gik tøvende hen til sengen. Jeg lå stadig med lukkede øjne og opfattede ikke rigtig noget.

- Tættere på," hviskede jeg.

Hun bukkede sig over mig, og jeg løftede mig ene arm. Stadig uden at opfatte noget tog jeg fat om struben på hende så hun blev kvalt. Damen hvæsede og forsøgte at skrige men jeg holdte for godt fast. Jeg hørte det og åbnede øjnene igen. Da jeg så at jeg var ved at kvæle hende udstødte jeg et lille hvin og løftede hurtigt min anden arm. Så tog jeg fast i min ene arm og forsøgte at rive den af damens hals.

- Tror du på det nu? For sent," sagde jeg selvom min mund var lukket. Jeg forsøgte forgæves at rive min arm væk fra damen der begyndte at blive voldsomt svag. Og så skete det. Hun faldt om på gulvet og vendte det hvide ud af øjnene. Jeg så på hende og begyndte at græde. Så sprang jeg ud af sengen og skyndte mig hen til døren. Så låste jeg den og gik tilbage til sengen. Der satte jeg mig på kanten og kiggede ned på damen. Jeg havde dræbt et menneske! Jeg havde begået et mord! Hvordan kunne jeg det? Min mor havde ret. Jeg er et monster! Jeg havde dræbt en stakkels dame. Jeg havde såret mere end en person. Jeg havde også såret hele hendes familie. Hvorfor kunne jeg ikke styre min arm. Jeg satte mig ned på gulvet - stadig grædende - og tog min arme rundt om hende. Så løftede jeg hende, forbløffet over at hun ikke vejede noget. , og lagde hende i sengen. Så trak jeg dynen over hende og dækkede hende fra top til tå. Hvad skulle jeg sige til hospitalet? Og min mor? De ville kunne se at hun er blevet kvalt. Jeg tog min hånd og rørte ved hendes pande.

- Forsvind," sagde jeg uden at bevæge munden.

- Stop med at sige noget i min mund! Jeg taler med min mund! Forsvind!" råbte jeg til stemmen inde i mig selv.

Efter jeg havde råbt det lød der en blæsende lød som om nogen havde åbnet vinduet. Jeg vendte mig om og så damen i sengen blive løftet op, af nogle store usynlige hænder. Så drejede hun langsomt en enkelt gang og forsvandt. Hun er væk. Men ikke rigtigt, hvor er hun nu? Mine problemer var løst, men min skyldfølelse var der stadig. Jeg havde slået et menneske ihjel, og det ville jeg aldrig glemme, også selvom at jeg - i min tilstand - nok ville myrde mange flere mennesker. Det var en tanke der var svær at vende sig til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...