Hvis døden banker på - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
Lyra Jones lever et helt normalt liv. Går på det største gymnasie i landet. Har en super skøn veninde, og et lækkert crush. I få sekunder ser Lyra's verden helt normal ud indtil hun en aften bliver kidnappet. Lyra er ikke sig selv når hun bliver fundet. Hun bliver ufrivilligt trukket ned i en verden der ikke eksisterede selv i hendes vildeste fantasi. Lyra vil forsøge at leve et fortsat normalt liv, men er det muligt når alt alligevel ikke er som det så ud til?

10Likes
5Kommentarer
685Visninger
AA

5. Hjemme

 

Nogen bankede på døren. Jeg kiggede mig hurtigt rundt med tårefyldte øjne, kiggede efter nogen som helst form for tegn på at jeg havde slået den gamle dame ihjel. Der var ingen ting. Hvor var den gamle dame blevet af. Hun var bare forsvundet, men hvor hen?

- Lyra? Er du der inde?"

Det var min mor. Selvfølgelig. Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være i fred? Hun havde ingen anelse om hvordan jeg havde det, og endnu værre. At jeg lige havde slået nogen ihjel. Men det kunne jeg ikke sige til min mor. Hun ville blive så forfærdet og bange. Endnu en bølge af græd kom væltende. Der blev trukket ned i håndtaget da min mor hørte at jeg græd.

- Jeg kommer ind nu skat," sagde mor.

Hun åbnede døren og trådte ind. Hun havde skiftet tøj. Før havde hun haft en lang og grim blå kjole på, men nu. Nu havde hun faktisk pænt tøj på. Altså virkelig pænt! En sort bh der gik tydeligt igennem hendes hvide skjorte. Uden på havde hun en læderjakke på, et par blå jeans med massere af slidhuller og en par støvler med hæl.

- Wow! Hvor er det bare sejt," sagde jeg.

- Tjaa. Jeg er nu ikke så vil med det. Men det er heller ikke til mig. Det er til dig," sagde hun og smilede.

Jeg tror der gik lang tid før jeg sagde noget, for hendes ansigtsudtryk ændrede sig, og hun gik nærmere.

- Er der noget i vejen skat?" spurgte hun.

Jeg rejste mig og gik langsomt over mod hende og omfavnede hende. Endnu flere tårer faldt.

- Tusind tusind tak mor," sagde jeg ind i hendes jakke.

- Det var så lidt skat. Der er sket og sker så meget lige I øjeblikket,” hun holdte en pause,” og jeg synes det ville være smart hvis vi tænkte på nogle andre ting end det at du er blevet… Jeg ved ikke lige hvad jeg skal kalde det,” sagde hun.

- Det lyder som en god ide,” svarede jeg.

Mor rejste sig og gik over mod døren. Så vendte hun sig og sagde:

- Kom, vi tager hjem.

Jeg rejste mig og fulgte efter. Hospitalsgangen var overfyldt med mennesker. Mest læger og sygeplejersker, men også en masse ‘normale’ mennesker. Mor og jeg matte mase os igennem forsamlingen. Det tog hele ti minutter at kommer ud af hospitalet og ind i en taxa.

Lejligheden så ud som jeg vidst nok havde efterladt den. Der var smadret glas og meget rodet. Men lyset var vendt tilbage, og den der dumme fælde (som faktisk var blevet meget praktisk) var taget ned.  Jeg gik ind på mit værelse og så at alt herinde var vendt op og ned. Men om det var min mor eller ham der bortførte mig der havde gjort det vidste jeg ikke. Jeg kunne pludselig mærke hvor træt jeg var, og lagde mig i min seng. Jeg fiskede min telefon frem fra lommen og satte den til ladning. Min mor kom ind og lagde det nye tøj hun havde købt til mig på sengekanten.

- Tak,” sagde jeg. Hun smilede tilbage og gik ud. Min telefon tændte og jeg så at min mor havde sendt flere beskeder og ringede flere gange efter at min telefon var løbet tør for strøm. Jeg havde også fået en sms fra min veninde. I den stod der:

- Hey smukke <3 Har ikke lige lavet lektier så tænke om jeg måske kunne hoppe med på din lektie i fransk?... Havde lige travlt med noget andet <3 :-* Ses Mandag (Pis! Skole -.-) Mia”.

Fransk lektier… Dem havde jeg selvfølgelig heller ikke lavet. Men det synes jeg nu var okay. Det føltes som om at det var flere uger siden at jeg havde været i skole, men det var faktisk kun gået tre dage.

Jeg rejste mig fra min seng og gik ind i stuen. Min mor sad i sofaen og læste i en bog.

- Mor?,” sagde jeg.

- Ja?,” svarede hun og kiggede op. Hun havde grædt. Igen.

- Jeg vil gerne i skole i morgen. Jeg vil gerne fortsætte mit liv som om der aldrig var sket noget. Jeg vil gå til fester. Få en kærester og en uddannelse. OG en dag selv have min egen familie. Jeg gider ikke være forever alone resten af mit liv fordi en eller anden idiot brugte mig som en forsøgskanin,” sagde jeg trist. Det var jo rigtigt nok. Jeg vidste udmærket godt hvad min mor ville sige nu, men jeg var lige glad. Hun ville bare sige at det var meget alvorligt og at jeg ikke forstod det og bla bla bla….

- Lille skat.

- JEG ER IKKE LILLE!!!,” råbte jeg.

- Skat, du bliver nød til at forstå at det ikke bare er for sjov det er. Du er ikke den du var for tre dage siden. Du er blevet ’transformeret’ ind til noget der ikke fandtes i din vildeste fantasi. Og selv om at jeg godt kan forstå alt det du siger, bliver du bare nød til at acceptere hvordan situationen er. Og vi kan ikke ændre på det,” sagde mor roligt. En lang pause.

- Hvis du synes at du er klar må du gerne komme i skole i morgen, du må gerne gå til fester, få dig en kæreste og så videre, men du bliver nød til at forstå dette: Hver tredje fredag skal du gå med mig hen på hospitalet. Jeg ved godt det her lyder forfærdeligt, men der vil du blive spærret inde indtil det bliver lørdag, og dine kræfter igen er under kontrol,” sluttede min mor. Jeg sagde ikke noget. Skulle jeg faktisk spærres inde? Altså sådan rigtigt med tremmer og det hele? Åh gud….

- Hvis det er hvad der skal til så acceptere jeg det mor,” sagde jeg tappert. Hun smilede, gav mig et knus og sagde:

- Jeg vil lave din ynglings ret i dag! Hvad kunne du tænke dig?

- Pizza!!,” sagde jeg og lavede et stort, falsk, smil. Hun lo.

- Så tilbyder jeg at lave din livret og så vil du bare have mig til at bestille pizza?,” sagde hun og lo igen.

- Noget i den stil,” sagde jeg og smilede. Hun tog telefonen og ringede. Jeg gik tilbage til mit værelse. Det var da okay godt det mor hun sagde. Jeg måtte gerne komme i skole i morgen og komme videre i mit liv.

- Håber ikke jeg skal ’spærres inde’ samme fredag som der er galla,” mumlede jeg ned i min dagbog. Dagbogen var noget af det der betød allermest for mig. Og jeg ved godt at det lyder totalt dumt at sige for hvad med mig mor? Men min dagbog er bare noget helt særligt. Det er ikke alle piger der faktisk får et rigtigt ’forhold’ til sin dagbog, men det havde jeg. Jeg tror at men godt kunne sige jeg var lidt afhængig af den. Jeg skrev i den hver eneste dag, nogen gange mere end en. Min mor gav mig den da jeg var 10. Så i starten af bogen er der en masse kruseduller og små tegninger. Det var først da jeg var i tolvårsalderen at jeg begyndte rigtigt at skrive i den. Skrive om veninder, hændelser og ikke mindst… drenge. Alle mine ’små’ chrushes var i den her bog. Helt fra jeg var tolv og til nu, hvor jeg var 16. Det var en del. Jeg gik byens største gymnasium, og jeg havde, selvfølgelig, haft et godt øje til mange af drengene. Jeg selv var ikke blandt de ’populære’, men det var heller ikke noget man lige blev. For det første var der flere ’populære grupper’. Der var de populære på dramaholdet, dem på sportslinien, dem på musiklinien og dem der bare ikke vidste hvad de ville med deres liv endnu. Jeg gik på musiklinien. Der spillede jeg bas. Det var noget nyt for mig, jeg var først begyndt sidste år. Men da vi fik afvide at det ville være smart at vælge en linje valgte jeg den. Og det var jeg også glad for. Men tilbage til det med at være populær. Der gik omkring 1500 mennesker på den her gymnasium, så man blev ikke bare populær. Jeg var mere en af de der stille typer der gemte sig i mængden. Desværre var det lidt svært for der gik ’kun’ omkring 150 på musiklinien, det var også derfor jeg valgte den, og en af de få, sådan cirka 5, bassister var droppet ud af skolen. Så nu gik der kun mig, en pige ved navn Ashley Talbot, en dreng ved navn Jacob Lawsen, en pige der hed Amy et eller andet og en til dreng. Fire bassister, 146 andre musikere. Så var det lidt svært at gemme sig i mængden. Jacob var fyren jeg var vild med for tiden. Han var rigtig sød, så godt ud og så synes jeg at vi talte rigtig godt sammen. Altså vi spillede jo begge bas, så det var ligesom det vi talte om, men det passede mig fint. Han startede på skolen for halvandet år siden.

I min dagbog skrev jeg:

d. 14 Maj 2017

Kære Dagbog

Der er sket så meget i den her weekend, mere end jeg kan skrive. I fredags blev jeg bortført til et hemmeligt hovedkvarter for nogen skøre mennesker der kalder sig for ’de gale slanger’, tror jeg nok :P. Jeg mødte også min far, Mark Chang, fuck, jeg hader ham! Mere end jeg gjorde før, og der kunne jeg altså heller ikke fordrage ham. Lørdag vågnede jeg så op der med sår og blå mærker over det hele. Det meste er heldigvis væk nu, så jeg kommer ikke til at ligne en idiot i skolen i morgen :) Samme lørdag bruger de her fyrer mig til et eksperiment, og nu er jeg så et magisk væsen. Halvt menneske halvt monster. Jeg mener det faktisk! Lige gyldigt hvor mærkeligt det er så kan jeg lave magi! Jeg troede ikke det fandtes. Hvordan er det er overhovedet muligt? Så smider de mig ud. Jeg tror nok at de troede jeg var død eller noget. For ellers ville de nok ikke bare have ’smidt mig ud’ på den måde. Samme lørdag, dog sendt på aftenen, bliver jeg fundet og indlagt på hospitalet. Søndag vågner jeg, får afvide at jeg er en monster. Skændes med min mor, og slår en dame ihjel ved hjælp af mine kræfter. Jeg er bare så ked af det, undskyld dame!!!!!!!!!!!!! ;(;(;(. Nu er jeg hjemme igen. Vi har ikke hørt noget fra hospitalet, og jeg tager helt sikkert i skole i morgen.

De bedste monster hilsner Lyra

 

Mor råbte ude fra køkkenet og sagde at pizzaen var ankommet. Jeg lukkede bogen, gemte den og skyndte mig ud i køkkenet. På min tallerken lå favoritpizzaen. Jeg havde altid elsket den, eller jeg havde elsket den fra da jeg var fire og skulle prøve noget nyt i Berlin. Siden da, havde mor altid særbestilt min pizza. Det var rigtig dejligt endelig at få noget ordentligt at spise. Ikke at den pastasalat jeg fik på hospitalet ikke var ordentlig mad. Jeg kom til at tænke på damen igen og en tårer faldt. Jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle fortælle mor det. Nej, det skulle jeg ikke. Det ville være bedre hvis hun ikke fandt ud af at jeg var så meget monster. Efter aftensmaden gik jeg i seng. Det var skønt at være tilbage i min egen seng igen. Jeg faldt i søvn kort efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...