Hvis døden banker på - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
Lyra Jones lever et helt normalt liv. Går på det største gymnasie i landet. Har en super skøn veninde, og et lækkert crush. I få sekunder ser Lyra's verden helt normal ud indtil hun en aften bliver kidnappet.
Lyra er ikke sig selv når hun bliver fundet. Hun bliver ufrivilligt trukket ned i en verden der ikke eksisterede selv i hendes vildeste fantasi.
Lyra vil forsøge at leve et fortsat normalt liv, men er det muligt når alt alligevel ikke er som det så ud til?

10Likes
5Kommentarer
798Visninger
AA

3. Forbandelsen

 

Døden. Den er nem. Fredfyldt og afslappende. Som om alt der betyder noget viskes væk og erstattes med behagelige og berolige tanker.  Kroppen føltes let men svag. Men på den behagelige måde. Som om du er for træt til at bevæge den. Men det ville ikke vare ved.

 

Smerten i mit hoved var uudholdelig. Jeg løftede hovedet med en kraftanstrengelse. Jeg åbnede langsomt øjnene og blev med det samme klar over hvor jeg var.

- Mor?" sagde jeg.

Damen løftede hovedet og afslørede et blodigt ansigt. Jeg skreg og trak mig væk i væmmelse.

- Mor! Hvad er der sket med dig?" råbte jeg skræmt.

Hun rejste sig og afslørede en kniv siddende i hjertet. Hun lavede en lyd nede i struben hvorefter hun faldt ind over mig.

 

- Lyra? Er du vågen? Lyra min skat!" sagde mor.

- Mor? Hvor er jeg? Hvad..?

- Shh Lyra, bare rolig. Vi er på hospitalet. I går aftes var der nogen der fandt dig i en gyde. Du var døende! De ringede til politiet som sagde det videre til hospitalet og så videre til mig. Jeg har siddet her hele natten og ventet på at du skulle vågne. Åh Lyra!" sagde mor og trak mig ind til sig.

Jeg kunne mærke at hun hulkede. Nu begyndte tårende også at løbe.

Det måtte have været en drøm, tænkte jeg lettet.

- Mor?

- Ja skat.

- De mænd der tog mig til fange sagde at jeg skulle sig noget videre... Til dig," sagde jeg.

- Hvad var det?

- Slangerne er løse," svarede jeg.

Hun rejste sig brat op. Jeg lagde mærke til hvordan alt farven i hendes ansigt langsomt forsvandt, hun var ligbleg. Hun bakkede langsomt væk fra mig med rædslen malet i ansigtet. Hun havde nær væltet lægebordet.

- Mor? Hvad er der galt?

- Jeg troede ikke han mente det..., sagde hun.

- Jeg ved godt hvem der holdt dig fanget, lille skat. De kalder sig "de hjemsøgende", og chefen hedder Marc Chang. Min lille skat, du må fortælle mig alt det du kan huske."

Jeg tænkte mig om, men det var som om alle mine minder var slørede, som om det var lagt et slør for min hukommelse.

- Jeg kan ikke rigtig huske," men mor afbrød mig.

- Det behøver du heller ikke tænke for meget på lige nú. Bare fortæl mig det inden på fredag, " sagde hun med en lidt rystende stemme.

Så rejste hun sig, kyssede mig på panden og gik.

Jeg lagde mig ned og lukkede øjnene. Hvad var der var sket. Jeg huskede kun noget svagt med en ond latter, Marcs stemme der råbte; " Slangerne er løse", og en fyr ved navn Lucas. Jeg tænkte mig mere om. Hvor var det jeg havde set ham henne? Jeg huskede et lille sort rum, et spejl og den store dør - den dør Lucas var kommet ind af. Jeg huskede en samtale, men hvad de havde snakket om kunne jeg ikke huske.  Men hvorfor? Hvorfor var han kommet ind af den dør? "Han kom ind med mad og tog mig med ned af en lang mørk gang, med fakler og døre med hængelåse og kæder på." Men hvad så bagefter? Jeg blev taget ind i et andet rum med en masse maskiner. Og der skete der hvad? Jeg tænkte så det knagede... Hvad skete der, hvad skete der, hvad skete der... Jeg blev spændt fast til en maskine. Noget latter og en masse lys, som om solens lys var blevet dobelt så stærk så det lyste gennem taget. Og så det med Marcs besked til mor. Hvad kunne det betyde?

Jeg satte mig langsomt op og ignorerede det voldsomme smerte der skar op igennem min krop. Så trak jeg benene ud over sengekanten og rejste mig om - selvom det næsten var umuligt for de uudholdelige smerter. Jeg kiggede ned af mig selv og så hvor skadede mine ben var blevet. Der var mange steder hvor der var store sår og blå mærker. Da jeg stod og kiggede på mine ben kom jeg i tanke om min forslåede kind da jeg var fanget. Den store revne der var kommet i min kind mens jeg sov - på det hårde sten gulv. Den gjorde næsten for ondt at stå op men jeg var for stædig til at give efter. Lidt efter lidt kom jeg nærmere den lukkede dør der førte ud mod den befolkede hospitalsgang. Jeg tog i håndtaget og mærkede at døren var låst... Hvorfor? Hvorfor skulle jeg lukkes inde?

- Mor," råbte gennem den lukkede dør.

- Mor! Moar! "råbte jeg så højt jeg kunne.

Jeg satte mig ned, men rejste mig hurtigt op igen, da jeg hørte nogen udenfor. De hviskede meget lavt, men da jeg satte øret hen til døren kunne jeg godt høre det.

- Er de ikke noget vi kan gøre?" hørte jeg min mor sige.

- Jeg er bange for at svaret er nej Misha," hørte jeg en dame sige.

- Jamen! Det vil ødelægge hendes liv fuldstændigt! Hvad med skolen? Og arbejde når det kommer? Og hvad med på fredag? Hvordan skal jeg holde hende tilbage? Ingen ville kunne styre hende...

- Du kunne jo prøve at forklarer hende hvad det er der vil ske på fredag. Måske ville hun kunne forstå det. Og endnu bedre...Måske kan hun styre det? Det virker som om din datter er en stærk kvinde. Hvor gammel var det hun var?

- 16," svarede min mor.

- Prøv, det er mit råd til dig. Jeg har ikke sagt det til nogen, og det må du heller ikke. Politiet leder stadig efter gernings mændene. Jeg håber at de når at fange dem inden de laver flere af din datters slags.

- Ja, lad os håbe det, og tak Leah," sagde min mor og snøftede volsomt.

- Så lidt," sagde Leah.

Jeg kunne høre at damen vendte sig om og gik. Hendes hæle gav genlyd og kunne høres langt ned at gangen. Jeg trak mig lidt tilbage og satte mig ned på gulvet igen. Hvorfor? Hvad var det der ville ske på fredag? Jeg kunne se at nogen trak ned i håndtaget og jeg prøvede at rejse mig hurtigt op, men jeg faldt med det samme og min mor kom ind. Jeg kiggede ned i gulvet.

- Hvorfor sidder du på gulvet skat? Faldt du?

- Ja, det gjorde jeg vidst," løj jeg.

Jeg kiggede op på hende og smilede et skævt smil. Hun smilede ikke igen.

- Du lyver. Jeg ved godt at du lyttede henne ved døren," sagde min mor.

Jeg kiggede ned i gulvet igen. Hvor følte jeg mig bare dum. Min mor gik hen til den hvide hospitalsseng og satte sig på sengekanten. Hun vinkede mig over og jeg rejste mig forsigtigt. Lige så stille med små skridt gik jeg hen til sengen og satte mig ved siden af mor. Smerten. Jeg begyndte at klynke, og lænede mig op af min mor der blidt lagde sin hånd om mig. Mor brød tavsheden.

- Lyra, det der skete med dig er meget alvorligt. Jeg vil fortælle dig hvorfor: For mange år siden var jeg medlem af en gruppe kaldet "De Gale Slanger". Vi var en gruppe mennesker, der undersøgte og eksperimenterede med mennesker. Faktisk var det vi prøvede, at bevise alt hvad verden mente var umuligt, var muligt. Vi havde det fantastisk sammen og i en periode havde jeg også et nært forhold til en mand ved navn Marc. Men en dag da Marc var taget ind byen gik jeg ind på hans kontor der var strengt forbudt. Men jeg var nysgerrig. Da jeg kom ind gik jeg hen til hans skrivebord. Han havde en masse tegninger, prøver og andre ting og efter at have læst noget af gik det op for mig hvad det var han var ude på. Og endnu være. Nederst på en af papirerne havde han skrevet: Misha/kommende barn. hvordan kunne han vide at jeg var gravid? Jeg ville havde sagt det til ham da han kom hjem men jeg var så rasende og rædselsslagen.

- Så Marc er min far? Jamen, han prøvede jo at slå mig ihjel.

- Nej det gjorde han ikke. Han eksperimenterede. På papiret stod der også: stikord er "Slangerne er løse". Hvad skulle jeg gøre? Det endte med at jeg rejste væk. Langt væk. Og prøvede at leve et normalt liv. Sammen med mit kommende barn.

- Mor, nu har du snoet dig uden om det her hele tiden... Hvad er det der er sket med mig?

- Vi opfandt en maskine der kunne ændre et menneskes oprindelige dna proppe forskellige former for blod og gener ind i kroppen. Da vi en dag blandede fugle dna, blod fra løver og det aller mest mærkelige, blod fra en falden engel viste det sig at danne en speciel kraft der kunne overføres til  den person der blev koblet til maskinen. Men det viste sig også at være meget ustabilt. Hver tredje fredag ville denne kraft blive så stor at personen ville forvandle sig til en menneske med klør, næb og et vingefang på 6 meter. Vi kaldte den for "monstrum avis" fra det latinske "Monster fugl".

- Engle?! De eksistere da ikke!? Gør de?,” spurgte jeg. Det kunne da ikke passe.

- Jo Lyra. De er virkelige. Selvom ingen i din verden ved det. Og det skal de heller ikke.

- Min verden? Er der flere?

- Ikke på den måde. Der er flere milliarder af dimensioner. Men ingen af dem er virkelige for os. Vi ved ikke hvordan de er og ser ud. Det eneste vi ved er at de er parallelle med vores, så vi kan aldrig nogen sinde røre dem eller se dem. Det med verdner er lidt noget andet. Når jeg siger den mener jeg bare at verden slet ikke ser ud som den gør inde i dit hoved.

Det var for meget på en gang. Jeg kunne ikke klare det. Mig? Et monster. Et monster med specielle kræfter, der hver tredje fredag ville forvandle bogstaveligtalt sig til et monster. Jeg rejste mig op og gik lige hen mod døren. Så vendte jeg mig om og sagde:

- Bliver jeg så også forvandlet på fredag?

Mor nikkede kort og så gik jeg ud af døren og ud på den hvide hospitalsgang der vrimlede med travle læger og sygeplejersker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...