Hvis døden banker på - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
Lyra Jones lever et helt normalt liv. Går på det største gymnasie i landet. Har en super skøn veninde, og et lækkert crush. I få sekunder ser Lyra's verden helt normal ud indtil hun en aften bliver kidnappet.
Lyra er ikke sig selv når hun bliver fundet. Hun bliver ufrivilligt trukket ned i en verden der ikke eksisterede selv i hendes vildeste fantasi.
Lyra vil forsøge at leve et fortsat normalt liv, men er det muligt når alt alligevel ikke er som det så ud til?

10Likes
5Kommentarer
764Visninger
AA

6. Den nye dreng

 

Vækkeuret ringede som sædvanlig klokken syv. Jeg gabte og åbnede langsomt øjnene. Mit værelse var fuldkommen rodet rundt. Alt indhold på mine reoler var skubbet ned på gulvet, massere ting var smadret. Og min dyne var fuldkommen revet i stykker. Jeg kiggede forfærdet ned af mig selv og så til min skræk at mine hænder bar kæmpe enorme klør, hver enkel på størrelse med min tommelfinger. 

- Mor, kom lige," sagde jeg målløs.

Hun kom hurtigt ind på værelset. Jeg kunne tydeligt se hvordan hun ligeså stille blev bange. Bange for alt det her, hvad jeg havde gjort og hvad jeg var i stand til.

- Er du sikker på at du vil i skole i dag? Jeg ved ikke om din 'tilstand' er helt under kontrol endnu," sagde hun bare," kan du fjerne dine klør igen, eller skal de ’slibes’ ned?," fortsatte hun bange.

 Jeg lukkede øjnene og tænkte på de store farlige klør. "Fjern jer, forsvind," tænkte jeg. Da jeg åbnede øjnene var de væk. Mor halvt smilede. Jeg gik ud i køkkenet og tog noget mad. Bagefter tog jeg tøj på, det tøj mor havde købt til mig. Jeg kiggede mig i spejlet, og blev for første gang nok glad for at se mit eget spejlbillede. Ikke at jeg decideret grim, men jeg var nok bare ikke min egen type. 

Mit hår var langt og mørkebrunt, altid samlet i en fletning. Mine øjne var grågrønne. Hvad angår min krop så var det heller ikke noget særligt, mellem store bryster, nogle okay former og nogen lidt for tynde ben. Jeg havde heller ikke ret mange bumser, det var jeg selvfølgelig glad for, men på en måde følte jeg bare at det gjorde mig mindre end de andre. Ikke at jeg var lille, 171 cm høj. Højere end mange af de andre piger på skolen. Jeg spurgte tit mig selv, hvad er der galt med mit udseende? Ingen ting, så hvorfor kan jeg ikke lide det? Jeg vidste ikke hvilken type pige jeg hellere ville være, men i hvert i fald ikke mig selv. Jo, nu ved jeg det. Jeg ville nok gerne minde lidt om min veninde Mia. Hun havde flotte proptrækkerkrøller og håret var lysebrunt næsten blond. Hun havde rigtig flotte former og et kønt ansigt. Engang havde vi lavet en leg, hvor i skulle bytte alle vores kropsdele ud med nogen andres, altså ikke rigtigt, og der havde jeg bare sagt at jeg ville have hele Mia pakken. Det havde vi (mest hende) grinet meget af. Godt at hun ikke tog det helt seriøst. 

Det var blæsevejr i dag. Sådan et rigtigt et hvor vinden suser ind igennem dit tøj, tænderne klaprer og du ønsker at du havde taget en paraply med. Hvorfor havde jeg ikke det? Typisk mig! Min telefon bippede og jeg tog den op af lommen. Jeg kunne næsten ikke holde den stille fordi mine hænder rystede så meget. Den var fra Mia; ”Hva’ så søde? Har du hørt at Camilla er blevet kærester med Frederik fra fodboldholdet? :O. De skulle være ’vildt’ forelskede! Haha!! Som om at hun kan holde på ham i en uge før hun finder noget bedre! Ikke at der er det :P Nå, ses din smukke tøs <3<3 Mia.” Camilla var nok den mest populære på skolen. Og det siger ikke så lidt. Hun var skide rig. Hendes far ejede vist nok en stor del af et eller andet bilfirma tror jeg. Hun havde datet de fleste på skolen (inklusiv min Jacob) og hun havde droppet dem alle kort efter. Der gik rygter om at hun bare ville kysse med så mange på skolen som muligt. At det var en væddemål med hendes (også) populære veninder. Man kaldte hende ’heartbreakeren’. Og selv om at hun var den værste kæreste nogensinde, var alle totalt forelsket i hende (inklusiv (min) Jacob). Men jaja… han falder nok totalt for mig når han ser det her tøj. Jeg var næsten ved skolen. I skolegården stod, så det ud til, hele skolen. Små og store børn. Jeg skyndte mig ind i mængden for at finde en jeg kendte. Der! Jeg løb hen til Mia der stod og så meget utålmodig ud med sin telefon i hånden.

- Bøh!”, sagde jeg. Mia vendte sig hurtigt om og lo da hun så det var mig. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt igen da hun kiggede nærmere på mig.

- Hvad er der sket med dit ansigt?,” spurgte hun. Mine sår og blå mærker var vidst ikke helet helt endnu. Det synes jeg ellers ikke jeg så noget til i morges foran spejlet.

- Jeg faldt i fredags på vej hjem,” løj jeg. Bare hun hoppede på den!

- Faldt du og fik sorte øjne?,” spurgte hun. Mia vidste udmærket godt at jeg løj. Hun virkede faktisk bange for mig.

- Pis,” tænkte jeg. Hvorfor havde jeg nu sorte øjne?

- Undskyld! Glemte bare lige at jeg havde taget kontaktlinser på! Fjerner dem lige,” sagde jeg. Jeg vendte mig om og tog hænderne op for øjnene.

- Gå væk! Fjern det sorte. Gi’ mig min øjenfarve tilbage!,” sagde jeg inde i mit hoved. Så vendte jeg mig om og kiggede på Mia. Hun var allerede begyndt at smsse igen. Typisk hende. Hun var den der type der ikke kunne leve uden sin mobil.

- Bedre?,” spurgte jeg. Hun kiggede fjernt op på mig og sagde:

- Ja. Hvorfor havde du egentlig overhovedet taget dem på?

- Fordi…

- Bare lad være med at svare på det,” sagde hun og så gik vi arm i arm til matematik.

Klassen lå et stykke væk, og kort efter vi var gået fra skolegården, kiggede vi på klokken og fik os noget af en overraskelse. Vi var allerede 5 minutter for sent på den, og satte i løb. Ligesom som meget andet der var sket med mig var jeg også blevet hurtigere. Jeg næsten fløj gennem gangene og trak Mia med mig. Hun lagde ikke noget, undrede sig sikkert bare over, hvordan jeg var blevet så hurtig. Da vi nåede klassen bremsede jeg, og vi tumlede ind i klassen. Alle eleverne sad på deres pladser, og vores matematik lærer stod oppe ved tavlen og kiggede strengt ’ned’ på os. Vi rejste os begge op, og kiggede på hinanden. Så begyndte vi at le. Resten af klassen, der ikke fattede hvorfor vi lo, begyndte også at grine.

- Stille!,” råbte vores lærer Mads. ”Jeg skulle lige til at præsentere den nye dreng! Lyra, Mia, sæt jer på jeres pladser! NU!”

Vi gik tavse ned og satte os på vores pladser. Mia sad oppe foran sammen med Jacob. Jeg frygtede at hun også var lun på ham, for lige nu sad og kiggede på ham mens hun viskede ting til ham. Jaja, jeg blev nok meget let jaloux, men Jacob var min. Vi skulle være sammen, og blive gamle. Jeg var sikker på at han var den rette. Min sidemakker Tao var her ikke i dag. Ikke at jeg havde noget problem med det. Hans ansigt var fyldt med bumser, og han havde altid fedtet hår.

- Som jeg lige skulle til at sige, har vi i dag en ny dreng på besøg. Han starter her måske, så vær nu søde mod ham,” sagde Mads. ”Kom bare ind Alexander”

Døren blev åbnet og den nye dreng, Alexander, trådte ind. Hans hår var lysebrunt, uglet og meget af det faldt ned i hans blå øjne. Han var høj, muskuløs og bredskuldret. Mit gæt var at han nok havde været omkring de 18 år. Han var bare lækker.

- Alexander, klassen. Klassen Alexander,” sagde Mads.

- Tak Mads. Men jeg foretrækker nu at blive kaldt Alex,” sagde han med en dyb stemme.

Pigerne oppe foran fniste og tog deres trøjer af, så Alex kunne få lov at se deres ikke eksisterende kavalergang som kun kom frem, når de tog push-up-bh på.. Jeg tog bare bøgerne op af min taske og kiggede ned i dem. Jeg ville ikke til at konkurrere med de andre piger om den nye lækre dreng. Desuden havde jeg Jacob, så snart han ville få øje på mig… som om det nogensinde ville ske. Ikke at han sådan ikke kunne lide mig, men det var helt sikkert at han kun var interesseret i venskab.

- Fint nok. Alexan… Alex, du kan sætte dig ned ved siden af Lyra. Det er hende bagerst i klassen med læderjakke og skjorte på,” sagde Mads. Alex gik ned gennem klassen og fik alle pigerne til at fnise… igen. Han løftede stolen ned fra bordet med en hånd og satte sig. En duft af mint og blomster fløj forbi. Var det fra ham? Jacob lugtede for det meste bare af deo med en snært af sved. Det måtte være noget særligt Alex brugte. Ingen duftede da naturligt af mint og blomster. Jeg kiggede op. De fleste piger op foran havde stikket hovederne sammen. Det viskede helt sikkert om Alex. Jeg kiggede over på ham. Hans blik var rettet mod tavlen, men det var som om han kunne fornemme at jeg kiggede, for han smilte og kiggede tilbage på mig. Alex var endnu kønnere tæt på. Hans lyse uglede hår faldt ned i hans pande som gyldne lokker. Øjnene havde en skindene blå farve. Hans høje kindben og velforme læber gjorde hans ansigt helt perfekt. Jeg kiggede op på tavlen igen.

 - Styr dig Lyra! Du er vil med Jacob! Du kan ikke bare glemme din første rigtige forelskelse fordi der starter en DØDlækker dreng i klassen!,” sagde jeg inde i hovedet. Jeg prøvede at lytte efter hvad pigerne oppe foran sagde. Til min overraskelse kunne jeg hørere det ligeså godt som hvis jeg havde siddet ved siden af dem.

- Oh my goood! Han er nok den lækreste person jeg nogensinde har set! Hvorfor får Lyra æren af at sidde ved siden af ham?

- Præcis! Det var også mega meget hvad jeg tænkte!

- Altså hvis han skal have en chance på skolen skal han sgu sidde ved siden af nogen af de populære!

- Ja! Det er totalt dumt!

- Føler mig bare vildt snydt! Nå, men så kan jeg fortælle ham alt muligt sygt om Lyra i frikvarteret! Så skal han nok blive interesseret i os!

- God ide!

- Som om det kommer bag på dig!

Suk… Endnu en gang ville mit ry på skolen falde. Sådan var det altid. De populære kunne altid sprede rygter som alle troede på. Nå, men så kunne jeg da gøre mig ekstra umage med at være sød nu. Jeg var ligeglad med om han var vild med mig eller ej, men det kunne da være dejligt hvis den nye lækre dreng ikke havde noget imod mig.

Timen var som altid kedelig og langtrukken. Jeg gjorde mit bedste for at give ham et godt indtryk på mig, og jeg tror da ikke han hadede mig. Til sidst i timen spurgte Mads om der var nogle der ville vise Alex rundt. Alle pigernes hænder fløj op i luften, på nær min. Drengene sad bare og skulede til deres nye konkurrent. Alex viskede noget i mit øre.

- Vil du ikke vise mig rundt Lyra?,” spurgte han.

Jeg kiggede på han og nikkede. Så sagde han ud i klassen.

- Ellers tak piger, Lyra viser mig rundt.

Alle pigerne sukkede, og nogle af dem lavede oprørte grimasser. Måske kunne jeg gøre Jacob jaloux ved at være sammen med Alex? God plan Lyra. De to piger før hviskede til resten af pigerne.

- Bare rolig piger! Vi skal nok få ham. Sådan en taber som Lyra skal i hvert i fald ikke bruge tiden sammen med sådan en lækker fyr! Prøv at gøre det svært for Lyra at imponere ham. Spænd ben for hende, spild mad ud over hende, virk som om hun er det største nul i verden!

Det var sjovt. Jeg var faktisk ikke upopulær. Men alligevel hadede hele klassen mig nu fordi jeg skulle følge Alex rundt. Jeg kiggede efter Jacob… Han sad sammen med Mia og snakkede. Og Mia legede fjollet med sin halskæde. Hvis Mia nu også skulle til at gå efter ham ville vi få et problem.

Jeg rejste mig og tog Alex med.

- Nå, nu hvor du jo er den nye dreng… Hvad kan du så godt lide?,” spurgte jeg.

Det var vigtigt at jeg holdte øje med de andre piger, som havde planlagt at gøre mig til grin.

- Tjaa. Jeg holder meget af kampsport og går til det tre gange om ugen. Min far er gammel baseball spiller, så det synes jeg også er spændene. Når jeg kommer hjem kan jeg godt lide at lave en kop kaffe og se lidt tv. Om fredagen sætter jeg stort set altid en film på omkring klokken 11 sammen med nogle venner. Og så kan jeg godt lide at gå lange ture i skovene. Hvad med dig?,” spurgte han.

- Lige i øjeblikket laver jeg ikke så meget, for en gruppe mennesker bortførte mig i fredags og har gjort mig til et misforstor. Så hver tredje fredag vil jeg forvandle mig til at monster og dræbe alt omkring mig. Jo, og så jeg også godt lide søge på søde billeder af hundehvalpe på nettet. Meget normalt.” Tænkte jeg. Gad vide hvordan han havde reageret hvis jeg havde sagt det. Grint? Løbet væk?

- Jeg kan godt lide at læse og så smsser jeg en del. Min mor har ikke så mange penge, så jeg har ikke nogen computer. Jeg har aldrig mødt min far og er enebarn, så det kan godt blive lidt kedeligt der hjemme. Jeg er meget sammen med min veninde Mia, og det er nok bare det,” sagde jeg.

- Enebarn? Det er jeg også. Jeg ønsker tit at jeg havde en bror, men man kan jo ikke altid få hvad man ønsker,” sagde han og blinkede til mig.

- Nej… Det kan man i hvert til fald ikke,” sagde jeg.

Skolen var stor, så det tog noget tid at få ham vist rundt. Alle piger på skolen vred næsten deres halse af led for at kunne kigge på ham. Ja okay… Han var meget lækker. Da vi nåede kantinen stødte jeg ind i hende, Amber,  der havde lagt planer for min undergang. Jeg sagde undskyld og viste ham videre.

- Hver sød at lade mig være,” tænkte jeg. Hun løb langt i forvejen og stillede sig sammen med en af hendes veninder. Da vi gik forbi lod en af dem, som om hun havde fundet en mønt på jorden og bukkede sig ned. Så sparkede hun mig ind i en rullebord der var på vej ned af gangen sammen med pedellen. Hun og hendes veninder kluklo og vendte sig for at gå. Det føltes som om mit ben brændte. En glas flaske var faldet på jorden og glasskår var spredt ud over gulvet, og jeg havde glasskår i hænderne. Det gjorde forfærdeligt ondt, men jeg ville ikke græde. Jeg græd aldrig i skolen. I mit ben sad et stort stykke glas der var gået flere centimeter ind.

- Lyra! Hvad skete der? For pokker, prøv at se dit ben,” sagde han.

Selvom det gjorde forfærdeligt ondt, rejste jeg mig op og undskyldte til pedellen. Vreden blusede inde i. Hvad fanden bildte de sig ind?

- Jeg er okay, tak. Jeg skal nok lige gå til skolesygeplejersken med det. Bare for en sikkerheds skyld,” sagde jeg.

- Så går jeg med. Kan du overhovedet gå på det ben?

Jeg prøvede at gå på det og hulkede.

- Ikke helt, så må jeg lige finde ud af hvordan jeg kommer der hen,” sagde jeg.

Han løftede det ene øjenbryn og smilte. Så gik han helt hen til mig og løftede mig op så jeg lå i hans arme. Mine kinder blussede mens vi gik gennem gangene. Jeg fortalte ham hvilken vej han skulle gå. Alex’s overarme var store og jeg følte jeg utroligt tilpas i dem. Mens han bar mig kom vi forbi hende der havde skubbet mig, Amber. Hun stod med åben mund og hadet malet i hendes øjne. Det var tydeligt at hendes plan havde levet bagslag. Hun skyndte sig at løbe hen til nogle andre piger fra klassen. De gloede ondt på mig.

- Hvad var det endelig der skete?,” spurgte han.

- Amber var misundelig fordi jeg skulle vise dig rundt, så hun ville få mig til at se dum ud. Derfor skubbede hun mig ind i pedellens bord.

- Mener du det? Hun er jo ikke rigtig klog. Du kunne jo være kommet alvorligt til skade!,” sagde han.

- Velkommen til Vesterbergskole,” sagde jeg.

Oppe hos sundhedsplejersken så det ikke for godt ud. Mit sår på benet var hævet og havde fået en  forgiftet lilla farve. Alle mine sår på hænderne havde fået en grøngul farve og så havde jeg knækket en hæl på mine nye sko. Det med skoene gjorde ikke så meget, men jeg var alligevel ked af det. Sundhedsplejersken kiggede undrende på mine sår.

- Mrs. Jones… Dine sår ligner ikke rigtige sår. Normalt hvis man for en splint i benet eller lignende vil såret være mørkerødt på grund af det størknede blod. Det ville ikke være lillat. Og hvad angår dine sår på hænderne har jeg bare ingen anelse om hvad det er. Hvad har du lavet?,” spurgte hun

- Jeg snublede ind i pedellens bord med en masse glasflasker på. Nogle af dem røg på jorden og gik itu,” løj jeg.

- Det er da ik’…,” sagde Alex, men tav igen da jeg stak en albue i siden på ham.

Sundhedsplejersken kiggede mistroisk på ham.

- Det er vidst noget du glemmer at fortælle mig Mrs. Jones,” sagde hun.

- Øhhh. Ja, det er der. Jeg tror der har været nogle kemirester på flaskerne, for han kom ud fra fysiklokalet. Det må være derfor mine sår har det farve,” løj jeg. Jeg vidste udmærket godt hvorfor mine sår så sådan ud. Fordi jeg ikke var normal. Fordi jeg knap nok var et menneske.

- Det kan godt være,” sagde hun.

Så rakte hun hånden ned i en kasse og fandt noget salve og forbening. Først smurte hun salven på mit ben, hvor efter hun bandt forbening om. Det gjorde overhovedet ikke ondt. Jeg kunne sikkert godt havde fjernet det hurtigt uden hjælp fra nogen. Med fordi Alex ville følge mig op til sundhedsplejersken, var jeg tvunget til at gøre det på den hårde måde. Han stod hende ved døren og kiggede på mig. En gang imellem udstødte han små lyde, enten af bekymring eller fordi jeg opførte mig dumt.

- Og hvad dine sko angår frøken… Så vær bedre til at vælge noget passende fodtøj til skolen.

Hun fandt et par ballerinaer frem fra en skuffe og gav dem til mig.

- Undskyld og tak,” sagde jeg.

Så gik vi. Jeg haltede og Alex gik hele tiden ved siden af mig, klar til at gribe mig hvis jeg faldt.

- Hvad er klokken?,” spurgte jeg Alex.

Han tog sin mobil frem og kiggede på den.

- Ti minutter over tolv,” sagde han.

- Så skal vi ned i kantinen. Nu skal du så bevise at du fulgte med da jeg viste dig rundt… hvor ligger kantinen?,” sagde jeg drillende.

Han lo og begyndte at gå. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne, men det gjorde meget ondt. Han vendte sig om og kiggede på mig.

- Skal du bæres igen?,” spurgte han og blinkede.

Jeg rejste mig ret op og gik hen til ham.

- Nej, ellers tak! Jeg går helt fint,” sagde jeg og lo.

Han skubbede til mig og jeg udstødte en smertefuld lyd nede i struben. Så kiggede jeg på ham igen. Han stod og lo af mig. Så begyndte jeg også at le. Vi jokede med det hele vejen til kantinen, og da vi trådte ind, blussede mine kinder. Alles blikke blev vendt mod mig og ham. Vi kiggede på hinanden, lo og gik hen til kantinedamen Lisa. Hun havde arbejdet her så længe tilbage jeg overhovedet kunne huske. Menuen i dag stod på salat og tomatsuppe. Jeg lod være med at spise noget. Jeg var bange for at mit indre monster ville kaste det hele op. Ligesom den gang på hospitalet. Det mindede mig om den gamle dame. Hun havde været det første menneske jeg slog ihjel. Og selvom at jeg godt var klar over at hun ikke var den første jeg ville ’komme til’ at slå ihjel kunne jeg ikke lade være med at blive lidt trist. Men jeg synes det var vigtigt at prøve at glemme. Prøve at leve et normalt liv.

- Skal du ikke have noget mad?,” spurgte Alex.

- Nej, ikke i dag. Jeg har mistet appetitten efter jeg faldt,” løj jeg.

- Okay,” sagde han. Vi fandt et ledigt bord i den anden ende af kantinen. De andre piger fra klassen skulede og nogle af dem rykkede tættere på for at kunne følge med i vores samtale. Jeg så Jacob sidde sammen med nogle andre drenge… og Mia. Hvad havde hun lige gang i? Hun vidste jo også godt at jeg var vild med ham. Og  Jacob kunne da bedre lide mig, ik’?

- Lyra?,” sagde Alex. ”hører du overhovedet efter?

Jeg vendte mit hoved over mod ham. Han sad og var nok lige ved at grine.

- Undskyld. Jeg kiggede bare lige på min veninde Mia,” sagde jeg.

- Hvem?

- Hende med krøllerne, der står tre rækker fra vores bord.

- Hende der hænger over bassisten?,” spurgte Alex.

- Ja,” sagde jeg og sukkede.

Da det ringede ind til time havde vi dansk. Alex og jeg rejste os og gik ud mod gangene. Amber gik forbi os inde i kantinen med en bakke mad. Men man skulle jo af med sit affald ovre ved døren. Det var ikke den her vej. Det hele skete utroligt hurtigt. Jeg dukkede mig, og Alex gik ind foran mig. Han tog hånden op for pladen da hun ’snublede og tabte maden’, så det hele landede på Amber. Jeg kiggede op og se hende drivvåd af tomatsuppe og mælk. Være fuldstændig svøbt ind i salat. Hun stod selv helt målløs. Så kiggede hun ned af sig selv. Det blik hun sendte mig var så fyldt af had.

Alex gav mig en hånd og hjalp mig op at stå. Det gjorde ondt i mit ben igen.

- Hvad har du gang i Amber?!,” spurgte Alex.

- Ikke noget! Jeg snublede!,” sagde hun næsten grædende, sikkert på grundt af alt det mad hun havde fået ud over sig.

- Du skubbede også Lyra ind i pedellens bord! Er du klar over hvor meget hun kom til skade. Du er jo ikke rigtig klog. Hvis du gerne ville være sammen med mig, kunne du da i det mindste bare snakke med mig, i stedet for at prøve at slå Lyra ihjel,” sagde Alex.

- Jeg prøvede da ikke at slå hende ihjel!,” sagde hun. Så vendte hun sig om og løb sin vej.

- Jeg ved ikke lige hvor smart det der var,” sagde jeg.

- Hvad for noget af det?

- At hun fik maden ud over sig. Hun er venner med Camilla, og Camilla og den mest populære på hele skolen!

- Og?,” sagde han.

- Og… så vil Camilla, på grund af at Amber sladrede, ødelægge dit ry på skolen. Medmindre du selvfølgelig lige blev venner med Camilla inden dagen er ovre.

- Jamen så må jeg da bare se at blive venner med hende inden dagen er omme… Ved du hvor hun er?

- Øhhh. Nej? Men tredje G’erne har altid time i det samme klasselokale, så hvis du er heldig kan du lige nå at fange hende før timen.

- Hvilken vej er det?,” spurgte han.

- Kan du huske hvor sygeplejersken lå henne?

- Hmm. Ja, det tror jeg nok,” sagde han lidt usikkert.

- Efter hende kommer biblioteket, og derefter ligger tredje G’ernes klasselokale,” sagde jeg.

- Okay. Så ses vi til time,” sagde han og gik. Det var da noget af en selvtillid han havde. Det var lidt sødt. Men jeg var nød til at tage mig sammen. Mig og Alex skulle ikke komme sammen! Desuden kunne jeg heller ikke vide om han var vild med mig. Det er jo hans første dag. Ingen bliver forelskede den første dag. Det havde jeg i hvert til fald aldrig hørt om. Den eneste grund til jeg var lidt lun på ham, var nok bare fordi han gav mig opmærksomhed.

Jeg var ikke noget særligt blandt fyrene. Jeg var jo som sagt ikke upopulær, men jeg var bare ikke noget særligt. Jeg talte aldrig med nye mennesker på skolen, medmindre jeg skulle. Det eneste tidspunkt jeg kom i kontakt med andre på gymnasiet var når jeg var sammen med Mia. Hun var heller ikke ’populær’, men helt sikkert mere interessant end mig. Mia var så åben og sød mod alle. Hun havde altid smilet klistret fast på ansigtet, og hendes latter kunne høres ned af alle gange hver eneste gang en fyr kom op med en dårlig joke. Jeg stod for det meste bare i baggrunden og smilede mens jeg betragtede Mia og hendes måde at imponere fyrene på. Bare det var mig, men jeg var en pige i baggrunden. og sådan var jeg, og det var der ingen der skulle ændre på.

Jeg løb ind på et toilet og kiggede på mine sår. De havde alle en giftig lilla farve. Jeg lagde min hånd på det største af dem.

- Forsvind. Hel mit ben, og lad mig gå uden smerter,” hviskede jeg til mig selv. Jeg løftede hånden og så hvordan såret begyndte at trække sig sammen og blive mindre, hvor efter det til sidst forsvandt helt. Faktisk var sårene ved at forsvinde over alt på min krop. Gad vide hvad engleblod mere gjorde ved mig. Bare tanken om enge fik mig til at gyse. Det var stadig lidt svært at fatte at engle var virkelige.   Og hvordan så de egentligt ud? Indtil videre havde jeg fået magiske kræfter, hvilket også var totalt mærkeligt. Magi eksisterede jo ikke? Eller det gjorde det så. Åbenbart. Jeg var også blevet hurtigere. Det var egentligt også lidt mærkeligt at Mia ikke havde stillet spørgsmål til min hurtighed. Ikke at jeg var irriteret over det. Der var sikkert mange flere nye ting ved mig, men jeg havde bare ikke opdaget dem endnu. Og på fredag… der skulle jeg spærres inde. Som en fange. Fordi folk var bange for mig. Fordi jeg var et monster.

Timen var, selvfølgelig, allerede begyndt da jeg kom ind. Vores lærer, Marianne, stod oppe ved kateteret og forsøgte for tusinde gang at forklarer os systemet med kommaer. Der var næsten ikke nogen der satte kommaer i afleveringerne, og nu havde Marianne fået nok. Jeg kunne godt sætte kommaer, men gad virkelig bare ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...