My guardian angel.. {1D}

Beat er en atten årig pige, som går på et helt almindeligt college i London's midtby.. Der er bare lige det faktum, at Beat's far er den legendariske Simon Cowell. Eller det troede hun i vert fald.. Siden hun fandt ud af at, den hun troede var hendes far, faktisk først kom ind i billedet efter hun blev født. Har Beat haft nogle alvorlige problemer, og da hendes kæreste er hende utro, blir' det bestemt ikke bedre.! Men hvad sker der når Beat og Niall møder hinanden? Vil Niall nogensinde få Beat op fra hendes sorte hul, af en verden igen? Find ud at det her..

17Likes
22Kommentarer
1564Visninger
AA

3. One month..

En måned. En måned var der gået, siden det. Siden glæde, og siden lykke..

En måned i stilhed, en måned uden snak.. Bare fuldkommen stilhed. En måned ensom, Palle alene i verden.

En måned vor jeg kun havde spist, når de andre enten sov eller havde spist.

En måned uden venner, en måned hvor ikke engang havde lyst til at ringe til Jo.

En måned med sorg, med gråd, og med ømhed.. I mit hjerte.

En måned af min sommerferie var som spildt, men mit hjerte ville ikke ud, det ville blive inde på mit værelse og gemme sig, for andre sorge, for at græde.

Der var faktisk gået så lang tid, at min sommerferie nu var slut, og idag skulle jeg tilbage til skole.

Skolen, bare alene ordet var til at kaste op over.. Før sommerferien elskede jeg skole, og så altid frem til at komme tilbage efter sommereferien. Til at se de venner der ikke var tid til at se i ferien.

Men den lyst gemte sigunder min seng, og ville ikke komme ud. Det ville jeg også have gjort hvis jeg kunne, men det er jeg selvfølgelig blevet for stor til, lige når jeg har mest har brug for det.

***

Da mig mor havde fået skubbet mig ud af døren, hviste jeg at jeg aldrig kunne nå derhen til tiden. Perfekt start på dagen.

Da jeg endelig nåede til skolen avr jeg kommet cirka 10 min. forsent, men klokken kunne ærlig talt rende mig i 'du hved nok hvad' lige nu.. Jeg fik skældud af min lærer, som sagde noget i stil med, at det ikke længere var sommerferie, og at jeg skulle få det feset ind.

Jeg sagde at det skulle jeg nok, og undskyld. Og så satte jeg mig ellers ned på min plads og fuldte mid i resten af timen.    Not!.. Det var kun det med undskyld, og at sætte mig ned, der passede.. For jeg fulgte overhovedet ikke med.

Tværtimod sad jeg bare og stirrede tomt op på tavlen.

 

Da det ringede til frikvater gik jeg udenfor, selvom det var regn vejr.. Jeg satte mig på den mest afsides bænk der var på hele skolen, og kiggede på regndråberne, der faldt ligeså fredsfuldt ned fra himlen.. Jeg hved ikke hvorfor, men det havde bare altid beroliget mig.

På vej ud havde nogen folk spurgt om jeg var okay og sådan, men det eneste jeg svarede med et nik, eller et rysten på hovedet og så ellers gå videre.

Det var ikke min mening, at være afvisende eller noget, men jeg lunne bare ikke lade vær. Jeg følte ikke jeg kunne stole på nogen, isyntes måske det er latterligt, men det havde taget så hårdt på mig..

Hverken min kæreste James, eller min 'Gayfriend' Jo, havde jeg svaret ordenligt, eller sagt hej til, som jeg plejede.

Min verden var et helvede..

***

Det var torsdag, hvilket vil sige at jeg nu havde været i skole i hvad..? Tre fire dage. Og jeg havde stadig ikke talt med nogen.. Nogen overhevedet.

Ikke et eneste hej, ja, nej eller farvel.. Intet.

Den eneste jeg følte jeg kunne snakke med var Jo.. Og så selvfølgelig Kaptajn kramme, min ynglings bamse.. Men stadig havde jeg ikke sagt et ord til anyone.

Mig og Jo havde sms'et en lille smule men hver gang, han prøvede at ringe, lå jeg på, og sagde at han skulle skrive en sms istedet..

Jeg lå i min seng og tænke over et eller andet ligegyldigt pis, som jeg ikke engang gider at fortælle jer.. Da det somsagt en noget ' ligegyldigt pis'.. Da jeg fik en sms, jeg tog hurtigt min telefon op fra lommen, og kiggede på sms'en.

"Hey swettie.. Det er ærgeligt du ikke var med tiil festen i ferien. Mig og James hyggede os ellers rigtig meget, Love Patricha". Patricha var min bedste veninde engang, altså lige indtil 7. klasse, hvor hun begyndte at blive den egocetreret bitch hun er idag.

"Hvad mener du?" Skrev jeg så tilbage, da jeg ikke helt opfangede det....

"Jahvad mer kan jeg sige end at, James er rigtig god isengen, og der var ikke engang alkohol til festen" Bibbede det ind lidt senere.

Da jeg havde læst beskeden og havde op fanget det, løb jeg hen til mit skab og rev mit løbetøj ud. Jeg gik igeng med at tage det på, nærmest rev bukserne op over min røv, mens jeg lod tankerne overtage mit hoved.

Hvordan kunne han gøre det. Og så med Patricha, som han hviste jeg hadede, og som han havde givet udtrykt for at han også gjorde.

Og så når han ikke engang var fuld.

Hvorfor

Hvorfor gjorde han det.

Hvorfor lige mig, havde jeg ikke været igennem nok smerte for et liv eller hvad.

Hvorfor.

Det var de samme tanker der løb gennem mit hoved, igen og igen. Jeg fik taget  mine løbesko på og noget musik i ørene, og så stormede jeg ud af døren.

Jeg løb alt hvad jeg kunne lige intil jeg nåede til parken der lå cirka 3 kilometer fra mit hjem. Jeg stoppede, og kiggede rundt.. Alle de minder der var i netop den her park..

Minder fra mig og James' mange picnikker, vores mange gåture og alle de gange vi har haft jordnødder med til de små egern, eller brød med til ænderne i dammen.. Alting mindede mig om et eller andet, med mig og James.

Og først der begyndte jeg at græde. Græde over alle de ting vi havde været igennem og græde over alle de ting,  vi lige havde mistet..

Jeg gik hen for at sætte mig på bænken.. Jeg satte mig længst hen i hjørnet, trak mine ben op under mig, og kagde mine arme rundt om dem. Tårene kom væltende ud, de kunne ikke stoppe.

Jeg begravede mit ansigt på mine knæer, og prøvede ikke at hulke, men det gik hvist ikke så godt.

"Hey er du okay?" Spurgte en bekrymret mandestemme, og en hånd blev lagt på mig skulder.

Jeg kiggede op, i starten var mine øjne slåret af tårer, men efter et par blink var de væk.. Foran mig stod en ung mand, eller mand og mand, han var nok på min alder. Han var dækket af en stor hætte trøje, og det eneste man kunne se var et yderst sød ansigt, med det sødeste smil jeg længe havde set.

"Ja det går hvist" Sagde jeg og prøvede at sende ham et smil, men mislykkedes da det blev kvalt i et lille hulk.

_______________________________________

Andet kapitel hvad syntes i? I må meget undskylde ventetiden.. Nåå hvem tror i det er Beat møder i parken? Spændende spændende.. Skriv hvad i tror i skal nok få det at vide i næste kapitel..

Mange tak for likesne og fav- listerne. Hvis i ikke har liket og sat på fav-listen må i meget det hvis i altså kan li historien..! Elsker jer alle sammen.. Tak! Og forresten undskyld for taste og stavefejl.. Tak igen Xx <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...