My guardian angel.. {1D}

Beat er en atten årig pige, som går på et helt almindeligt college i London's midtby.. Der er bare lige det faktum, at Beat's far er den legendariske Simon Cowell. Eller det troede hun i vert fald.. Siden hun fandt ud af at, den hun troede var hendes far, faktisk først kom ind i billedet efter hun blev født. Har Beat haft nogle alvorlige problemer, og da hendes kæreste er hende utro, blir' det bestemt ikke bedre.! Men hvad sker der når Beat og Niall møder hinanden? Vil Niall nogensinde få Beat op fra hendes sorte hul, af en verden igen? Find ud at det her..

17Likes
22Kommentarer
1528Visninger
AA

9. Hey Blondie

"Hej" sagde den lyshårede fyr og rakte mig hans hånd.. Jeg tog imod den, men misforstå mig nu ikke, det var jo ikke ligefrem sådan at jeg fik hans hånd, altså at han ligefrem havde skåret hans hånd af og så rakt den til mig..

Nej nej, det var bare ren også skær venlighed, ja altså ligesom når man skal hilse på fremmede folk, og så man rækker hånden frem, hvor så den anden person tager den og ryster den, og siger goddag.

Ja altså jeg tror at i hved hvad jeg mener men hvis i ikke er helt med skal jeg nok lige tage den en gang til. Okay altså det er ikke på den måde at han ligefrem gir mig en afskåret hånd men-

Okay okay jeg skal nok stoppe! Jeg har fattet det, i gider ikke høre om hvordan det ikke er en afskåret hånd, men om hvordan det gik med at møde Liam bassens venner. Har jeg ret? Ja det tror jeg nu nok at jeg har.

Beat har altid ret! Muhahahaha Jeg fik sagt hej til dem allesammen og satte mig så derefter over i sofaen hved siden af Liam, hvor vi ga hinanden et lidt mærkeligt kram, dels fordi der var 8 drengeøjne der stod og kiggede på os, og så også dels fordi at vi begge to sad ned. Så ja det blev et lidt mærkeligt kram, faktisk mærkeligt nok til at de andre fire drenge begyndte at fnise. Og fordi det er Liams venner begyndte han selvfølgelig også at grine.

Til sidst endte det ud i et stort grineflip, og så sad jeg der og legede Palle alene i grineverdnen, fordi han ikke syntes det alle de andre grinede af var sjovt. Fedt nok! Til sidst kunne jeg simpelthen ikke klare det mere.

"Hvad er det der er så sjovt?" Spurgte jeg så for at få afklaret min hjerne. Det var ikke ondt ment eller noget, det sværger jeg, og jeg spurgte heller ikke med en irriteret underklang i min stemme. Jeg spurgte bare.

"Dig" Sagde den blonde som vist nok hed Niall, mens han var rød i hele bæret pga. grineflip. Jeg tror jeg kunne dræbe ham lige der, for idet han sagde det begyndte de andre at grine endnu mere, selv Liam den forræder.

Jeg troede han var på min side.. Jeg sværger at hvis det ikke havde været Liams venner, havde jeg rækket fuck til Blondie, for en time siden.. Ej okay, men i vert fald for ja hvor lang tid er det siden... ehmm.. 10 sekunder siden..

Bare kald mig ond, jeg skal nok klare det, men jeg bliver pisset hvis der er nogen der griner af mig. Sandheden er at jeg inderst inde, er rigtig blød om hjertet, og at det sårer mig hvis nogen kalder mig noget, men jeg har bare en facade oppe, og lade som om der rager mig nul og en prut.

Mennesket er lige som æg, det der er inden i, kan være svært at komme ind til pga. den hårde facade. Men når man først kommer derind, er vi lige så bløde som smør der her stået ude i juli måned.

Fuck hvor var det poetisk, men det at sammenligne mennesket med æg, for mig nok til at lyde lidt gak oven i låget.

"Liam jeg troede du var på min side" Sagde jeg utilfredst og satte armene i siden, hvilket bare fik dem til at grine endnu endnu mere, har de drenge virkelig ingen humor.. seriøst..

Da Liam ikke svarede på mit spørgsmål, rejste jeg mig op. "Bank på når jeres grineflip er overstået" Sagde jeg, vendte mig om og gik ind på Liams værelse. Jeg smed mig i sengen og tog noget musik i ørene.

Jeg lukkede det hele ude, lige indtil lille Niall, som faktisk var højere end mig, men det siger vi ikke til nogen, kom ind af døren. Jeg tog mine høretelefoner ud og kiggede op på ham..

"Vi har grinet færdig nu, så du kan godt komme ind.." Jeg kunne høre hvor usikker han var på om jeg var sur, så istedet for at sende ham et taknemmeligt smil, gjorde jeg sådan at jeg så ret utilfreds ud.

"Men men.. ehmm du kan også bare lade være, men men jeg tror godt at at Liam vil have at du" Han pegede han mod døren, han ansigt så ud som om han var bange for mig.. Hvilket fik mig til at grine ikke på den der onskabsfulde måde, men bare på en sød måde..

Jeg kunne høre de andre drenge grine inde i stuen, de havde helt sikkert overhørt vores samtale.. Dem om det. "Ja jeg kan i vert falle godt høre at de er stoppet med ar grine" Sagde jeg ironisk og rejste mig fra sengen.

Jeg gik hen mod Niall, og lagde mine hænder på hans skuldre, hvorefter jeg lænede mig lidt frem mod hans øre. Som jeg skulle stå på tæer for at nå op til.. "Du skal altså ikke være bange for mig" Sagde jeg, det var ikke højt, en det var heller ikke en hvisken

.. Han smilte til mig. "Det er jeg heller ikke" Han gik ud i stuen til de andre, mens jeg stod helt paf på Liams værelse. Der var noget inde i mig, noget der bare sagde klik, noget der ga mig gåsehud...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...