Sorte noder

En ung kvinde sidder i sin bil på en fynsk motorvej og sørger over, at hendes ekskæreste, Alex, har forladt hende for en anden kvinde.
Stødende sprog.

2Likes
2Kommentarer
365Visninger
AA

1. At være fortabt

 

   Sort streg. Sort bue. Lille sort krølle på halen. Jeg gentager mønsteret igen og ønsker at det aldrig ville gå væk. For hver gang jeg går i bad håber og frygter jeg at de tre små sorte noder på mit håndled vil forsvinde. Jeg tænker på den tomme lejlighed, den lille seddel på mit natbord og den tomme seng. Tre ting, fire små ord.

   Har fundet en anden.

   Selvom der ikke stod andet på seddelen, er jeg ikke i tvivl om hvem der har skrevet den. Der er kun én person, som ved at nøglen er tapet fast til stilken på den potteplante, der står foran min dør.
   Mine fingrer trommer utålmodigt på rattet. Mine øjne er røde og alt for tørre. Mine læber er sprukne. Mit hjerte er knust. Mine lommetørklæderne ligger i min inderlomme nedenunder løbepomade, men jeg orker ikke at gøre noget. Hvorfor skulle jeg tørre resterne af min mascara væk, hvorfor skulle jeg putte læbepomade på? Der er ingen der har lyst til at ae min kind selvom den er silkeblød og fri fra mascara, der er ingen der har lyst til at kysse mine læber, ikke engang selv om de er silkebløde og smager af ”fruit explosion”. Gid der lå noget i min lomme der kunne hele mit hjerte.  

   Har fundet en anden.

   Gid, gid, gid Alex bare havde skrevet Skrid. L. Tanken om Alex skal kramme, kysse, kærtegne en anden krop, et andet sæt læber er uudholdelig. Jeg har hele mit liv troet at kærlighed var en kliché. At den store kærlighed som Julie og Romeo, Rose og Jack, Satine og Christian, Elizabeth og Darcy har oplevet er ikke for almindelige, almene mennesker. Dem der siger at man først opdager hvor meget man elsker noget, når man mister det, lyver. Jeg har hele tiden vidst hvor meget jeg elsker Alex. Den sætning ’jeg elsker Alex’ kommer aldrig til at ændre sig. Der kommer aldrig et lille ’ede’ bagpå elsker i stedet for et r.
   Den røde pil på mit speedometer hviler på 0. Jeg har lyst til at træde på speederen, storme ned af motorvejen uden at se mig tilbage. Jeg ville glæde mig over at speedometer pilen ville bevæge sig mere og mere til højre, og jeg ville glæde mig til ikke at føle noget i samme øjeblik min lille Fiat røg ud af kørebanen og ind på Jens Hansens mark. Jeg ville nyde synet af hvordan mudderet ville gøre det umuligt at kigge ud af vinduerne, hvordan mudderet ville gøre mine dæk umulige at genkender og hvordan mudderet ville splatte ud på kølerhjelmen. Knust kunst.
   De tre sorte noder på mit håndled brænder, brænder for at jeg skal kigge på dem, beundre dem, og forarges over dem. Jeg huske klart hvordan Alex havde taget min hånd og i rolige og cirkulere bevægelser presset kuglepinden mod mit håndled. Jeg husker følelsen af kuglepindens kolde spids der blev trykket mod min hud.
   Mine negle er røde. ”Rigtige kvinder har røde negle. Piger har de andre farver,” sagde Alex altid. Jeg tænker på min sorte, blå og perlemorsfarvede neglelak der ligger i skraldespanden. Jeg giver mig til at kradse den røde neglelak af. Du skal ikke bestemme over mig mere, tænker jeg mens jeg kradser og kradser i den røde overflade. Langsomt begynder det hudfarvede at overtage mere og mere af neglen, mens det røde neglelaksfnuller drysser ned på min jeans. En negl fri. Ni tilbage. En time gået. Ni timer er det siden jeg fandt seddelen på mit natbord. Den ligger der stadig, uberørt. Intet bevis på at jeg nogensinde har set den, kun ridserne i mit hjerte. Du skal ikke bestemme over mig mere. Det er løgn. Jeg lyver.
   To sorte streger. Sort streg imellem dem. Krøller på halerne. Min finger følger mønsteret uden at jeg behøver kigge. Den har gentaget mønsteret alt for mange gange.
   ”Jeg elsker dig mere end du aner,” sagde Alex i forgårs. LØGNER. Det burde stå skrevet i din pande. LØGNER.
   Det lille ord elsker, seks små bogstaver, to vokaler, fire konsonanter. Tænk at det kan betyde så meget … og så lidt. Yngre og yngre piger slynger om sig med udtryk som ’jeg elsker dig så højt’ og ’du er helt vild smuk’. Det er let at opdage, 1 minut og 21 sekunder på facebook og du er ikke mere i tvivl om, at du er gået glip af noget. Alex har altid vidst at jeg hadede når folk brugte ordene ’elsker’ og ’smuk’ uden at tænke sig om, og derfor brugte Alex det næsten aldrig om mig. Men nu hvor jeg sidder i min lille skrotbunke ude på en motorvej på Fyn og savner Alex mere end nogensinde ville jeg ønske at, jeg havde sagt at jeg elskede Alex hver eneste dag. Og at Alex havde sagt det til mig.
   En sort Mercedes drøner forbi. Gullige lygter på den sorte asfalt, to gule lysstriber baner vejen frem i mørket. Bilen kører videre ind i mørket, stoler blindt på forlygterne. Hvad nu hvis lygterne forlod bilen og den måtte køre rundt i mørket uden at vide hvor den var eller hvem den er. Så ville den sidde på motorvej E20 og ikke vide hvad den skulle gøre af sig selv.          
   En enkelt tåre baner sig vej ned ad min kind. Jeg tørrer mig hurtigt under øjet. Endnu en tåre, endnu et bevis på hvad der er sket. Min hånd bliver sort. Lorteskidefucking mascara. ”Jeg synes at du skal begynde at bruge mascara, så du bliver smuk.” Vi havde stået i Magasin og kigget på tallerkner til vores nye fælleslejlighed. Jeg havde nikket, smilet, havde ikke tænkt mig om, bare sagt ja. Nar. Den nar.
   Mine fingrer er stive af kulde. Jeg prøver at knække dem i håb om at få dem i live igen, op til overfladen, hen til lyset for enden af tunnelen. Det eneste jeg kan se ud af vinduet er mørke. Stjernerne er væk. Gad vide om de nogensinde kommer tilbage, tilbage for at hente mig tilbage til livets gren. Jeg er faldet ned derfra. Det eneste der gjorde at jeg blev ved med at balancere på grenen var Alex hånd, og nu hvor den er væk kan jeg mærke at jeg ikke kan holde balancen mere. Jeg svinger med armene, råber efter Alex i håb om at genvinde balancen, i håb om at få en hånd at klamrer mig til, men vinden er ubarmhjertig, uretfærdig over for mig.
   Jeg kiggede ned ad mig selv. Ser de mørke jeans, de røde neglelaksrester, den blomstrede top og sorte cardigan. Alt sammen noget Alex har valgt. Alt jeg ser på minder mig om Alex. Jeg føler en voldsom trang til at smide alt tøjet og løbe ind på en mark, ligge der og håbe på at intet der minder mig om Alex og at jeg kan se stjernerne. Ligge nøgen på en mark, mærke hvordan den fugtige jord gør mig mere og mere kold. Mærke hvordan de små sten ville bore sig ind i min ryg, mine arme, mine ben og mærke hvordan smerten ikke ville genere mig, hvis bare stjernerne var over mig og lyste, lyste klarere end jeg nogensinde har set dem gjort. Så ville alt være godt igen. Indtil solen stod op og den rødlige fangarme ville sprede sig over jorden, ramme skyerne, husene og til sidst Jens Hansen der ville stå op og se mig ligge nøgen på hans mark. Det kunne jo være at han var en sød landmand med træsko, som ville finde et tæppe til mig og holde om mig til smerten ville forsvinde. Hvis den nogensinde ville gøre det. Eller også var han en psykopat som først ville voldtage mig og bagefter slå mig ihjel.
   Jeg trækker mine ben op til mig, hviler hagen på mine knæ og føler mig åndssvag. Åndssvag fordi at jeg sidder i en bil over hundredehalvtreds kilometer hjemmefra og fordi at det lige er gået op for mig at jeg er løbet tør for benzin. Åndssvag fordi alle advarede mig mod Alex. Skatter, Alex er en player. Get over it! Men jeg blev ved med at holde fast i alle de ord Alex sagde til mig. At jeg var perfekt og at jeg var the one. The one.
   Noderne råber efter mig, brænder langsomt gennem min hud. De hvisker efter mig, gør alt for at få mig til at kigge på dem. Jeg vender hovedet mod loftet i min lille skodbil og kigger på bulerne og pletterne efter cigaretrøg.
   Tårerne løber ned ad mine kinder, når ned til min hage hvor de fortsætter ned ad min hals. For hver gang jeg græder føler jeg at et hul inden i mig bliver fyldt op og at et nyt hul bliver lavet.
   Jeg er pikkehamrende ligeglad! En gang skulle der ikke mere til så fniste jeg. Lige nu kan jeg  ikke huske hvornår jeg sidst grinte.
   ”Den lorteskidefuckingåndsbollemongolkraftidiot spasser!” siger jeg højt ud i bilen. Til ære for hvem? Noderne, måske, så de kan stoppe med at grine af mig og begynde at forsvinde. Jeg er fuldkommen ligeglad med om blækket siver gennem min hud, landet i blodet og spreder en farlig sygdom rundt i hele min krop, bare de forsvinder. De minder mig om for mange stunder, de gør ondt. De svier. De gør det hele sværere og lettere. Noderne minder mig om alle de gode timer, om vores fantastiske kys og om hvordan vi lå i vores dobbeltseng fra Ikea og snakkede mig om alt og intet. De minder mig om hvordan Alex forandrede sig, om vores skænderier og om den lyshårede pige med de store bryster. Det er sikkert hende. Hende der har taget Alex i hånden og så løbet afsted. Løbet og løbet for at komme væk fra det hele. Væk fra mig.
   Nevermind, I find someone like you. Finder jeg nogensinde en ligesom Alex? Hvad nu hvis det er en bestemt portion kærlighed og lykke til hver, og nu er min opbrugt?
   Det lille ur inde i bilen går stille og roligt. Tiden går langsomt. Livet går hurtigt. For snart femten år siden startede jeg i 0. Klasse. Jeg savner mine klassekammerater, mine venner, alle to.

   Jeg har fundet en anden.

   Jeg banker mine hænder mod ruden, mod rattet, mod sædet, mod mine lår. Jeg vil gøre alt for at få smerten til at forsvinde, gøre alt for at få hullet inde i mig til at blive fyldt, gøre alt for at se stjernerne.
   Jeg strækker langsomt mine ben og lader mine fødder hvile på bremseren og speederen. Mine kolde fingrer griber fat i døren, min venstre hånd trykker håndtaget ned. Bildøren åbner sig lidt. Med håndryggen giver jeg den det sidste puf ud i mørket. Mine ben er ømme efter den lange køretur og efter at have forholdt sig i ro i så lang tid. Min nakke er øm. Mine hænder rystet. Mit hjerte er lydløst. Det er der ikke mere, det er væk. Taget, stjålet, hugget af mit livs store kærlighed.
   Jeg drejer kroppen og sætter den første fod ned på den smattede asfalt. Højre fod, venstre fod. Jeg vender mig om og kigger tilbage på den tomme bil. Jeg kigger rundt på motorvejen. Kigger på skiltet ’Mod København’. Min mobil er løbet tør for strøm, min pung er tom.
   Og lige pludselig ser jeg en lygtepæls gule lys længere ned ad vejen. Et enkelt lys på den mørke vej. Et lysende håb, en stjerne. Så kigger jeg op. Millioner af stjerne lyser ned på mig. Millioner af håb. De skinner på mig, fortæller mig at der ligger en tankstation syvhundrede meter længere nede ad vejen, og at de med glæde vil tage mit ur i bytte for benzin.
   Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har ligget på ryggen på den kolde asfalt og stirret op i himlen. Jeg ved kun at det beroliger mig. Noderne er der stadig, men smerten er der næsten ikke mere. Stjernerne er min morfin, min bedøvelsespille. De gør mig døsig, trækker mig tættere og længere væk fra overfladen. Jeg føler mig let beruset. Jeg har det som om, at jeg kan bryde grædende sammen og springe ud i sang hvert andet sekund.
   Og mens jeg ligger der og kigger op på stjernerne, begynder jeg at grine. Grine over hvor absurd det hele er. Jeg griner over at jeg ligger på en motorvej sent om natten og kigger på stjerner. Og at min bil er løbet tør for benzin. Stjernerne begynder at blegne og solen stille og roligt rejser sig op, mærker jeg igen smerten røre på sig. Bare smerten ville forsvinde, de smertefulde minder om Alex. Men smerten vil altid være der. Gemt langt, langt væk, men den vil være inden i mig. Og når jeg engang er blevet gammel, ældre end jeg er nu, vil jeg tager minderne frem igen om Alex. Alex vil altid være hos mig, gemt dybt i mit hjerte. Nej. Hun vil altid være gemt godt væk nede i min nyre.

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...